Jon Fosse - Melancholia 1-2

Jon Fosse: Melancholia Bind 1-2

Jon Fosse - Melancholia 1-2Oversat af Karsten Sand Iversen
2003. 392 sider. 349 kr.

Melancholia I-II er et hovedværk i nyere norsk og europæisk litteratur og handler om Lars Hertervig (1830-1902), lysets maler, måske det største navn i norsk malerkunst ved siden af Edvard Munch.

“SUBLIM GALSKAB. Mesterlig skildring af det melankolske sind set indefra.” Politiken

“…en romanfiktion, et sprogligt kunstværk, der bliver sin egen autonome størrelse, en kværn, der maler sine ofre, så skøn musik opstår.” Information

DKK279.20

Kategori: Tag:

Produktbeskrivelse

Melancholia I falder i tre dele. De to første skildrer to dage i Lars Hertervigs liv, den tredje en aften i forfatteren Vidmes liv.
Første del foregår i 1853 i Düsseldorf, hvor Lars Hertervig er elev ved kunstakademiet. Et af hans malerier skal bedømmes af Hans Gude, og han er bange for at hans læremester ikke kan lide det og i stedet vil råde ham til at rejse hjem til Stavanger og male døre og vægge. Han er forelsket i Helene, som spiller klaver og står der med håret løst og lyser mod ham, men han ender med at blive smidt på porten af hendes onkel. Med en kuffert i hver hånd går Lars ned på Malkasten, værtshuset hvor alle de malere der ikke kan male holder til.
Anden del foregår juleaften 1856. Lars er indlagt på Gaustad asyl, og doktor Sandberg har forbudt ham at male. Plaget af jalousi tænker han på hvad Helene og onklen foretager sig og kalder alle kvinder for ludere og ønsker alle talentløse malere udryddet.
I tredje del er handlingen rykket frem til 1991. På Nasjonalgalleriet i Oslo har forfatteren Vidme set et maleri af sin slægtning Hertervig, et maleri der har ramt noget i ham – som et glimt af noget guddommeligt, selv om det er et ord han nødig tager i sin mund. Han opsøger den lokale præst for at få svar på om kirken kan rumme hans religiøsitet, men finder ud af at den kvindelige præst er lige så utilpasset som han selv.

I Melancholia II møder læseren igen Lars Hertervig som Oline, hans aldrende storesøster, husker ham en efterårsdag i 1902, mens hendes eget liv er ved at rinde ud. For Olines krop er værkbruden. Hun lider af forstoppelse, har svært ved at holde på vandet og tilbringer en stor del af tiden på det lille hus, hvis hun da ikke nøjes med natpotten, som hun for nemheds skyld har anbragt på spisebordet. I glimt mindes hun opvæksten i en kvækerfamilie på den norske vestkyst og husker hvor egenrådig og opfarende Lars kunne være, som den gang han viste Oline sine første trækulstegninger, blandt andet en tegning af hende, for så i vrede at kaste det hele i havet. Og hvordan han ernærede sig som omvandrende brændehugger og til sidst døde på fattiggården. En dag forærede han hende et af sine klatmalerier, som hun kalder det, malet på bagsiden af etiketten fra en tobaksdåse, nu hænger det på det lille hus. Og så mærker hun at det presser på dernede, og ude på det lille hus bliver alt pludselig roligt og som gennemstrømmet af lys.

Melancholia – titlen stammer fra den diagnose Hertervig fik stillet da han var indlagt på Gaustad asyl – er en roman om Lars Hertervigs mentale rum, om sorgen og melankolien og bagsiden af lyset, om frenesien og glimt af det guddommelige. I sin besværgende og rytmiske stil, hvor temaerne gang på gang vender tilbage og sproget stræber mod det uudsigelige, fortæller Fosse læseren en medrivende historie om en person der befinder sig i grænselandet mellem klarsyn og galskab. På trods af social fornedrelse, fattigdom og isolation, skaber Hertervig noget af det bedste og mest originale i norsk malerkunst, spændende fra guldaldermalerier til naivistiske billedfantasier, af nogle stemplet som “hallucinationer”. Først posthumt kom berømmelsen.


Bøger af Jon Fosse

Anmeldelser

Sublim galskab. Mesterlig skildring af det melankolske sind set indefra.
Hvis den gamle kliché, at sproget er som musik, nogensinde passer, så er det på en prosa som i de første dele af nordmanden Jon Fosses roman … Det ene tema følger efter det andet, de smyger sig inden i og rundt om hinanden, gentages, varieres udvikles, gennemføres. Det er som Mozart, en mægtig form, der langsomt fyldes, nej, det er snarere som Beethoven … Fosses prosa har, så længe den bruges på at skildre det begavede og belastede sind indefra, en intensitet og besættelse, som er på højde med hans landsmand Hamsuns. En prosa, der er helt og holdent afhængig af en suveræn oversætter og i Karsten Sand Iversen har fundet, hvad der skal til.
Thomas Bredsdorff, Politiken

I hovedet på Hertervig
Romanen er i kraft af sin originale skrivemåde til tider enerverende, men umulig at lægge fra sig, fordi Fosses stil går under huden og nægter at slippe sin læser, før han er helt sikker på, at vi er der. I hovedet, ikke på John Malkovich, men på Hertervig, Vidme og Oline. Det er et virkeligt kunststykke.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

Maleren, hvis liv gik i fisk
Den kom 1995-96 i Norge og er nu fordansket af den uhyre sprogsikre Karsten Sand Iversen, der overfører denne nynorske, hallucinatoriske prosa til et ikke mindre musikalsk forførende indre-ydre sprog fra den norske vestlandskyst.
Jon Fosse følger givetvis de få ydre data i Lars Hertervigs sådan set handlingsløse liv, men det indre roterende tanke-, stemnings- og billedkaos tiltager sig en sådan magt, at bogen læses som en romanfiktion, et sprogligt kunstværk, der bliver sin egen autonome størrelse, en kværn, der maler sine ofre, så skøn musik opstår.
Torben Brostrøm, Information

En sindssyg maler
Jon Fosse skaber et helt særligt rum i Melancholia. Han formår at drive sproget derhen, hvor det egentlig ikke rækker, og hvor der ikke kan tales. Det er en speciel stemme, der taler, og et specielt rum der skabes. Sådan er det bare. Det er virkeligt godt.
Allan Sortkær, Vindfanget

Norsk melankoli og guddommelig skønhed
Melancholia I-II er en spændende og ganske utraditionel biografi- og kunstnerroman … Handling eller plot er langt fra Fosses drivmiddel. Romanens kraft ligger derimod i et unikt sprogarbejde. Melancholia I-II former sig som en lang tankerække, en stream-of-conscoiusness hvor evindelige gentagelser afdækker personernes indre verden … (og) fastholder læseren i et jerngreb … Og så er det en fornøjelse at læse bogen på dansk. Karsten Sand Iversen har gjort et kæmpearbejde med at oversætte til et mundret dansk.
Bodil Hohwü Nielsen, Standart

Et stærkt bud på ny norsk litteratur
VI begynder med lyset og de store landskaber og ender med mavekneb på et lille, mørkt lokum. Vi begynder med det bølgende, lyse hår ned over Helenes femtenårige nakke, fyldt med kærlighed og seksualitet af den fineste, mest eksplosive slags og ender på en galeanstalt med hysterisk onani og tvangsforestillinger om, at alle kvinder er ludere. Vi søger endog lyset gennem Jesus Kristus og finder det til allersidst – i et dødt fiskeøje.
Der er ikke så lidt sjælelig kamikaze i Jon Fosses roman om landsmanden, den store norske maler Lars Hertervigs liv (1830-1902), der nu er kommet på dansk i Karsten Sand Iversens fortræffelige oversættelse. Fosse fører os i Melancholia I-II ind i kunstnerens kaotisk, skabende univers, set gennem lysmesterens altfangende øjne og grænsepsykosens paranoiske briller. For lige bag øjnene lurer mørket, den melankoli, der bliver Hertervigs diagnose og romanens titel.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

Om forfatteren

Jon Fosse

Jon Fosse

Jon Fosse, f. 1959, har siden debuten i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens nordiske litteraturpris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.

Forfatterweb om Jon Fosse

Wikipedia om Jon Fosse

Forfatterprofil

Tekstuddrag

DE FØRSTE SIDER
Düsseldorf, eftermiddag, sent efterår 1853: jeg ligger på sengen, iført min lilla fløjlshabit, min fine fine habit og jeg vil ikke møde Hans Gude. Jeg vil ikke høre Hans Gude sige at han ikke kan lide det billede jeg maler. Jeg vil bare blive liggende på sengen. I dag orker jeg ikke at møde Hans Gude. For tænk hvis Hans Gude ikke kan lide det billede jeg maler og synes det er pinlig dårligt, synes at jeg slet ikke kan male, tænk hvis Hans Gude trækker sin tynde hånd gennem skægget og ser direkte på mig med sine smalle øjne og siger at jeg ikke kan male, at jeg ikke har noget at gøre ved Kunstakademiet i Düsseldorf, heller ikke ved noget andet kunstakademi for den sags skyld, tænk hvis Hans Gude siger at jeg aldrig kan blive kunstmaler. Jeg må ikke lade Hans Gude sige det til mig. Jeg må bare blive liggende i sengen, for i dag kommer Hans Gude hen på vores atelier, på tørreloftet hvor vi står i rækker og rader og maler, han vil gå fra billede til billede og han vil sige hvad han synes om hvert eneste billede, også mit billede vil han se på og sige noget om. Jeg vil ikke møde Hans Gude. For jeg kan male. Og Gude kan male. Og Tidemann kan male. Jeg kan male. Ingen kan male som mig, kun Gude. Og så Tidemann. Og i dag skal Gude se på mit billede, men da er jeg der ikke, da ligger jeg på min seng og ser frem for mig, på vinduet, jeg vil bare ligge på sengen i min lilla habit, den fine fine habit, jeg vil bare ligge og lytte til lydene fra gaden. Jeg vil ikke gå hen på atelieret. Jeg vil bare ligge på sengen. Jeg vil ikke møde Hans Gude. Jeg ligger på sengen, med benene over kors, jeg ligger fuldt påklædt på sengen, i min lilla fløjlshabit. Jeg ser lige frem for mig. I dag går jeg ikke hen på atelieret. Og i et af de andre værelser i lejligheden er min kære Helene, måske er hun i sit soveværelse, måske i stuen. Min kære Helene er også i denne lejlighed. Jeg bar mine kufferter ind i gangen og fru Winckelmann viste mig det værelse hun sagde jeg skulle bo i. Og hun spurgte mig om jeg syntes værelset var fint og jeg nikkede, for værelset var skam meget smukt, jeg havde skam aldrig nogen sinde før boet på så smukt et værelse. Og så stod Helene der. Helene stod der i sin hvide kjole. Med det lyse hår der bølgede skønt det var sat så stramt op, stod Helene der, med sin lille bitte mund over en lille hage, stod hun der. Og Helene stod der med sine store øjne. Helene stod og lyste mod mig med sine øjne. Min kære Helene. Jeg ligger på sengen i mit værelse og inde i lejligheden et sted går Helene rundt med sine smukke lysende øjne. Jeg ligger på sengen, lytter, måske kan jeg høre hendes skridt? Eller måske er Helene ikke i lejligheden? Og så din fandens onkel, Helene. Kan du høre mig, Helene? Den fandens hr. Winckelmann. For jeg lå jo bare på sengen, i min lilla habit af fløjl og så bankede det på døren, jeg lå på sengen, i min lilla habit og jeg nåede ikke at rejse mig før døren gik op og i døren stod hr. Winckelmann, hans sorte skæg, de sorte øjne, hans store mave der pressede mod vesten. Og hr. Winckelmann så bare på mig, sagde ikke et ord. Jeg kom ud af sengen, rejste mig op, gik ud på gulvet. Jeg gik hen mod hr. Winckelmann, rakte hånden frem mod ham, men han tog ikke imod min hånd. Jeg stod dér og rakte hånden frem mod hr. Winckelmann, men han tog ikke imod min hånd. Jeg så ned i gulvet. Og så sagde hr. Winckelmann at han var fru Winckelmanns bror, hr. Winckelmann. Og han så på mig med sine sorte øjne. Og så vendte han sig bare om og gik ud, lukkede døren efter sig. Din onkel, Helene. Jeg ligger på sengen, i min lilla fløjlshabit og jeg lytter, kan jeg høre dig? dine skridt? dit åndedræt? er jeg i stand til at høre dit åndedræt? Jeg ligger på sengen i mit værelse, fuldt påklædt, med benene over kors og jeg lytter, kan jeg høre dine skridt? er du i lejligheden? Og på natbordet ligger min pibe. Hvor er du, Helene? Jeg tager min pibe på natbordet. Jeg tænder piben. Jeg ligger på sengen, iført min habit, i min lilla fløjlshabit, og jeg bakker på min pibe. Og i dag skal Hans Gude se på det billede jeg maler, men jeg tør ikke høre hvad han har at sige, jeg må vel hellere bare blive liggende på sengen og lytte efter dig Helene. Jeg vil ikke gå ud. For nu er jeg maler. Nu er jeg maleren Lars Hertervig, student i Düsseldorf, med den kendte Hans Gude som sin lærer. Jeg lejer et værelse i Jägerhofstrasse, hos Winckelmanns. Jeg er ikke så værst. Jeg er drengen fra Stavanger, ja en dreng fra Stavanger! som nu er i Düsseldorf, hvor han skal uddanne sig til maler. Og nu har jeg jo så fine klæder, en lilla habit af fløjl, har jeg fået mig, nu er jeg maler, mig, ja mig, ja drengen, gadedrengen, kvækersønnen, fattigdrengen, malersvenden, mig, nu er jeg sendt til Tyskland, til Kunstakademiet i Düsseldorf, selveste Hans Gabriel Buchholdt Sundt har sendt mig til Tyskland, til Kunstakademiet i Düsseldorf, for at jeg, Lars Hattarvåg, skal uddanne mig til maler, til landskabsmaler. Nu er jeg student i malerkunst og selveste Hans Gude er min lærer. Og jeg kan virkelig male. Jeg kan måske ikke så meget andet, men male, det kan jeg. Jeg kan male, men næsten ingen af de andre studenter kan male. Og så kan Gude male. Og i dag skal Hans Gude se på det billede jeg maler, han skal sige om han kan lide det eller ikke lide det, hvad der er godt, hvad der er dårligt ved billedet skal han sige noget om. Og rundt om mig i atelieret vil de andre malere stå, dem der ikke kan male og de vil se på hinanden, hviske og nikke. De kan også høre hvad Gude siger. Og først står Gude der bare og mumler og siger ja og sådan og sådan ja og så siger han, mens han ser på mig med sine smalle øjne, at jeg ikke kan male, at jeg må rejse hen hvor jeg kom fra, at der ikke er nogen grund til at jeg skal blive ved med at studere til maler, for jeg kan jo slet ikke male, det kan Hans Gude vel finde på at sige. Jeg kan ikke blive landskabsmaler alligevel. Hans Gude. I dag skal Hans Gude se på det billede jeg maler. Men jeg tør ikke høre hvad Hans Gude har at sige, for hvis Hans Gude, som virkelig kan male, siger at jeg ikke kan male, så kan jeg vel ikke male. Og så må jeg bare rejse hjem igen, så må jeg blive malersvend igen. Og jeg vil jo så gerne male de smukkeste billeder, og ingen kan male som mig. For jeg kan male. Men de andre studenter, de kan ikke male. De står der bare, de nikker og griner dumt til hinanden og klukler. De kan ikke male. Jeg ligger på sengen, jeg bakker på min pibe. Og så klavermusik. Jeg hører klavermusik. Jeg hører klavermusik komme fra stuen i den store lejlighed hvor jeg lejer et værelse, jeg ligger på sengen, i min lilla fløjlshabit, den fine fine habit, jeg ligger med piben i munden, det er maleren Lars Hertervig, ikke nogen ringe mand, der ligger på sengen, og mens jeg ligger her på sengen hører jeg så klavermusik. Jeg hører klar smuk musik, jævne let skiftende bevægelser. Jeg ligger på sengen og jeg hører min kære Helene spille klaver. For det må vel være min kære Helene der spiller klaver nu. Den smukkeste klavermusik. Jeg er ikke nogen ringe mand, og nu spiller Helene klaver. Og det er mig min kære Helene spiller klaver for. For Helene Winckelmann og Lars fra Hattarvågen er jo kærester. Det har de sagt til hinanden, ja, de har sagt til hinanden at de er kærester, vi er kærester, har de sagt. Og hun, Helene Winckelmann, har vist ham sit hår. Helene Winckelmann med sine lyse blå øjne, med sit lange lyse hår, som bølger ned over hendes skuldre, når det er frit og ikke rullet op, som det gerne er, men han! men Lars fra Hattarvågen! han har set hendes hår frit! Han har set hendes øjne lyse. Han har set hendes hår bølge frit ned over skuldrene. For Helene Winckelmann har løst sit hår for ham, hun har vist ham sit frie hår. Helene Winckelmann har stået på gulvet inde i hans værelse og løst sit hår. Helene Winckelmann stod med ryggen til ham, henne ved vinduet, og så førte hun hænderne op til håret og hun løste håret. Og så faldt håret bølgende ned over hendes ryg. Og han, Lars fra Hattarvågen, han, Lars fra vågen hvor holmene ligger tæt op ad hinanden, holmene der ligner hatte, derfor hedder det Hattarvågen, derfor hedder han Hattarvågen eller Hertervig, han, Lars fra vågen hvor der er holme der ligner hatte, en våg på en lille ø langt nordude i verden, i landet Norge, han, fra en lille ø der hedder Borgøya, han, Lars Hertervig, måtte sidde i stolen i det værelse han lejer mens han er student ved Kunstakademiet i Düsseldorf og se Helene Winckelmann stå foran vinduet med håret hængende løst langt ned ad ryggen. Og så vendte Helene sig langsomt om mod ham. Og så stod Helene der og så på ham, med håret som fra midterskilningen faldt ned over det lille runde ansigt, med de blå og lyse øjne, med den lille smalle mund, den lille hage. Med øjne der lyste. Håret der faldt ned over hendes skuldre. Det lyse bølgende hår. Og så et smil om hendes mund. Og så hendes øjne, der åbnede sig mod ham. Og fra hendes øjne kom det stærkeste lys han nogen sinde har set. Lyset fra hendes øjne. Aldrig havde han vel set sådan et lys. Og så rejste han, Lars fra Hattarvågen, sig op. Og Lars fra Hattarvågen stod der, i sin lilla habit, af fløjl, han, Lars fra Hattarvågen, stod med armene hængende lige ned og han så på håret og øjnene og munden foran sig, han stod der bare, og så var det som om lyset fra hendes øjne lagde sig om ham, som en varme! nej ikke som en varme, men som et lys! ja lyset fra hendes øjne lagde sig som et lys om ham! og i det lys blev han en anden end han var, han blev ikke længere Lars fra Hattarvågen, han blev en anden, al hans uro, al hans rædsel, alt hvad han manglede og som altid var i ham som uro, alt hvad han savnede, blev som fyldt af lyset fra Helene Winckelmanns øjne og han blev rolig, blev fyldt op, og han stod der, med armene lige ned langs siden, og så, uden vilje, uden at tænke sig om, helt uden videre, gik han bare hen mod Helene Winckelmann og han forsvandt ligesom helt ind i hendes lys, i lyset der var rundt om hende, og han følte sig så rolig som han aldrig før havde følt sig, så ubegribelig rolig, følte han sig og han lægger sine arme om hende og han presser sig mod hende. Han, Lars fra Hattarvågen, står med sine arme om Helene Winckelmann og han er så rolig, fyldt af noget han ikke ved hvad er. Lars Hertervig er hos Helene Winckelmann. Og han er ikke længere sig selv, han er hos hende. Han er i noget han ikke ved hvad er. Han er hos hende. Han holder sine arme om hende, og så lægger hun sine arme om ham. Og han presser sit ansigt ned mod hendes hår, mod hendes skulder. Han står i noget han aldrig før har stået i, noget han ikke ved hvad er og han, landskabsmaleren Lars Hertervig, aner ikke hvad det er han står i, men så slår det ham, og så ved han det, så ved han at han står i noget som hans billede rækker ud efter, noget der er i hans billede, når han maler bedst, det han står i nu, ved han, for han har også før været i nærheden af det han nu står indenfor, men han har aldrig før været inde i det, som nu, hvor han, hvor maleren Lars Hertervig, står og trækker vejret gennem Helene Winckelmanns hår. Og han bliver bare stående, i hendes lys, i noget der fylder ham. Og han kan ikke huske, som han ligger der på sengen, hvor længe han blev stående med sine arme om hende, om sin kære kære Helene, men det var nok længe, måske næsten en time stod han sådan og nu ligger han på sengen, i sin lilla habit og hører den smukkeste klavermusik. Og det er min kære Helene der spiller. Og jeg, Lars fra Hattarvågen, har set Helene løse sit smukke hår, jeg har set hende stå der ved vinduet på mit værelse og jeg har set hendes lyse hår falde bølgende ned over hendes skuldre. Og jeg har set lyset fra hendes øjne. Og jeg har stået i hendes lys. Jeg gik ind i hendes lys. Jeg rejste mig fra stolen, jeg stillede mig op foran hende, jeg stod inden for hendes lys og jeg blev rolig, længe stod jeg inden for hendes lys, jeg stod der med mine arme om hende, med mit ansigt presset ind mod hendes skulder, jeg stod og trak vejret gennem hendes hår, lige indtil Helene hviskede at nu burde hun nok gå, for hendes mor kom straks tilbage, så længe stod jeg og trak vejret gennem hendes hår og jeg ligger på sengen, i min lilla fløjlshabit og jeg hører klavermusik fra stuen og det er min kære Helene der sidder og spiller. Og jeg har set dit hår, min kære Helene. Jeg har set dig stå ved vinduet og løse dit hår. Og jeg rejste mig fra stolen, jeg gik hen til dig, jeg lagde armene om dig. Jeg stod og trak vejret gennem dit hår. Og jeg hviskede i dit øre at nu er vi vel kærester? Og du hviskede i mit øre at ja, ja, nu er vi kærester. Og vi stod der. Og så hørte vi en dør blive åbnet og lukket igen. Og vi slap hinanden. Og så stod vi der, i lyset der trak sig sammen, blev borte. Dit hår blev et andet hår. Og så hørte vi skridt hen ad gangen. Og du sagde at nu kom din mor nok hjem, nu måtte du gå ud herfra, du måtte skynde dig, men først måtte du ordne dit hår sagde du og du smilede til mig. For hvis ikke du var inde i stuen kom din mor herhen, til værelset her, og bankede på døren. Du sagde at du måtte gå med det samme. Og jeg så dig gå hen mod døren, gå ud i gangen og du lukkede døren igen og jeg hørte dig gå hen ad gangen og jeg hørte dig råbe goddag mor, her, jeg er her, mor, er du allerede hjemme, råbte du. Og jeg gik hen og lagde mig på sengen. Jeg lå på sengen og jeg så hen mod vinduet, som du lige havde stået ved. Jeg så dig for mig, du stod ved vinduet. Du stod der med dit hår. Og så bankede det på døren. Og jeg nåede ikke engang at komme ud af sengen før jeg så din onkel stå i døren. Hr. Winckelmann. Hans sorte skæg, de sorte øjne. Jeg kom ud på gulvet. Han sagde sit navn, hr. Winckelmann. Jeg rakte ham min hånd, men han tog ikke imod min hånd, han vendte sig bare om, lukkede bare døren og gik. Jeg ligger på sengen, iført min lilla fløjlshabit og jeg hører den smukkeste klavermusik. Jeg hører dig spille klaver inde i stuen. Jeg er den unge norske maler Lars Hertervig, et af de største talenter i den unge norske malerkunst, det er jeg! for jeg har et stort talent. Jeg kan virkelig male. Og jeg tør ikke høre hvad Gude har at sige om det billede jeg maler. For jeg kan vel male? Jeg må vel kunne male? Er der nogen der er dygtigere end mig til at male? Måske er jeg også dygtigere til at male end Gude, og derfor vil Gude sige til mig at jeg ikke kan male? Gude vil sige til mig at jeg ikke kan male og derfor må jeg rejse hjem til Stavanger igen, jeg har ikke noget at gøre ved kunstakademiet, ikke ved dette og ikke ved noget andet kunstakademi, vil han sige, derfor, vil han sige, bør jeg hellere male døre end billeder. I dag skal Gude se på mit billede, sige hvad han mener om det, men jeg vil ikke vide hvad han mener. For Gude vil sikkert ikke kunne lide mit billede. Jeg ved det. Jeg vil ikke vide hvad Gude mener om mit billede. Jeg ligger på sengen og jeg vil ikke høre hvad Gude mener om mit billede, for nu har jeg det så godt, nu hører jeg dig min kære kære Helene spille og du spiller så smukt. Den smukkeste klavermusik. Fra stuen og ind i mit værelse kommer den smukkeste klavermusik. Jeg bakker på min pibe. Og jeg hører dig holde op med at spille, den sidste musik forsvinder som røg i luft og lys. Og jeg hører en dør blive åbnet, jeg hører skridt hen ad gangen. Og måske er det dig der kommer hen til mig? Måske kommer du hen til mig, vil vise mig dit hår? Måske vil du løse dit hår og stå ved vinduet, med håret løst og være så ufattelig smuk for mig? Eller kommer din onkel igen? Kommer din onkel for at smide mig ud? Vil din onkel nu stå dér i døren igen, med sit sorte skæg, sine sorte øjne, vil din onkel stå og se ned på mig igen? Vil din onkel banke på døren, så bare se på mig, ikke sige et ord, og så vil din onkel sige at han er hr. Winckelmann, bare det, ikke andet? Og så vil han sige at jeg må ud, at jeg ikke kan blive boende her, må se at komme ud? Jeg hører skridt hen ad gangen og skridtene er rolige, lette. Og jeg ved at det er dine skridt jeg hører komme hen ad gangen. Nu kommer dine skridt hen ad gangen. Jeg sætter mig op på sengekanten. Jeg sidder og ser hen mod døren. Jeg hører skridtene standse foran døren. Og så hører jeg det banker på døren. Jeg hører at du banker på døren, for det må jo være dig. Det kan vel ikke være andre end dig der banker på døren nu. Og jeg må sige kom ind, må sige at nu må du vel komme ind.
Kom ind! siger jeg.
Og jeg ser hen mod døren, jeg ser døren blive åbnet, langsomt åbner døren sig. Og jeg ved jo godt at nu er det dig der kommer ind til mig. Nu kommer du. Og jeg ser dit ansigt, dit lille ansigt, du står jo og ser ind på mig og du smiler til mig! og så åbner du døren mere og så dit hår der står lyst omkring dit ansigt. Dine store lyse øjne. Og der er jo noget ved dit ansigt, noget ved dine øjne. Jeg ser dig åbne døren helt, så står du i døren, i din hvide kjole. Og så ser du pludselig ned. Du ser ned, så ser du op, på mig, som jeg sidder på sengekanten. Jeg ser på dig, jeg smiler. Og du ser ikke på mig, du ser bare ned foran dig, og der er noget ved dit ansigt, ved dine øjne.
Kom nu ind, siger jeg.
Og jeg ser dig nikke. Og så lukker du døren efter dig. Og jeg ser dig stå så smuk foran den lukkede dør. Og du ser ned. Og jeg ser dig gå over gulvet, hen mod stolen. Og der er noget i dit ansigt, i dine øjne. Der er et eller andet galt. Du sætter dig ned på stolen. Og hvad er det der er i dit ansigt? I dine øjne?
Hørte du mig spille? siger du.
Ja, siger jeg.
Og igen sidder du der bare, du ser ned foran dig.
Og du spillede så smukt, siger jeg.
Beethoven, siger du.
Det var Beethoven, ja, siger jeg.
Og jeg ser på dig, du sidder så smuk på stolen og ser ned. Og jeg kan vel ikke sige at jeg aldrig havde hørt klavermusik før jeg kom i dette hus, for på Borgøya var der ikke noget klaver tror jeg, ikke i hele Stavanger by, så vidt jeg ved, jo for resten, hos Hans Gabriel Buchholdt Sundt var der nok klaver, og hos Kielland var der selvfølgelig nok også klaver, eller piano, som de vist kalder det, måske var der også klaver i mange andre huse, men jeg havde aldrig selv hørt klavermusik før jeg hørte dig spille, men det kan jeg vel ikke sige til dig som jeg sidder på sengekanten og ser ned foran mig og nu ønsker jeg nok allermest at jeg måtte se dig rejse dig op og så skal du stå der med svaj i ryggen, i din hvide kjole, og med den bløde bue i brystet, du skal stå der og så skal du løse dit hår. Og dit hår skal strømme ned over dine skuldre. Du skal stå og se skråt ned mod gulvet, og så skal jeg rejse mig, jeg skal gå hen til dig og så skal jeg lægge mine arme om dig, presse dig ind til mig, så skal jeg stå og holde dig tæt ind til mig, presse dig ind til mig, jeg skal bare stå der, presse dig ind til mig og jeg skal trække vejret gennem dit hår. Jeg skal bare stå der. Jeg skal stå og presse dig ind til mig. Og så skal du lægge dine arme om mig, og så skal vi stå der. Vi skal bare stå der. Vi skal stå rolige, stå nær hinanden, stå der i hinanden.
Der er noget jeg må sige dig, siger du.
Og vi ser på hinanden og så ser vi begge ned og nu må du bare sige mig hvad det drejer sig om.

Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Cecilie Seiness

Oversigt over internationale anmeldelser – Melancholia I

Oversigt over internationale anmeldelser – Melancholia II