Maria Parr - Tonje Glimmerdal

Maria Parr: Tonje Glimmerdal

Maria Parr - Tonje GlimmerdalOversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
2011. 288 sider. Indb. 299 kr.

Maria Parr (f. 1981) er den nye stjerne i norsk børnelitteratur og er af anmeldere blevet sammenlignet med Astrid Lindgren. Tonje er ligesom Pippi Langstrømpe en krudtugle og vokser op som eneste barn i Glimmerdalen.

Brageprisen 2009. Kritikerprisen 2010.
Die Zeits prestigefulde pris LUCHS for bedste børnebog i Tyskland 2010.

“Det er den smukkeste bog jeg har læst i år.” Bibliotekernes lektørudtalelse.

“Tonje Glimmerdal er en klassisk, godhjertet børnebog. Man bliver glad og klog af at læse den.” Politiken

DKK239.20

Ikke på lager

Kategori: Tags: ,

Produktbeskrivelse

Tonje er ligesom Pippi Langstrømpe en krudtugle og vokser op som eneste barn i Glimmerdalen. Hendes bedsteven er den 74-årige spillemand Gunnvald. Han bygger en ratkælk så Tonje kan suse hele vejen ned til fjorden og spiller violin så Glimmerdalen fyldes af mirakelmusik, men han har en hemmelighed der sætter deres venskab på en alvorlig prøve.

Maria Parr spiller på et stort register, her er drama, tårer og musik, vildskab, humor og smerte, og man bliver bevæget som i en god roman. Hendes to bøger er solgt i 150.000 eksemplarer og oversat til tolv sprog, bl.a. russisk og kinesisk.

”Bogen har noget tidløst over sig, og fremstår som en klassiker allerede i sin samtid. Parr er en forrygende god fortæller.” Bergens Tidende

”En side ved bogen er den spændende historie, en anden side hjertevarmen i fortællingen. Og så er der sproget! Maria Parr er som en sejlivet plante der vokser i et frodigt landskab hvor fortælletraditionen står stærkt. Der er noget levende og energisk over måden hun skriver på som griber os.” Vårt Land


Anmeldelser

DEN SMUKKESTE BOG JEG HAR LÆST I ÅR
Det er en morsom, hjertevarm og meget bevægende historie om den 9-årige Pippi Langstrømpeagtige krudtugle Tonje … og forfatteren formår at give det hele et udefinerbart, magisk skær à la Astrid Lindgren og Johanna Spyri. Bogen er illustreret af Åshild Irgens, hvis flotte og charmerende tegninger egner sig godt til bogens indhold … Det er den smukkeste bog jeg har læst i år.
Martin W. Hansen, DBC lektørudtalelse

MEGET VELSKREVET
Tonja Glimmerdal er en meget overraskende roman. Meget velskrevet, meget stærk og med en handling, der ved første øjekast ser enkel ud, men som vokser og vokser, til man helt glemmer, hvor man er. Man forstår godt, at Maria Parr er blevet sammenlignet med Astrid Lindgren, og at bogen har modtaget adskillige priser, både i hjemlandet Norge og i Tyskland.
Damián Arguimbau, Weekendavisen

MAN BLIVER GLAD OG KLOG AF AT LÆSE DEN ★★★★
Tonje Glimmerdal er en klassisk, godhjertet børnebog. Man bliver glad og klog af at læse den.
Steffen Larsen, Politiken

GLAD TURBOTØS ★★★★
Parr twister klassisk børnebogsstof med fandenivoldskhed i en frisk læseoplevelse for børn og voksne.
Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende

Om forfatteren

Maria Parr

Maria Parr (f. 1981) er norsk børnelitteraturs nye stjerne og er af anmelderne blevet sammenlignet med Astrid Lindgren. Hun debuterede i 2005 med Vaffelhjerte og fik det store gennembrud i 2009 med Tonje Glimmerdal. Bogen indbragte både Brageprisen og Kritikerprisen og året efter fik den Die Zeits pris for årets børnebog i Tyskland.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Kapitel 2 Gunnvald og Tonje taler om gamle dage

Gunnvald bor i et enormt stort hus og har stald og får, ligesom Tonje og dem, men der er altid en masse bøvl med Gunnvalds får. De stikker af og de dør og de æder Sallys tulipaner. Heldigvis har Gunnvald også et snedkerværksted. Der hygger han sig på sine gamle dage og tjener lidt til at supplere pensionen med. Han er 74 år og bedsteven med Tonje.
– Tænk at man er bedsteven med sådan en gammel knark, siger Tonje i tunge stunder. – Det er minsandten et sølle udvalg vi har her i Glimmerdalen.
Men inderst inde ved Tonje godt at Gunnvald ville have været hendes bedsteven selv om der havde boet tiårige børn på hver eneste tue i hele dalen. Hun er så glad for Gunnvald så det knager i hjertet. Han er faktisk også hendes gudfar. Det var modigt gjort af mor og far at lade sådan en gammel bulderbasse bære hende under dåben, synes Tonje. Han kunne have tabt hende midt på kirkegulvet med et klask, hvis han var i det humør. Ja, for Gunnvald kan være så sur og tvær sommetider at det er helt utroligt. Alligevel ville mor og far have at det skulle være Gunnvald og ingen anden. De lagde Tonje Glimmerdal i hans store næver, og siden har han aldrig givet slip på hende.
– Hvad ville du gøre uden mig, Gunnvald? spørger Tonje tit og ofte.
– Så ville jeg lægge mig ned og dø, svarer Gunnvald.

Idet Tonje kommer glidende over gårdspladsen på ski, puffer Gunnvald køkkengardinerne til side med kikkerten og stikker sit viltre hoved ud i vinterkulden. Han er høj som en trold med et lille knæk øverst oppe. I sine velmagtsdage var han endnu højere – han er skrumpet lidt med årene. Det er alderen og gigten og alt det der, men han går aldrig til læge. Han er dødbange for læger. Og desuden er det sådan at når Gunnvald får lidt snustobak bag underlæben og violinen under hagen, så bliver han kåd som en kalv. Det er den bedste medicin, den violin, siger Gunnvald. Hvad skal jeg med en læge når jeg har en violin?
– Var det en saltomortale? spørger Tonje.
Gunnvald puster så gardinerne slider i fortøjningerne.
– Hvis det der var en saltomortale, Tonje Glimmerdal, så er jeg en elg. Han undrer sig over hvorfor Tonje altid skal lande med hovedet først så man tror hun er død. Det mener Tonje hun skal.

I Gunnvalds køkken har Tonje sin egen stol ved vinduet, sin egen knage til huen og sin egen kop i skabet. Gunda, Gunnvalds sorte og hvide kat, kommer og stryger sig op ad hendes ben.
– Tænk engang, nu er det vinterferie. Kan du huske hvordan det var i gamle dage, Gunnvald?
– Hvad mener du med “gamle dage”? spørger Gunnvald og sætter en tallerken foran hende. Gunnvald har levet så længe at gamle dage kan være hvad som helst.
– Dengang Klaus Hagen ikke var flyttet til Glimmerdalen og det var en helt almindelig campingplads, siger Tonje.
Jo, det kan Gunnvald godt huske.
– Der var et himmelsk rabalder hver eneste ferie, mindes han.
– Det kom tonsvis af børn, husker Tonje. – Man kunne bare gå ned på campingpladsen og samle børn som om det var blåbær.
Det kan Gunnvald godt huske. Men så kom Klaus Hagen den lyseslukker.

Han kom og så Glimmerdalen og syntes det var et fantastisk sted. Klaus Hagen syntes Glimmerdalen var så fantas-tisk at han lige så godt kunne købe hele campingpladsen. Han var uforskammet rig. Han byggede nye hytter dernede og det blev så flot at Tonje og alle de andre i Glimmerdalen syntes det var enestående.
Da han var færdig, åbnede han campingpladsen igen. “Hagen Helsecamping – den fredeligste i hele landet” står der i hans brochurer. Folk der vil have fred og ro er velkomne. I starten syntes Tonje det var storartet. Der kom mange der trængte til fred og ro, og der var ikke noget så hyggeligt som når der kom folk på besøg her oppe i fjeldet. Men så begyndte hun at undre sig. Hvorfor i alverden kom der aldrig nogen børn?
Tonje plejer ikke at spekulere ret længe over tingene, så en dag cyklede hun ned til Klaus Hagen og spurgte.
– Du, Klaus, hvorfor kommer der aldrig nogen børn på din campingplads?
– Det er ikke tilladt at have børn med på Hagen Helsecamping, svarede Klaus Hagen så.
– Hvad for noget? sagde Tonje.
– Mine gæster skal høre elven bruse og granerne suse, ikke støj og larm, forklarede Klaus Hagen og så på sit ur.
Tonje gloede himmelfalden på campingpladsejeren og tænkte at det var det værste hun nogensinde havde hørt i hele sit liv, men da hun netop havde tænkt det, overgik Klaus Hagen sig selv ved at sige noget der var endnu værre:
– Det med støj og larm gælder i grunden også dig, Trulte.
– Tonje, rettede Tonje.
– Tonje, ja. Kunne du ikke lade være med at synge på alle tider af døgnet?
Tonje kløede sig i øjet af bare forundring.
– Du ødelægger stilheden for mine gæster når du farer skrålende forbi på din cykel, sagde Klaus Hagen og satte et høfligt smil op.
– Mener du at jeg ikke må synge i min egen dal? spurgte Tonje. For at være sikker.
– Din og din, mumlede Klaus Hagen irriteret. – Jeg reklamerer med at jeg har den fredeligste campingplads i hele landet, og det vil jeg gerne have du respekterer.

Det var vel i grunden der Klaus Hagen begik sit livs største fejltagelse. Man beder ikke Glimmerdalens lille krudtugle om at holde op med at synge, sådan uden videre. Det kunne enhver have fortalt ham. Hvis han havde spurgt.
– Nej, desværre, sagde Tonje Glimmerdal.
Så cyklede hun op gennem dalen mens hun sang opera så buskadset i vejkanten segnede.

Efter det er Tonje blevet ved med at synge. Måske synger hun også lidt mere end før, hvis sandheden skal frem. Især når hun cykler forbi campingpladsen. Og Klaus Hagen, han ser næsten på Tonje som om hun er et lille skadedyr. Og endnu værre blev det i efteråret da Tonje var så uheldig at komme til at knuse en rude på campingpladsen med en slangebøsse. Det var slet ikke meningen. Hun sigtede bare efter flagstangen. Der kommer sådan en fin lyd når man skyder efter flagstænger, og så er det utrolig svært. Ingen rammer hver gang, heller ikke Tonje Glimmerdal.
– Oj, sagde Tonje da glasset knustes.
Hun cyklede hurtigt hjem og hentede alle sine sparepenge. Pengene lagde hun i et nydeligt skrin som hun havde
snedkereret hjemme hos Gunnvald. Sammen med et stort
og alvorligt undskyld afleverede hun skrinet til Klaus Hagen.

Men Klaus ville ikke have skrinet. Han tog pengene og gav hende skrinet tilbage med et grynt.
– Hvad skal jeg med det? spurgte han irriteret.
Skal og skal. Han kunne vel lægge sine penge i det, ham der var så rig, mente Tonje. Klaus Hagen fnyste og lukkede døren.
Den dag opgav Tonje at blive ven med Klaus Hagen. Ja, hun opgav hele Klaus Hagen, fra øverste hårtot til nederste storetånegl.
Tænk at nogen i hele verden kunne sige nej tak til sådan et skrin! Hun havde været i gang med glødepennen hele lørdagen for at lave de to fugle på låget.
– Han har ikke forstand på kunst, sagde Gunnvald da hun fortalte det.
– Han har ikke forstand på noget som helst! sagde Tonje vredt.

– Den campingplads er et sørgeligt kapitel. Ikke et eneste feriebarn, siger Tonje så. – Det er godt du har mig til at muntre dig op, Gunnvald, så du slipper for at sidde her og spise helt alene.
Gunnvald presser den lange krop ned på køkkenstolen så det knager i både knæ og træ.
– Amen, mumler han.
De får fiskefrikadeller og stegt kød og stegt kålrabi, og Tonje lurer på hvorfor Gunnvalds mad altid smager bedre end al anden mad hun kender.
– Ved du hvad der står derinde og er klar til at blive tes-tet? spørger Gunnvald pludselig og nikker hen mod værkstedet, længe før han er begyndt at tænke på at synke det han har i munden.
Tonje lægger gaflen stille ned på tallerkenen.
– Kælkene?

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Siri Juell Rasmussen

KRITIKERPRISEN 2009 TIL MARIA PARR
Maria Parr får Kritikerprisen for beste barne- og ungdomsbok 2009 for Tonje Glimmerdal. LÆS MERE!

Se og hør Maria Parr fortælle om Tone Glimmerdal. SE MERE!