Miguel de Unamuno: Tåge

Miguel de Unamuno - TågeOversat og med efterord af Rigmor Kappel Schmidt
2004. 296 sider. 299 kr.

Miguel de Unamuno (1864-1936) har lært af Cervantes og Søren Kierkegaard og inspi­reret Borges.

“Hvor langt var jeg ikke nede, da jeg satte mig for at læse Unamunos Tåge. Og hvor højt var jeg ikke oppe efter at have læst de første 10 sider. Tak, min Gud og skaber, fordi du gav os litteraturen! Og her en særlig tak, fordi du gav os Unamuno …” Information

“Det er lidt som at læse Kierkegaard på syre.” Jyllandsposten ★★★★★★

DKK299.00

Beskrivelse

Miguel de Unamuno y Jugo (1864-1936) var en af de første moderne forfattere i spansk litteratur og den centrale skikkelse i den såkaldte 98-generation.  Man kan sige at Unamuno har lært af Cervantes og inspireret Borges.

Hans hovedværk, romanen Tåge, der udkom i 1914, handler på et filosofisk plan om forholdet mellem virkelighed og fiktion, om evigheden og skabelsens ufølsomme gud, om menneskets fortvivlede men nødvendige opgør mod sin skæbne. Hovedpersonen er Augusto Perez der lever en såre kedsommelig tilværelse – som i en tåge – indtil han forelsker sig i en smuk ung kvinde, Eugenia, som ender med at gøre ham til en hanrej. Tåge er en varm humoristisk og nærmest burlesk roman, og som god eksistentialist havde Unamuno et vågent øje for eksistensens mest absurde sider.

Med Tåge søgte Unamuno at forny romanformen ved at blande det tragiske og det komiske. Romanen er opbygget som en fortælling om hovedpersonen Augusto Perez´ sidste dage. Augusto er en forældreløs ung mand der lever alene med sine trofaste tjenestefolk. Han har afsluttet et juridisk studium, men lever en mærkelig formålsløs og kedsommelig til-værelse, som i en tåge. Indtil han møder en smuk ung kvinde, Eugenia, hvis sikre udstråling virker som en magnetisk dragende kraft på ham. Eugenia har det Augusto ikke har: en plan med sit liv og en veludviklet viljestyrke. Det lykkes i sidste ende at få hendes tilsagn om ægteskab, men det er en stakket frist, få dage før brylluppet stikker hun af med en sensuel dagdriver hun hele tiden har været tiltrukket af.

Der er to andre kvinder i Augustos liv. Den renhjertede Rosario, der er under stand, men indstillet på at give Augusto alt og gøre ham til ”mand” i erotisk forstand. Og Liduvina, den ”gamle” tjenestepige, der sørger for de daglige fornødenheder, ikke mindst hans føde. Man kan sige at de tre kvinder med tydeligt forlæg i Platons psykologi taler til henholdsvis hoved, hjerte og mave, hvilket i ”unamunisk” forstand gestalter ånd, følelse og krop, der er de tre fundamentale elementer i den religiøse personlighed som tørster efter Gud og evig eksistens. Men Augusto har ikke held med et eneste af sine projekter, hvoraf det allervigtigste måske igen er et af Kierkegaards imperativer, nemlig at tage et ansvar for sit liv, at gøre hvert øjeblik til valgets øjeblik.

Handlingen ender med at Augusto på den mest pinagtige måde gøres til hanrej, endnu inden han er indtrådt i den hellige ægtestand. Dette afføder beslutningen om selvmord, men inden han kommer så langt, tager han en beslutning om at opsøge den kendte forfatter ved navn Miguel de Unamuno og spørge denne til råds i det vigtige anliggende. Forfatteren opfører sig under al kritik. Diktatorisk og uforstående, som en despotisk gud frakender han Augusto dennes ret til selvmord, det vil sige til endelig at tage en afgørende beslutning vedrørende sin tilværelse og meddeler ham i stedet sin beslutning, nemlig at tage livet af ham. Hvem der i sidste ende tager livet af Augusto bliver aldrig opklaret.

Og måske eksisterer han alligevel på en måde, for i romanens treogtredivte og sidste kapitel ”genopstår” afdøde Augusto i en drøm forfatteren har, om end med den pointe at han ikke kan genopstå, for man drømmer ikke to gange den samme drøm. Sidste ord får hunden Orfeus, der sørger oprigtigt over sin herres død og ellers leverer tankevækkende observationer over menneskets beskaffenhed som en absurd krydsning: det mest besynderlige dyr, for ikke at sige den rene hykler. Og som læser kan man få den nostalgiske tanke at det hele måske var gået helt anderledes hvis Orfeus langt tidligere havde opløftet sin røst – og Augusto vel og mærke havde lyttet efter.

Romanen er med andre ord fuld af fortællemæssige spilopper, men den er på ingen måde en spøg- og skæmtroman, snarere kan man kalde beretningen om den ulykkelige Augusto Perez en munter og alvorlig fabel om virkelighed og fiktion. Romanen tematiserer dels i Kierkegaards ånd menneskets væren og villen sig selv, dels selve skriveprocessens kunstneriske skaben og menneskelige omkostninger samt forfatterens rolle som Gud i forhold til disse fiktive væsener han som skaber har hals- og håndsret over. Eller har han?

Anmeldelser

EN STOR, STOR OPLEVELSE
Lad det være sagt med det samme, denne roman er kunstnerisk helt sublim. Det er ganske enkelt et underfundigt hovedværk i moderne europæisk litteratur … ‘Tåge’ er på én gang klassisk og moderne. En stor, stor oplevelse.
Ivan Rod, Djembe

SPANSK HØJMODERNISME  ★★★★★★
Det er lidt som at læse Kierkegaard på syre, tilsat den modernistiske romans formfrihed. I tilgift har oversætteren Rigmor Kappel Schmidt skrevet et fremragende efterord, som løfter Unamunos roman ind i verdenslitteraturhistorien.
Michael Jannerup Andersen, Berlingske Tidende

GUD ER EN PARAPLY
Hvor langt var jeg ikke nede, da jeg satte mig for at læse Unamunos Tåge. Og hvor højt var jeg ikke oppe efter at have læst de første 10 sider. Tak, min Gud og skaber, fordi du gav os litteraturen! Og her en særlig tak, fordi du gav os Unamuno, denne herlige, antidepressive mikstur af neobarok modernisme, picaresk lyrisme, følsom ironi, metapoetisk eksistentialisme, sværmeri og filosofi, Shakespeare og Cervantes, Kierkegaard og Calderón … Jeg elsker Kierkegaard, jeg elsker Freud, jeg elsker Slavoj Zizek. Og nu elsker jeg også Unamuno.
Lilian Munk Rösing, Information

LIVET ER EN DRØM
En postmoderne roman længe før postmodernismen? En barok roman længe efter at barokken drog sit sidste suk? En alvorlig spøg om vores higen efter udødelighed eller burleske refleksioner over en iboende åndelighed som betingelse for vores eksistens i en gudløs verden? Miguel de Unamunos roman fra 1914, Tåge, kan siges at rumme det hele og lidt til, nemlig det lille kim af galskab, der kommer til udtryk i en quijotesk stræben efter at give betydning til et univers, hvor Gud for længst er gået til ro. Inspireret af Cervantes’ og Potockis metafiktion, påvirket af Kierkegaard, som han oversatte til spansk, et forbillede for Borges og dennes arvtagere, er Unamuno (1864-1936) stadig aktuel i kraft af sin poetik.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

Klar tågesnak
Hvis læseren allerede har mærket den særlige karbolske duft af filosofisk prosa, er det helt rigtigt. Unamuno skriver sit såre menneskelige plot igennem med en så nærmest umenneskelig, pokerfjæsagtig nøgternhed, at resultatet bliver grinagtigt og umiddelbart smittende i al sin middelbare velovervejenhed.
Niels Brunse, Politiken

Om forfatteren

Miguel de Unamuno y Jugo (1864-1936) var en af de første moderne forfattere i spansk litteratur og den centrale skikkelse i den såkaldte 98-generation. Han var rektor ved universitetet i Salamanca, oversatte Søren Kierkegaard og udgav en række romaner og essays hvori han tugtede samtiden og udforskede almene moralske og eksistentielle spørgsmål.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Fra 1. kapitel
Da Augusto kom frem i døren til sit hus, strakte han højre arm frem med håndryggen opad, og med øjnene vendt mod himlen blev han et øjeblik stående som en majestætisk statue. Det var såmænd ikke, fordi han tog omverdenen i besiddelse, han skulle bare se, om det regnede. Da han mærkede det friske strejf fra en stille støvregn på håndryggen, rynkede han brynene. Og det var heller ikke, fordi støvregnen generede ham, men fordi han så måtte slå paraplyen op. Den var så elegant, så slank, når den var slået sammen og stukket i sit hylster. En sammenklappet paraply er lige så elegant som en opslået paraply er grim.
»Det er en skam at måtte betjene sig af tingene,« tænkte Augusto, »at være nødt til at bruge dem. Brugen spolerer, ja, ødelægger ligefrem enhver skønhed. Genstan­de­nes ædleste funktion er at stå til skue. Hvor smuk er ikke appelsinen, før den bliver spist! Det bliver ændret i himlen, hvor vores eneste gøremål indskrænker sig til eller rettere udvider sig til at betragte Gud og alle ting i Ham. Her i dette ynkelige jordeliv er vi alene optaget af at betjene os af Gud; vi forsøger at slå ham op som en paraply, for at han kan beskytte os mod alskens dårligdomme.«
Sådan sagde han til sig selv og bøjede sig ned for at smøge bukserne op. Omsider slog han paraplyen op og stod et øjeblik ubeslutsom og tænkte: »Hvor skal jeg nu gå hen? Skal jeg gå til højre eller til venstre?« For Augusto vandrede ikke, men slentrede gennem livet. »Jeg venter, til der går en hund forbi,« sagde han til sig selv, »så slår jeg ind på samme vej som hunden.«
I det samme gik der ikke en hund forbi, men en køn pige, og uden at gøre sig det klart fulgte Augusto efter hendes øjne som trukket af en magnet.
Og således gade op og gade ned.
»Men hvad« gik Augusto og sagde til sig selv, for han snarere talte med sig selv end tænkte, »laver den bitte fyr, som ligger dér med næsen i jorden? Han kigger nok på en myre! Myren, mage til hyklerisk dyr! Den bestiller stort set ikke andet end at rende omkring og få os til at tro, at den arbejder. Den er som dagdriveren derhenne, der styrter af sted og støder ind i alle dem, han går forbi, og jeg er sikker på, han ikke har noget ærinde. Hvad skulle han have at lave, for pokker, hvad skulle han ha­ve for! Han er en døgenigt, en døgenigt som … Nej, jeg er ikke nogen døgenigt! Mine tanker er ikke et øjeblik i ro. Døgenigtene er de andre, dem der siger de arbejder og ikke bestiller andet end at forstyrre og kvæle tanken. Se nu bare det skvat til en chokolademager, der stiller sig bag udstillingsvinduet og valser chokolade, for at vi kan se ham, den arbejdsekshibitionist: Hvad er han, om ik­­ke en døgenigt! Og vi, som om vi ikke var ligeglade med, om han arbejder eller ej! Arbejde! Arbejde! Hykleri! Man skulle hellere overlade arbejdet til ham den stakkels polioramte, der slæber sig af sted derhenne … Men hvad ved jeg? Undskyld, kammerat!« det sidste sagde han højt. »Kammerat! Kammerat i hvad! I poliolammelse! Det siges at vi alle er børn af Adam. Og den lille Joaquín her, er han også barn af Adam? Halløj, Joaquín! For pokker, her kommer det uundgåelige automobil med al dets larm og støv! Hvad opnår man ved således at ophæve afstandene? Manien med at rejse kommer af topofobi, ikke af filotopi, så den der rejser meget, flygter fra hvert et sted, han forlader, og søger ikke de steder, han kommer til. Rejse … rejse … En paraply er altså en besværlig tingest … Men tys, hvad er nu det?«
Han standsede op ved døren ind til det hus, hvor den kønne pige just var gået ind, efter at hendes øjne havde trukket ham med som en magnet. Først da gik det op for Augusto, at han var fulgt efter hende. Portnersken stirrede på ham med plirrende øjne, og dette blik fortalte Augusto, hvad han skulle gøre. »Denne hun-Kerbe­rus forventer,« sagde han til sig selv, »at jeg skal forhøre mig hos hende om navn og stand på den unge dame, som jeg er fulgt efter, og det er visselig det, der skal ske nu. Ellers ville jeg ikke sætte kronen på værket, og dén går ikke, hvad der er begyndt, skal fuldføres. Jeg hader det ufuldkomne!« Han stak hånden i lommen og fandt en hel duro. Det gik ikke an at veksle den, for i så fald ville han forspilde en oplagt lejlighed.
– Sig mig, min gode kone, forhørte han sig hos port­ner­­sken uden at tage tommel og pegefinger op af lommen, – kunne De i al fortrolighed og inter nos sige mig navnet på den frøken, der lige er gået ind her?
– Det er ingen hemmelighed og derfor ikke forkert at sige, herre.
– Så sig frem.
– Ja, hendes navn er doña Eugenia Domingo del Arco.
– Domingo? Det må da være Dominga …
– Nej, herre, Domingo; Domingo er hendes første efternavn.
– Men når det er en kvinde, burde efternavnet ændres til Dominga. Hvor er kongruensen ellers henne?
– Hende kender jeg ikke noget til.
– Øh, så sig mig … sig mig … fortsatte han uden at tage fingrene op af lommen, – hvordan kan det være, hun går ud alene? Er hun ugift eller gift? Lever hendes forældre?
– Hun er ugift og forældreløs. Hun bor hos sin onkel og tante …
– På fædrene eller mødrene side?
– Jeg ved kun, det er onkel og tante.
– Det er nok, ja, endda mere end nok.
– Hun giver timer i klaverspil.
– Spiller hun godt?
– Det skal jeg ikke kunne sige.
– Nuvel, det må være nok for denne gang; her har De for ulejligheden.
– Tak, herre, tak. Kan jeg være Dem behjælpelig med andet? Skal jeg overbringe hende en besked?
– Måske …, måske … Ikke lige nu … Farvel!
– Jeg står til Deres tjeneste, herre, og De kan regne med fuld diskretion.
»Her ser De, herre,« gik Augusto og sagde for sig selv efter at have forladt portnersken, »hvordan jeg har forpligtet mig over for den gode kone. Nu kan jeg ikke trække mig tilbage med æren i behold. Hvad vil den prægtige portnerske ellers sige om mig. Nå … så hun hedder Eugenia Dominga, nåh nej, Domingo del Arco! Udmærket, jeg skriver det ned, for jeg skulle jo nødig glemme det. Den bedste mnemoteknik er nu engang at have en notesbog i lommen. Som den uforglemmelige don Leoncio plejede at sige: Man skal ikke lægge sig på sinde, hvad man kan have i lommen! Dertil kunne man for fuldstændighedens skyld tilføje: Stik ikke i lommen, hvad man kan have i hovedet! Men hvad hedder i grunden portnersken?«
Han gik den korte vej tilbage.
– Sig mig engang, min gode kone …
– Til Deres tjeneste …
– Hvad hedder De?
– Jeg? Margarita.
– Udmærket, udmærket … Tak!
– Ingen årsag.
Og Augusto gik igen sin vej og nåede hurtigt ud på Paseo de la Alameda.
Støvregnen var hørt op. Han slog paraplyen sammen og stak den i hylsteret. Han gik hen til en bænk, og da han rørte ved den, mærkede han, at den var våd. Så tog han en avis frem, lagde den på bænken og satte sig. Derefter tog han sin notesbog frem og rystede sin fyldepen. »Her har jeg en meget nyttig tingest,« sagde han til sig selv, »ellers måtte jeg skrive den unge dames navn med blyant, og det kunne blive visket ud. Vil hendes billede blive visket væk fra min erindring? Men hvordan ser hun ud? Hvordan ser den blide Eugenia ud? Jeg kan kun huske hendes øjne … Jeg mærkede kun, at et par øjne strejfede mig … Mens jeg lyrisk lod mig rive med, trak hendes øjne blidt i mit hjerte. Lad os se! Eugenia Domingo, ja, Domingo, del Arco. Domingo? Jeg kan ikke vænne mig til, at hun hedder Domingo … Nej, jeg må få hende til at skifte efternavn og kalde sig Dominga. Men hvad så med vores sønner, skal deres andet efternavn så være Dominga? Og hvis de udelader mit navn, det formastelige Pérez, så der kun står P., skal vores førstefødte så virkelig hedde Augusto P. Dominga? Men … nu løber min gale fantasi da af med mig!« Og han noterede i sin notesbog: Eugenia Domingo del Arco. Avenida de la Alameda nr. 58. Oven over noten stod der to elleve­sta­velsers verselinjer:

I vuggegave får vi sørgmodighed
Men fra vuggen får vi også munterhed …

»Det var pokkers,« sagde Augusto til sig selv, »denne Eugenia, klaverspillersken, har afbrudt mig midt i en fortræffelig begyndelse på et transcendentalt, lyrisk digt. Det blev afbrudt. Afbrudt? … Ja, mennesket søger bestandig næring til sin medfødte sørgmodighed eller munterhed i hændelserne, i skæbnens tilskikkelser. En og samme hændelse er sørgmodig eller munter, afhængig af vores medfødte tilbøjelighed. Og Eugenia? Jeg må skrive til hende, ikke her, men hjemme. Eller skulle jeg hellere gå hen på Kasinoet? Nej, hjem, hjem. Den slags skal gøres hjemmefra, i ens eget hjem. Hjem? Mit hus er ikke et hjem. Hjem … Hjemmets arne … Snarere et askebæger! Ak, min Eugenia!«
Og Augusto gik tilbage til sit hus.