Jon Fosse: Septologien II

Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.
2019. 128 sider. 200 kr.

Hovedpersonen og fortælleren, Asle, er maler, enkemand og bor i et hus i Dylgja hvor han tidligere Septologien II kopiboede sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er naboen Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin et par timers kørsel syd for Dylgja.

I andet bind af Septologien står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden. Og han tænker på barndommen. På dengang han og Søsteren gik den forbudte tur ned til Fjorden. På nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden som børn skal tage sig i agt for.

»Det gådefuldt tilbageholdende i stilen gør læsningen til en form for meditativ øvelse eller måske snarere til en slags deltagelse i en fælles bøn.« Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

»Fosses romankunst skriver alle personerne levende frem for os.« – Politiken
❤️❤️❤️❤️❤️

»Et nyt storværk af Fosse tegner sig allerede klart.« Nordjyske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

»Som hos Marcel Proust i På sporet af den tabte tid lader sansningerne erindringens nu glide mellem tidens løgringe.« – POV International

»Med original sproglig nerve skaber Jon Fosse en håndfuld ægte mennesker, man ikke kan lade være med at holde af.« – Weekendavisen

»… en særegen og dybt original fortælling.« – Litteratursiden

DKK200.00

Kategori: Tags: ,

Beskrivelse

 


Bøger af Jon Fosse

Anmeldelser

FOSSE MESTRER DET VIRTUOSE FRAVÆR AF HASTVÆRK ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”I »Det andet navn – Septologien II«, der udgør anden del af norske Jon Fosses store, endnu uafsluttede romanværk »Septologien«, går det nøjagtig lige så langsomt, som det gik i første del.
Maleren Asle vender i sin bil tilbage til huset i Dylgja – det lille sted ved den norske vestkyst, nogle timers kørsel fra Bergen -eller Bjørgvin -, hvor han bor alene efter konen, Ales´ død, og ligesom i »Det andet navn – Septologien I« er fraværet af hastværk et omhyggeligt og nærmest virtuost udviklet særpræg ved forfatterens fortællestil. Dette særpræg rammes overbevisende af de to danske oversættere, Jannie Jensen og Arild Batzer. (-)
Døden er konstant nærværende i katolikken Jon Fosses »Septologien«, og grænsen mellem liv og død krydses hele tiden, ligesom fiktion og virkelighed flyder sammen, nærmest som i en drøm, og fortid og nutid tilsyneladende er til stede på samme tid. (-)
I og mellem sætningerne taler Jon Fosses egenartede prosa med en nærmest hypnotisk effekt.
Det gådefuldt tilbageholdende i stilen gør læsningen til en form for meditativ øvelse eller måske snarere til en slags deltagelse i en fælles bøn.
Når Asle mod slutningen ligger ved siden af hunden Brage og føler sin afdøde kones tilstedeværelse, samtidig med at han tænker på sin navnebror Asle, der ligger på hospitalet, er det netop den religiøse mystiker Jon Fosse, der træder til og etablerer et åndeligt fællesskab på tværs af tid og hinsides liv og død.
Når forfatteren Jon Fosses bøger nyder en så overvældende succes lige nu, er det måske også i kraft af den særlige åndelighed, de åbner en dør til, og som tiden tilsyneladende i den grad længes efter.” – Jørgen Johansen, Berlingske

HOS FOSSE ER SELV DE DØDE LEVENDE ❤️❤️❤️❤️❤️
”I anden bog af Jon Fosses værk, som er bebudet til syv bind, krydser romanens aldrende kunstmaler ved Norges vestkyst sit tidligere jeg som et barn, der sanser farver og sætter livet på spil. Ligesom hos Knausgård får alt det små og dagligdags en livsfylde. Der er døden, og der er dagligdagen. (-)
Kunne man allerede i første bog mærke, at Asles refleksioner over hans malerkunst ligner forfatterens refleksioner over hans skrivekunst, gøres det i anden bog helt tydeligt, da Asle formulerer, hvordan han med sine billeder stræber efter at få det frem, »som snarere kan ses end siges, men ikke kun i et maleri, for det ses mindst lige så godt i digtning, i litteratur«. Det handler om at få mørket til at lyse, at få det usynlige frem i det synlige og knyttes mod slutningen til metafysiske meditationer over det usynlige menneske, som bliver ved med at være der, når det synlige menneske, legemet, er borte.
Asle kunne være død allerede da, som dreng. Han kunne være død igen i den anden historie, vi får fra barndommen, historien om dengang han hoppede ind i bilen til ‘ Skaldepanden’ trods sin viden om, at »ham skal børn tage sig i agt for«. Men vi behøver ikke beslutte os entydigt for, hvor døde eller levende personerne er. Asles elskede hustru Ales er død, men han mærker hende alligevel i sengen ved siden af sig.
Fosses romankunst skriver alle personerne levende frem for os.” – Lilian Munk Rösing, Politiken

SKALDESPANDE OG DEN FORDRUKNE BAGER ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”Septologien II Jon Fosse fortsætter beretningen om kunstmaleren Asle og hans mikroskopiske viderværdigheder i den kendte, dunkende stil, hvor alt bliver vendt og drejet, og hvor banaliteter kommer under mikroskopet og dermed vokser til sælsom størrelse.
Asle er lidt ufrivilligt blevet hundeejer og lader tankerne vandre til en fjern barndom.
Faderen var bådebygger og har en herlig diskussion med konen om gavnligheden af at holde automobil midt ude i nowhere. (-)
Fosse lægger med passende mellemrum nye ingredienser i gryden og tilsætter nænsomt det ene krydderi efter det andet.
Den norske naturmaler Lars Hertervig (1830-1902) er manden bag de malerier, der benyttes på omslaget til Fosses romaner.
De rammer præcist bogens både ekspressive og slørede stemning. Hertervigs miserable liv skildrede Jon Fosse på fremragende vis i ” Melancholia”, dansk udgave i 2003, som foregår på den sidste dag i malerens liv.
De øvrige dele af Septologien udkommer i 2020 og 2021. Et nyt storværk af Fosse tegner sig allerede klart.” – Hans Nielsen, Nordjyske

HVID STØJ PÅ LINJEN
“Sproget og stilen er stadig den, vi kender fra første del af Septologien: der er endnu ikke sat et eneste punktum i Fosses både minimalistiske og suggestive drømmeprosa, der kværner, ombygger og rokerer små brokker af liv og dialog om og om igen. Men her i andet bind får erindringsfragmenterne lov til at flyde i længere, ubrudte passager, og særligt barndomsscenen midt i bogen folder sig ud og optager plads i den gamle Asles bevidsthed. (-)
Som hos Marcel Proust i På sporet af den tabte tid lader sansningerne erindringens nu glide mellem tidens løgringe; ikke i store, detaljemættede plateauer, men som bisætninger vævet ind i åndedrættets adstadige bølgeslag. (-)
Det andet navn – Septologien II er ikke en lige så jævnt sublim læseoplevelse som sin forgænger, der bød på mange og åndeløst svævende højder, men de små fortættede optrapninger af eksistentiel uro og hverdagslig fylde, som ligger spredt i den mundrette og musikalske danske oversættelse, lader os vente i intens spænding på fortsættelsen af Jon Fosses lange forbøn for menneskelivets tusmørke.”
– Simon Lund Petersen, POV International LÆS MERE!

DRAMA PÅ LISTEFØDDER
”Der findes ingen ord eller udtryk i andet bind af Jon Fosses septologi, der i sig selv rækker ud over det mest hverdagsagtige. Alt er velkendt.
At helheden alligevel bliver forførende anderledes, skyldes den fortættede stemning, der skabes ved hjælp af gentagelser. Den samme situation beskrives igen og igen, ofte en anelse tvistet i forhold til den foregående.
Et par ord er måske ændret, eller der kan være byttet om på rækkefølgen. Lag lægges på lag, nuance på nuance, ligesom når kunstmaleren Asle, der er bogens fortæller, laver sine malerier. Først når han mener, at de kan lyse i mørke, er de færdige. (-)
Efter min anmeldelse af første bind spurgte en læser, om formen dybest set er andet end trættende krukkeri. Svaret er, at Jon Fosse med sin originale sproglige nerve har skabt nogle ægte mennesker, som man kommer til at holde af og gerne følger gennem syv bind.”
– Birte Weiss, Weekendavisen

DET ER SMÅ DRAMAER DER SKRIVES FREM I DENNE BESÆTTENDE FORTÆLLING
”Besættende fortælling om maleren Asle, der ser begivenheder fra fortiden som billeder, der skal males. I en strøm af tanker bakser han med meningen med det hele, fordi hans kone ikke er der mere. (-)
Det andet navn’ er en særegen og dybt original fortælling om maleren Asle, der ser tilbage på sit liv. Han bor alene i Dylgja, og de nærmeste venner er naboen Åsleik og galleriejeren Beyer, der bor i Bjørgvin. Her bor også den yngre Asle, der ligger og skælver og overvejer at gå ud i havet.
Både første og andet bind er skrevet som en lang strøm af tanker om Asles nuværende liv og det liv, der var. De er skrevet uden punktummer, men med fine dialoger og tanker i gentagende temaer om at male, om Gud, eksistens, venskab, alkoholisme og om tiden, der bare går.
(-) Det er de små dramaer, der skrives frem i denne besættende og enkle nordiske fortælling, der bliver som en lang bøn om kunst, tro, livet og tidens gang. Oplevelsen af før og nu er transparent og ses i billeder i lys og skygge. Langsomt får man mere at vide om Asles liv og virke. Der skulle komme i alt syv bind, så der er virkelig noget at glæde sig til.” – Anne Skov Madsen, Litteratursiden

Om forfatteren

Jon Fosse

Jon Fosse

Jon Fosse, f. 1959, har siden debuten i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens nordiske litteraturpris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.

Forfatterweb om Jon Fosse

Wikipedia om Jon Fosse

Forfatterprofil

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning