Mikhail Sjisjkin: Brevbogen

Mikhail Sjisjkin - BrevbogenOversat af Trine Søndergaard
2013. 420 sider. 299 kr.

“Brevbogen er en overdådigt generøs og dybsindig roman, der er lykkeligt fyldt til randen med ord … Mikhail Sjisjkin skriver om krig og fred ligesom den Tolstoj, han er blevet sammenlignet med … Men ind i den realistiske ramme snor og breder sig kosmologiske overvejelser, begreber som lykke, tilfældighed og eksistens endevendes, mens tid, rum og sted ophæves på elegante og subtile måder.” Information

★★★★★ Berlingske

DKK300.00

Beskrivelse

I Brevbogen skriver en mand og en kvinde kærlighedsbreve til hinanden – hun er hjemme i Rusland, han er med i en krig som foregår i Kina. De fortæller hvor højt de elsker hinanden og holder fast mindene om det de har haft sammen. I de første breve er de unge og fulde af håb om at de snart skal se hinanden igen. Men efterhånden virker det som om de ikke længere læser det den anden skriver, og en mærkelig uro sniger sig ind i romanen. Hans breve giver intense skildringer af krigens grusomhed. Hun skriver mere og mere om familien og dagliglivet, om forholdet til en elsker, om et samfund og et liv i forandring.

I 2012 udgav vi den første bog af Sjisjkin på dansk, Venushår. I bogen interviewer en navnløs tolk asylansøgere i Schweiz. I pauserne læser han Xenofon, om græske lejesoldater og persernes felttog mere end to tusinde år tidligere. Men han har også hovedet fuldt af minder om sin ekskone Isolde og deres liv sammen, og han skriver breve til sønnen som han aldrig sender. Planerne om en biografi om den store russiske romancesangerinde Bella falder til jorden da hun dør før han når at interviewe hende. Men hendes dagbøger bliver en vigtig del af romanen. Venushår er en stort anlagt roman der ubesværet skifter mellem forskellige historier, tidsplaner og stilarter. På en gang filosofisk, mytologisk, poetisk, avantgardistisk og traditionel, forankret i virkeligheden, men lige så meget i myter og litteratur.

Bogen fik flotte anmeldelser da den udkom. Kristeligt Dagblad kaldte den “et moderne russisk mesterværk.” Berlingske gav den 5 stjerner: “En guddommelig krønike. Der er kun ét at sige til det: Det er stor litteratur.” Og Weekendvisen skrev: “Med sin perfekte kombination af stil og substans kan Venushår meget vel være den bog, De har ventet på hele Deres liv.”


Bøger af Mikhail Sjisjkin

 

Anmeldelser

OVERDÅDIG GENERØS OG DYBSINDIG
Brevbogen er en overdådigt generøs og dybsindig roman, der er lykkeligt fyldt til randen med ord … Mikhail Sjisjkin skriver om krig og fred ligesom den Tolstoj, han er blevet sammenlignet med … Men ind i den realistiske ramme snor og breder sig kosmologiske overvejelser, begreber som lykke, tilfældighed og eksistens endevendes, mens tid, rum og sted ophæves på elegante og subtile måder … Alt sammen iblandet myter og eventyrallusioner … Samtidig er Brevbogen fyldt med sansninger, som rammer præcist og sætter sig fast. En flyvers skygge dykker pludselig, når den passerer et hul i skyerne, og øjnene løber i vand i frosten, så stjernerne ser lodne ud. LÆS MERE!
Karen Syberg, Information

FREMRAGENDE
Nu har jeg læst den anden af Sjisjkins bøger der er udkommet herhjemme, ‘Brevbogen’, fint fordansket af Trine Søndergaard. Og der er ikke meget nyt at fortælle, bortset fra at jeg stadig anser Sjisjkin for fremragende. (-) Da posten kom med ‘Brevbogen’, var jeg netop gået i gang med at genlæse ‘Krig og fred’. De to forfattere klæder hinanden – begge er uforfærdede over for det som mange anser for banalt, og begge opererer med alternative tidslige dimensioner. Og så videre … På den anden side minder Sjisjkins prosa om så meget andet, og på den tredje side er det så tilpas unikt at disse sammenligninger bliver meningsløse.
Ole Nyegaard, Standart

FORTÆLLING OG SKÆBNE
Vi har at gøre med en yderst skriftbevidst forfatter, og det er et fund for Batzer & Co., at man udgiver ham og sørger for adgang til stor aktuel russisk romankunst på glimrende oversat dansk. (-) Det er umuligt ikke at hengive sig. Det er en nydelsesfuld og til tider sublim oplevelse at læse romanen, der er sprogoptaget, overraskende og tankeudvidende.
Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad

EN HISTORIE OM DET HELE ★★★★★
Mikhail Sjisjkin slår, i smuk overensstemmelse med de bedste russiske traditioner, det helt store litterære brød op. (-) Med sine spring mellem breve og brevskrivere, tider og steder er »Brevbogen« krævende læsning, og undervejs er der øjeblikke og passager, hvor den næsten demonstrativt kultiverede belæsthed og de filosofiske dybder, er ved at blive for meget. Men det næste øjeblik fejer Sjisjkin alle forbehold og indvendinger til side og skriver betagende smukt om kærlighed og store følelser eller intenst gruopvækkende om krigens umenneskeligheder. Snart er brevene gennemsyret af død og smerte, snart af en lykke på trods. Et stort og herligt kapitel for sig er bogens mange svinkeærinder, hvor de to brevskrivere fordyber sig i detaljerede skildringer af de mest forskelligartede fænomener som badning, flyvning, lugte, mønter og musik. Det er ikke mindst den slags i en vis forstand overflødige passager, der gør »Brevbogen« til en usædvanlig oplevelse. Verden er rig og mangfoldig.
Jørgen Johansen, Berlingske

VERDENSLITTERATUR
Sjijskin står for mig som en meget ambitiøs digter, en digter, der vil det store som sværvægtere som Tolstoj, Dostojevskij og for mig ikke mindst Joyce, og Sjisjkin matcher dem, som en forfatter af i dag med stor traditionsbevidsthed parret med modernitet og på vej mod en fornem placering i verdenslitteraturen med sine billeder af dette menneskeliv.
Jeg håber inderligt, vi får mere på dansk.
Torben Wendelboe, Litteratursiden

FRA RUSLAND MED KÆRLIGHED ♥♥♥♥
Russisk litteraturs p.t. største navn, skriver smukt, traditionsbevidst og let patineret om krig og kærlighed, tab, tid og kultur … ‘Brevbogen’ er en korrespondance mellem to purunge poetisk elskende, der adskilles, da han sendes til en fjern krig. Hvilken krig er ikke så vigtigt i bogens sammenhæng; det vigtige er krigens lemlæstelse, løgn og meningsløshed og de små øer af koncentreret menneskelighed, som Volodja beskriver i breve hjem til sin Sasja.
Marie Tetzlaff, Politiken

LÆNGSELSFULDE OG PRAGTFULDT SANSELIGE KÆRLIGHEDSBREVE
Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin lader i sin seneste roman to elskende fortsætte deres brevveksling selv efter døden … Hvad vi præsenteres for, er en række længselsfulde og pragtfuldt sanselige kærlighedsbreve, men om Sasja og Volodja, som de to elskende hedder, mon nogensinde har mødt hinanden, står helt frem til romanens slutning hen i det uvisse.

I begyndelsen af Brevbogen lader Mikhail Sjisjkin soldaten Volodja citere den græske filosof Demokrit, hvis lære om atomets udelelighed indebærer, at menneskelige sjæle, der i sig selv er en slags udelelige atomer, aldrig vil kunne berøre hinanden. Helt frem til slutningen forekommer romanen at være en bekræftelse af denne lære. Men i et af sine sidste ekstatiske breve udbryder Volodja så: »Du skal ikke lytte til Demokrit! Legemer kan godt røre ved hinanden, og der er ikke noget tomrum mellem sjælene.«

Omtrent samme sted i denne originalt komponerede, frit associerende og ofte meget smukke roman spørger Sasja sig selv om den kærlighed, som alle store bøger handler om, mon ikke blot er en slags bind for øjnene. Hvad ville der ske, spørger hun, hvis man tog bindet af? Ville man så pludselig kunne se, at de i virkeligheden kun handler om døden. Og at døden blot er et billede på evigheden.
Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen

Om forfatteren

sjisjkin-mikhailMikhail Sjisjkin, født i Moskva i 1961, har skrevet flere store romaner. Fik i 2000 den russiske Booker-pris for Vzjatie Izmaila (Erobringen af Izmail). For Venerin volos (da. Venushår) modtog han flere priser, National Bestseller i 2005 og den store russiske litteraturpris i 2006. Fik i 2011 den store russiske litteraturpris for sin seneste roman Pismovnik (Brevbogen), der er solgt til mere end tyve sprog.

Forfatterweb om Mikhail Sjisjkin

Forfatterprofil

Tekstuddrag

TEKSTUDDRAG 1
“Volodjenka! Jeg tænker hele tiden tilbage på vores sommer. Vores morgenseancer med smør på ristet brød. Kan du huske vores bord under syrenen som var dækket af en voksdug, med en brun trekant efter et tændt strygejern? Men det her kan du ikke huske, det er kun mit: En morgen gik du gennem græsset, og i solen så det ud som om du havde trukket en glinsende skiløjpe. Og duftene fra haven! Så tyktflydende og mættede at de nærmest træder stofligt frem i luften. Det er lige før man kan hælde dem i koppen i stedet for te. Jeg lå og solede mig, havde dækket ansigtet med blusen, vinden raslede som stivede skjorter. Og pludselig kan jeg mærke noget der kilder i navlen – jeg åbner øjnene, og det er dig der står og hælder sand ned på min mave i en tynd stråle. Vi går hjemad, og vinden forsøger at spænde os og træerne ud som sejl. Vi samler nedfaldne æbler op – de første sure æbler som kun dur til frugtmos – og kaster nedfaldsfrugten efter hinanden. Skovranden står takket mod solnedgangen. Og om natten bliver vi vækket af en musefælde der smækker i.”
TEKSTUDDRAG 2
“Min sødeste Sasjenka! Du må undskylde at det kun bliver til korte skriblerier – jeg har slet ingen tid for mig selv. Jeg får overhovedet ikke søvn nok, jeg kunne lukke øjnene og sove stående om det skulle være. Det slog Descartes ihjel at han var nødt til at stå op klokken fem om morgenen mens det stadig var mørkt, for at undervise den svenske dronning Kristina i filosofi. Men jeg klarer den indtil videre. I dag var jeg i staben og fik pludselig øje på mig selv i fuld uniform i et spejl. Det var en underlig fornemmelse – hvad var det for en maskerade? Jeg blev forbavset over at se mig selv: Vil det sige at jeg er soldat? Og det er der faktisk noget særligt ved – at leve og rette ind efter geleddet. Jeg skal fortælle dig en historie om min skråhue. Den er ikke så lang. Den blev hugget. Huen, altså. Og at stille i geled uden skråhue er et brud på reglementet – en forbrydelse, med andre ord. Vores overordnede over alle overordnede og kommandant over alle kommandanter stampede i jorden og stillede mig i udsigt at jeg ville komme til at gøre lokummet rent lige indtil dommedag. – Og du kan bruge tungen, din svans! Sådan sagde han. Jo, vor militære jargon er skam inspirerende på sin egen måde. Jeg har læst et sted at Stendhal lærte at skrive enkelt og klart ved at studere Napoleons befalinger i kamp.”
TEKSTUDDRAG 3
“Min egen vidunderlige Sasjenka! Vi er blevet sendt mod Tientsin som er halvvejs til Peking. Alle her går ud fra at de belejrede i Pekings diplomatiske kvarter som det er meningen vi skal redde, ikke længere er blandt de levende. Der er nok desværre ikke nogen at befri. De som har haft held til at undslippe, siger at det var en ren massakre i byen, at der ikke blev skånet en eneste europæer, og at missionerne blev jævnet med jorden. I den omringede by Tientsin, hvor der er hårde kampe, holder en europæisk styrke endnu stand. Vi er blevet sendt til undsætning. Min egen Sasjenka, du kan ikke forestille dig hvor trist det alt sammen er. Stedet ligner en ørken – beboerne har skjult sig, husene er plyndret, og markerne er svedet af og trampet ned. Jeg er blevet venner med tolken som er udkommanderet til os. Han studerer ved det orientalske fakultet på Petersborgs universitet og hedder Glasenapp til efternavn. Han er vildt betaget af det sprog som Konfutse, Li Po og Du Fu talte. Han minder lidt om Jules Vernes helt Paganel. Sådan må Paganel have været som ung – usikker på sig selv, klodset og kværulerende, men med en stor viden om alting. I dag viste han os hvordan man kan drikke det mudrede brakvand fra Peiho: Han blandede det op med khansjin, kinesisk brændevin. Min egen Sasjenka, nu vil jeg prøve at falde i søvn selvom myggestikkene klør forfærdeligt. Jeg har svært ved at tro på at vi kan komme i kamp i morgen, og at jeg kan blive dræbt eller lemlæstet. For ved du hvad, mennesket er nu engang så forunderligt indrettet at det har nemt ved at tro på alle andres død, men ikke på sin egen.”

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning

INFORMATION: FORFATTEREN, DER VENTER PÅ AT KLOKKEN SLÅR
INTERVIEW: Mikhail Sjisjkin nægter at repræsentere det officielle Rusland, men er fortrøstningsfuld, når det kommer til fremtiden for sit hjemland. Det korrupte regime tilhører allerede fortiden, mener Sjisjkin, for hvem kunsten er den egentlige, sande tid. Information har mødt den internationalt anerkendte forfatter til festivalen Verdenslitteratur på Møn. LÆS MERE!