Klaus Lynggaard: Fluer og støv

klaus-lynggaard-fluer-og-støv2Med tegninger af Bente Hjortnæs
2012. 58 sider. 198 kr.

Fluer og støv er en smuk rejsebog med en dobbelt kærlighedshistorie. Marokkos kaotiske skønhed skildres i et heftigt, pulserende sprog; skriften er fuld af lyde, lugte og farver og bringer Marokko helt ind under huden på læseren. Den unge mand er betaget af Marokko, mens pigen hurtigt bliver træt af fluer og støv, tiggere og krøblinge, og de arabiske toiletter.

”Både prosa og lyrik i bogen er lutter charme, så let, så fin …” Politiken.

2. udgave. Rigt ill. Gelstedprisen 2012.

 

DKK198.00

Beskrivelse

Fluer og støv er en impressionistisk kærlighedshistorie og rejsenovelle fra Marokko der fortæller om mødet med en fremmedartet kultur. Fortælleren rejser sammen med sin kæreste fra by til by, besøger Rabat, Casablanca og Marrakesh. De besøger kasbaen, vandrer rundt i medinaens labyrinter, oplever det blå hav, den arabiske himmel og den store gæstfrihed.

Fluer og støv er en smuk rejsebog med en dobbelt kærlighedshistorie. Marokkos kaotiske skønhed skildres i et heftigt, pulserende sprog; skriften er fuld af lyde, lugte og farver og bringer Marokko helt ind under huden på læseren. Den unge mand er betaget af Marokko, mens pigen hurtigt bliver træt af fluer og støv, tiggere og krøblinge, og de arabiske toiletter.

UDDRAG AF ANMELDELSER (af 1. udgaven):

”Både prosa og lyrik i bogen er lutter charme, så let, så fin, så behændig. Den kan minde om en ældre dansk rejsebog, Sophus Claussens Antonius i Paris. Uskylden er stor og videbegærlig, sproget er lykkeligt sikkert, glider uden mislyd fra det poetisk veltalende til det hverdagsnære. Rejsenovellen ånder frisk ynde og en lille, dæmpet smerte. Den er vel en bagatel, men helt igennem indtagende i sin dobbelte kærlighedshistorie. Et sidste kys fra pigen, nye kys til Marokko. A kiss is still a kiss.” Bent Mohn, Politiken

”Charmerende eksotisk … et helt overdådigt malende sprog bringer Marokkos hede og støv og impressionistiske mylder af mennesker og byer, Rabat, Casablanca og Marrakesh, helt ind under huden. Det er en fin lille bog Lynggaard har begået, der viser ham som en original lyrisk prosaist, samtidig med at Lynggaard også skriver sig ind i en tradition man kender fra eksempelvis Johannes V. Jensen … eller en Elias Canettis stemmer fra Marrakesh.” Henrik Wivel, Kristeligt Dagblad

”Smuk lille rejsebog. Har man læst Klaus Lynggaards gennembrudsbog Martin og Victoria, kan man ikke lade være med at læse Fluer og støv som en foregribelse af, hvordan det siden hen gik mellem hard-rockeren Martin og burgøjserprinsessen Victoria.” Erik Skyum-Nielsen, Information


Bøger af Klaus Lynggaard

Anmeldelser

Både prosa og lyrik i bogen er lutter charme, så let, så fin, så behændig … Rejsenovellen ånder frisk ynde og en lille, dæmpet smerte. Den er vel en bagatel, men helt igennem indtagende i sin dobbelte kærlighedshistorie. Et sidste kys fra pigen, nye kys til Marokko. A kiss is still a kiss.
Bent Mohn, Politiken

Har man læst Klaus Lynggaards gennembrudsbog Martin og Victoria, kan man ikke lade være med at læseFluer og støv som en foregribelse af, hvordan det sidenhen gik mellem hard-rockeren Martin og burgøjserprinsessen Victoria.
Erik Skyum-Nielsen, Information

Utrolig underholdende og charmerende eksotisk … I et helt overdådigt, malende sprog bringes Marokkos hede og støv og impressionistiske mylder af mennesker og byer, Rabat, Casablanca og Marrakesh helt ind under huden.
Henrik Wivel, Kristeligt Dagblad

Om forfatteren

Klaus Lynggaard (f. 1956), forfatter og rockanmelder. Debuterede med digtsamlingen Vinterkrig (1981). Fik i 1986 et gennembrud med kærligheds- og generationsromanerne Martin og Victoria (1985) og Victorias år (1986). Siden lagde han det skønlitterære forfatterskab på hylden og helligede sig kritikken og essayistikken. Rockanmelder ved Information de seneste tyve år. Har udgivet flere cd’er hvor han optræder som sanger.

Forfatterweb om Klaus Lynggaard

Wikipedia om Klaus Lynggaard

Forfatterprofil

Tekstuddrag

4. november (starten)

Det er fantastisk. Marokko, oh!
Jeg sidder på et hustag, højt over Rabat og kan se til alle sider. Mod vest, havet, blåt, klart, mod syd, kongens slot, mod nord byen Salé, adskilt fra Rabat af en flod … ellers bare himmel, – himmel, sikke en himmel.
Heldet smilede endelig til os. Normal couchette fra Paris til Madrid, hvor vi spildte en dag fordi vi hverken kunne finde bokse til vores bagage eller få fat i Maria, selvom jeg syntes, at jeg så hende alle vegne. Der var mildt, med dybblå himmel og den velsignede sol … om aftenen tog vi toget videre mod Algeciras og fik det første fremmedchok.
En glad, men meget pågående fyr gik lige i flæsket på pigen, inden vi overhovedet havde sat os. Og mænd overalt, uendelige mængder arabiske mænd, lastet med vestlige goder, deriblandt et utal larmende kassettebåndoptagere; melankolsk arabisk pop alle vegne fra. Iklædt kaftaner, som de bærer over det traditionelle jakkesæt. De sorte øjne, overskæggene, Marlboro-cigaretterne, som de ustandseligt byder hinanden, det drivende syngende sprog, der så let åbner samtalen mand og mand imellem.
Vi er vantro, vi er fremmede.
Fyren hed Joel, og grunden til hans frembrusende adfærd var, at hun mindede ham om hans søster. Endnu en gentleman i kupéen, Mohammed, ellers var det vores, selvom folket kom og gik. Besøgte hinanden, snakkede, udvekslede historier og erfaringer deroppe fra.
Nat ned gennem det sydlige Spanien, isnende kulde. Joel sov på det ene sæde, Mohammed på gulvet, veninden og jeg delte det andet sæde. Sov med min jakke over hovedet, så frøs jeg ikke så meget; forstod pludselig fidusen med de der kaftaner.
Ankom udmattede til Algeciras, sultne, beskidte og mødte den arabiske køkultur, naivt uforberedte. Da bussen til havnen kørte op foran stationen, prøvede samtlige tilstedeværende at komme ind i den. På én gang.
Færgen var vel ikke meget mere end en time forsinket og himlen et studie i blåt. En blå, man hverken husker eller glemmer, og vi kiggede undrende, da dækket oversvømmedes af mænd som med ansigtet mod øst gik i knæ for deres Gud. Et sært syn efter besøget i den toldfrie kiosk.
Efter opgøret i Paris tager vi begge to, vel, mere hensyn. Ikke at det gør nogen forskel. I pludselige blikke, illuminationer, noget, der kunne ligne det tabte. Men det går over. Det hele er lige præcist så uvirkeligt som kun den såkaldte virkelighed kan være.
Tanger var et mareridt, trods stive litterære flash: Old Bull Lee, Kerouac, all that jazz. Vel gennem tolden blev vi ramt af hedens hammer, samt angrebet af 10-15 drenge, der hev og sled i os, ville have os med, både her og der. Ville overhovedet ikke med. Nogen steder. Så påstanden – “racist”. Det kan du fanme selv være, din lille neger. Kæmpede os hen mod ekspressen, der betænksomt nok var parkeret på kajen, ombølget af påtrængende, upålidelige drenge. Pandede ind i officiel, uimødekommende arrogance, blev verfet tilbage til tolden for at købe Air Condition Supplement. Og den første snigende fornemmelse af bøf. Fik vi de penge, vi vekslede, pesetas, dirham? Kostede de tillæg virkelig så meget. Åh varme, støv og fluer.
De samme drenge igen, den samme bredmavede betjent, der skræmmer dem et par meter, den samme overvindelse, slag i intet. Indtil vores ven Joel pludselig kommer til syne i en togdør, stikker en hjælpende hånd frem og på bredt marokkansk overbeviser drengene om at vi er venner, meget gode venner. Trods det følger drengene os, helt ind i toget. Fortsat ubehagelige – ubemærket giver én af dem mig et kraftigt skub i ryggen, little bastard.
I Joels kupé genser vi Mohammed, to forretningsmænd og en ung kvinde ved navn Melikka – humøret er højt blandt vores 5 medrejsende. De er alle hjemme efter deres udenlandsfærd, af hvilken karakter den så end har været. Udenfor er landskabet forandret, noget andet, som er/ikke er; solen ligger dybt over den brunrøde jord, der bakker sig i uendeligheder, med fårehyrder og maleriske landsbyer, der har losseplads i hovedgaden.
Sidde og drage dybt af en Lucky Strike, lytte til den glade uforståelighed, deres sprog. Kun Joel taler engelsk – vi har fortalt at vi er gift, spøgefuldhederne vil ingen ende tage. “Hvor mange gange kan han?” spørger de pigen. Hun kan pludselig ikke tale engelsk. Og Joel forklarer mig at Marokkos kvinder er “the honey of the world”. Jeg må prøve én, mener han og har jeg lyst, kan vi bytte koner. Det er ikke noget problem, for han har tre. Så kan jeg selv vælge.
Senere bytter vi sange. De synger én og vi synger én. Spontant snupper jeg “Johnny B. Goode”, de er helt vilde med “go, Johnny, go, go, go”. Så tager de fat på de sjofle vittigheder, hvorefter den engelske oversættelse hurtigt udebliver – vi henfalder til at betragte det natsorte landskab, der kun sjældent oplyses elektrisk. Indimellem stopper vi på en uddød station, indimellem på sporene et sted i sort.
Joel, der bor i Salé, har forelsket sig lidt i pigen, beder Melikka tage os med til Rabat – hvor vi har besluttet os til at gøre første stop – og finde et billigt hotel. Et sted i medinaen. Smager på ordet; medina. Vi tager afsked, opmuntrede af pludselig godhed.

Forside i høj opløsning