Marguerite Duras: De små heste i Tarquinia

Oversat fra fransk af Lone Bjelke.
2020. 272 sider. 300 kr.

I en lille syditaliensk landsby holder to par ferie. Det franske ægtepar Sara og Jacques bor i et lejet hus med deres barn og barnepige, mens Ludi og hans kone Gina bor længere nede ad vejen med parrenes fælles veninde Diana. En trykkende varme har lagt sig som en tung dyne over byen og gør det umuligt at foretage sig noget. Man vågner sent og dårligt udhvilet inden man begiver sig til stranden, der er det eneste tålelige opholdssted indtil mørket sænker sig og brisen gør at man kan spille boule på de lokale baner.

Stemningen er præget af en tragisk ulykke som fandt sted på bjerget ovenfor landsbyen. En ung minerydder er sprængt i luften og den afdødes forældre insisterer på at indsamle resterne af hans legeme og nægter at underskrive dødsattesten.

En yngre mand med en motorbåd holder også ferie i landsbyen og hans interesse for Sara går ikke ubemærket hen. Man forsøder ventetiden ved at drikke campari, og det seksuelle spil lurer under overfladen alt mens man venter på at der skal ske noget som kan ophæve kedsomheden.
Du har lyst til at være mig utro, ikke? spørger Jacques.
Ja, ligesom dig, svarer Sara.

Marguerite Duras (1914-1996) udfordrede den traditionelle romanform og skabte nye måder at fortælle på når hun opløste grænserne mellem livet og fiktionen. Hun var en kontroversiel figur i den franske offentlighed, både på grund af sit politiske engagement, sine skilsmisser, de seksuelle motiver i hendes bøger, de konsekvente selvudleveringer og ikke mindst fordi hun var en kvinde som tog sig selv seriøst som skrivende.

”De små heste i Taraquinia er et indre eksistentielt drama om den dumpe meningsløshed, som sindigt forklæder sig som kærlighed og kedsomhed.”
– Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“At synke ned i Duras’ lakoniske feriehelvede er som at fare vild i en labyrint af meningsløshed.”
– Amanda Svensson, Ekspressen.se

LÆSEPRØVE

DKK300.00

Beskrivelse

LÆSEPRØVE

Anmeldelser

UTROSKABENS BRYLLUPSNAT ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Varmen har lagt sig tungt over en lille syditaliensk landsby tæt ved havet, hvor fem gamle venner tilbringer sommerferien.
Dagene forsvinder som i en døs af dvaske, ensformige rutiner. Om morgenen: kold kaffe og kolde brusebade, midt på dagen: dovne svømmetag i det lune vand, om aftenen: en, to, tre eller fire glas Campari før middagen, hvorefter man samles til en omgang boule. Og så i seng igen – i fugtige lagener – for at stå op til en ny dag, som ikke er til at skelne fra de forrige. (-)
Marguerite Duras’ sprog er udramatisk og nedtonet, præcis som handlingen og personernes gøren og laden er det. Hun holder sig til de korte, prægnante sætninger, som ikke fortæller mere end højst nødvendigt, hvad enten der er tale om beskrivelser af situationer og landskaber eller de hyppige dialoger mellem personerne.
Hvert ord er valgt med omhu, de metaforiske nyskabelser er få, men markante. Samtalerne er mundrette og naturlige. Kun i forbindelse med en levende beskrivelse af havbunden fornemmer man, at der tale om en dybere symbolik, som afspejler personernes hemmeligheder.
De små heste i Taraquinia er et indre eksistentielt drama om den dumpe meningsløshed, som sindigt forklæder sig som kærlighed og kedsomhed.”
– Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

ARME CAMPARIDRANKERE

“Intet er rigtigt til at holde ud for den lille flok velhavende franskmænd, der holder ferie i en lille italiensk kystby i Marguerite Duras’ (1914-1996) De små heste i Tarquinia (1953), som nu for første gang udgives på dansk i Lone Bjelkes stilrene oversættelse.
Omdrejningspunktet i De små heste i Tarquinia er altså priviligerede menneskers elegant formulerede jammer over tilværelsens ulidelige lethed. (-) Det ville være fantastisk irriterende at læse om, hvis det ikke var så syleskarpt og derfor så sjovt skildret. Hele romanen er gennemsyret af en diskret absurditet. Det er karaktererne, der er humorforladte, ikke fortællingen om dem. Den er så tilpas distanceret i sin beskrivelse af varmeplagede luksuslegemer og deres mere eller mindre vilkårlige begær efter hinanden (eller hinandens mænd, koner og motorbåde), skønhed og anerkendelse, at man fryder sig.” – Lone Nikolajsen, Information

POETISK PROSA OM PARFORHOLDETS KRISE ❤️❤️❤️❤️❤️
”Det er ikke kun under en pandemisk krise, at man risikerer at befinde sig i klaustrofobisk isolation med sine nærmeste. I Marguerite Duras’ roman fra 1953 er det den ulidelige varme i en syditaliensk landsby, hvor floden møder havet, der holder to ægtepar og en fælles veninde fast i en stillestående henvisthed til hinandens selskab.
Man sover dårligt i de hede nætter, man skændes, man er længe om at komme af sted til stranden, man bøvler med barnepigen, flirter halvhjertet, spiller boule, spiser den evindelige stegte fisk på hotellets dårlige restaurant.
Man diskuterer, om dette er den kedeligste eller dårligste ferie nogensinde, eller begge dele. (-)
Duras formår med en prosa, der på én gang er dagligdags enkel og subtilt poetisk, at favne både det intime drama og den sociale og landskabelige horisont, så man er lige så fastholdt i romanen som personerne i det infernalske feriedeltas ulidelige hede og føler lige så stor lise som de ved hvert et befrielsesbillede, hver en Campari.”
– Lilian Munk Rösing, Politiken

MARGUERITE DURAS’ KYNISKE KLARSYN
”De små heste i Tarquinia er en underspillet gyser om indestængte længsler og forspildte liv.
I det ydre sker der påfaldende lidt på den klassiske duraske måde. Handlingen har en tomganglignende modus, der mimer ferietilstandens klaustrofobiske apati. Alligevel bliver det kun lidt kedeligt.
For Duras har en sjælden sans for den store katastrofe i detaljerne; i en enkelt replik mellem ægtefolk, der åbenbarer en afgrund af forbitrelse, i et blik, en bevægelse.
Den største styrke er romanens særegne, henslængte sprog, den slumrende stil, der pludselig perforeres af chokerende præcise sætninger, fortættede formler, der bærer summen af ophobet afmagt og tilværelsens almindelige absurditet. Som for eksempel “der findes i enhver befrielse en undertrykkelse, som man ikke må glemme.” Franske Marguerite Duras var de spildte skæbners store forfatter. Det lille sære persongalleri i “De små heste i Tarquinia”, som nu er udkommet for første gang på dansk i Lone Bjelkes smukke oversættelse, er da også alle kuldsejlede i en eller anden forstand. (-)
Med gribende indsigt fortæller Duras’ lille kæberaslerroman om det nådesløse i at være menneske, når hverdagen sættes på pause, distraktionerne er forsvindende få, og vi møder eksistensen i al sin rå påtrængenhed.
Det er oplagt læsning midt i en karantænetid.” – Kathrine Maria Amman, Kristeligt Dagblad

Om forfatteren

Marguerite Duras (1914-1996) udfordrede den traditionelle romanform og skabte nye måder at fortælle på når hun opløste grænserne mellem livet og fiktionen. Hun var en kontroversiel figur i den franske offentlighed, både på grund af sit politiske engagement, sine skilsmisser, de seksuelle motiver i hendes bøger, de konsekvente selvudleveringer og ikke mindst fordi hun var en kvinde som tog sig selv seriøst som skrivende.

Forside i høj opløsning