Per Petterson - Ud og stjaele heste

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Per Petterson - Ud og stjaele hesteOversat af Annelise Ebbe
2004. 264 sider. 299 kr.

“Petterson beskriver så fuldkomment, at man ser landskabet, føler vinden, lugter jorden, og han gør det så udemonstrativt, at man føler, at man selv har plads i fortællingen … Det er hverdagsliv forvandlet til magi … ‘Ud og stjæle heste’ er en bog af den sjældne slags, man glæder sig til at komme hjem til.” Fyens Stiftstidende ★★★★★

Kritikerprisen 2004.
Boghandlernes gyldne laurbær 2004.
Independent Foreign Fiction Prize 2006.
IMPAC-prisen 2007.

En af årets fem bedste romaner i New York Times Book Review i 2007.

DKK239.20

Produktbeskrivelse

Ud og stjæle heste er en roman om at blive voksen og om at blive gammel og om far-søn for-holdet. Der er to måneder til årtusindeskiftet. Trond Sanden, 67 år, har bosat sig i et lille hus ved en indsø mod nordøst, i grænsetragtene ind mod Sverige. Sammen med sin hund lever han i selvvalgt ensomhed, optaget af hverdagens små trivielle gøremål. En dag dukker en nabo op som viser sig at være en skikkelse fra fortiden. Mødet fremkalder minder om sommeren 1948 da Trond femten år gammel tilbragte ferien sammen med sin far på en sæter. En nærmest mytologisk sommer med dramatiske hændelser som blev bestemmende for hans og naboens videre liv. Det er en sommer hvor Trond også lærer døden at kende på nærmeste hold, og hvor han får et glimt af den forbudte kærlighed, som får katastrofale følger for familien. Efter den sommer bliver ingenting nogen sinde det samme.

Med suveræn stilistisk sikkerhed snor fortællingen sig ud og ind mellem de to tidsspor, nutidssporet og fortiden, som langsomt rulles op. Skæbnesvangre møder mellem mennesker og hverdagens små hændelser flyder sammen til en dybere og mørk strøm. Historien om faderen, som var modstandsmand og måtte flygte til Sverige, og hans forelskelse i en anden mands kvinde. De stærke bånd mellem far og søn som bliver brudt da faderen pludselig forsvinder for godt, og sønnen står tilbage med en følelse af svigt. De intense naturskildringer, som kan minde om Hamsuns Pan, brænder sig ind på nethinden. Det hele skildret i et konkret, krystalklart og usentimentalt sprog hvor følelserne hele tiden ligger skjult under overfladen. Det er sanseligt, handlingsmættet, nøgent og fyldt af poesi. Ligesom jeg-fortællerens favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: hvem eller hvad bestemmer over os? Og er vi hovedpersonen i vort eget liv? Trond siger: Vi skaber selv vore liv, og vi bestemmer selv når det skal gøre ondt. Men det er som om skæbnen har en usynlig finger med i spillet.

Uddrag af norske anmeldelser:

”Mesterværk.” Drammens Tidende

“Med suveræn kontrol over virkemidlerne har Per Petterson komponeret og fortalt et fortættet mesterværk.” Adresseavisen

“… en velkomponeret, suverænt gennemført roman. Efter at have vendt den sidste side, fø-ler man sig simpelthen opløftet og glad. Bogen anbefales på det stærkeste.” Fredrikstad Blad

”Stilsikker og intens fortællekunst.” Dagens Næringsliv

“Efterårets læseoplevelse.” Trønder-Avisa

“Stærk, enkel og formfuldendt roman.” Bergens Tidende

”Petterson har skrevet en stor roman. Om opvækst og alderdom, om hvor gådefulde ens nærmeste kan være. Det er til tider stor poesi på en tilforladelig måde. (-) En helstøbt bog. Den er konkret, sanselig og til tider nærmest drømmerisk.” Klassekampen

“Det er en stor præstation.” ★★★★★★ VG.


Bøger af Per Petterson

Anmeldelser

HVERDAGSLIV BLIVER MAGI ★★★★★
Petterson beskriver så fuldkomment, at man ser landskabet, føler vinden, lugter jorden, og han gør det så udemonstrativt, at man føler, at man selv har plads i fortællingen … Det er hverdagsliv forvandlet til magi … Som sin far læser den aldrende Trond Dickens, og som Dickens tegner Petterson personer og miljø så uendelig præcist og detaljeret, at man adskillige gange under læsningen kræver ørenlyd for højtlæsning af udvalgte afsnit. ‘Ud og stjæle heste’ er en bog af den sjældne slags, man glæder sig til at komme hjem til.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

KLOG, MEN OGSÅ SEENDE
Romanen behandler ikke bare op de store eksistentielle spørgsmål om kærlighed og svig, sandhed og død, den udstråler også en fascinerende poesi om tilblivelse og forgængelighed. Denne roman kan gøre læseren klog, men også seende.
Andreas Breitenstein, Neue Züricher Zeitung

MIRAKEL
… et mirakel af en bog.
Eileen Batterby, Irish Times

ET ÆGTE KUNSTVÆRK
Læs denne roman af en af Norges bedste nulevende forfattere. Den har en helt egen stemme og en helt egen stemning … Resultatet er ikke bare en lysende historie … men et ægte kunstværk.
Boyd Tonkin, The Independent

RIDDER AV DEN MASKULINE FØLSOMHET
Per Petterson er norsk litteraturs ridder av den maskuline følsomhet. Det er det usagte, tausheten mellom menn og blygheten mellom en far og en sønn som interesserer Petterson. Og som griper leseren. Høstens bok sikret ham både kommersiell og kunstnerisk suksess.
Nordisk litteratur

LIGE I HJERTEKULEN ★★★★★
Per Petterson er en af Norges bedst bevarede hemmeligheder. Men med denne bog, som indbragte ham den norske kritikerpris, fortjener han at brage igennem i vores hjemlige andedam. For Petterson skriver en øm, sitrende og humoristisk prosa, som går lige i hjertekulen.
Maja Lucas, Citadel

NORSK PERLE AF EN ROMAN OM EN DRENG OG HANS FAR
Per Petterson er en mester ud i erindringens brudte tilbageblik. Og om nogen kan han tone melankoliens blå farve ud i nuancer, som man knap kendte eksistensen af. Det er fremragende. Med en afstand på 50 år fortælles historien om en skæbnesvanger sommer, der med ét slag forandrer alt for den 15-årige Trond og forfølger ham resten af livet. Trond er ved romanens begyndelse 67 år. Hans kone er død, og han har trukket sig tilbage fra et årelangt liv i storbyen for at realisere en gammel drøm om at bo helt derude, hvor der ikke er andet end stilhed. Det viser sig dog hurtigt, at ingen nok så massiv stilhed kan lægge låg på fortiden, og snart blander de mange erindringsglimt sig insisterende med elvens klukkende løb og ulvenes hylen. Med stor indføling beskrives stilfærdigt, hvordan de stille katastrofer i et sart pubertetssind med alderen forvandles til stentunge traumer … Per Petterson er tilsyneladende ikke den, der brager igennem til et bredt publikum, men han er en sand perle, som det er værd at have liggende i sine litterære gemmer.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

EN FROSTKLAR PERLE
Man … føler en ubetinget glæde – og smerte! – ved at læse den norske forfatter Per Pettersons romaner. For de bærer sig selv med deres helt egen spinkle kraft. Det gælder dem alle. Og det gælder ikke mindst Pettersons seneste roman, en lille frostklar perle … Ud og stjæle heste har alt, hvad man kan bære på sine skuldre af nordisk natur … Men det er sprogtonen, der er magien hos Petterson … Som læsere føres vi gennem sprogets vindkorridorer ikke bare ud i naturen, vi går i ét med landskabet, det indre som det ydre, og dér, hvor tæppet sænker sig for romanens hovedperson, er også grænsen for vores indsigt. Vi når så langt, vi kan – mere ved vi ikke, heller ikke om os selv. På den måde er læseren i høj grad med, med på en rejse, en søgen, en undren … en historie om paradis-tabet. Og om det fortrængte, der altid vender tilbage. Og om den far, der må dø (eller forsvinde) for, at sønnen kan blive voksen. En historie, der er gammel som mennesket, men som her sker så smerteligt, som var det allerførste gang. Holdt fast i vindens bevægelser af Per Petterson som en drage i to tynde tråde. Og med det samme afgrundsagtige skred, da snoren brister.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

LÆS DEN!
‘Ud og stjæle heste’ er Per Pettersons fjerde roman på dansk. I 2003 var det den bog, alle talte om i Norge, og den er både blevet belønnet med priser og blevet en læsersucces. Man forstår det godt. Læs den selv!
May Schack, Politiken

SOMMEREN 1948
Det er en ufattelig smuk historie, og det er ikke underligt, at Per Petterson har fået sit store folkelige gennembrud med den i Norge … Gid mange danskere også vil læse denne både stille og store roman.
Jannik Lunn, Bogmarkedet

DIGTET LIV
Det er digtet liv: af absolut tvingende og uanstrengt nødvendighed.
Felicitas von Lovenberg, Frankfurter Allgemeine Zeitung

FILM
En vidunderlig fortalt historie om kærlighed og glæde, om ungdom og alderdom, om naturen og ensomheden. Det ville være fantastisk hvis nogen kom på den idé at filmatisere denne bog. Det ville være en film man ville græde over, men samtidig komme til at bide negle af fordi den er så spændende.
Christine Westerman, WDR

EN FANTASTISK ROMAN
Nordmanden Per Petterson har leveret en fantastisk roman om livets forskellige faser, om de øjeblikke som gør at man pludselig ikke længere er den samme.
Alexandre Fillon, Lire

KLICHEER
Desuden sparer Pettersons roman os for klicheerne, for de konventionelle billeder. Eller snarere bliver klicheerne og de konventionelle billeder her genopfundet og tilført en intensitet som gør at de fremstår som nye. Petterson når det tragiske udelukkende ved hjælp af enkle, smukke sætninger som afspejler den dunkle overflade af hovedpersonens sjæleliv. De er som små, forsigtige stik af smerte. Ligesom enkel musik der evner at fremkalde tårer.
Frédéric Vitoux, Le Nouvel Observateur

GLASKLART SOM EN NORSK ELV
Med et sprog lige så glasklart som en norsk elv der strømmer gennem hele romanen, formår Petterson at berøre alt det grundlæggende i tilværelsen og samtidig styre udenom alle klicheer. Petterson er en forfatter med fuld kontrol over sine virkemidler, både i beskrivelsen af det levende og sanselige landskab som er skuepladsen for denne menneskelige komedie, og i beskrivelsen av de overvældende følelser hans romanfigurer rammes af.
Arnaud Moulhiac, Page des Libraires

NORSK COWBOYFILM
Som en norsk cowboyfilm. Sådan føles Per Pettersons roman … Det er smukt.
Ulrika Milles, Dagens Nyheter

HVOR STILLE DER ER
Man kan blive forbavset over hvor stille der er i denne bog når der alligevel sker så meget … Alligevel får man en følelse af at Per Petterson gennem sin rolige, kraftfulde og aldrig krampagtige prosa har givet livet en ny balance.
Kristina Maidt-Zinke, Die Zeit

DEN SOMMER LIVET VENDTE
Per Petterson fik både boghandlerprisen og kritikerprisen, da Ud og stjæle heste udkom i Norge i 2003. Det er helt fortjent. Romanen er en stærk beretning om at genfinde fodfæste efter en række sjæleruskende jordskred i tilværelsen.
Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

UBESVÆRET OG ELEGANT
På trods af de store dramaer i bogen, er den fortalt i en afdæmpet tone, der viser Pettersons store stilistiske evner. Petterson har i mange år været en forfatternes forfatter og er blevet sammenlignet med Hamsun. Og som hos Hamsun får vi her en fortælling om en mand og hans hund, der ønsker at være alene, mens skæbnen vil ham det anderledes … Det er en fornøjelse at læse en så stemningsfuld roman som Ud og stjæle heste. Petterson bevæger sig ubesværet mellem tiderne i bogen, og i det hele taget er det sådan, bogen fremstår: ubesværet og elegant.
Nanna Knudsen, Romansiden.dk

VI ANBEFALER
“Ud og stjæle heste” er en vedkommende roman om forholdet mellem fædre og sønner. Den er mit første bekendtskab med Per Petterson, og sikke et bekendtskab! Velskrivende, stilsikker og med en god historie i pennen. Han slutter sig til kredsen af spændende norske forfattere. Der er litterær grøde i nordmændene – med tryk på mændene. Hold øje med dem! LÆS MERE!
Marit Haugaard, Litteratursiden.dk

Om forfatteren

Per Petterson (f. 1952 i Oslo) debuterede i 1987, og er blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og Hamsun. Han har modtaget en lang række litterære priser, både i Norge og i udlandet. Det helt store internationale gennembrud fik han med romanen Ud og stjæle heste der blev tildelt Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. Romanen er oversat til 49 sprog og er solgt i mere end 1 million eksemplarer verden over. I 2009 fik Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod.

Forfatterweb Per Petterson

     Wikipedia om Per Petterson

     Forfatterprofil

Tekstuddrag

1. kapitel
Tidlig november. Klokken er ni. Musvitterne smælder mod vinduet. Nogle gange flyver de svimle af sted efter sammenstødet, andre gange falder de og bli­­ver liggende i den nyfaldne sne og basker før de kommer på vingerne igen. Jeg ved ikke hvad jeg har som de vil have. Jeg ser ud ad vinduet mod skoven. Der er et rødt lys over træerne mod søen. Det begynder at blæse. Jeg ser vindens form i vandet.
Jeg bor her nu, i et lille hus ved en sø langt mod øst i landet. Ud i søen løber en elv. Det er en lille elv med lav vandstand midt på sommeren, men om foråret og efteråret strømmer den frisk, og der er ørreder i den. Jeg har da taget nogle. Udmundingen er blot nogle hundrede meter herfra. Jeg kan kun lige få øje på den fra køkkenvinduet når løvet er faldet af birketræerne. Som nu i november. Der ligger en hytte ved elven som jeg kan se når lamperne er tændt hvis jeg går ud på trappen. Der bor en mand som jeg tror er ældre end mig. Han virker sådan. Men måske er det fordi jeg ikke forstår hvordan jeg selv ser ud, eller livet har været hårdere mod ham end det har været mod mig. Det kan jeg ikke se bort fra. Han har en hund, en border collie.
Jeg har et fuglebræt på en pæl et stykke ude på gårdspladsen. Om morgenen når lyset kommer, sidder jeg ved spisebordet i køkkenet med en kop kaffe og ser dem komme flaksende. Jeg har talt otte forskellige arter på brættet. Der er flere end noget andet sted jeg har boet, men det er kun musvitten der flyver mod ruden. Jeg har boet mange steder. Nu bor jeg her. Når lyset kommer har jeg været vågen i flere timer. Fyret op i brændeovnen. Gået rundt, læst avisen fra i går, taget opvasken fra i går, den var ikke stor. Hørt BBC. Radioen går det meste af døgnet. Jeg hører nyheder, kan ikke vænne mig af med det, men jeg ved ikke længere hvad jeg skal bruge dem til. De siger at syvogtres år ikke er så meget, ikke i vore dage, og det føles heller ikke sådan, jeg føler mig rask og frisk. Men når jeg hører nyheder, har de ikke længere den samme plads i mit liv. De forandrer ikke mit syn på verden som de gjorde før. Måske er det nyhederne der er noget galt med, måden de bliver fortalt på, måske er der for mange af dem. Fordelen ved BBC World Service, som bliver sendt tidligt om morgenen, er at alt lyder anderledes, at der ikke bliver sagt noget som helst om Norge, og at jeg kan holde mig op­dateret om forholdet mellem lande som Jamaica, Pakistan, Indien og Burma i en sport som cricket; en sport jeg aldrig har set blive udøvet og aldrig kommer til at se, hvis det er op til mig. Men det jeg har lagt mærke til, er at “moderlandet” England altid får bank. Det er da altid noget.
Jeg har også en hund. Den hedder Lyra. Hvilken race den tilhører, er ikke godt at vide. Det er ikke så vigtigt. Vi har været ude allerede, med lommelygte, og er gået ad den sti vi plejer at gå ad mod søen med millimeter tynd is på vandet helt inde ved land hvor de efterårsgule, døde siv står stift langs bredden, og sneen faldt helt stille og tæt mod den mørke himmel ovenover og fik Lyra til at nyse af fryd. Nu ligger hun klos op ad brændeovnen og sover. Det sner ikke mere. Når dagen kommer, smelter det hele. Det kan jeg se på termometret. Den røde søjle stiger med solen.
Hele livet har jeg længtes efter at være alene på et sted som dette. Selv når det har været bedst, og det har ikke været sjældent. Så meget kan jeg sige. At det ikke har været sjældent. Jeg har været heldig. Men selv da, for eksempel midt i et favntag når nogen hviskede ord i mit øre jeg gerne ville høre, kunne jeg pludselig længes efter et sted hvor der bare var helt stille. Der kunne gå år uden at jeg tænkte på det, men det betyder ikke at jeg ikke længtes dertil. Og nu er jeg her, og det er næsten helt som jeg havde forestillet mig.
Om knap to måneder er dette årtusind slut. Så skal der være fest og fyrværkeri i bygden hvor jeg hører til. Derhen skal jeg ikke. Jeg bliver her i huset med Lyra, tager måske en tur ned til vandet for at se om isen holder, jeg forestiller mig ti frostgrader og måneskin, og så skal jeg fyre op i ovnen og drikke mig passende fuld af en flaske jeg har stående i skabet, lægge en plade på den gamle pladespiller med Billie Holidays stemme næsten som en hvisken, som da jeg hørte hende i Colosseum inde i Oslo engang i halvtredserne, næsten udbrændt, men alligevel magisk. Når pladen er færdig, vil jeg gå i seng og sove så tungt som man kan uden at være død og vågne op til et nyt årtusind og ikke lade det betyde noget som helst. Det glæder jeg mig til.
Indtil videre bruger jeg tiden på at sætte dette sted i stand. Det er ikke så lidt der skal gøres, jeg fik det billigt. For at være ærlig var jeg forberedt på at lægge en del mere på bordet for at sikre mig huset og grunden, men der var ikke megen konkurrence. Nu forstår jeg hvorfor, men det gør ingenting. Jeg er under alle om­stændig­heder tilfreds. Jeg prøver at gøre det meste selv, selvom jeg godt kunne betale en snedker, jeg er langtfra læns, men så var det gået for hurtigt. Jeg vil bruge den tid det tager. Tid er vigtig for mig nu, forestiller jeg mig. Ikke at den skal gå hurtigt eller langsomt, men bare som tid, som noget jeg lever i og fylder med fysiske ting og aktiviteter jeg kan dele den op med, så den bliver tydelig for mig og ikke forsvinder når jeg ikke mærker det.

Der skete noget i nat. Jeg var gået ind og havde lagt mig i kammeret ved siden af køkkenet hvor jeg har snedkereret en provisorisk seng sammen under vinduet, og jeg var faldet i søvn, klokken var over tolv, og det var kulsort ude, og koldt. Det mærkede jeg da jeg var ude en sidste gang og slå en streg bag huset. Det tillader jeg mig. Især fordi der foreløbig kun er et udendørs lokum her. Ingen kan alligevel se det. Skoven er tæt mod vest.
Jeg vågnede ved en skarp, høj lyd der blev gentaget med korte mellemrum, og så blev det stille, og så begyndte den igen. Jeg satte mig op i sengen, åbnede vinduet på klem og kiggede ud. Gennem mørket kunne jeg se den gule stråle fra en lommelygte et stykke nede ad vejen ved elven. Ham der holdt lommelygten var uden tvivl den samme der havde lavet den lyd jeg havde hørt, men jeg kunne ikke forstå hvad det var for en slags lyd, hvordan han lavede den. Hvis det var en han. Så svingede lysstrålen planløst fra højre til venstre, ligesom opgivende, og i et glimt så jeg min nabos furede ansigt. I munden havde han noget der så ud som en cigar, og så var lyden der igen, og jeg blev klar over at det var en hundefløjte, selvom jeg faktisk aldrig før havde set sådan en fløjte. Og han begyndte at kalde på hunden; Poker, råbte han, Poker, som var det hunden hed, kom så min dreng, råbte han, og jeg lagde mig ned i sengen og lukkede øjnene, men jeg vidste at jeg ikke ville falde i søvn igen.
Egentlig ville jeg bare sove. Jeg er blevet meget nøjeregnende med de timer der skal til, det er ikke så mange længere, men jeg har brug for dem på en helt anden måde end før. En ødelagt nat kaster slagskygger mange dage frem og gør mig irritabel og ude af den. Det har jeg ikke tid til. Jeg må koncentrere mig. Alligevel satte jeg mig op i sengen igen, svingede benene ud på gulvet, og i mørket fandt jeg mit tøj der hang over ryggen på pindestolen. Jeg måtte trække vejret hurtigt da jeg mærkede hvor koldt det var. Så gik jeg gennem køkkenet og ud i gangen og tog den gamle sømandsjakke på, tog lommelygten fra hylden og gik ud på trappen. Det var bælgmørkt. Jeg åbnede døren igen og stak hånden ind og tændte lyset udenfor. Det hjalp. Den rødmalede udhusvæg kastede et varmt skær tilbage over gårdspladsen.
Jeg har været heldig, tænkte jeg. Jeg kan godt gå ud til en nabo om natten når han leder efter sin hund, og det tager kun et par dage, så er jeg i orden igen. Jeg tændte lommelygten og begyndte at gå ned ad vejen fra gårdspladsen mod det sted han stadig stod på den bløde bakke og svingede med lygten så lysstrålen flakkede langsomt rundt i en cirkel mod skovbrynet, over vejen, langs bredden af elven og tilbage til udgangspunktet. Poker, råbte han, Poker, og så blæste han i fløjten, og lyden var ubehagelig højfrekvent i den stille nat, og hans ansigt, hans krop, var skjult i mørket. Jeg kendte ham ikke, havde kun talt med ham nogle gange på vej forbi hytten når jeg var ude med Lyra gerne helt tidligt om morgenen, og jeg fik pludselig lyst til at gå ind igen og glemme det hele; hvad kunne jeg da gøre fra eller til, men nu havde han sikkert set lyset fra min lygte, og det var blevet for sent, og under alle omstændigheder var der noget ved den skikkelse jeg kun lige kunne ane ude i natten alene. Han skulle ikke være alene på den måde. Det var ikke rigtigt.
– Hallo, råbte jeg lavt, af respekt for stilheden. Han vendte sig om, og et øjeblik kunne jeg ingenting se, for han rettede lysstrålen direkte mod mit ansigt, og da han blev klar over det, sænkede han lygten. Jeg blev stående nogle sekunder for at få nattesynet tilbage, og så gik jeg ned til ham, og vi stod der sammen med hver sin stråle af lys i hoftehøjde mod landskabet omkring os, og ingenting så ud som det gjorde om dagen. Jeg er blevet vant til mørket. Jeg kan ikke huske om jeg nogensinde har været bange for det, men det har jeg sikkert, og nu føles det naturligt og trygt og frem for alt overskueligt, uanset hvor meget der egentlig skjuler sig der. Det betyder ingenting. Ingenting kan konkurrere med kroppens smidighed og frihed, ingen defineret højde, ingen afsluttet distance, for ikke noget af det findes i mørket. Kun et stort rum at bevæge sig i.
– Han er stukket af igen, sagde min nabo. – Poker. Altså min hund. Det sker en gang imellem. Han kommer jo altid tilbage. Men det er ikke let at sove når han er væk. Der er jo ulve i skoven nu. Jeg kan heller ikke lukke døren, synes jeg.
Han virkede lidt flov. Det ville jeg vel også have været, hvis min hund stak af på den måde, og jeg ved ikke hvad jeg ville have foretaget mig hvis det var Lyra det gjaldt, om jeg ville være gået ud alene om natten for at lede.
– Ved du at border collien bliver betragtet som den mest intelligente hund i verden? sagde han.
– Jeg har hørt det, sagde jeg.
– Han er smartere end mig, Poker, og det ved han. Min nabo rystede på hovedet. – Han er ved at tage over, er jeg bange for.
– Det er vel ikke så godt, sagde jeg.
– Nej, sagde han.
Jeg kom i tanke om at vi aldrig havde hilst ordentligt, så jeg stak hånden frem, rettede lygten mod den for at han skulle se den og sagde:
– Trond Sander. Det gjorde ham forvirret. Det tog et par sekunder før han fik lommelygten over i venstre hånd og tog min højre med sin højre og svarede:
– Lars, Lars Haug. Med g.
– Glæder mig, sagde jeg, og det lød lige så pudsigt og fremmed ude i den mørke nat som da min far sagde “kondolerer” til en begravelse langt inde i skoven for mange, mange år siden, og jeg fortrød straks at jeg havde sagt de to ord, men Lars Haug lod sig ikke mærke med det. Måske syntes han at det var helt på sin plads, og at situationen ikke var mere mærkelig end en hvilken som helst anden når voksne mænd hilser på hinanden i felten.
Der var stille omkring os. Der havde været dage og nætter med regn og vind og uafladelig susen i fyr og gran, men nu var det bomstille i skoven, ikke en skygge bevægede sig, og vi stod stille, min nabo og jeg, og stirrede ud i mørket, og så var jeg pludselig sikker på at der var noget bag mig. Jeg kunne ikke stoppe den pludselige følelse af kulde ned ad ryggen, og Lars Haug mærkede det også; han rettede lygten mod et punkt et par meter forbi mig, og jeg vendte mig om, og der stod Poker. Helt stiv og på vagt, og jeg har set det før, at en hund både kan føle og vise skyldfølelse, og som med de fleste af os var det ikke noget den brød sig om, især ikke da ejeren begyndte at tale til den i en næsten barnlig tone der stod dårligt til det vejrbidte, furede ansigt på en mand der uden tvivl havde været ude en vinternat før og håndteret genstridige ting, komplicerede ting i modvind med modstand og høj egenvægt, det kunne jeg mærke da vi gav hinanden hånd.
– Åh, hvor har du været Poker, din dumme køter, har du været ulydig mod far, fy, slemme dreng, fy, sådan noget må du ikke gøre, og han tog et skridt hen mod hunden, og så begyndte den at knurre lavt nede i struben og lagde ørerne fladt bagover. Lars Haug stoppede brat. Han lod lygten synke til den lyste direkte ned i jorden, og jeg kunne kun lige skelne de hvide felter i hundens pels, mens de sorte forsvandt i natten, og det så mærkeligt tilfældigt og asymmetrisk ud mens de lave strubelyde fortsatte fra et lidt mere ubestemt punkt, og min nabo sagde:
– Jeg har skudt en hund før, og jeg lovede mig selv dengang at jeg aldrig ville gøre det igen. Men nu ved jeg ikke. Han var ikke høj i hatten, det kunne man sagtens se, han vidste ikke hvilket træk der var det næste, og jeg havde pludselig voldsomt ondt af ham. Det var en følelse der væltede op fra jeg ved ikke hvor, fra ude i mørket et sted hvor der måske var sket noget på en helt anden tid eller fra noget i mit eget liv jeg for længst havde glemt, og det gjorde mig forlegen og ilde berørt. Jeg røm­mede mig og sagde med en stemme jeg ikke helt havde kontrol over:
– Hvad var det for en slags hund, du var nødt til at skyde? Selvom jeg ikke tror det var det jeg var interesseret i, men noget måtte jeg sige for at stoppe den overraskende skælven i mit bryst.
– En schæfer. Men det var ikke min. Det skete på den gård hvor jeg voksede op. Det var min mor der så den først. Den løb frit i skovbrynet efter rådyr; to dødsens angste halvvoksne råkalve vi havde set i flere dage fra vinduet hvor de græssede i skovtykningen ved den nor­d­re eng. De holdt altid sammen, og det gjorde de også nu, og schæferen jagede dem, cirklede dem ind, bed dem i haserne, og de var efterhånden meget udmattede, de hav­­­­de ikke en chance, og min mor orkede ikke at se på det længere, så hun ringede til landbetjenten og spurg­­te hvad hun skulle gøre, og han sagde: Du skal bare sky­de den.
– Det er et job for dig, Lars, sagde hun da hun havde lagt på, – kan du klare det, tror du? Jeg havde ikke lyst, det må jeg sige, jeg rørte næsten aldrig den bøsse, men jeg syntes det var meget synd for rådyrkalvene, og jeg kunne ikke just bede hende om at gøre det, og der var ingen andre hjemme. Min storebror sejlede, og min stedfar var i skoven og hugge tømmer for storbonden som han plejede på den tid af året. Så jeg tog bøssen og gik ud over engen mod skoven. Da jeg var fremme så jeg ikke noget til hunden. Jeg blev stående og lyttede. Det var om efteråret, med helt klar luft midt på dagen, det var så stille at det næsten var uhyggeligt. Jeg vendte mig om og så tilbage over engen mod huset hvor jeg vidste at min mor stod i vinduet og fulgte nøje med i alt hvad jeg lavede. Jeg kunne ikke slippe væk. Jeg så ind i skoven igen hen ad en sti, og dér kom de to rådyr pludselig løbende imod mig. Jeg knælede og løftede bøssen og lagde kolben mod kinden, og de store kalve var så skrækslagne at de ikke så mig, eller også havde de ikke kræfter nok til at tage sig af endnu en fjende. De skiftede overhovedet ikke kurs, men kom lige imod mig og strøg forbi nogle tommer fra min skulder, jeg kunne høre dem pruste og så det glinse hvidt i de opspilede øjne.
Lars Haug stoppede et øjeblik, løftede lygten og lyste på Poker der ikke havde flyttet sig fra stedet lige bag mig. Jeg vendte mig ikke om, men jeg kunne høre hunden knurre lavt. Det var en ubehagelig lyd, og manden foran mig bed sig i læben og lod fingrene på venstre hånd glide hen over panden i en usikker bevægelse før han fortsatte:
– Tredive meter bagved kom schæferen. Det var et stort bæst. Jeg fyrede løs med det samme. Jeg er sikker på jeg ramte, men han ændrede hverken fart eller retning, det gav måske bare et ryk i kroppen, jeg var fandeme ikke sikker, så jeg skød igen, og han væltede ned på knæ og kom op igen og blev ved med at løbe. Jeg blev helt fortvivlet og sendte endnu et skud af sted, han var kun nogle meter fra mig, og så styrtede han om med benene i vejret og gled helt hen til min støvlesnude. Men han var ikke død. Han lå der med lamme ben og så lige op på mig, og jeg fik pludselig ondt af ham, det må jeg sige, så jeg bøjede mig ned for at stryge ham en sidste gang over nakken, og da knurrede han og snappede efter min hånd. Det gav et ordentligt gib i mig, jeg blev rasende og sendte ham to skud til, lige gennem hovedet.
Lars Haug stod med ansigtet i skyggen, lommelygten hængende træt fra hånden igen, og den lavede kun en lille gul skive på jorden. Grannåle. Småsten. To fyrreknogler. Poker stod helt stille og gav ikke en lyd fra sig, og jeg spekulerede på om hunde kunne holde vejret.
– Det var som bare fanden, sagde jeg.
– Jeg var lige fyldt atten år, sagde han. – Det er længe siden, men jeg glemmer det aldrig.
– Så kan jeg godt forstå at du aldrig vil skyde en hund igen, sagde jeg.
– Vi får se, sagde Lars Haug. – Men nu må jeg vel tage hunden med mig ind. Det er sent. Kom, Poker, sagde han og var med ét skarp i stemmen, og myndig, og han begyndte at gå ned ad vejen. Poker fulgte lydigt efter nogle meter bag ham. Da de var fremme ved den lille bro, stoppede han og viftede med lygten.
– Tak for selskab, sagde han højt gennem mørket. Jeg viftede med min lygte og vendte og gik op ad den bløde bakke til huset og åbnede døren og gik ind i den oplyste gang. Af en eller anden grund låste jeg døren bag mig, hvad jeg ikke har gjort siden jeg flyttede hertil. Jeg kun­ne ikke lide at jeg gjorde det, men jeg gjorde det alligevel. Jeg klædte mig af og lagde mig i sengen under dynen og stirrede op i loftet og ventede på at varmen skulle komme. Jeg følte mig lidt dum. Så lukkede jeg øjnene. En eller anden gang mens jeg sov, begyndte det at sne, og jeg er sikker på at jeg vidste det, i søvne, at vejret slog om og blev koldere, og jeg vidste at jeg frygtede vinteren, og jeg frygtede sneen hvis der kom meget af den, og at jeg havde sat mig selv i en umulig situation ved at flytte hertil. Så jeg drømte indædt om sommer og hav­de den stadig i hovedet da jeg vågnede. Jeg kunne have drømt om en hvilken som helst sommer, men det gjorde jeg ikke, det var en helt speciel sommer, og jeg tænker stadig på den mens jeg sidder her ved bordet i køkkenet og ser lyset komme over træerne mod søen. Ingenting ser ud som det gjorde i nat, og jeg kan ikke komme på nogen grund til at jeg låste døren. Jeg er træt, men ikke så træt som jeg var bange for. Jeg holder til i aften, det kan jeg mærke. Jeg rejser mig fra bordet, lidt stift, den ryg er ikke hvad den har været, og Lyra løfter hovedet ved ovnen og ser på mig. Skal vi ud igen? Det skal vi ikke, ikke endnu. Jeg har nok at gøre med den sommer der pludselig begynder at genere mig. Det har den ikke gjort i mange år.

Forside i høj opløsning

Oversigt over internationale anmeldelser

BOGLYD – lydbogsudgave af ‘Ud og stjæle heste’

Tysk udgave af ‘Ud og stjæle heste’

Per Petterson tildelt IMPAC Dublin Literary Award

AFTENPOSTEN: PETTERSON “STJAL” PRIS FRA VERDENSNAVN
Forfatteren Per Petterson ble i går tildelt en prestisjefylt britisk litteraturpris for romanen “Ut og stjæle hester”. LÆS MERE!

VG: LIVET ER IKKE GRATIS (anmeldelse af ‘Ud og stjæle heste’)
Per Pettersons nye roman «Ut og stjæle hester» handler om hvordan livet ditt ikke er noe du får med deg gratis. LÆS MERE!


DAGBLADET: KRAFT OG SÅRBARHET (anmeldelse af ‘Ud og stjæle heste’)
Per Pettersons femte roman «Ut å stjæle hester», handler om mannfolk. LÆS MERE!