Per Petterson - Det er okay med mig

Per Petterson: Det er okay med mig

Per Petterson - Det er okay med migOversat af Annelise Ebbe
2002. 184 sider. 299 kr.

Det er okay med mig er en barsk og handlingsmættet historie om at vokse op i en forstad til Oslo i 1970erne. Vi følger hovedpersonen og jeg-fortælleren Audun Sletten fra han starter i en ny skole 13 år gammel og til han bliver 18 og dropper ud af gymnasiet og tager arbejde på et trykkeri. Sproget er knivskarpt og maskulint, men historien er fortalt med den varme og lavmælte humor som kendetegner Per Petterson.

“En stilist af guds nåde …” DBC-lektør.

Kun få eksemplarer tilbage.

DKK239.20

Produktbeskrivelse

Det er okay med mig er en barsk og handlingsmættet historie om at vokse op i en forstad til Oslo i 1970erne. Vi følger hovedpersonen og jeg-fortælleren Audun Sletten fra han starter i en ny skole 13 år gammel og til han bliver 18 og dropper ud af gymnasiet og tager arbejde på et trykkeri. Audun spiller rå og hård for at skjule de sår han bærer på efter at han og moren er flygtet fra den alkoholiske og voldelige far, som konstant spøger i kulisserne. Lillebroren Eigil drukner i en bilulykke, og søsteren flytter sammen med en filejs som tror han er James Dean. Moren er vild med Jussi Björling og opera, mens Audun hører Jimi Hendrix og Bob Dylan – for at rense hovedet. Han har svært ved at finde en mening i det der sker omkring ham og handler i en slags blind protest. I skolen bliver han ven med Arvid, og i en tid hvor Vietnam-krigen sætter sine spor og folk engagerer sig politisk, finder Audun og Arvid sammen i et litteraturens fællesskab hvor heltene hedder Maxim Gorkij, Jan Myrdal og Jack London. Audun identificerer sig med Jack Londons Martin Eden og drømmer om at blive forfatter.

Kronologien i romanen brydes af flashbacks, sproget er knivskarpt og maskulint, men historien er fortalt med den varme og lavmælte humor som kendetegner Per Petterson.


Bøger af Per Petterson

Anmeldelser

Livet gør ondt
… en følsom, sprød og knivskarp registrering af en drengs univers … I det hele taget formår Per Petterson i denne roman at gå tæt på sine personer uden at overtage dem, at forstå dem loyalt uden at forklare eller psykologisere. Petterson er en melankolsk realist. Livet gør ondt, men skal leves. Som et bjerg, man bestiger uden at spørge sig selv hvorfor. Sådan er det bare. Og måske åbner landskabet sig på den anden side – måske gør det ikke.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

Stilist af guds nåde
Der er altid guld at hente hos denne norske realist. Han er en stilist af guds nåde, og sproglig kraft og stringens overvælder gang på gang … Romanen rummer mindelser om arbejderlitteraturen når den var allerbedst, men en spændende komposition, psykologisk kompleksitet og altså et sprog, der dirrer i al sin nøgternhed, hæver romanen over langt det meste.
Winni Thorup, DBC-lektør

Den er god. Den er virkelig god … Teksten gnaver i dig, driver dig videre. Det gør stor litteratur.
Ingvar Ambjørnsen, VG, Oslo

Det er sproget som kendetegner Pettersons roman. Gennem sproget fremmaner forfatteren en stemme, en krop, en tid, en sjæl. Læseren involveres, lugter, smager, mærker. Petterson sliber ordene ned til kun en lav hvisken, en udslettelse, og så pludselig, slår han til … Gennem hele teksten strømmer en varme, en ømhed for det latterlige, forgængelige menneske.
Linn Ullmann, Dagbladet, Olso

Per Petterson har skrevet en lavmælt, men storartet roman.
Einar O. Risa, Stavanger Aftenblad

“… tidløs, humoristisk og med en sjælden nerve af fortælleglæde.
Mode, Puls

Det kan være nok så meget kaos og brutalitet i den konkrete handling, men den efterklang romanen efterlader er hvid og stille som nyfalden sne, fordi Petterson er en stor stilist og skildrer sine personer med en usentimental ømhed og forståelse, der kan gøre hvad som helst smukt.
Christa Leve Poulsen, Børsen

Brutal norsk realisme
Der er en vidunderligt drift over den norske litteratur i disse år. Det knager og brager i fjeldene og det myldrer frem med eminente bjergkrystaller, som suger liv og længsler ud af folk og gør én helt rundtosset af begejstring. Og Batzer & Co. – det lille forlag med det store mod – står lykkeligt parat som en anden geolog og samler op uden at gøre det store væsen af sig. Det er ikke nødvendigvis de største og mest synlige klumper, der puttes i rygsækken, men det er så absolut nogle af de mest spændende … En realistisk roman som Det er okay med mig er i en eller anden forstand altid brutal, fordi billederne skrives frem uden skånsomme filtre. Men at det brutale ligefrem kan eje sin egen særlige blidhed er Per Petterson et suverænt bevis på. For medens brutaliteten ligger i selve den skånselsløse udlevering af menneskets brister, ligger blidheden i den stilfærdige accept af, at sådan er livets vilkår.
Henriette Bacher Lind, Jyllandsposten

En slags nordisk Hemingway
Endnu engang viser Per Petterson sig som en glimrende stilist med sans for den mindste detalje; et hurtigt blik, et tøvende skridt … Per Petterson er en psykologiserende sjælegraver. Han kan vist sin Freud og han skriver udfra en stor personlig indsigt i et sind, der bevæger sig indad, en indsigt i forsigtigheden og i beskyttelsesmekanismernes tågeslør. Temaerne er ofte de samme; at finde sig selv, at komme overens med sin fortid og sin arv. Hans persontegning er fantastisk præcis. Den rammer lige på kornet af en bestemt type nordisk melankoli, som jeg bedst kan sammenligne med Herman Bangs følsomme gemytter … Det er denne her knaphed hos personer og i stil, der gør Per Pettersons romaner værd at læse. Han skriver som en slags nordisk Hemingway, der har fundet både faderkomplekser og omsorgssvigt frem fra den dunkle maskulinitets dyb. Stilen er hårdkogt og præcis, men i modsætning til Hemingway, for hvem maskuliniteten var et mantra, så er Per Pettersons mandlige fortællere aldrig mere sikre i deres sag, end at de konstant har ondt i maskuliniteten. De er kommet ned fra bygden, de er holdt op med at hugge brænde og jage vildt i de store skove og jagter i stedet sig selv i store ansigtsløse forstadskvarterer i udkanten af Oslo.
Jacob Kreutzfeldt, DR/Kulturnyt

Norsk ungdom
Man kommer tæt på hovedpersonen – men uden at blive trættet af utidig, bedrevidende psykologiseren – og når Per Petterson samtidig lader Auduns fraværende far spøge i baggrunden, er det med til at tilføre romanen elementær uhygge og spænding. Alt i alt et stykke fornem skrivekunst fra en forfatter, der ved, hvad han vil, og som docerer sine virkemidler med en præcision, der virker velgørende.
Søren Kassebeer, Berlingske Tidende

Ung mand i skarp sovs
Han er i familie med de socialt bevidste kolleger Fløgstad og især Solstad, men 50-årige Per Petterson har sin egen distinkte stemme, som har indbragt ham flere priser og en indstilling til Nordisk Råds Litteraturpris … I et muskuløst og ofte galgenhumoristisk sprog beskriver Petterson Auduns liv i lillebyen, og når man har fuldt ham til begyndelsen af hans voksenliv, føler man, at man har kendt ham personligt. Og det er ikke så ringe endda, som man siger i Vendsyssel, hvor Pettersons mor kommer fra.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

Om forfatteren

Per Petterson (f. 1952 i Oslo) debuterede i 1987, og er blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og Hamsun. Han har modtaget en lang række litterære priser, både i Norge og i udlandet. Det helt store internationale gennembrud fik han med romanen Ud og stjæle heste der blev tildelt Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. Romanen er oversat til 49 sprog og er solgt i mere end 1 million eksemplarer verden over. I 2009 fik Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod.

Forfatterweb om Per Petterson

     Wikipedia om Per Petterson

     Forfatterprofil

Tekstuddrag

Efteråret kommer og jeg går med Aftenposten. Jimi Hendrix er lige død, de spillede Hey Joe i radioen, og jeg har taget kørekort. Jeg er træt, der er lektier jeg ikke har lavet, og jeg har en luftig følelse i maven af at der er noget med skolen som glipper. Det jeg gør, gør jeg godt nok. Det jeg hører, husker og forstår jeg, jeg er sgu ikke dum, men det virker som om resten af klassen er med på et trip jeg ikke kender noget til, et hemmeligt forbund mellem lærer og elev hvor jeg ikke er medlem. De ved noget jeg ikke ved, og sådan har det været hele tiden.
1. kapitel
Jeg var tretten år og skulle begynde i syvende klasse på Veitvet skole. Min mor sagde hun ville følge mig den første dag, vi var nye på stedet og hun havde alligevel ikke noget arbejde, men jeg ville ikke have hende med. Det var attende august, helt overskyet, og da jeg åbnede lågen og gik ind i skolegården, begyndte det at regne. Jeg skubbede solbrillerne tættere op mod øjnene og gik langsomt over den store plads. Der var ikke et menneske. Midt på stoppede jeg og så mig omkring. Til højre stod to rødmalede pavilloner og lige frem lå den lave blå hovedbygning. En flagstang stod med flaget tungt og klistret ned langs linen. I vinduerne så jeg ansigter, og de der sad indenfor trykkede næsen mod ruden og kiggede ud på mig som stod der i regnen. Det styrtede ned. Jeg kom for sent den første dag.
Da jeg nåede frem til indgangen løb det fra håret, og skjorten var drivvåd. Jeg tog den af og vred den, og solbrillerne tørrede jeg i cowboybukserne før jeg satte dem på næsen igen og trak skjorten over hovedet. Så gik jeg ind.
Det første jeg så var Grundloven. Den hang i glas og ramme på væggen lige indenfor til højre. Det andet jeg så var overlærerens kontor. Det var ikke til at tage fejl af, for der hang et skilt på døren. Jeg gik direkte mod skiltet uden at tage farten af, for måske stod der nogen og så på og ingen skulle tænke om mig at jeg ikke vidste hvor jeg skulle hen. Jeg bankede på og holdt ansigtet tæt på døren mens jeg ventede, og da en stemme råbte KOM IND, åbnede jeg og så mig ikke til siderne.
Det var et stort rum med reoler langs væggene, en spritduplikator i et hjørne og et skrivebord. Bag skrivebordet sad en stor og ret tyk mand. Han løftede hovedet fra en bunke papirer og så på mig. Gennem solbrillerne var det svært at se om han smilede, men det tror jeg ikke han gjorde.
– Bræt de støvleskafter op, sagde han. Jeg så ned på mine støvler. Som de fleste andre havde jeg høje, brune gummistøvler der var bukket ned på benet og på det lyse opslag stod der BEATLES med store bogstaver. Jeg bøjede mig ned og brættede dem op.
– Det der er det værste jeg ved, sagde han.
Jeg trak på skuldrene og ventede. Han sad og så på mig, og der var stille et godt stykke tid før han sagde:
– Så tager du solbrillerne af. Jeg vil gerne vide hvem jeg taler med.
Jeg rystede på hovedet.
– Nej?
Jeg rystede på hovedet igen.
– Må man have lov at spørge hvorfor? Hans ansigt var en ballon, en måne med mørke pletter.
– Jeg har ar.
– Ar?
– Grimme ar rundt om øjnene.
– Jaså? Han nikkede langsomt med sit runde hoved og strøg sig over hagen. – Må jeg se?
– Nej.
– Nå ikke? Han var paf. Han tænkte, han trommede med en blyant. – Ja ja, hvad hedder du så?
– Audun Sletten. Jeg skal begynde i syvende her.
– Jaså, så det er dig der er Audun Sletten. Jeg ventede dig for en halv time siden.
– Jeg gik forkert.
– Gik du forkert?
– Ja.
– Er det muligt? Der er da kun en vej hertil.
Jeg trak på skuldrene. Han var usikker nu, jeg vidste han ikke kunne se mine øjne. Jeg var Fantomet. Han sukkede og rejste sig.
– Du skal begynde i B-klassen. Det er en blandet klasse. Vi har en pigeklasse, en drengeklasse og en blandet klasse i syvende. Du kan komme med mig.
Han gik hen mod døren med hurtige, små skridt selvom han var stor og tung, som John Wayne, lidt kalveknæet, og jeg rykkede til side så han kunne komme forbi og vi var ude på gangen. Jeg traskede efter ham. I forhold til den skole jeg havde gået på før virkede den her uendelig. Halvvejs nede ad gangen stoppede han og vendte sig om.
– Er du sikker på at de ar er så grimme?
– De ser ud ad helvede til, sagde jeg. Hans hånd var på vej mod mine briller, og jeg tog et skridt baglæns og løftede næ-verne. Det kom helt af sig selv. Han sænkede hånden igen.
– Det er bedst du er omhyggelig med dit sprog, sagde han, – vi vil ikke have man bander her.
Jeg svarede ikke, og vi fortsatte helt hen til den anden ende af gangen hvor han stoppede og bankede på en dør og åbnede uden at vente på svar. Han holdt den åben og vinkede mig ind. Alle så på os. En pige fnisede. Jeg kunne mærke ham tæt bag mig og var parat hvis han skulle finde på noget.
– Det er Audun Sletten, den nye dreng i klassen I sikkert har hørt om. Han kommer til os fra landet, så I må tage pænt imod ham. Han kan også lide Beatles. Solbrillerne skal I ikke tage jer af. De sidder fast.
Pigen fnisede igen. Hun havde halvlangt, sort hår. Før han gik bøjede han sig ned og hviskede i mit øre.
– Jeg ringer til din mor om de ar, jeg gør.
– Vi har sgu ikke telefon, sagde jeg højt, men da var han væk.
– Det er det jo ikke alle der har, sagde læreren, – men det er rart at vide det. Det halve af klassen lo.
– Du kan sætte dig ved det ledige bord ved vinduet. Han havde guldindfattede briller, håret var tyndt foran, men han så ud som om han trænede, for skjorten sad stramt over brystet og rundt om overarmene. Jeg gik foran klassen forbi katederet og ned langs rækken og satte mig ved bordet ved vinduet. Tasken hængte jeg på en knage på siden. Det var holdt op med at regne. Solen skar gennem skyerne og lyset gjorde skolegården til en sø, blank, langstrakt og jeg tænkte på flåd og fiskestænger og en dæmning som den ved Aurtjern, man kunne stå der og kaste, for fiskene gik ofte tæt på stenene. Da jeg vendte mig mod tavlen var alt først sort og kun langsomt blev det tydeligt hvad der stod på den med kridt. Til sidst kunne jeg læse det selv med solbriller på. VELKOMMEN! stod der. Jeg dukkede ned under bordet og bukkede mine støvleskafter ned igen.

Det ringede, og jeg gik sidst ud, ville ikke have nogen i ryggen. Læreren hed Levang. Han ville give mig hånd og være flink, så jeg gav ham hånd og mumlede noget jeg ikke selv forstod og gik videre. Ude i skolegården gik jeg tværs over til den anden side og stillede mig med ryggen op ad trådhegnet. Der var en fodboldbane udenfor, men den var tom nu, det dampede fra det mørke grus. Til højre i skolegården foran mig ved pavillonerne løb nogle småbørn efter hinanden og legede tagfat og sprøjtede med vand. Til venstre foran hovedbygningen stod de store i klynger og snakkede. Nogle piger hoppede i elastik med elastikken helt oppe under armhulerne og lige mod mig kom en dreng på krykker. Jeg havde set ham i klasseværelset lidt foran mig i rækken til højre. Nu så jeg mig til siderne, men der var ingen andre ved hegnet. Han havde mørkt krøllet hår og støvler som jeg. På det ene opslag stod der KINKS, og på det andet stod der HOLLIES. Det var popgrupper, men jeg havde ingen plader med dem. Jeg havde slet ingen plader. Der var kun Jussi Björling hjemme, men jeg havde en lille radio som jeg lyttede til om natten.
Han stoppede et par meter fra mig, hvilede på krykkerne og smilede.
– Fede briller, sagde han.
Fede krykker, tænkte jeg, men sagde det heldigvis ikke. De var alligevel fede på en måde, en del af hans krop i hver bevægelse, noget han ikke ænsede, som bare var der.
– Om to måneder er jeg færdig med dem, sagde han og fulgte mit blik. – Jeg har haft dem i et år. Det går fint nu, men jeg er dødtræt af dem.
– Hvad er der i vejen med benet?
– Bilulykke.
– Hvordan gik det med bilen?
Han lo så han var ved at dratte ned ad krykkerne.
– Det ved jeg ikke, jeg så den ikke. Jeg blev påkørt bagfra og så besvimede jeg og vågnede op hos min bedstemor i hendes kammer. Han lo igen, hele hans ansigt smilede. – Jeg troede jeg var kommet i himmelen, for det første jeg så da jeg vågnede var sådan et billede hvor der stod JESUS LEVER.
– Så du tror altså på Gud?
– Nej, det har jeg aldrig gjort, men da jeg vågnede hjemme hos min bedstemor i det kammer troede jeg at jeg måske havde taget fejl. Heldigvis kom jeg i tanke om hvor jeg var og at det billede altid havde hængt der.
Han hvilede på krykkerne, dinglede med det ene ben over bøjlen og lo hele tiden. Jeg havde besluttet mig for ikke at blive venner med nogen på den skole, men ham her var svær at komme udenom.
– Er der noget i vejen med dine øjne?
– Jeg kan ikke tåle lys, sagde jeg og fortrød lidt, for det var ikke helt sandt, men det var mere sandt end noget andet jeg havde sagt. – Jeg begynder at brække mig med det samme.
– Det er jo i orden, sagde han og så gik det lidt i stå, og jeg følte mig troløs. Heldigvis kom der en bold trillende. Jeg så den først og skulle til at give den et spark, men så fik han også øje på den, satte fra, brugte krykkerne som bensvingshest og tonsede så stenhårdt til bolden at den susede helt hen i den anden ende af skolegården og knaldede ind i hegnet. Det var imponerende, selvom det sikkert ikke var lovligt på en fodboldbane.
– Ikke dårligt, sagde jeg, og han grinede bare og sagde:
– Jeg hedder for resten Arvid, og så ringede det ind.

Det var lettere at gå ind i klasseværelset denne gang, jeg gik ikke sidst ind, men brillerne beholdt jeg på. Hvis jeg fik lov til at sidde i fred ville den her dag måske gå.
Da alle havde sat sig ved bordene, gik Levang op til katederet og satte sig også, lagde armene over kors og lod blikket glide ned over klassen til det standsede ved mig. Han smilede bredt, jeg kunne mærke jeg blev stiv i nakken, og så sagde han med en ret venlig stemme:
– Du Audun. Der var jo så dårlig tid i første time, men nu tænkte jeg at du måske kunne fortælle lidt om hvordan det er der hvor du kommer fra? De fleste i klassen har jo ikke boet andre steder end her på Veitvet. Hvad hedder det der hvor du er vokset op?
Jeg burde have vidst det. Han ville ikke lade mig være i fred. Han var en rar mand, det kunne man se på lang afstand, han ville have mig til at trives, ville have de skulle lære mig at kende. Jeg trak på skuldrene.
– Jeg mener, det kunne jo også være sjovt for os. Er det en gård du kommer fra?
– Der er ikke noget at fortælle, sagde jeg højt. Den sorthårede pige fnisede igen.
Levang smilede, lidt rød i ansigtet. – Det er vel ikke helt rigtigt, sagde han, – du er jo tretten år, du må have oplevet en hel masse der er anderledes end det vi er vant til her.
– Der er ikke noget at fortælle, sagde jeg jo!
– Er du nu sikker på det? sagde han. Så rejste jeg mig fra bordet, tog skoletasken fra knagen på siden og begyndte at gå hen mod døren. Nu var der ingen der fnisede. Arvid vendte sig om og så på mig, men hans øjne fortalte ikke noget om hvad han tænkte.
– Halløj, hvor skal du hen? sagde Levang og rejste sig også og tog nogle skridt som for at spærre vejen hen til døren. Det strammede i brystet. Jeg så forbi hans skulder hen mod døren, men blev klar over at der ikke var nogen mening i at prøve.
– Jeg har altid læst mine lektier, sagde jeg, – jeg har altid fulgt med i timerne. Du må se min karakterbog hvis du vil, men du skal sgu ikke bryde dig om at spørge mig om ting der ikke har noget med skolen at gøre.
– Nej, men Audun, nu tror jeg du misforstår mig helt. Det var jo ikke sådan ment, sagde han og prøvede at fange mit blik, men jeg så lige forbi hans øre og svarede ikke.
– Ja ja, så må vi snakke om det en anden gang. Vær nu sød at sætte dig ned ved dit bord igen. Jeg vendte om og gik ned mellem bordene, så kun lige på Arvids ansigt før jeg satte mig på min plads, hængte tasken tilbage og blev siddende og stirrede ud ad vinduet.