Per Petterson: I kølvandet (paperback)

Oversat af Annelise Ebbe
2008. 182 sider. Paperback.

Per Petterson har fået en stor fanskare blandt danske forfattere. Naja Marie Aidt har udtalt at hvis hun skulle skrive en roman, ville hun gerne skrive som Per Petterson gør det i I kølvandet, Helle Helle kom til at græde da hun hørte ham læse op af hans nye bog og Kirsten Hammann læser hans bøger så langsomt hun kan for at bogen ikke skal holde op og udtaler: “Jeg kan ikke lægge hans bøger fra mig, når jeg først er i gang.”

“Et mesterværk.” The Scotsman

DKK130.00

Ikke på lager

Beskrivelse

Per Petterson tager os I kølvandet med på en rejse til nattens ende. Romanens jeg-fortæller, forfatteren Arvid Jansen, befinder sig i et eksistentielt tomrum – i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. En rå og øm, sårbar og barsk historie om at miste fodfæstet i tilværelsen, men mesterligt fortalt i et glasklart rytmisk sprog og med en varm sort humor.

I åbningsscenen står hovedpersonen foran den boghandel han engang har arbejdet i. Det er tidligt om morgenen, han er mørbanket efter en druktur, har brækket et ribben, brillerne er borte, og et blackout forhindrer ham i at huske hvad der er sket.

Så starter rejsen, både den ydre tilsyneladende formålsløse flakken omkring på landevejene i den gamle bil og den indre hvor billederne af familien, ikke mindst hans far, dukker op som flashbacks. Bogens nutidshandling foregår nogle dage i marts og april 1996, men bagved rulles historien op og den dystre kulisse er en skibsbrand som medførte at hovedpersonen mistede sin far og mor og to brødre. Skibet nævnes ikke ved navn, men det er alment kendt at Per Petterson mistede fire familiemedlemmer da Scandinavian Star brændte.

Mens Til Sibirien kan læses som en roman om forfatterens danske moder der blev gravid med en nordmand, handler I kølvandet om forholdet til faderen, fabriks­arbejderen og sportsmanden der ikke rørte en cigaret i hele sit liv. For kroppen skal være et tempel, sagde han, ikke en kalket grav.

I kølvandet er en eksistentiel historie om sorg og skyldfølelse, skilsmisse og tab som angår os alle. I læsningens kølvand bliver livet og litteraturen forunderlig nærværende og historien fortælles ubesværet, uden den mindste rysten på hånden, vedkommende og lyslevende.


Bøger af Per Petterson

Anmeldelser

MESTERVÆRK
… et mesterværk.
The Scotsman

FREMRAGENDE
… fremragende.
Times Literary Supplement

BEDSTE KALIBER
En roman af bedste kaliber.
The Guardian

SÆSONENS HØJDEPUNKT
En smertelig smuk roman, sæsonens højdepunkt.
Die Zeit

TRYLLEKRAFT
Ikke et ord for meget, ikke et ord for lidt, ikke et ord
på det forkerte sted. De udvikler et dragsug, en stilfærdig,
men mægtig tryllekraft.
Literaturen

EN FABELAGTIG NATURLIGHED
Det kan dårligt gøres bedre. Det er ganske enkelt en helstøbt bog (-) for form og indhold hænger fuldstændig organisk sammen. Der er en fabelagtig naturlighed i Pettersons åndedræt, og man efterlades paradoksalt oplivet og -ladet af den hudløse råhed.
Christa Leve Poulsen, Børsen

EN BRILLANT STILIST
Per Petterson er en brillant stilist. Han er konkret og nøgtern, men der er luft og fantasi i sprækkerne mellem ord og sætninger. Der er et nærvær og en intensitet i skildringerne, som løfter realismen og giver den luft under vingerne. På en eller anden måde lykkes det ham at servere denne – lidt ordinære – historie om en mand i midtvejskrise, så den bliver vedkommende og sprællevende.
Jacob Kreutzfeldt, Kulturnyt/DR

HAMSUNS SULT
Alle forskelle ufortalt må man tænke på Hamsuns Sult.
Torben Brostrøm, Information

EN HISTORIE SOM ANGÅR OS ALLE
Per Petterson opruller i “I kølvandet” en rå og barsk historie om at miste fodfæstet i tilværelsen. Petterson gør det i et befriende og ubesværet sprog med krystalklare billeder og med et lune, der dog er tro mod det eksistentielle tomrum, hovedpersonen oplever. Romanens jeg-fortæller, forfatteren Arvid Jansen, befinder i kølvandet på en katastrofe, som trækker dybe spor i hans liv. “I kølvandet” er en historie om sorg og skyldfølelse, skilsmisse og tab, som angår os alle.
Østerbro Avis

Om forfatteren

Per Petterson (f. 1952 i Oslo) debuterede i 1987, og er blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og Hamsun. Han har modtaget en lang række litterære priser, både i Norge og i udlandet. Det helt store internationale gennembrud fik han med romanen Ud og stjæle heste der blev tildelt Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. Romanen er oversat til 49 sprog og er solgt i mere end 1 million eksemplarer verden over. I 2009 fik Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod.

Forfatterweb om Per Petterson

     Wikipedia om Per Petterson

     Forfatterprofil

Tekstuddrag

1. kapitel

Det var noget med et ansigt. Jeg havde aldrig set det før, men jeg kendte det alligevel, og når jeg tænker på det nu, er det ubehageligt. En eller anden gav mig et glas gin. Jeg havde fået nok allerede, jeg kan se min hånd rundt om glasset, glasset er helt fuldt, og så husker jeg ikke mere ud over det ansigt, og nu står jeg med panden mod vinduet i døren til denne boghandel, og jeg sparker til døren. De må lukke mig ind. Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået her. Jeg har været ude af denne verden, og nu er jeg tilbage, og jeg føler mig ikke rask. Hvorfor er der ingen der åbner. Jeg sparker til døren. Der går folk bag mig på fortovet, men jeg vender mig ikke om, presser bare ansigtet mod ruden, så min næse bliver flad og stirrer ind på rækkerne af bøger. Det er mørkt derinde, men ude er det lyst. Det er morgen, det er sol i nakken, men jeg tør ikke vende mig om. Det glas gin var i går og mange mil fra denne gade i centrum af Oslo.
Nogen rømmer sig og siger:
– Jeg tror ikke der er nogen derinde nu. Det er nok for tidligt.
Jeg kender den stemme, det er damen i kiosken ved siden af, jeg har hørt hende i årevis. Hun står lige bag mig. Jeg kunne plukke hende ud med ryggen til midt på Aker Brygge en lørdag klokken to i juni. Jeg har købt Petterøe 3 og Dagbladet og Kvikk-lunsj af hende siden 1981. Og da husker jeg det. Jeg arbejder her ikke længere. Jeg har ikke arbejdet her i tre år. Jeg står helt stille uden at trække vejret og venter på at hun skal gå. Det er godt ikke at trække vejret, for det gør ondt i siden hver gang jeg ånder ind. Men til sidst er jeg alligevel nødt til at trække vejret, det piber i halsen eller længere nede, og smerten i siden er der med det samme. Det er lungekræft, det er jeg overbevist om, og jeg føler mig så trist fordi jeg har lungekræft og temmelig sikkert snart skal dø.
Der er stille bag mig nu, så hun er nok gået igen, og da græder jeg en lille smule med næsen mod glasset i døren mens jeg ser ind på rækkerne af bøger og tænker på at butikken har fået mere plads siden jeg holdt op, større gulvareal og dermed flere hylder med plads til mange flere bøger som jeg aldrig vil få læst fordi jeg skal dø af lungekræft.
Jeg er treogfyrre år. Da min far var på min alder var jeg lige født, og han havde ikke rørt en cigaret i hele sit liv. Alkohol drak han kun til søndagsmiddagen; én pilsner, fordi han havde fortjent den. Kroppen skal være et tempel, sagde han, ikke en kalket grav. Han var skiløber og bokser, og når han trak vejret kom luften ned i hans lunger helt uden modstand, og det gjorde ikke noget, for luften var meget renere dengang. Når han hostede, var det fordi han var forkølet, og det var han sjældent. Nu er han død, men det er ikke hans skyld. Hvis jeg dør nu snart, er det temmelig sikkert min egen skyld. Det er forskellen på os, og det er en ret stor forskel.
Jeg hoster og ser ned, jeg ser mine hænder. De har en tomhed jeg ikke kan forklare og er sorte og har hudafskrabninger i håndfladerne, men jeg kan ikke mærke noget. De hænger der bare. Så husker jeg en stor, grå mur med ru overflade, at jeg falder og samtidig holder mig fast, og jeg husker helt stille vand i et bassin, klorblåt vand med sorte striber langs bunden. Det er en offentlig svømmehal, men den er ikke åben endnu, for der er helt stille, kun en mand i hvidt tøj går langs bassinet, og jeg prøver at finde ud af præcis hvor det er jeg står og ser, men det lykkes ikke, jeg flyder, jeg er til stede overalt, som Gud. Jeg kan se uret på væggen helt tydeligt, men jeg kan ikke se hvad det viser. Der står en palme i et hjørne. Det er Bislett bad, tænker jeg, og så er den grå mur Bislett stadion. Men jeg har ikke været på Bislett stadion siden jeg var ti år og så Raufoss slå Vålerenga FK 2-0 sammen med min far. Han var lamslået. Sagde ikke ét ord hele vejen hjem.
Jeg kan mærke solen i nakken, den brænder eller også er det noget andet der brænder, og måske er det søndag. Jeg husker det ikke. Jeg ser kun mine øjne i glasset foran mig og bøgerne bag, og jeg ved ikke hvilken dag det er.
– Gå hen og se hvad det er for en slags vejr, sagde min bror hver gang det var søndag morgen og vinter, og så måtte jeg ud af underkøjen og hen over gulvet til vinduet for at trække det tykke gardin fra og se ud gennem isblomsterne.
– Det er solskin, sagde jeg, – solskin og fint vejr.
– Solskin, sagde han, – fandens også.
– Fandens også, sagde jeg, og sneen var så hvid at det skar i øjnene, og vi kunne mærke lugten af ristet bacon sive op ad trappen fra stueetagen, og vidste at han havde været vågen i flere timer og gået skiene efter og pakket rygsækkene. Nu stod de klar nede i gangen med termoflasker og madpakker i sidelommerne og ekstra sweater og sokker og skiskrabere og tre gange Swix i tilfælde af pludseligt tøvejr eller at kviksølvet sank, og der var to appelsiner og måske en Kvikk-lunsj hvis vi var heldige, og rygsækkene vejede sikkert tyve kilo hver.
Men det er et liv siden nu, og han har været død i næsten seks år. Jeg kan huske et kontor på Drammensveien med røde kors på døren, en brandmand viser en video inde fra skibet med et landskab af halvnøgne, liggende kroppe, dødens korridor stod der på forsiden af VG, på indersiden af mine øjne var denne video; hud, jeg ser hud, fløjlsmat i det flakkende lys fra en lygte der bevæger sig indad, urolige skygger mellem albuer og hofteskåle, skulderblade og nakkegruber, et hav af stille blødhed hvor kun lyset bevæger sig og gør det levende der ikke lever. Kameraet kører, og stopper et øjeblik foran det der er blevet sort, hvor flammerne har taget alt og gjort sig færdige, før det svinger ind i en kahyt med en tøjpingvin helt alene på en køje og døren på klem til badeværelset, den mørke stribe i åbningen foran badeværelsets åbenbare hemmelighed. Jeg fryser om fødderne her hvor jeg står med næsen mod døren og husker kulden der satte sig i fødderne dengang i det kontor, og maven der brændte helt vanvittigt. Men i ansigtet var jeg rolig, og hun der sad ved siden af mig sagde:
– Spol tilbage, for guds skyld, jeg må se den pingvin én gang til. Et beskyttelsesrum i Bagdad, tænkte jeg, for ét år var gået jeg ved ikke hvor, og det var foråret 1991, med kirurgisk bombning, elektronisk krigsførelse, en krig på skærmen, et tv-spil,
– spol tilbage, sagde hun igen og igen, og brandmanden gjorde det og hun blev til en sten.
Nu er det 1996. Jeg føler mig ikke rask. Kulden kryber fra fødderne op ad benene til hofterne, og jeg begynder at ryste, jeg hakker tænder, min pande slår mod glasset som når man sidder i en bus med ansigtet mod ruden og glor ud, og dieselmotoren får alt til at ryste. Jeg tror jeg måske skal kaste op, men jeg kan ikke kaste op her. Der går folk bag mig på fortovet, og det er ikke søndag, for jeg kan høre på stemmerne at det er unge mennesker, det er elever fra handelsskolen der ligger ved siden af, og da de passerer mig bliver de stille, og jeg kan ikke vende mig om og se dem se på mig. Jeg ser ned på mine sko. Der er pletter på dem, skjorten hænger uden på bukserne under den åbentstående jakke, og jeg kan se enden af bæltet der dingler løst foran den halvåbne gylp. Det var ikke sådan i går. Hvornår havde jeg de bukser af? Måske er jeg blevet voldtaget. Måske har nogen trukket mig ind i en port på vej ned forbi Bislett stadion eller ind i et omklædningsrum på Bislett bad og misbrugt min bagdel på det groveste mens jeg var fjernt fra denne verden. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig og søger efter spor overalt i kroppen; en rest, en ømhed, og det jeg kan mærke er at jeg har det elendigt. Det er ikke godt at vide hvad der er hvad. Jeg må lade mig teste. Jeg kan være positiv. Der er mennesker i denne by der uden at blinke én gang ekstra, kan have plantet et frø i mit blod, en virus der vil tikke og gå dybt ind i det der er mig og en skønne dag om flere år eksplodere som en tidsindstillet bombe når jeg mindst venter det, en dag mit liv ikke ser ud som det ser ud lige nu, en dag jeg har solen i ansigtet.
Jeg trækker vejret dybt. Smerten i siden får mig næsten til at hoppe. Det er lungerne, det havde jeg glemt. Jeg stønner højt. Nogen stopper bag mig og siger noget jeg ikke vil høre. Jeg står helt stille og venter, og så nynner jeg lidt, og da begynder nogen at gå igen. Jeg løfter den højre hånd forsigtigt for at mærke om jeg er våd i håret. Det er knastørt og stift som en dørmåtte og føles langt fra rent. Jeg kunne trænge til et brusebad, et brusebad og en sauna. Jeg kan godt lide saunaer nu, det kunne jeg ikke tidligere. Jeg følte altid stærk ulyst når vi gik gennem gaderne fra bussen mod Torggata bad og op ad stentrappen til garderoben og brusebadene, og det var koldt i garderoben og i bruserummet før der blev åbnet for vandet, men når det løb langsomt gennem mit hår og ned ad halsen over skuldrene og maven var det godt, og jeg lukkede øjnene og ville blive stående der. Det var fint, et øjeblik var alt helt fint.
– Åbn øjnene og kom så, sagde han og åbnede døren til saunaen, og jeg kom, for jeg havde ikke hørt at man kunne sige nej. Jeg gik ind, og der var et flammende væsen derinde med en kraft der sugede hvert et åndedræt ud af halsen på mig hurtigere end jeg kunne følge med, og snart var jeg tom og blev stående og hikstede.
– Det er vigtigt at svede alt skidtet ud, sagde han, – få vendt vrangen ud og rense sig ordentligt, men jeg kunne ikke svede. Jeg stod tør og tynd i dampen og så de nøgne mennesker sidde på bænkene med hovedet i hænderne, glinsende, gispende, med de store maver mod lårene og de store pikke mellem dem, og ingen af dem kunne snakke, for væsenet fyldte luften og pressede mod væggene, og der var ikke plads til andet end det i rummet. Og jeg kunne ikke svede. Jeg var otte år, min hud brændte, og jeg vidste ikke at det var vigtigt at blive renset, at indersiden af kroppen ikke var ren, der hvor tankerne boede, og sjælen.
Jeg gik på usikre ben hen over gulvet mod den lille vandstråle der løb ud af en tud i væggen og ned i en skål af porcelæn, og jeg drak og drak, og da jeg var færdig kom han hen og fyldte hænderne med vand og lod det løbe ned over ovnen så det hvæsede højt, og ny damp væltede frem, og mændene stønnede på bænkene. Han lo og bøjede sig ned, satte hænderne fladt i gulvet og svingede sig op på hænder, samlede benene, og med hælene let mod den brændende væg grinede han omvendt og begyndte at lave armbøjninger med hovedet mod gulvet og benene lige op. Hans pik slog mod den flade mave med en lyd jeg kunne have været foruden, musklerne bulede mod den helt blanke hud, og sveden silede langs hofterne. Han kunne trække vejret hvor ingen andre kunne, og jeg talte halvhøjt for mig selv; en, to, tre, fire, og så videre som jeg altid gjorde når han gjorde den slags ting. Jeg fulgte hans krop med blikket, op og ned, op og ned, og tænkte at sådan ville jeg aldrig komme til at se ud om jeg så levede i hundrede år, ikke så let, ikke den tyngde, og jeg husker kapellet ved Rikshospitalet hvor vi skulle hente kisterne mange år senere. De stod på rad og række langs væggen, og udenfor stod de lange sorte biler på rad og række og ventede i indkørslen. Vi så dem gennem vinduerne, bilerne stod helt stille med bagdørene åbne, den ene chauffør havde ryggen til og albuen mod køleren mens han røg og så ned ad Holberggate, og manden fra bedemandsfirmaet rømmede sig og sagde:
– Først bør jeg vel sige at de kister nok ikke er så tunge som man måske kunne forvente. han strøg sig gennem håret og så fortvivlet ud, og vi så på hinanden, min bror og jeg, og så bøjede vi os ned og tog fat i håndtagene og løftede, og vi stirrede bare lige frem for os da vi fandt ud af at han havde ret.
Jeg er så træt. Jeg læner hele overkroppen mod døren. Jeg kunne sove nu, og måske sover jeg, og jeg drømmer eller husker en drøm. Jeg er i lejligheden på Veitvet. Min mor og far er der, og mine to yngre brødre. Jeg ved de er døde, og jeg ved at de ved det, men vi taler ikke om det. Jeg prøver at regne ud hvordan de er kommet tilbage. Jeg kan pludselig ikke huske hvor deres grave er, men det kan ikke være langt væk, måske ude på plænen ved hækken mod vejen. Lejligheden ser ud som den gjorde dengang, i maj det år; halvtømte reoler, billeder i bunker på sofabordet, papkasser vi har købt på Tybring-Gjedde ud over gulvet. Uret på væggen er gået i stå. De går rundt og hjælper mig med ting de synes jeg skal have, og jeg går på egen hånd og finder bøger jeg tror mine døtre vil synes om. Nogle småting stikker jeg til side til mig selv, putter dem i lommen på sømandsjakken, og så får jeg dårlig samvittighed fordi jeg snyder min bror, og så tager jeg dem op igen. Hele tiden hører jeg dem tale lavt sammen i stuen. Jeg går op på første sal og ind på det værelse som var mit engang. Jeg åbner vinduet og stikker hovedet ud. På terrassen under mig står min far i solen. Han står helt stille med lukkede øjne og korslagte arme over brystet. Han fylder skjorten helt ud. Det er stille, han har det fint, men jeg kan ikke lide at naboerne skal se der står en død mand på terrassen og soler sig. Jeg lukker vinduet og går ned igen. For foden af trappen står den gamle bogreol med udskæringer på toppen og siderne. Jeg sætter mig på gulvet og lægger hovedet mod den midterste hylde som jeg har gjort så mange gange før. Jeg presser hovedet ind, og da vider alt sig ud, og jeg kan se ind. Der står der rækker af bøger i mange lag, det er et helt værelse hvor gult lys strømmer ind fra et vindue jeg aldrig før har set, og det forundrer mig, og alligevel er alt kendt. Jeg griber Tolstoj med den ene hånd og Nansen med den anden og haler mig helt ind. Det lukker sig bag mig, og hele tiden hører jeg dem tale lavt sammen i stuen.
Jeg retter mig op, ansigtet forlader døren, og jeg står uden holdepunkt i verden og lytter. Jeg hører ingen skridt nogen steder fra, og da åbner jeg cowboybukserne foran og stopper skjorten ned så godt jeg kan, så hurtigt jeg kan, og prøver at knappe gylpen. Det er ikke så let, mine tomme hænder er stive og næsten uden følelse og knapperne er hårde. En af dem kommer i det forkerte hul, men jeg får knappet den til sidst. Jeg forsøger også at lukke jakken, men lynlåsen er ødelagt, den dingler frit, flere af tænderne mangler nederst, så jeg kan ikke lukke den. Måske har nogen prøvet at rive jakken af mig. Jeg tænker på drømmen og husker at det er flere år siden jeg havde den, at jeg skrev den ned, at jeg har den et sted. Så jeg har altså ikke sovet. Jeg ser mig til begge sider. Der er stille i gaden og på fortovet mod gården. Jeg tager nogle skridt langs det store udstillingsvindue, det blinker i ruden, det er foråret der fejer ind fra fjorden og strejfer min nakke på vej forbi, og bag ruden står de nyeste bøger. Rick Bass er kommet med en samling igen. Jeg har ventet på den. Jeg kan lide hans noveller, de er fulde af landskaber og luft, og lugter af grannåle og lyng på lang afstand.
Jeg må ud af denne by. Jeg knytter hænderne, og da forstår jeg hvad det er der er i vejen med dem. Det er min taske, den er væk. Jeg vender mig om og ser tilbage, men foran døren ligger der kun et ubrudt bundt aviser. Jeg ser hele vejen ned ad gaden forbi handelsskolen til Kommuneforbundet på hjørnet, men der er tomt, ikke en skygge, ikke noget som helst andet end gamle skod de studerende har efterladt på fortovet og et “åbent” skilt foran den lille café med laminatbordene.
Det var bare en gammel lædertaske af den type arbejdere brugte i tresserne, som de havde på skødet når de sad i bussen på vej til arbejdet med Arbeiderbladet og madkassen og tipskuponer i, og vi fandt tre af dem i skabet i soveværelset da vi ryddede lejligheden. Ingen af dem var brugt, så han havde nok tænkt fremad og sikret sig lige til han blev pensioneret og købt billigt fra et restlager, og så varede de længere end han havde troet. Hans navn stod med tusch på indersiden af klappen med bogstaver han havde lært i skolen engang i tyverne, og eftersom min bror brugte stresskuffert, tog jeg dem alle tre. Jeg bruger dem altid, der har været billeder af mig i avisen hvor jeg bærer på en af de tasker, og når folk kommer bagfra og råber, og jeg vender mig om, siger de:
– Hej Arvid, jeg genkendte dig på tasken.
I den taske var der en tyk notesblok som var skrevet næsten fuld, og mine briller der kostede to tusind fem hundrede kroner og en bog af Alice Munro; Friend of my Youth. Det er tredje gang jeg læser den, jeg har alle hendes bøger, de har en tyngde og en sammenhæng som ikke forskønner, men siger at intet er forgæves uanset hvad vi har gjort hvis vi bare ser os tilbage i tide.
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke om det er sandt. Jeg er lidt svimmel fordi jeg ikke tør trække vejret ordentligt, det gør så ondt hver gang jeg prøver at jeg holder igen, og så får jeg ikke nok ilt til hjernen. Jeg tørrer hænderne i bukserne, klarer halsen og går ind i kiosken. Der er plads til tre derinde hvis de ikke løfter albuerne. Hun står klemt inde mellem disken og hylderne med cigaretter. Jeg tager Dagbladet fra stativet og siger:
– Dagbla’ og en cola. Hun svarer ikke. Hendes øjne bliver kuglerunde bag brilleglassene, og de ser ikke på mig, men på noget lige ved mit øre. Jeg løfter hånden, men der er ikke andet end mit øre der. Jeg prøver igen, og hun rømmer sig og smiler forsigtigt og står helt stille. Hun forstår ikke hvad jeg siger. Lyden af ordene er helt tydelig i mit hoved, men det er ikke de samme som hun hører. Jeg ved ikke hvad hun hører. Så ser jeg køleskabet med flaskerne der står på den anden side af disken. Der er jo selvbetjening. Jeg vender mig og griber fat i håndtaget, og fordi jeg føler mig så svag, tager jeg ordentligt fat så det ikke skal blive pinligt hvis jeg ikke kan få døren op i første forsøg. Den ryger op, skabet ryster og to flasker sejler ud og dratter på gulvet og ruller af sted, men de bliver ikke knust, for det er halvliterflasker af plastic. Det er én fanta og én cola. Jeg bukker mig ned og stønner, for smerten i siden hugger til med det samme, og så samler jeg dem op som en ældgammel mand og sætter fantaen tilbage i køleskabet og colaen på disken. Hun siger ikke noget, ser bare direkte forbi mig med runde øjne. Jeg føler efter i jakkelommen og heldigvis er tegnebogen der. Det er et mirakel, det forstår jeg nu. Jeg åbner den forsigtigt. Visakortet er på plads og bonuskortene til Shell og Fina og Texaco og lånerkortene til bibliotekerne i Lørenskog og Skedsmo og Rælingen. Men der er hverken sedler eller mønter. Hun stirrer på min tegnebog, og jeg tager visakortet ud og lægger det på disken, men så stirrer hun i stedet på visakortet som om det var en helt ny opfindelse. Jeg ser på kasseapparatet. Det kan være lavet tidligt i tresserne, og det har i hvert fald ikke kortterminal. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så tørstig at jeg ikke kan tænke på andet. Hun rømmer sig og bøjer sig frem og siger meget tydeligt og meget stille med store mundbevægelser så jeg kan aflæse læberne:
– Du behøver ikke betale. Jeg giver.
For første gang ser hun direkte på mig og smiler stort. Det er et tilbud jeg ikke kan afslå. Jeg burde sige noget. Jeg fugter læberne, men jeg er helt tør i munden, min tunge er ophovnet, og da tager jeg bare visakortet og Dagbladet og colaen og bakker ud af kiosken. Solen blænder mig, så jeg skrår over gaden og parkeringspladsen hvor der tidligere var en Texacotank, og mellem museerne mod universitetets aula og stationen. Midtvejs kan jeg ikke længere styre mig. Jeg stopper og skruer låget af flasken. Den brune cola sprøjter fra halsen og ud over mine bukser og sko og ud over Dagbladet. Jeg begynder at græde. Jeg har været på vej dertil længe, og nu er jeg der. På bunden. Jeg holder flasken ud fra kroppen til det er færdigt med at løbe, og så drikker jeg den smule der er tilbage mens jeg græder og smider den tomme flaske i nærmeste affaldsspand. Jeg smider den våde avis efter. Uden briller ville jeg alligevel ikke have kunnet læse den. Og så går jeg videre.

Forsiden i høj opløsning

Oversigt over internationale anmeldelser

THE NEW YORK TIMES: CAST ADRIFT BY GRIEF, MOURNING BECOMES ARVID (anmeldelse af ‘I kølvandet’)
Over the last two decades Per Petterson has established himself as one the finest writers in his native Norway, publishing six works of fiction there (several were translated and published in Britain) and winning the Norwegian Critics Prize for Literature and the 2006 Independent Foreign Fiction Prize. With “In the Wake” … Mr. Petterson is finally introduced to readers this side of the Atlantic. LÆS MERE!