Per Petterson: Månen over Porten

Per Petterson - Månen over PortenOversat af Annelise Ebbe
2009. 192 sider. 200 kr.

“Er man lærer, bibliotekar eller på anden vis formidler af litteratur, tænker man ofte over … hvordan få de unge begærligt til at bide i litteraturens æble? I dag udkommer det enkle svar på dette spørgsmål: Giv dem Per Pettersons artikelsamling om litteratur, ‘Månen over porten’. Møder man denne bog på det rette tidspunkt i livet, kan man næppe undgå at blive draget mod bøgernes verden og muligvis få sit liv ændret … Læs og bliv oplyst – og genkendt.” Kristeligt Dagblad

★★★★★★ Berlingske, ★★★★★ Politiken og Ekstrabladet

 

DKK200.00

Ikke på lager

Beskrivelse

Månen over Porten er en samling litterære og personlige tekster om det at læse litteratur og det at blive forfatter. Med indlevelse og en smittende læseglæde fortæller Per Petterson om inspirationskilder og favoritter: Ernest Hemingway, Karen Blixen, Raymond Carver, Aksel Sandemose, Kjell Askildsen, Grace Paley, John Fante, Louis-Ferdinand Céline, Simone de Beauvoir, Paul Bowles og mange andre.

Samtidig får vi historien om hvordan Petterson selv blev forfatter og en nøgle til hans forfatterskab og hans måde at skrive på.

Epilogen er en udvidet udgave af den tale forfatteren holdt i Stockholm da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris og fortæller historien om moren der er en passioneret læser, og faren som har købt en bogreol fuld af spændende bøger han aldrig læser i, men som bliver sønnens første bibliotek og en kilde til store oplevelser.

Klip fra norske anmeldelser:

“Til jer som ikke kan få nok af Pettersons fortællerstemme, er der kun en ting man kan sige om denne bog: Læs den! I et hug eller i korte stunder, som én nær og lang, eller mange små samtaler om litteratur, læsning og livet.” AFTENPOSTEN

“I de her tekster deler han rundhåndet ud af sin læsning. De store klassikere så vel som ukendte navn. De har alle på besynderlige måder krydset hans vej, eller han deres. Han formidler læserens nysgerrighed, undren og respekt for den ægte vare. Men først og fremmest formidler han læselyst… De er ukrukkede, personlige, fulde av hengivenhed.” VG, terningkast 5

”Det er insisterende, gennemført sympatisk, til dels underfundig, tidvis gribende… Petterson formidler et alvor, over for både liv og litteratur, som kalder på respekt.” DAGBLADET

”Månen over Porten bliver indirekte en lille dannelsesroman, hvor vi følger fortællingens hovedperson, Per Petterson, der trækker sig selv op ved håret og bryder fastgroede mønstre.” PROSA


Bøger af Per Petterson

Anmeldelser

DU STORE LÆSER ★★★★★★
I 2000 udkom Til Sibirien som den første af Pettersons værker på dansk – det var begyndelsen på et litterært erobringstogt, og meget er sket siden, Ud og stjæle heste er oversat til 45 sprog og udløste i 2007 IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog, og i 2009 modtog forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris for Jeg forbander tidens flod. Nobelprisen må vente forude … Månen over Porten er en lille samling essays med undertitlen »Litterært og personligt«, heri møder vi læseren Petterson, og vi præsenteres for litteraturelskerens rene, uforfalskede lidenskab … Det er en næsten euforisk lykketilstand at få del i hans litterære oplevelser. Han har en evne til at formidle litteratur med en smittende energi, der udpeger lokkende spor hele vejen hen til nærmeste bibliotek. Ukrukket og stilfærdig antiintellektuel fremstår han. LÆS MERE!
Martin Krogh Andersen, Berlingske Tidende

STOR LÆSER, STOR FORFATTER
Da Per Petterson var 34 år, havde han skrevet i halvdelen af sit liv. Men nordmanden var stadig ikke forfatter. I en lidt fej panik afholdt han sig fra at realisere, hvad hans talent og hans erfaring foreskrev. Men så beordrede Pettersons forlægger Torleiv evighedsspiren til den ondelyneme at tage sig sammen og få skrevet en novelle: »Og så skrev jeg denne ene, på fire dage, deprimeret og fortvivlet, jeg lod den sidste rest af håb fare, for hvad jeg havde af håb var knyttet til det ufuldførtes potentielle storhed, ikke til det fuldførtes lidenhed. Jeg havde det som én, der var ved at drukne.«
Det var begyndelsen på det forfatterskab, som skulle vise sig at blive et af de største i vore dage. Den afgørende konfrontation er beskrevet i Pettersons essaysamling Månen over porten, som er en sammenfejet bunke af perlende og inciterende iagttagelser, bekendelser og overvejelser. Alt sammen i Pettersons velkendte stil: komprimeret og alligevel ligetil og letflydende … Stor læser, stor forfatter.
Joakim Jacobsen, Weekendavisen

EN SÆRLIG BOG SKREVET DIREKTE TIL MIG ★★★★★
»Det var snarere som om alle bøgerne på mystisk vis var skrevet direkte til mig og jeg var den eneste læser fordi jeg havde brug for dem«, skriver Per Petterson i forordet til ‘Månen over Porten’.
Allerede her har han mig med et fast tag i krebsen. For lige præcis sådan har jeg jo også haft det. Har det faktisk stadigvæk sådan og mærker fra samme øjeblik, jeg begynder at læse denne essaysamling med undertitlen ‘ Litterært og personligt’, at ‘ Månen over Porten’ er sådan en særlig bog skrevet direkte til mig.
Ikke et eneste tørt akademisk ord har fået lov til at snige sig ind i smittende introduktioner til de forfattere, der har været med til at forme Per Petterson som læser, menneske og forfatter. Selv i de tilfælde, hvor jeg læser med størst genkendelse, skriver Petterson med så kloge iagttagelser og bramfri indrømmelser, at jeg får lyst til at styrte tilbage til bogreolen og genlæse Hemingway, Raymond Carver, John Fante, Jack London, Blixen og Céline. LÆS MERE!
Kim Skotte, Politiken

LÆS DEN OG BLIV OPLYST!
Per Petterson skriver personligt om de bøger, der har formet ham som menneske og forfatter. Hans begejstring smitter. Er man lærer, bibliotekar eller på anden vis formidler af litteratur, tænker man ofte over, om unge mennesker kommer ind i bøgernes verden. Der er jo så mange andre fristelser af forskellig art derude, hvordan få de unge begærligt til at bide i litteraturens æble? I dag udkommer det enkle svar på dette spørgsmål: Giv dem Per Pettersons artikelsamling om litteratur, “Månen over porten”. Møder man denne bog på det rette tidspunkt i livet, kan man næppe undgå at blive draget mod bøgernes verden og muligvis få sit liv ændret … Per Petterson er en af tidens store nordiske forfattere og “Månen over porten” ligger i smuk forlængelse af de romaner, som også danske læsere har taget til sig, ligesom Petterson selv har taget andre tiders forfattere til sig. Læs og bliv oplyst – og genkendt.
Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad

EN OPLAGT ADVENTS- ELLER MANDELGAVE ★★★★
At kalde Per Pettersons samling af småtekster for en oplagt litterær advents- eller mandelgave ville være en fornærmelse mod hans sensible, præcise og så godt som klichéfrie sprog. Men det er den altså alligevel. Det er en blandet pose af anmeldelser, nekrologer over norske kolleger, litterære rejseessays og portrætter af forbilleder som Raymond Carver, Frank O’Connor og John Fante. Men igennem samlingen kommer der samtidig til at tegne sig et selvportræt.
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

MAN ER HELDIG AT VÆRE TIL STEDE
Når man læser Per Pettersons korte tekstsamling “Månen over Porten – litterært og personligt”, fyldes man af samme andægtige fornemmelse, som forfatteren selv udviser overfor sine egne litterære helte. Man får en uafrystelig følelse af, at man er heldig, eller ligefrem udvalgt, at være til stede, hvor sådan en bog får lov at tale. Det virker som det mest naturlige i verden for Petterson at skrive disse tekster. Han øser så generøst, ærligt og smittende af sine egne læseoplevelser, at man får lyst til at styrte direkte hen og begrave sig mellem hylderne på et bibliotek. Med indlevelse, underfundig humor og svulmende læselyst fortæller han om sine egne inspirationskilder som Ernest Hemingway, Karen Blixen, Raymond Carver, Aksel Sandemose og mange andre. Samtidig antager bogen form af et beskedent, men nuanceret, selvportræt, hvor der mellem linjerne fortælles historien om, hvordan Petterson selv blev forfatter, og hvordan han opfatter forfattergerningen: “Det føltes som om det handlede om livet, og det gjorde det jo også” slutter han fuldstændig ukrukket bogens forord af med.
Signe Langtved Pallisgaard, Villabyerne

OM PER PETTERSONS TRANG TIL NATTEVANDRING
… bogen er så sindrigt kombineret, at den etablerer en guirlande, en snor, der bugter sig labyrintisk gennem år af erindring og rejser. Den binder en sløjfe i det afsluttende titelessay, der fortæller om Per Pettersons trang til nattevandring i det totale mørke rundt om hans landlige hjem, som en tilstand at synke ned i, en kropslig osmose, hvor jeg og mig viskes ud eller flyder sammen. Og så flyder desuden bøgerne ind og ud af ham undervejs i hans mægtige belæsthed og identitetssøgen. Han associerer sig med beslægtede ånder, ørkenkendere som Sven Lindqvist, Saint-Exupéry, Isabella Eberhardt, dertil Bob Dylan og Rimbaud, Jack London, og det er for læseren som lys i mørket, men månen kaster så sit ubarmhjertige skær over landskabet, den kaster hans skygge frem som skel mellem krop og ikke-krop. LÆS MERE!
Torben Brostrøm, Information

GENKENDELSENS CHOCK ★★★★★
Den nu 57-årige nordmand Per Petterson har de senere år etableret sig som en af Skandinaviens betydeligste nulevende forfattere -ikke mindst i kraft af gennembrudsromanen ‘Ud og stjæle heste’.
Og nu vender Petterson i denne knivskarpe, koncentrerede essaysamling så blikket mod sine egne læseoplevelser.
Med afsæt i personlige læsninger af forfattere som Raymond Carver, Karen Blixen, Céline, Aksel Sandemose, John Fante og mange andre bliver ‘Månen over porten’ samtidig en slags selvportræt og beretningen om Pettersons kringlede vej mod selv at blive forfatter.
Tonen er med andre ord eksistentiel frem for akademisk. Eller som han selv formulerer det om det ‘genkendelsens chok’, det var at læse Hemingway for første gang:
‘At føle sig så inkluderet, helt ude på den tynde is; det var at blive udsat for kunst , det var at have en intens kunstoplevelse, uden at vide at det var det det hed. Men det gør det altså.’
Et både bevægende og begavet studie i formidlingens svære kunst.
Henrik Queitsch, Ekstrabladet

Guide til litteraturen
Det er svært ikke at lade sig gribe med af den norske forfatter Per Pettersons passion for litteratur. I ‘ Månen over porten’ fortæller han om de forfattere og de fantastiske fortællinger, som har præget både hans eget liv og ikke mindst sat ham i gang med selv at skrive.
Og han er en blændende formidler, som i den grad giver én lyst til at trække stikket ud et par uger, og gi’ sig i kast med lystlæsning.
Han fortæller om de ‘ kendte’ forfattere: Hemingway, Blixen og Sandemose, så man får lyst til at genlæse klassikerne. Men han kaster sig også over – i hvert fald for mig – mere ukendte forfatterskaber som Grace Paley, som kun lavede én kort novellesamling hver 10. år, eller den norske Kjell Askildsen, som bestemt heller ikke har fyldt op på bestsellerlisterne.
Eller den fantastiske beretning om, hvordan han opsøgte den amerikanske kultforfatter Raymond Carvers enke, og derfor kan dele et sjældent indblik i denne forfatters univers.
Det kan lyde nørdet – og er det måske også. Men savner man lidt inspiration til læsning, er der ikke nogen bedre guide end Petterson.
Per Høgh, Dagbladet Ringkøbing-Skjern

VEJEN TIL POSITIV LÆSEGÆLD
Siden Per Pettersons internationale gennembrud med romanen ’Ud og stjæle heste’ er han fortsat med sin begavede, eftertænksomme og ukrukkede stil – som han i øvrigt har haft siden sin debut. I ‘Månen over Porten’ præsenteres vi for en række udvalgte forfattere – inspirationskilder og favoritter – som har haft betydning for ham. I forordet fortæller han om dengang hans egen første, lille novellesamling udkom, og han havde været inde og få Sarpsborgprisen sammen med alle notabiliteterne. Efter overrækkelsen læste han op af en novelle og holdt foredrag om ’vejen til bogen’. I taxaen hjem delte han og forlagsredaktøren en lommelærke mellem sig, og ’lærken sang så smukt, og det føltes ikke længere så dårligt at være midtvejs i livet.’
Forfatteren giver til slut sit barndomshjem fortjenesten for sin læseglæde. Det var hans første bibliotek. Man bliver håbløst forgældet til denne forfatter for den måde, hvorpå han beriger sin læsers verden.
Hellen Gade, Kommunist

LITTERATURSIDEN.DK ANBEFALER
Litteraturlæsningen har i den grad formet forfatteren og mennesket Per Petterson; i ’Månen over porten’ giver nordmanden lidt af det tilbage han selv har fået. Bogen er rent ud sagt en fornøjelse at læse og giver samtidig en bedre forståelse af forfatterskabet.
Tonny Hornbæk, Litteratursiden.dk

Om forfatteren

Per Petterson (f. 1952 i Oslo) debuterede i 1987, og er blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og Hamsun. Han har modtaget en lang række litterære priser, både i Norge og i udlandet. Det helt store internationale gennembrud fik han med romanen Ud og stjæle heste der blev tildelt Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. Romanen er oversat til 49 sprog og er solgt i mere end 1 million eksemplarer verden over. I 2009 fik Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod.

Forfatterweb om Per Petterson

     Wikipedia om Per Petterson

     Forfatterprofil

Tekstuddrag

Månen over Porten

Nogle gange går jeg tur om natten. Ikke kun om sommeren når lyset kommer ned fra himmelen i ét væk hele døgnet, og det er let at se langt selv efter midnat, og ikke kun om vinteren, når sneen ligger og svulmer af lys fra lodret modsat side, fra jorden og op, som et diskoteksgulv jeg dansede på i London engang (men det er længe siden nu). Er det koldt nok, får man lyst til at danse, det er sandt, at høre den tørre knirken når støvlerne rammer sneen gang på gang. Lyden af hølandske stepsko på landevejen en nat i januar. Så er det godt at have huen på, godt at ingen kan se at man rødmer. Den mørkeste tid her i dalen er sidst i november før sneen har lagt sig, uden andet end lysene fra en gård på åsen overfor når jeg åbner døren og går ud på trappen, og der er efterårspløjede marker overalt, og de sluger og slukker hvert glimt, hvert flimmer, hvert blus og giver ingenting tilbage. Så kan jeg også tage jakken på, gerne sømandsjakken fra romanerne, og gå ud på gårdspladsen når jeg ikke kan sove eller ikke vil sove. Jeg lader lommelygten ligge indenfor. Den laver for store kontraster når jeg tænder den, og lysstrålen skærer gennem natten og deler alt op i et her og et der og kan genopvække den mørkerædsel jeg havde da jeg var lille, som er næsten helt væk nu, men i visse situationer, i visse mentale og geografiske skæringspunkter jeg ikke på forhånd kan beregne eller forudse, slår den til og rammer mig tungt og gør mig så stiv af skræk at jeg i dårlige perioder kan tage Kretakniven med mig ud. Den holder jeg hårdt om skaftet med det nøgne, metalmatte, skarpe blad klar til brug mod alle dem der kravler rundt overalt derude og fylder mørket fuldstændig med deres slimede, rasende, vilde kroppe og vil tage mig ved først givne lejlighed.
Så mærker jeg en brændende stribe af kulde i nakken, og går alligevel, hele vejen ned gennem dalen.
Som oftest er det ikke sådan. Tværtimod. Uden hverken kniv eller lygte går jeg ned ad bakken fra Porten (som gården jeg bor på hedder). Nogle gange i følge med en af hundene, helst Laika som er yngst og mindst mageligt anlagt, andre gange uden nogen af dem, hvis jeg har mistanke om at min faste elg står der hvor den plejer at stå og tygger og småsover inde i buskadset ved grusvejen gennem Dæsjroa, eller Dalsroen, som det hedder på nogle kort. Ikke at elgen er bange for Laika. Den flytter sig ikke så meget som en meter uanset hvor meget hunden gør, og Laika ved at elgen ikke er bange, og eftersom den ikke stikker af, kan Laika heller ikke løbe efter. Det er voldsomt frustrerende synes hun, og giver udtryk for det til hun næsten revner på midten. Det gør jeg så også, revner på midten; det hele bliver for støjende for mig. Sådan kan jeg ikke have det om natten. Så vil jeg hellere gå alene. Jeg skal ikke have selskab. Elgen kan stå der i krattet, det er helt fint, og jeg vil gerne vide at den gør det, og for så vidt også lige akkurat høre den, men i givet fald som en del af natten jeg bevæger mig igennem, akkurat som jeg også vil være en del af den nat.
Det jeg vil have er den kulsorte nat som tilstand, som noget at sænke sig ned i, opløse sig i; det jeg vil have er at mørket skal strømme frit ind gennem mine øjne og kroppen flyde ud så den ikke længere er så distinkt, ikke så vigtig som den ofte kan være det for mig, det skal indrømmes at jeg kan være monomant og hypokondrisk lyttende i den retning; det jeg vil er at grænsen mellem krop og ikke-krop skal opløse sig en smule, måske skabe lidt osmose der hvor det ene slutter og det andet begynder, at viske ud. Det er det jeg vil have, når jeg er træt af mig selv, af mit ansigt i spejlet, af de ord jeg laver på skærmen, træt af den metalliske smag jeg får i munden af at iscenesætte mig selv til daglig, hvor forholdet mellem mig og mig er næsten 1:1, men kun næsten, og leden og selvforagten pibler ud af sprækkerne i kanten hvor misforholdet gør at livstapen ikke kan sidde fast.

Og jeg tænker; var det sådan de havde det, de der følte sig draget mod den store ørken, mod Sahara, i Sven Lindqvists bog Ørkendykkerne (som jeg lige har læst for tredje gang og tænker meget på); var det sådan det var for Saint-Exupéry, Isabella Eberhardt og de andre i den bog, at de også ville viske ud, og at Sahara var deres nat, og det de gjorde var at tænke større, med en større vilje end jeg har som står herude i kulden, rastløs og fuld af kløe, med kun den hølandske efterårsnat til rådighed, og måske klarer jeg mig med den. Men jeg forstår det sug, den dragning, de gange jeg finder mig selv ude på vejene i mørket, som nu, med armene lige ud til siderne som vingerne på et fly, et postfly måske, på vej fra Casablanca til Dakar, som Saint-Exupérys fly; maskinen vibrerende varm og tæt ind til kroppen, men også en stor stilhed omkring hovedet, omkring tankerne, og jeg går på den måde gennem mørket for at få rummet til alle sider bekræftet. For at fornemme at det har en størrelse som er potentielt uendelig og dermed kan give en næsten bedøvende frihed, som ørkenen er potentielt uendelig, og var det for Sven Lindqvist da han som dreng læste og drømte om Sahara, og stadig var det da han som midaldrende mand efter et brudt forhold rejste dertil for første gang. Det brud gav ham den frihed, det nulpunkt, den mulighed han behøvede for at kunne se sig tilbage og se hvem han var da han for længe siden stod i barndommen og spejdede fremad mod det sted han befandt sig nu, hvor han på grund af omstændighederne pludselig vendte sig om og så sig tilbage, og man kan forestille sig at de tos blikke mødtes, det ene klart og blåt, det andet måske lidt blegere, og at den ældre helt tydeligt så spørgsmålet i den unges øjne: Hvem er du blevet, hvad har du udrettet? Og han måtte svare: Nej, jeg har ikke været i Sahara endnu. Jeg har været overalt, jeg har skrevet mange bøger om det jeg har set, jeg har stillet mange vigtige spørgsmål, men jeg har ikke været i Sahara endnu. Jeg kan tage af sted nu. Jeg vil tage af sted nu. Jeg kan mærke at jeg skal.
Jeg flagrer frit rundt i mørket som en blindebuk med vidåbne øjne, armene strakt fremad nu, som på film jeg har set. Sahara kan virke ret overvældende, tænker jeg, ret stort, var der så mange ting der skulle viskes ud, for Lindqvist og hans dykkere? Behøver jeg Sahara, eller er denne novembernat i Dæsjroa nok for mig? Det er ikke godt at vide. Det kommer an på hvad der er i vejen med mig, hvis det er muligt at sige at der er noget i vejen.
I bogen Ørkendykkerne skriver Lindqvist: ”Ordet Sahara betyder ’tomhed’. Det betyder også ’ingenting’. Det er dette store tomme intet som lokker mig. Jeg rejser i morgen.” Og jeg forstår det, jeg forstår hvor han vil hen, og tænker alligevel; hvordan kan en så berejst, en så klog og belæst mand med så meget på hjerte, længes efter ’ingenting’”. Eller hvorfor gør vi det. For det gør vi jo. Og hvis Sahara er hans nat, ville han så, og alle dem han skriver om, Michel Vieuchange, for eksempel, at det nogensinde skulle blive morgen? Vieuchange døde af Sahara. Isabella Eberhardt døde af Sahara. Det var definitivt ikke planen, men de døde alligevel. Jeg vil det jo, at det skal blive morgen. Det er jeg sikker på. Hvis jeg føler ordentligt efter. Jeg vil ikke flagre rundt i natten her for evigt. Kun de gange jeg føler det skal viskes ud, til jeg mærker at kroppen igen er som den flydende boble i et vaterpas, når det ligger hvor det skal, på plads, og med den, det vi kalder sjælen.
I Bänkpress har den midaldrende Lindqvist ligget på bænken i et motionscenter og prøvet at løfte farens død af sig, og sin egen skilsmisse har han prøvet at løfte væk med sveden drivende fra ansigtet. Men det måtte være nok med døden, længere kom han ikke. Ikke al smerte kan løftes væk. Jeg har prøvet det selv, om ikke på samme måde, ikke ved at løfte. Det jeg gør er at gå fra, og ikke nødvendigvis om natten, men jeg går simpelthen, både hurtigt og langt; hurtigere og hurtigere, kilometer efter kilometer, til det ligger bag mig som jeg prøver at glemme, til hundene nægter at være med længere, især Lyra, den ældste, som nu er begyndt at ryste hver gang jeg tager de brune joggingsko på; åh nej, åh nej, ser jeg i hendes øjne, ikke de sko, ikke nu igen! Og det virker jo, med mørke solbriller mod dagslyset, så længe man er i bevægelse, så længe åndedrættet går højt og overdøver alle andre lyde, og smerten i benene vokser når det går op ad bakke, men i samme øjeblik man standser op og ikke orker ét skridt til, kommer strømmen af skarpe kanter drivende og rivende, og det bliver svært at synke, at holde det nede der vil op. Så er det kun den konturløse, sorte nat der hjælper, den man kan danse i hvis man vil, som i en film i slowmotion, bevæge sig igennem som i vand, gennem Hemnessjøen måske, derude i landskabet et sted som jeg ikke kan se nu, hvor der bor en odder på en holm; at bevæge sig slank og smuk gennem det mørke vand som den, det ville være noget, eller gennem natten her, hvor end ikke min alder kan ses, en enoghalvtreds år gammel Billy Elliot som danser ud ad vejen gennem Dæsjroa. Og Lindqvist forlader sit helsestudie og rejser væk, fra Bänkpress til Ørkendykkerne, med et turistfly først til Agadir i Marokko, og så videre østpå mod ørkenen i en lille lejet Renault for at holde et løfte han har givet sig selv næsten fyrre år tidligere.
”Under bænkpres i dag blæser der en sandstorm op,” havde han skrevet. ”Det er den samme der plejede at blæse i min barndom, lige før jeg faldt i søvn. Den omslutter mig, mens jeg ligger på bænken, som en hvinende, bidende tåge.” Og så kører han ind i en virkelig sandstorm. Sigtbarheden forsvinder, bilen slingrer som i sne, der trænger sand ind gennem alle sprækker, han tygger på sand, han gnider sig i øjnene, han længes efter en flaske mineralvand af mærket Oulmez, og er ikke ulykkelig. Det er jeg heller ikke. Det er ikke det jeg siger. Men måske kan jeg sige at der er noget galt med mig. For jeg burde have været inde nu, i mit hus, i et andet mørke end det her og ligget i den seng som min kone har snedkereret så fint, og sovet og hvilet ud før en ny arbejdsdag foran tastaturet og måske nogle timer med en økse i hånden. Men jeg kan ikke finde ro, sengen bliver et fængsel for tanken, huset bliver for lille, og så går jeg ud i gangen, tager den mørkeblå sømandsjakke på og tænker: Jeg er ikke bange for noget som helst, og går videre helt ud i natten.
De der søger efter glemsel hedder en novelle af Isabelle Eberhardt, den største ørkendykker af dem alle, og måske er der mange der gør det; søger efter glemsel, af mange forskellige grunde som jeg ikke skal moralisere over nu, ikke herude på grusvejen alene, men for at finde den glemsel, for at blive glemt, lader de måske ørkenen være det store viskelæder, være svampen over tavlen så grundig at der til sidst ikke kan høres andet i tomheden end den spinkle lyd af ”ingentings bjælder”. Andre søger forandring, vil forandre sig grundlæggende og for at det skal lykkes, må de gennem natten, ind i ørkenen og måske lade forandringens brændende, tørre vind blæse gennem kroppen og blæse sjælen ren; lade ørkenen være en genopdrager i det elementære. I hvert fald kom de, ørkendykkerne, fra hvert sit verdenshjørne, med hver sin længsel efter noget af dette, alle pegende mod det samme centrum, mod Sahara, med viljestyrken og modet afhængigt af hvor stor oprigtigheden var. Ville de måske være modige, så de kunne slippe for at være bange? Var det det de ville, som Bob Dylan synger om i ”It’s all right Ma (I’m only bleeding)”: ”You lose yourself, you reappear, you suddenly find you got nothing to fear.” At turde miste sig selv for om muligt at finde sig selv igen, og at have det mod der er nødvendigt, fordi man aldrig kan være sikker. På om man dukker op igen. Når man først har sluppet. Dét vægtløse øjeblik! Og tør man egentlig være den man så bliver, som man ikke kender på forhånd? Som Rimbaud efter at han brød overtvært og var holdt op med at skrive den poesi der revolutionerede fransk og europæisk litteratur og bare forsvandt i en alder af femogtyve år da han rejste til Yemen og til Afrikas Horn, og dukkede op igen som et andet menneske med tilsyneladende nye egenskaber og nye færdigheder og sagde: ”JE est un autre”, som tilmed er grammatisk forkert, for det hedder jo ”je suis un autre”, jeg er en anden, men ved at sige det med verbet i tredje person objektgjorde og fremmedgjorde han sig selv. Da glemte han sig selv, da mistede han sig selv, er det forslag de kommer med der kan fransk.
Det lyder rigtigt, det er jeg enig i, men at gå gennem natten her, det er også at miste sig selv lidt; at bevæge sig når man knap kan se sine egne hænder: at findes, at tænke, men at være usynlig, for andre, for sig selv; nærmest udslettet. Dertil kommer at jeg lukker øjnene, hvilket faktisk ikke er nødvendigt, og drejer fra vejen og ind på en af stierne over Portåsen, der selv med nattesyn er svære at se, men jeg kender retningen og ved nøjagtigt hvor jeg skal dreje, for alt er målt op i skridt efter skridt gennem flere år, og hele cirkelen af bevægelse sidder i kroppen med et skinnende kompas i midten. En detektor har jeg også derinde et sted, nær hjertet måske, og ligegyldigt hvad lukker jeg øjnene fordi det føles rigtigt.
Et stykke inde på stien kan jeg mærke trykket fra træerne på begge sider, de bliver flere og flere, terrænet stiger, jeg lader fødderne følge sten og rødder på vejen op, og de klarer det så let som ingenting, men jeg synker og tænker, hvad er der egentlig i vejen med mig? Jeg er enoghalvtreds år. Rummet omkring mig er ikke længere uendeligt. Det er det der er sandt. Evighedsperspektivet er brudt sammen, og så kan leden pludselig komme som en ond vind og få alt det man vil gøre, alle mål og alle hensigter til at smuldre mellem fingrene, i tankerne, og blæse væk som tørt, gråt pulver. Så gælder det om at gå hurtigt om dagen og mørkt om natten, eller skal jeg vende mig om og se tilbage, som Sven Lindqvist gjorde, og møde mit eget blik i den anden ende af tidstunnelen? Jeg åbner øjnene og stirrer ind i mørket, og lukker dem med det samme, for det spiller jo ingen rolle, det gør ingen forskel. Jeg ser lige meget eller lige lidt. Åben eller lukket.
Åben eller lukket; det er fandeme ét fedt, tænker jeg, og jeg mærker at jeg pludselig bliver rasende, som jeg ofte kan blive det når den slags kommer over mig som jeg ikke kan gøre noget ved. Og alligevel, jeg ser ham jo, men hans blik er svært at fange. Hej du der, se herhen! råber jeg ind mellem granstammerne som jeg ved står overalt omkring mig, og min stemme er skarp og meget speciel i den mørke nat. Men han vil ikke svare, han stirrer bare genert ned i fortovet på vej op fra T-banestationen på Jernbanetorget til Narvesenbutikken på hjørnet af Stortingsgata skråt over for stortingsbygningen. Den butik var mere proletaragtig, syntes jeg dengang i slutningen af tresserne, end Cammermeyer Boghandel på Karl Johans gate, for vi havde jo også Narvesen på Veitvet, som var det sted jeg boede, og man kunne være anonym i Stortingsgata, som var smal og konstant lå i skygge, mens Karl Johans gate var bred og lå badet i lys. Men de havde også en masse bøger i Narvesenbutikken; jeg kunne købe Keats der, og Shelley og Poe i amerikanske billigbogsudgaver (i modsætning til Cammermeyers engelske), og det gjorde jeg også, for jeg var romantiker det år, og det jeg læste skulle først og fremmest være smukt. Det var ikke så vigtigt om jeg forstod alle ordene, bare det var smukt at læse, og jeg købte en bog med kinesiske digte på engelsk som hed The White Pony. Der mødte jeg Li Po og Tu Fu for første gang, og der var en himmel over deres digte som jeg aldrig havde set noget andet sted, og det var sikkert mere på grund af fremmedheden og fejllæsningerne; en slags orientalisme fra min side, men det gav jeg vel fanden i, og Obstfelder købte jeg i en Lanterneudgave, og jeg købte Gunnar Larsens I sommer og sad i T-banevogne og læste på vej op gennem Groruddalen forbi Hasle og Økern og Vollebekk og alle de andre stationer. Jeg var den eneste jeg kendte og kendte til der læste disse bøger. Jeg holdt det ikke hemmeligt, men jeg talte heller ikke om det til nogen, og der var heller ingen der vidste at jeg nogle søndage tog alene ind til byen og gik fra Jernbanetorget til Møllergata for at snige mig ind i den lille presbyterianske kirke som lå der, og satte mig på bagerste række så jeg kunne lytte til det arkaiske engelsk de brugte i liturgien. Det gjorde jeg fordi jeg syntes det lignede det engelsk der var i mange af de digte jeg læste og lignede den måde de talte på i Zeffirellis Romeo og Julie-film som jeg havde set i biografen det år. Det var det fremmede igen, det smukke, det der ikke lignede noget af det jeg så omkring mig til daglig, det var det jeg ville have, for at mærke om det måske kunne løfte mig hen til et andet sted. Og samtidig ville jeg jo ingen steder, jeg ville være der hvor jeg var, og jeg ville have at det sted hvor jeg var skulle indeholde alt det jeg havde brug for. Men det gjorde det ikke! I så fald var det usynligt for mig, og mindst én gang hver dag troede jeg at jeg måske ville revne på midten, som Laika gør når hun forstår at hun ikke kan være en lydig og lykkelig hund og samtidig løbe efter elge.
Jeg ser ham sidde på bagerste række, i den presbyterianske kirke i Møllergata, med den marineblå sømandsjakke på skødet, blikket skråt ned mod bænken foran og en let rødme i ansigtet, og det ser mærkeligt ud, det indrømmer jeg, for han er jo ikke engang kristen. Han har absolut prøvet at være det, af ren nød, med ren viljestyrke, men det er ikke lykkedes for ham, det vækker blot flovhed og ubehag. Så hvad fanden laver han egentlig der? Hvad laver jeg der? Hvorfor sidder jeg der så længe?
Jeg sidder og venter på at blive hel. Men jeg bliver ikke hel. Det bliver bare værre, og det er det samme når jeg er hjemme, når jeg går langs med huset jeg bor i, hvor naboerne sidder ude på trapperne hele vejen og drikker kaffe og snakker, og jeg passerer dem med sømandsjakken på og det lange tørklæde slynget over skulderen på kunstnermaner. Ingen andre i huset har tørklædet om halsen på den måde, og de råber til mig: Hvodden går det, Persen, du passer vel på dine øjne!, for de ved at jeg læser meget, min far har fortalt dem det, de har set det selv, og de tror måske det er lidt skadeligt. Og jeg kan så godt lide dem, disse mennesker i dette lange hus og i husene rundt om, jeg kender dem så godt, de vil mig intet ondt. De har omsorg for mig, og jeg ville så gerne have talt med dem om Tu Fu, og Obstfelder, og om denne nye bog jeg har læst som hedder Myten om Wu Tao-tzu af Sven Lindqvist fra Sverige. Den handler om en mand fuld af længsel efter at gå op i kunsten, som noget fuldstændigt og formfuldendt; en opfyldelse af behovet for harmoni og skønhed og samtidig nødudgang fra verden, som vismanden og kunstneren Wu Tao-tzu gjorde det, da han i sin fængselscelle trådte ind i sit eget vægmaleri og forsvandt. Men det går jo ikke, han magter det ikke, for verdens mure braser sammen om den mand, om Sven Lindqvist i 1960’erne, og ligegyldigt hvad kan jeg ikke tale om disse ting, jeg har ikke noget sprog for det endnu, end ikke til eget brug. Så jeg råber tilbage: Slap I bare af, mine øjne skal nok holde en tid endnu, og jeg rødmer og vinker og går væk langs med huset og ud på vejen og videre op forbi indkøbscenteret for at tage T-banen ind til byen hvor alle boghandlerne er, og alle pladebutikkerne, og den presbyterianske kirke. Men lige oppe på bakken, ude af syne fra mit hus, revner jeg på midten og bliver stående og trækker vejret tungt med hænderne støttet på knæene før jeg kan gå videre. Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan, ved ikke om det er normalt, om det gælder for flere, eller om det kun er mig der er noget i vejen med, men oprigtigt talt, jeg kan egentlig ikke holde det ud. At verden ikke er én, at verden ikke er hel, at jeg måske må fravælge alt dette, og hvis jeg skal noget sted hen, må jeg samtidig forlade det der er mit, det jeg kan og det jeg kender; forlade dem der sidder på trapperne langs det hus jeg bor i og drikker kaffe og snakker om alt det de kan; sige farvel til dem for altid. Og hvis det er det jeg skal for at udvikle mig videre, som det hedder, hvad er så meningen med det hele?
Jack Londons Martin Eden gjorde det, han forlod sine egne for at tilegne sig den kultur han så det dannede borgerskab havde, poesien og filosofien, det hele, for det virkede så lokkende, så klogt og så smukt og nødvendigt; han ville hæve sig op, han ville have alt det de havde. Han ville krydse grænserne. Så da lejligheden bød sig, gik han i land i San Francisco og ind i de store huse i byens velbjergede kvarter for at tale med dem som boede der, for at samtale (som det ville hedde nu), for at lytte, for at låne bøger, for at blive instrueret, og han var bange for at hans skuldre ville knuse alt porcelænet bare han bevægede sig gennem stuerne på sin sømandsfacon, og han kunne ikke engang spise med kniv og gaffel som dem, men besluttede sig for at lære alt det som de kunne, og mere til. Og det lykkedes jo, med en kraftanstrengelse der stadig gør mig rørt når jeg tænker tilbage, og jeg husker mig selv med hovedet dybt i en bog der helt sikkert er umulig at læse i dag, men som rystede mig dengang, for da han stod ved målet, da Martin Eden havde hånden på den inderste port, gik det op for ham at dem han så op til og respekterede så højt egentlig ikke kerede sig som han gjorde, at denne kultur overhovedet ikke var vigtig for dem, ud over som facade, som fernis, som slør over det der var virkelig vigtigt; at eje, at have magt, og derudover var deres verden tom, gold og hård. I væmmelse vendte han sig væk og flygtede tilbage til de dele af byen han havde holdt til i tidligere, til sømændene og fabriksarbejderskerne. Men det var for sent, elastikken var knækket, de kunne ikke forstå hinanden længere, der var en glasvæg han ikke kunne komme igennem, og i fortvivlelse entrede han sin båd og tog ud på San Francisco Bay og sprang over bord, og han svømmede nedad, nedad, til trykket over ham var større end det der pressede ham op, var større end viljen til at leve.
Det er let at se det nu, at den bog har styret meget af mit liv, uden at jeg egentlig har forstået det, og der er jo noget frygtelig galt i Martin Edens ræsonnement, det er åbenbart for enhver, også for mig, men præcis hvad det er, har jeg aldrig fundet ud af, for han har jo også ret. Men jeg ville ikke for alt i verden dele skæbne med ham, ikke i fortvivlelse ende blandt tang og alger i Bunnefjorden, eller i Alunsjøen blandt aborrer og gedder, og det er muligt jeg mangler det nødvendige mod, men jeg vil heller ikke gøre som Rimbaud; blive en anden på den måde, blive våbenhandler og måske slavehandler i Afrika, og derfor har jeg prøvet at samle det hele i min egen krop, begge sider på én gang, både mig og mig, den jeg var og den jeg kunne have været hvis jeg havde sluppet taget; prøvet at støbe det sammen til én person som jeg er, men det lykkes bare sjældent, for der er jo ikke plads, måske revner jeg på midten. Men så længe jeg har det på den måde, vil jeg gå herude om natten, næsten glemt af mig selv, med mørket fossende ind gennem øjnene, med hænderne lige ud til siderne som vingerne på et fly, dansende ned ad vejen når ingen kan se det.
Og så slår skyerne over mig revner, de driver fra hinanden i stor fart, som var det noget vigtigt der skulle ske netop nu, og jeg ser månen over Porten lige forude; en lysende rund måne over laden, og over huset jeg bor i som bliver skinnende hvidt og tydeligt i det blålige skær, og når jeg vender mig om og ser tilbage mod skoven, kaster jeg en klar og afgrænset skygge. Jeg mærker det med det samme; grænsen mellem krop og ikke-krop er knivskarp. Det gør ondt.

Forsiden i høj opløsning