Lena Andersson - Brugstyveri bogomslag

Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed

Lena Andersson - Brugstyveri bogomslagOversat af Anne Marie Têtevide

2014. 192 sider. 250 kr.

Brugstyveri er beretningen om et uagtsomt kærlighedsforhold. Om hvor blind man kan være når man bliver udsat for en stormende passion, og hvor langt vi vil gå i håb om at blive elsket. Banal som lærestykke, storslået i sin fuldkomne hengivenhed.

Ester Nilsson er digter, essayist og et selvstændigt og fornuftigt menneske som lever i et fredsommeligt forhold. En dag får hun en opfordring til at holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask som Ester længe har været fascineret af. Da hun holder foredraget sidder kunstneren selv blandt publikum. Han er fuldstændig henført, og fra det øjeblik bliver en altoverskyggende længsel efter Hugo det absolutte omdrejningspunkt i Esters tilværelse.

VINDER AF AUGUSTPRISEN 2013
SOLGT I 200.000 EKSEMPLARER I SVERIGE

»Vinderen af Augustprisen er et mesterligt studie i forelskelsens væsen.«
– Aftenposten

DKK200.00

Produktbeskrivelse

VINDER AF AUGUSTPRISEN 2013
Juryens udtalelse: »Brugstyveri er et tidløst drama om lidenskab og magt, frihed og fornuft, som forfatteren ikke bare iscenesætter, men dissekerer. Med en underspillet humor og et skarpt blik blotlægger Lena Andersson forelskelsens systematiske selvbedrag.«

Udvalg af internationale anmeldelser:
»Lena Andersson har skrevet en lysende, knivskarp roman om kærlighed. Hun er ubarmhjertig i sit klarsyn og viser hvordan vi lyver for os selv i vor stræben efter at blive elsket.«
– Aftonbladet

»Jeg læste den i et stræk, så begejstret som man kun kan være når en roman rammer helt rent … Det er forfærdeligt, men også forfærdelig morsomt, en glasklar redegørelse for håbets lyst og sjælens ubodelige ensomhed som Lena Andersson har fundet en perfekt form for … Lena Anderssons virkelige gennembrud som romanforfatter.«
– Svenska Dagbladet

»Jeg tror ikke jeg har gjort så mange anmærkninger margin siden jeg læste Stendahl Om kærligheden.«
– Dagens Nyheter

»Infame karakteristikker og skarpe tankerækker afløses af pludselig poesi. Det giver bogen et stort spænd og gør den til en svir at læse.«
– Dagbladet


Bøger af Lena Andersson

Anmeldelser

SKARPT, HUMORISTISK OG UBARMHJERTIGT
Roman om forelskelsens væsen, der totalt blotlægger det forelskede menneskes higen efter kærlighed. Skarpt, humoristisk og ubarmhjertigt.
Sprogligt er Brugstyveri en udsøgt fornøjelse at læse. Lena Anderssons sprog er kort og præcist og alligevel smukt og poetisk. Hun formår med få ord at beskrive følelser og stemninger, så man i den grad føler sig ramt: »Hugo fulgte aldrig op på det Ester sagde. Ester fulgte altid op på det Hugo sagde. Ingen af dem var rigtigt interesserede i hende, men begge var interesserede i ham.«
Lena Andersson er skarp og ubarmhjertig, og samtidig kan man ikke lade være med ind imellem at trække på smilebåndet, for blotlæggelsen af forelskelsens hærgende kraft er nådesløs.
Pernille Lisborg, Litteratursiden

RAMMENDE OG INTERESSANT OM FORELSKELSEN
Brugstyveri er en studie i forelskelsens væsen. Den deler en skarp og ofte ironisk bevidsthed bevidst med sin hovedperson, og der er masser af slående og morsomme beskrivelser af forholdet mellem det umage par. Iøjnefaldende metaforer veksler med moralfilosofiske begreber, men uden at kamme over i hverken sød poesi eller filosofisk abstraktion. Romanen bringer temaer som ansvar, skyldfølelse og ære i spil, og den konfronterer etikken med æstetikken og forelskelsen på en overbevisende måde. Ikke siden jeg læste Christina Hesselholdts roman Du, mit du (2003) har jeg læst noget så rammende og interessant om forelskelsen.
Lars Handesten, Kristeligt Dagblad

KRYSTALLINSK KLARHED ★★★★★
I Brugstyveri skriver Lena Andersson med krystallinsk klarhed om, hvordan ugengældt kærlighed æder sjæl, fornuft og værdighed.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

MORSOM, PRÆCIS OG SKARP
Love hurts. Lena Anderssons forfriskende, intellektuelle kærlighedsroman vandt den svenske Augustpris i 2013. Det forstår man godt. (-) I det hele taget er Lena Andersson meget morsom, præcis og skarpt registrerende i denne anbefalelsesværdige roman, hvor beskrivelsen af forelskelsen og den elskede får et tiltrængt reality-tjek. God fornøjelse!
Nanna Goul, Weekendavisen

UBARMHJERTIG KOMIK OG SKARP INDSIGT ★★★★
Svenskeren Lena Andersson skildrer fint og grumt den forelskedes blindhed. Av for den. (-) Det er et veletableret dogme for fiktionsskrivning, at showing er finere end telling. Det er bedre at vise gennem handlinger, replikker og kropssprog, hvad fiktionens personer tænker og føler, end at fortælleren med sin pegepind udpeger det for os. Brugstyveri vinder sin særligt romanessayistiske tone ved at gøre præcis det modsatte: Fortælleren fortæller – »med ødelæggende præcision« – hvordan det er fat med Ester og kærligheden i det hele taget. Det kommer der en del ubarmhjertig komik og skarp indsigt ud af.
Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

Om forfatteren

Lena Andersson

Lena Andersson (f. 1970) er forfatter, kritiker og klummeskribent i Dagens Nyheter. Hun har tidligere skrevet fire romaner og en artikelsamling. Brugstyveri tog de svenske læsere med storm og er solgt i mere end 100.000 eksemplarer i Sverige alene. Bogen er solgt til udgivelse i 13 lande, heriblandt England, Tyskland og Frankrig.

Forfatterweb om Lena Andersson

Forfatterprofil

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning

Artikler/Interviews

BABEL: INTERVIEW MED LENA ANDERSSON
Video-interview om ‘Brugstyveri – en roman om kærlighed’ fra det svenske bogprogram Babel SE MERE!

INFORMATION: AT SNYDE ØJET (anmeldelse af Brugstyveri – en roman om kærlighed)
Anmeldelse: Brugstyveri er en parodi på menneskets idealer og menneskets opførsel. Romanens essayistiske fortæller siger det sådan her: “Den afstand mellem tanke og ord, vilje og udtryk, virkelighed og uvirkelighed samt det som vokser i dette mellemrum, er hvad denne fortælling handler om.” LÆS MERE!