Leonid Tsypkin: En sommer i Baden-Baden

Leonid Tsypkin - En sommer i Baden-Baden - bogforsideOversat af Ole Husted Jensen
2007. 232 sider. 249 kr.

“Det er den bedste bog, jeg har læst de seneste fem år. (-) Modig, mild og mesterlig.” Johannes Møllehave. “En sommer i Baden-Baden er en perle af en roman. Ingen, der holder af litteratur bør snyde sig selv for at læse den. (-) Den er sublimt oversat af Ole Husted Jensen, og forlaget Batzer & Co. fortjener en varm tak for at have gjort dette mesterværk tilgængeligt for danske læsere.” Berlingske Tidende ★★★★★★

“Et mesterværk.” Sunday Times. 2. oplag.

DKK249.00

Beskrivelse

En sommer i Baden-Baden handler om Fjodor Dostojevskij. Romanens fortæller foretager en pilgrimsrejse til Skt. Petersborg hvor hans yndlingsforfatter døde. I toget læser han i en dagbog skrevet af Dostojevskijs anden hustru, og forestiller sig ægteparret Dostojevskijs rejse til Baden-Baden sommeren 1867 – på flugt fra kreditorerne. En roman om parrets stormfulde ægteskab, deres elskovsfeber og brændende jalousi, men også om den store forfatters humørsyge og samvittighedskvaler, hans spillegalskab og kamp med dæmonerne.

En kold vinterdag i 1970 rejser romanens navnløse fortæller, Tsypkins alter ego, med toget til Leningrad hvor hans litterære helt Fjodor Dostojevskij levede og døde. I toget læser han i en dagbog skrevet af Anna Grigorjevna, Dostojevskijs anden hustru. Så skifter tid og sted og vi befinder os i april 1867 da det nygifte ægtepar rejser til Baden-Baden på flugt fra kreditorerne. Besat af en spillegalskab der er lige så uhelbredelig som hans epilepsi, prøver Dostojevskij lykken på byens berømte kasino.

En sommer i Baden-Baden er ifølge Susan Sontags forord et lynkursus i ”alle de største temaer i russisk litteratur og holdes sammen af sin sproglige opfindsomhed og sit tempo, og den skifter dristigt og forførende mellem første og tredje person – og mellem fortid og nutid”.

På romanens første side rejser den navnløse fortæller til Leningrad for at besøge det hus hvor Dostojevskijmuseet ligger. På de sidste sider befinder vi os i det samme hus, men nu i 1881, da Dostojevskijs ligger for døden. Han ved han skal dø, Anna Grigorjevna har iført ham hans fineste tøj og lejligheden er fuld af folk, for hans dødsleje er blevet et rent tilløbsstykke.

En dag faldt den amerikanske forfatter Susan Sontag over Tsypkins roman i en bogkasse med ”lurvede” paperbacks på Charing Cross Road i London og var overbevist om at hun her stod med ”en af de smukkeste, mest opløftende og originale præstationer” inden for litteraturen de seneste hundrede år. Takket være Sontag blev bogen ”genopdaget” og er nu oversat til en række sprog.

Uddrag fra anmeldelser:

”Et sjældent mesterværk … En drømmeroman, en drøm af en roman ….” Die Zeit

”Jeg har aldrig læst en bog så fuld af turbulent liv. Hans prosa er egenartet og smuk som W.G. Sebalds.” The Times Literary Supplement

”Lysende, enestående, storslået.” Literary Review

”Tsypkin tager i sin glimrende roman livtag med Dostojevskij på samme måde som Dostojevskij tager livtag med Gud …” The New York Times Book Review

”Sproget er flydende, associerende og billedrigt … Således fremstår Dostojevskij lige så hektisk, heftig og euforisk som sine egne karakterer, og En sommer i Baden-Baden bliver et poetisk mesterværk. Tsypkins skildring af Dostojevskijs død er usædvanlig smuk, og det perfekte klimaks i en læseoplevelse helt ud over det sædvanlige.” Fredriksstad Blad ★★★★★

Omslagsmaleri: Den døde Kristus af Holbein den Yngre, Dostojevskijs yndlingsmaleri. Tsypkin skriver: ”Det havde form af en aflang firkant, og til forskel fra de sædvanlige billeder hvor den lidende eller døde Kristus var fremstillet med et romantiserende anstrøg, gengav det den døde udstrakt på et hvidt klæde som i et lighus, med spids næse, kroppen martret og mishandlet, allerede med de første tegn på opløsning, særlig tydeligt i ansigtet og på de uforholdsmæssig store fødder, så Anna Grigorjevna betragtede billedet med rædsel, mens Fedja var begejstret.”

Anmeldelser

DEN BEDSTE BOG JEG HAR LÆST DE SIDSTE FEM ÅR
Leonid Tsypkins roman om Dostojevskij, “En sommer i Baden-Baden”, er en drøm af en bog. (-) Jeg fik bogen af en, der vil mit bedste og kender mig bedre end jeg kender mig selv. Det er den bedste bog, jeg har læst de seneste fem år. Da jeg var færdig med den, læste jeg den forfra. Den hypnotiserer læseren. (-) En lysende åndemaning. Modig, mild og mesterlig.Tak til oversætteren Ole Husted Jensen og ære være forlaget Batzer & Co for deres satsning
Johannes Møllehave, Kristeligt Dagblad

EN GENIAL ROMAN ★★★★★★
»En sommer i Baden-Baden« er en perle af en roman. Ingen, der holder af litteratur bør snyde sig selv for at læse den. (-) Det er ikke muligt at yde denne roman retfærdighed på få linier. Som en novelle af Jorge Luis Borges rummer den på få sider adskillige verdener. Det er hele den russiske litteratur, det er Dostojevskijs sind og hans historie om fangelejr og besættelse af dæmoniske kræfter. (-) Den er sublimt oversat af Ole Husted Jensen, og forlaget Batzer og Co. fortjener en varm tak for at have gjort dette mesterværk tilgængeligt for danske læsere.
Ditlev Tamm, Berlingske Tidende

Den ukendte læge Leonid Tsypkins roman om Dostojevskijs ægteskab var en sensation, da den takket være Susan Sontag vendte tilbage til Rusland fra USA. Nu er det sindrige værk heldigvis også nået til Danmark … (Er det) så også en god bog? Ja, det er det … (Tsypkins) stille standardsprog er smukt i lange, leddelte episoder på flere sider med utallige, melodiske indskud og umærkelige overgange mellem hans egen tid og rejse og så Dostojevskijs tid og rejse. Sammenfletningen af de to spor er elegant og uhyre musikalsk … Og efter at have lagt bogen fra sig mærker læseren, at hun har været i selskab med levende mennesker – endda så vanskeligt forståelige mennesker som Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij og hans hengivne, totalt udsatte og netop i hengivelsen mærkeligt stærke kone. LÆS MERE!
Marie Tetzlaff, Politiken

FIKTION OG DOKUMENTARISME ★★★★★
Originaliteten ligger ikke mindst i bogens kombination af fiktion og dokumentarisme. Tsypkin vil fremstille Fjodor Dostojevskijs psyke og adfærd og samlivet med hustru nummer to, den purunge stenograf Anna, så det fænger som en roman, men uden at komme i modstrid med de eksisterende kilder.

Det sker ved at kombinere Dostojevskij-parrets rejse til Tyskland i 1867 med forfatterens egen togrejse fra Moskva til Leningrad godt 100 år senere. Tsypkin har en udgave af Annas dagbog med i toget som rejselekture.

På den måde samles begge tidsplaner i forfatterens bevidsthedsstrøm med raffinerede overgange imellem. Og via forfatterens bevidsthed føres læseren glat ud og ind ad ægtefællernes tankebaner og følelsesture.

Tsypkins stil er påfaldende. Illusionen om bevidsthedsstrøm skaber han ved at skrive i store afsnit, hvor sætning hobes på sætning med bindeord, tankestreger, kommaer, men uden punktummer før næste indrykning og afsnit. Der er grund til at gratulere oversætteren, Ole Husted Jensen, med, at det også fungerer på dansk.

At kalde det en af århundredets bøger er nok at tage munden for fuld. Men det er en fin og speciel læseoplevelse, stilsikker og anderledes.
Peter Ulf Møller, Jyllands-Posten

EN FLOT OG SMAL BOG
Sproget kræver opmærksomhed, men så er man også hooked. Tsypkin sejler ind og ud af tid, sted og synsvinkel, bruger romanfigurer, andre forfattere og vigtigst: sin fantastiske evne til at tegne fascierende billeder omkring Dostojevskij og hans hustru. (-) Jeg bliver mindet om Cummingham’s Timerne, men ellers er James Joyce nok nærmeste sammenligning fortællemæssigt. (-) En flot og smal bog til russisk/litterært interesserede.
Beth Høst, DBC, Lektørudtalelse

Om forfatteren

Leonid Tsypkin (1926-1982) blev født i Minsk. Livet i hans jødiske familie var ikke nemt, hans far og flere andre familiemedlemmer blev arresteret under Den store terror i 1934 og hans mor og søster blev myrdet i ghettoen i Minsk efter den tyske invasion i 1941.
Hele livet havde Tsypkin en drøm om at blive skønlitterær forfatter.  En sommer i Baden-Baden er et resultat af Tsypkins livslange besættelse af Dostojevskij.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Jeg var med dagtoget, det var midt om vinteren – slutningen af december, desuden kørte toget mod Leningrad – nordpå, derfor begyndte det hurtigt at mørkne uden for vinduerne, – kun stationerne i Moskvas opland dukkede glimtvis op og forsvandt bagud som kastet af en usynlig hånd – sommerhusområdernes tilsneede trinbrætter med en række flimrende lamper der flød sammen til et lysbånd, – stationerne fór forbi med en dump rumlen som om toget kørte over en bro, – støjen dæmpedes af de dobbelte vinduesrammer med matte, halvt tilisede ruder der lukkede kupeen næsten hermetisk til, men stationslysene trængte alligevel igennem glassene og tegnede et lysbånd, og derude, længere borte, anedes de umådelige snevidder, og vognen duvede fra side til side som et rullende skib – især helt henne ved mellemgangen, og da det blev helt mørkt bag ruderne og kun sneens utydelige hvidhed var tilbage og moskvaområdets sommerhuse hørte op og genspejlingen af kupeen med alle dens afskærmede loftslamper og siddende passagerer hastede af sted sammen med mig, tog jeg fra kufferten i nettet over mig den bog frem jeg var begyndt på allerede i Moskva og specielt havde taget med på turen til Leningrad, og jeg slog op på det sted hvor der var indlagt et bogmærke med kinesiske skrifttegn og en yndefuld orientalsk tegning, – bogen havde jeg lånt af min tante som var indehaver af et stort bibliotek, og inderst inde var jeg besluttet på ikke at levere den tilbage – jeg havde indleveret den til indbinding eftersom den var meget skrøbelig, nærmest ved at falde fra hinanden – bogbinderen havde beskåret siderne så de alle kom til at ligge ensartet ind til hinanden, og forsynet den med et solidt bind hvorpå han havde opklæbet bogens forblad med titel, – det var Anna Grigorjevna Dostojevskajas dagbog, udgivet på et dengang endnu muligt liberalt forlag – Vekhi (“Milepæle”) eller Novaja Zjizn (“Nyt Liv”) eller noget i den retning – med datoangivelser efter både ny og gammel tidsregning, med ord og hele sætninger på tysk eller fransk uden oversættelse, med det obligatoriske “Mme” anvendt med en gymnasiasts flid – en udskrift af hendes stenografiske optegnelser som hun førte den første sommer efter at hun var blevet gift, i udlandet.
Ægteparret Dostojevskij forlod Sankt Petersborg midt i april 1867 og var allerede næste morgen i Vilnius. På hotellet blev de på trappen hele tiden antastet af irriterende jøder der falbød deres tjenester og endda løb efter Anna Grigorjevnas og Fjodor Mikhajlovitjs drosche for at sælge dem cigaretmundstykker af rav, indtil de blev jaget væk, og om aftenen kunne man i de gamle snævre gader se de samme jødetampe med slangekrøller gå tur med deres jødemadammer. Efter yderligere et par dage ankom de til Berlin og derefter til Dresden og gav sig til at lede efter et logi, for tyskerne, især de tyske kvinder, alle mulige fräuleinere – indehavere af pensionater eller blot nogle få møblerede værelser, flåede ubarmhjertigt nyankomne russere og gav dem en elendig forplejning, tjenerne snød dem for byttepenge, og ikke kun tjenerne, tyskere var i det hele taget et ubegavet folkefærd, for de var ikke i stand til at forklare Fedja hvordan man kom til denne eller hin gade, og sendte dem uafladeligt i den stik modsatte retning – mon ikke med vilje? Irriterende jøder havde Anna Grigorjevna allerede tidligere noteret sig – dengang hun først gang besøgte Fedja i Olonkinhuset, hvor han skrev på Forbrydelse og straf, og dette hus mindede straks Anna Grigorjevna, ifølge hendes senere udsagn, om det hus Raskolnikov boede i, også her stødte man på jøder blandt de øvrige beboere som færdedes på trappen. (I øvrigt må det retfærdigvis bemærkes at der ingen omtale er af irriterende jøder på trappen i Anna Grigorjevnas Erindringer, skrevet kort før revolutionen, måske efter at hun havde lært Leonid Grossman at kende).
På fotografiet i Dagbogen havde Anna Grigorjevna, dengang endnu ganske ung, et ansigt midt imellem en fanatikers og en helgenindes, med et tungt, dybtliggende blik. Fedja var allerede noget op i årene, ikke ret høj, kortbenet så man skulle tro at hvis han rejste sig fra den stol han sad på, ville han ikke være ret meget højere, han havde et ansigt som en mand af almuen, og det var tydeligt at han elskede at lade sig fotografere og at han bad flittigt til Gud. Hvordan kunne det være at jeg med en sådan bæven (jeg er ikke bange for at bruge dette ord) havde gennemstrejfet Moskva, indtil jeg fandt en bogbinder, og siddende i sporvognen begærligt gennembladede de skrøbelige sider og med øjnene søgte de steder i bogen jeg syntes at have set før, og derefter, da jeg hos bogbinderen havde hentet bogen som med ét havde fået tyngde, havde lagt den på mit skrivebord og ikke flyttet den derfra, hverken dag eller nat, som var den en Bibel. Hvorfor var jeg nu på vej til Petersborg – nej, ikke til Leningrad, men til Petersborg, hvor denne lavstammede (som sikkert de fleste andre indbyggere i forrige århundrede) mand med et ansigt som en kirkeværge eller en hjemsendt soldat havde færdedes? Hvorfor sad jeg nu og læste i denne bog i en togvogn, i det usikre, flimrende skær fra lamper som snart lyste kraftigt op, snart svandt ind til ingenting afhængigt af togets fart og dieselmotorernes præstation, til støjen fra de klaprende døre ud til mellemgangen hvor rygere og ikkerygere gik ud eller kom tilbage fra med små krus i hænderne med vand til deres børn eller for at vaske frugt eller ganske enkelt for at gå på toilettet, hvis dør smækkede efter døren ud til mellemgangen, til lyden af alle disse døres klapren og smækken, til denne slingren fra side til side som hele tiden fik teksten til at glide ud til den ene eller den anden side, alt imens jeg indsnusede lugten af kul og lokomotiver som for længst var forsvundet, mens lugten af dem af en eller anden grund blev hængende?
De indkvarterede sig i et værelse hos Mme Zimmermann, en høj, mager schweizerinde, men allerede samme dag som de ankom, tog de et værelse på et hotel på pladsen midt i byen og besøgte straks malerimuseet, – uden for Pusjkinmuseets bygning i Moskva havde der dannet sig en enorm kø, folk blev sluppet ind i grupper, og dér, et eller andet sted på en repos mellem etagerne, hang “Den sixtinske Madonna”, og under hende stod en militsmand, – mange år senere udstilledes i det samme museum Leonardos “Mona Lisa”, bag dobbelt, skudsikkert glas og i særlig belysning, – køen af besøgende “med forbindelser” nærmede sig bugtende billedet, eller rettere panserglasset, hvor billedet af madonnaen og landskabet i baggrunden befandt sig, som et balsameret lig i en sarkofag, og Madonnas smil havde virkelig været virkeligt gådefuldt, eller måske skyldtes indtrykket bare den måde det almindeligvis blev beskrevet på, og ved siden af billedet stod der yderligere en militsmand som skyndede på køen, taktfuldt eftersom den formentlig bestod af fagfolk eller særligt indbudte, og sagde: “De må gå videre De må gå videre”, – ud for billedet bestræbte folk sig på at sætte tempoet ned og gik så videre, sluttede sig til køen idet de vendte sig om og blev ved med at se på billedet, vred hovedet næsten hundred firs grader så de var ved at brække halsen, – Den sixtinske Madonna hang på vægfladen mellem to vinduer så lyset faldt ind fra siden, dertil kom at det var gråvejr – der lå ligesom et tågeslør over billedet. Madonna svævede oppe i skyerne der virkede som en æterisk søm på hendes kjole, eller også smeltede de bare sammen med den, – og forneden til venstre sås en underdanigt bedende apostel med seks fingre – jeg talte dem selv, der var virkelig seks, – der hænger et fotografi af dette billede, som Dostojevskij havde fået i fødselsdagsgave mange år efter rejsen til Dresden, ganske kort tid før sin død, fordi det blev anset for hans yndlingsbillede, skønt hans yndlingsbillede nok var Holbein den Yngres “Den døde Kristus”, men altså: der hænger et fotografi i træramme af Rafaels “Madonna” i Dostojevskijmuseet, oven over den lædersofa som Dostojevskij døde på, – den æteriske Madonna holder et lige så æterisk svøbelsesbarn på skrå, i halvt opret stilling som om hun skal til at give det bryst, sådan som en sigøjnerkvinde gør det, i fuld offentlighed, men med et uudgrundeligt ansigtsudtryk ligesom hos Mona Lisa, – og det samme fotografi, blot mindre og sikkert af ringere kvalitet fordi det er fremstillet i vor tid, står, ligesom skødesløst anbragt, bag glasset i min tantes bogskab.

Forside i høj opløsning

DIE ZEIT: ZÄRTLICH, MIT WUCHT (anmeldelse af En sommmer i Baden-Baden)
Eine Entdeckung: Der amerikanische Arzt Leonid Zypkin schrieb ein einziges Buch – und es ist herrlich. LÆS MERE!

DAGBLADET: ET MESTERVERK OM DOSTOJEVSKIJ (Norsk anmeldelse af En sommmer i Baden-Baden)
En bortgjemt perle skrevet av skjebnetung forfatter. LÆS MERE!