Se kurv “Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg (paperback)” er blevet tilføjet til din indkøbskurv.
Jon Kalman Stefansson - Himmerige og helvede

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede (paperback)

Jon Kalman Stefansson - Himmerige og helvedeOversat af Kim Lembek
2013. 208 sider. 129.95 kr.

En barsk, gribende og poetisk beretning om himmel og helvede på Islands vestkyst for hundrede år siden, hvor grænsen mellem liv og død er knivskarp når man er fisker og tager ud på havet i en åben båd med seks årer. Og som en stærk understrøm: poesiens kraft, selv om ordene til tider føles som rådvilde redningshold uden kompas og hverdagen er en kamp for at overleve. Første bind i en trilogi.

“Kalman har skrevet årets bog.” Frankfurter Neue Presse.

“… en litterær åbenbaring.” NDR

Himmerige og helvede er en af mine største læseoplevelser. Det er både smukt, rørende, sørgeligt og kærlighedsfuldt at læse om det fiskersamfund, han beskriver, og jeg synes, Kalman er den største nordiske forfatter nogensinde.” Alberte Winding

“Et mesterværk.” Per Olov Enquist.

DKK104.00

Produktbeskrivelse

Historien udspiller sig for mere end hundrede år siden på vestkysten af Island. Bardur og Drengen har været i Staden og lånt Miltons Det tabte paradis af den blinde kaptajn Kolbein. Nu er de tilbage i fiskerhytten på stranden hvor de bor syv mennesker sammen fire måneder om året, blandt andre bådsformand Petur, der kan minde om den onde selv, og hans kone Andrea, husbestyrerinden, som er lille og yndefuld og gør det ud for mange flasker kinesisk livseliksir.

Bardur og Drengen driver ofte Petur til vanvid med deres forbandede læseri, og da de skal ud at fiske for første gang i fjorten dage, er Bardur helt opslugt af at huske nogle linjer fra Milton og glemmer i farten sin skindanorak. Månen kommer sejlende ind i en sort himmelvåge i skyerne med et hvidt skær i sejlet, og i døren møder han Andrea. Hans hoved er fuldt af poesi og det tabte paradis, og hun siger: Åh, hvor er du smuk, min snut. Men så genlyder mørket af Peturs stemme: Er du faldet i søvn, knægt!

Klokken er tre om natten og de ror ud på havet i en åben båd med seks årer. Fire timer tager roturen og der er kun et par tynde pinde mellem dem og det dybe hav. Mens de venter på at fisken skal bide på, blæser det op. Det er marts måned, den arktiske vind er iskold og det begynder at sne. Bardur slår kuskeslag, Drengen og Bardur sætter sig over for hinanden og slår håndfladerne mod hinanden, Petur begynder at fremsige vers, først de pæne, så de slibrige, men lige meget hjælper det. Uvejret raser, vinden bider og bølgerne slår ind over båden. Den der har glemt sin skindanorak står døden nær.

Intet er mig skønt uden dig, som det hedder i digtet. Poesi er vidunderlig, men ligesom havet kan den også være livsfarlig, og den der har glemt sin skindanorak står døden nær.

Uddrag af anmeldelser:

“Kalman har skrevet årets bog.” Frankfurter Neue Presse

“… en litterær åbenbaring.” NDR 1 – Bücherwelt

”… et mesterværk.” Heilbronner Stimme

“Et must for elskere af poetisk sprogkunst.” Buchkultur

”Forfatteren har indtaget en plads blandt vores største og vigtigste forfattere.” Fréttabladid ★★★★★

”Det er en pragtfuld roman … så godt skrevet, så vidunderlig at du må lægge bogen fra dig og tænke: Wow! Dette er smuk litteratur.” Kiljan

Bogen er solgt til udgivelse i 11 lande.


Bøger af Jón Kalman Stefánsson

Anmeldelser

MESTERLIGT ★★★★★
Ligesom Bardur fortabte sig i poesiens magiske univers, fortrylles man som læser af denne romans overlegne ordkunst, så man mister tid og sted, men modsat ham ender læsningen ikke som en dødsdom. Tværtimod bliver den en invitation til at tage tilværelsen på sig i al sin ubarmhjertige skønhed og til frygtløst at blive ved med at sætte ord på den. Det er ganske enkelt mesterligt.
Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stiftstidende

GRIBENDE OG BETAGENDE
Det er gribende og betagende atter at være i Stefanssons magiske univers … Hans evne til at skildre menneskers barske liv og samtidig deres glæde over livet er enestående og kan sammenlignes med William Heinesen og Martin A. Hansen.
Helle Regitze Boesen, Litteratursiden

SKRIVER SOM EN STENHUGGER ★★★★★
Fortælleren kalder sine betragtninger over livet for redningshold, som sendes ud i håbet om at frelse mennesker fra ikke-liv og glemsel. Hans anliggende er stort og profetisk og møntet på en menneskehed, der ligegyldigt klatter livet væk. Som om døden ikke fandtes. (-) Man aner katastrofen, længe inden den finder sted, for sproget bærer varsler, og metaforerne er dobbeltbundede. Der tales om druknede fiskere, om joller på størrelse med åbne ligkister, om en lugt af morderisk vind og om unødvendigheden af at kunne svømme, når man kan bede til den almægtige Gud. (-) ”Himmerige og helvede” er en forunderlig bog, fuld af overraskende, inciterende visdom. Jón Kalman Stéfansson skriver som en stenhugger: Der er kraft i slaget og dybe mærker, hvor mejslen rammer
Henriette Bacher-Lind, Jyllands-Posten

ORDENES MAGT OG AFMAGT ★★★★★
… timerne på havet ‘i en åben ligkiste’ er skildret med en indlevelse og en sproglig kraft, der standser læserens åndedræt, men især med en episk nerve, en sans for fortællingens pulsslag, der kalder de største islandske forfatternavne frem i erindringen.
Otto Pretzmann, Nordjyske Stiftstidende

DØDEN ER EN MAGTFULD SKIDERIK
Det er lysende billeder, Stefánsson her i vinternætternes mørke og aprils gennembrydende skær giver af de mutte, hårdføre fiskere, deres diskrete, overbærende kvinder, fortrykte, farlige, lokkende, efterstræbte, indehavere af tabte eller genfundne paradiser. Erotikkens dunkelhed er den talende drivkraft under byens travle og havarerede eksistenser, der på skift er ledefigurer i en koloristisk byvandring, der ender i huset hos Geirtrud, den uudgrundelige, elegante opkomling, som fodrer ravnene og i overskydende rigdom har sans for geni. Et tidsbillede fra før de store krige og modernitetens verden, et mikrosamfund i Atlanten mellem himmel og helvede, observeret med stilfærdig litterær patos og frie forbindelser til spøgelser og overnatur i en rigt udstyret og lyrisk farvet stiltone, der retfærdiggør temaet om kunstens dødbringende og livgivende væsen i troen på bøgernes magt. Såre vellykket gengivet på dansk.
Torben Brostrøm, Information

DE ÆLDRE MÆND OG HAVET ★★★★
Det er år og dage siden, jeg har været så lang tid om at læse en bog. Islandske Jón Kalman Stefanssons roman »Himmerige og helvede« er så lyrisk fortættet og fuld af tankevækkende visdom, at man går rundt og kærtegner den lille bog fra det kvalitetsinsisterende forlag BATZER & CO, hvor man sætter en ære i at tale op til læseren. Tak. (-) Stefánssons små malerier af ord er ren nydelse. Måner kommer »langsomt sejlende ind i en sort himmelvåge i skyerne«, og kvinders mørke hår »falder som en vinge ned over den ene halvdel af ansigtet. Det er vidunderligt oversat af Kim Lebek, der er knivskarp på hver eneste af de slående vendinger og metaforer, der ligger som perler på en snor de første 100 sider.
Jens Andersen, Berlingske Tidende

NY ISLANDSK ROMAN ER POETISK SANSELIG ★★★★
Stefánssons poetiske prosa er solidt plantet i den nordatlantiske tradition. Han fortæller, fremstiller, tolker, besynger og besværger. Han skriver med en patos, vi ikke har i nutidig dansk prosalitteratur. Hans mennesker befinder sig i et jerngreb i naturens store indfatning, med havet og kulden som den store dødbringende kraft. (-) Romanen er smukt skrevet. Trøsterigt besværgende. Noget bagudvendt i sin form af pastiche, det er jeg nødt til at anføre. Oversætteren, Kim Lembek, har fanget det hele.
May Schack, Politiken

FANTASTISK, SMUK OG POETISK
Jón Kalman Stefanssons forrige roman »Sommerlys og så kommer natten« var en fantastisk læseoplevelse. Jeg havde derfor store forventninger til Jon Kalman Stefanssons nye roman Himmerige og helvede. Forventninger som til fulde er blevet indfriet. Himmerige og helvede er en fantastisk, smuk og poetisk roman om livets store spørgsmål.
Birte Røn, Dagbladet Ringkøbing-Skjern

BLÆNDENDE SMUKT
LAD os bare indrømme, at der er noget over islændingene, der stresser os: De er stærke, de er knyttet til deres historie, og de går ikke gennem livet med livrem og seler … Det er tydeligt at også Jón Kalman Stefánsson har sluttet fred med sin arv, for både naturen og personerne i romanen Himmerige og helvede emmer af klassisk sagalandskab. Forfatteren er mand for at fortælle om død, heltemod, venskab, svigefulde kvinder og naturens onde kræfter på en måde, så ekkoet fra de historiske fortællinger kan høres i baggrunden … I Jón Kalman Stefánssons univers flyder det med store følelser, og hos ham gås der ikke af vejen for at bruge magisk realisme, og hente både døde sømænd og Gud og Djævlen ind fra højre. Nok er sagaerne bund under romanen, men tag ikke fejl af stilen – distancen til fortidens litteratur er klar og bogen er en moderne, splintret og stærkt ironisk bearbejdning af de klassiske temaer. Den bør læses af alle grunde, men allermest fordi det godt nok er sjældent, en forfatter styrer sproget så blændende smukt som hér.
Iben Tandgaard, Weekendavisen

 

Om forfatteren

Jón Kalman Stefánsson

Jón Kalman Stefánsson (f. 1963) er en af Islands allerstørste forfattere. Han debuterede i 1988, har udgivet flere digtsamlinger, noveller og romaner. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange, senest i 2015 for romanen Fisk har ingen fødder.

Forfatterweb om Jón Kalman Stefánsson

Wikipedia om Jón Kalman Stefánsson

Forfatterprofil

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning

Artikler/Interviews

NORDJYSKE: UDEN TVIVL INTET LIV
Eksklusivt interview med den islandske succes- forfatter Jón Kalman Stefánsson. LÆS MERE!