Udsalg
Johan Harstad - Buzz Aldrin hvor blev du af

Johan Harstad: Buzz Aldrin, hvor blev du af?

Johan Harstad - Buzz Aldrin hvor blev du afOversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
2008. 632 sider. Indb. 299 kr.

Året er 1999. Mattias lever et stille liv som gartner. Men en dag krakelerer idyllen. Gartneriet går konkurs. Kæresten gør det forbi. Og ikke længe efter befinder hovedpersonen sig om bord på et skib til Færøerne.

“Hamsun må glæde sig i sin himmel.” Jyllands-Posten.

“Fremtidens mand i norsk litteratur.” Kristeligt Dagblad.

“Et forfattertalent, der kan række meget langt. Måske helt til Månen.” Berlingske Tidende ★★★★★

DKK240.00 DKK120.00

Produktbeskrivelse

I foråret 2005 debuterede Johan Harstad som romanforfatter med Buzz Aldrin, hvor blev du af?, som en anmelder kaldte “en månefærd af en roman … en indtrængende og underholdende fortælling – der først og fremmest handler om at overvinde tilværelsens iboende ensomhed”. En moppedreng af en roman som har sit navn fra astronauten Buzz Aldrin der i 1969 landede på månen sammen med Neil Armstrong.

Alle ved hvem Armstrong er, men Buzz Aldrin er der ingen som husker, han vil altid være den anonyme nr. to. For Mattias, der blev født den samme nat som månelandingen fandt sted, er Buzz Aldrin imidlertid idolet. Lige siden den aften i gymnasiet hvor han udklædt som Aldrin gav prøver på sin fantastiske stemme, har han ønsket at være den anonyme, den der holder sig beskedent i baggrunden.

Nu befinder vi os i 1999. Mattias lever et stille liv som gartner. Men en dag krakelerer idyllen. Gartneriet går konkurs. Kæresten gør det forbi. Og ikke længe efter befinder hovedpersonen sig om bord på et skib på vej til Færøerne, som lydmand i bandet Perkleiva. Mattias er fascineret af verdensrummet og på Færøerne finder han sin egen måne, et øde sted hvor han kan gemme sig væk. Men først får han et regulært sammenbrud og bliver reddet af psykiateren Havstein som bor sammen med tre skrøbelige unge mennesker på en nedlagt fabrik langt udenfor alfarvej. Mattias forelsker sig i en af dem og langsomt begynder han på den lange vej tilbage til menneskene, til kærligheden, og til et helt almindeligt liv. Og rejsen tilbage går via en ekspedition til en Sydhavsø med de nye venner i en selvbygget båd.

På den norske bogklubs hjemmeside fortæller Ingar Sletten Kolloen om en rejse til Dubrovnik hvor han fik Buzz Aldrin med i kufferten og hverken på flyet eller vel fremme ved Adriaterhavet kunne han løsrive sig fra romanen, ”en dybt bevægende og dygtigt fortalt og klog fortælling” om et fint og i virkeligheden tappert menneske som man ikke så let glemmer.

Buzz Aldrin, hvor blev du af? er en storslået roman om livet, døden og kærligheden. Om at være usynlig, men også om at være elsket. Om Færøerne og svensk popmusik i halvfemserne. Om havet og det at bygge en båd som skal sejle til Caribien. Om verdensrummet og Buzz Aldrin, den anonyme nr. to der landede på månen sammen med Armstrong i 1969, samme år som Mattias blev født.

Uddrag af anmeldelser:

“… simpelthen genialt … lige så poetisk som levende. Hans stil, hans sprog er så håndgribelig og rytmisk at man bare ønsker sig endnu mere.” Bücherwelt, NDR

“Buzz Aldrin er et uimodståelig eventyr med en fantastisk god fortæller.” Het Parool, Amsterdam

”Harstad efterlader ingen tvivl om at han kan skrive, og det usædvanligt godt. Bogen har et sug. Et rasende, fortvivlet, men også humoristisk sug – som du ikke vil give slip på med det første. Du vil være med, fra begyndelse til slut. (-) Er bogen for lang? Ja, selvfølgelig. Gør det noget? Nej, faktisk ikke. Harstads sprogfølelse er af de sjældne, noget som gør at 633 sider bliver en smal sag at komme gennem. Sproget er let, det ligesom hvirvler omkring på siderne når jeg bladrer – præcist, og med den største selvfølgelighed, sådan som jeg forestiller mig at støvet må have gjort omkring benene på Buzz da han tog sine første skridt på månen. Lyden af månestøv kommer nok til at blive siddende i mig længe.” Aftenposten

”Historien er sød, men for lang. Hele tiden er den for lang. Det mærkelige er at den alligevel er god: Harstad skriver så let, og han mister aldrig grebet. Gennem 640 sider med en alt for lang historie vi har hørt før, holder han stilen. Det er fandens godt gjort.” Stavanger Aftenblad

”Bogen kostede mig en søvnløs nat. Det er altid et godt tegn.” Fædrelandsvennen

”En månefærd af en roman … En indtrængende og underholdende fortælling – som først og fremmest handler om at overvinde tilværelsens iboende ensomhed. ” Dagbladet

“Udsøgt romankunst.” Klassekampen

Anmeldelser

LØSNINGEN PÅ TILVÆRELSENS GÅDE
… sproget er så træfsikkert og skåret så helt ind til benet, som ellers kun dybt erfarne – og gudsbenådede – forfattere formår at præstere … Hver en sætning er skåret til, præcis som et nyreslag og tiltrængt som et kærtegn, krydret med et billedsprog, der er ført med så sikker hånd, at det ikke behøver at sige mere, end det skal … »Buzz Aldrin – hvor blev du af?« rummer dog noget, som er endnu større end godt sprog og parentesernes store fortælling, men som hænger uløseligt sammen med det sidste. Harstad formår nemlig at give løsningen på det, der bedst kan betegnes som tilværelsens gåde, det magiske tal, som får alting til at gå op, uden at afsløre løsningen for læseren. Det er lidt som med tryllekunstneren, der trækker en champagneflaske op fra en tom cylinder. Vi ser champagneflasken, men vi ved også, at cylinderen var tom, så vi forstår ikke, hvordan det lod sige gøre. Det ved kun tryllekunstneren. Ligesom han ved, at vi først vil kunne forstå det, når vi selv ved det. Og netop denne besynderlige form for indforstået ikke-forståelse er det, der bærer romanen længere end til andenpladsen; at turde påstå, at livet kan lykkes uden at afsløre, hvordan det lader sig gøre. Som en øde ø, der får havet til at se så stort ud.
Jakob Holm, Standart

UKENDT UNDER DEN SAMME MÅNE ★★★★★
Med Buzz Aldrin, hvor blev du af? har norske Johan Harstad begået en forrygende debutroman om livet i anden række. (-) Det lykkes Johan Harstad at fortælle en dybt vedkommende historie om ensomhed, kendiskultur og stille eksistens. For nok skriver Johan Harstad langt og ordrigt – bogen er på 624 sider – men det bliver aldrig kedsommeligt eller floromvundent. Hans blæk strømmer simpelthen med en desperation, humor og poesi, som ophæver selv de mindste ansatser til tunge øjenlåg.

Det er ærligt talt ærefrygtindgydende, hvor vitalt og præcist Johan Harstad skriver på hver evig eneste side, og måske er »Buzz Aldrin, hvor blev du af?« den store samtidsroman, der indimellem sukkes efter. For selv om tiden er til »X Factor« og »Stjerne for en aften«, så afspejler Mattias jo alligevel det store flertal, som ikke drømmer stort og ikke stiler højt, men bare ønsker fred og hverdag.

Det er godt set af Johan Harstad, der er født i 1979, men turnerer sine pointer med en lyrisk kraft, som er Knut Hamsun værdig, og med en populærkulturel referencerigdom a la Douglas Coupland.

Mange andre har skrevet om en ung mands kamp for en plads i tilværelsen, og mange har gjort det over mange sider. Javel. Men faktum er, at meget få har skrevet så vibrerende, ubesværet og underholdende om dét at stå i anden række som Johan Harstad. Et forfattertalent, der kan række meget langt. Måske helt til Månen.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske Tidende

NY NORSK FORFATTERSPIRE ★★★★★
Et nærmest ustyrligt sprog, der går lige ind på lystavlen. Det er ikke uden grund, Johan Harstad sammenlignes med Hamsun.
Signe Marie Holdt, Fyens Stiftstidende

INDVARSLER ET STORT FORFATTERSKAB ★★★★
På overfladen klichéfyldt, forudsigelig og overlang norsk roman om en døsig ung mands opvågnen – men fortalt gennem et sprog, der indvarsler et stort forfatterskab … Johan Harstad har nemlig et fuldstændig unikt, på samme tid konkret og svævende, sprog … At kunne skrive sådan, at kunne fremmane en situation og opbygge rum og tid omkring den med en sådan sproglig kadence, det kan man ikke lære. Det er man født med. Harstads landsmand Knut Hamsun, der kunne det samme, må glæde sig i sin himmel, eller hvor han nu er.
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

MESTERVÆRK
… historien er fortalt med så megen sødme og charme … at Johan Harstads lille mesterværk bare skal læses – jo før jo bedre.
Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen

JOHAN HARSTAD ER FREMTIDENS MAND I NORSK LITTERATUR
I Norge har man allerede en Kjærstad, en Fløgstad og en Solstad. Nu har man også en Harstad. Med en kæmperoman på 630 sider debuterer den unge Johan Harstad som romanforfatter efter at have taget tilløb med et par novellesamlinger. Romanen, hvis titel er “Buzz Aldrin, hvor blev du af?”, er stort anlagt som en sammenbruds- og genopbygningsroman om et menneske, der foretrækker at leve i skyggen af andre og identificerer sig med Buzz Aldrin, den anden mand på månen. At romanen har fået så stort et omfang, skyldes primært forfatterens eventyrlige evne til at fantasere med og i sproget. Nok er der en komposition i romanen, men forfatteren tager sig mange friheder undervejs og dvæler ved begivenheder eller opruller livsforløb. Bogen vrimler med enkeltstående episoder og særprægede personer. Der er noget løssluppent, næsten uregerligt over fortællingen, som kan minde om en Henrik Bjelke. (-) Johan Harstad skriver dybt troværdigt om hovedpersonens psykiske sammenbrud og langsomme genopbygning på Færøerne, men det kniber med at overbevise læseren om romanens noget postulerede slutning. Den modne kærlighedslykke virker forceret og ikke nær så overbevisende som resten af denne stærkt imponerende ungdomsroman.
Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad

FLOT ROMANDEBUT
Det er en flot fortalt jeg-fortælling med meget varme og et indgående portræt af det færøske samfund … minder meget om den yngre Lars Saabye Christensen og Ingvar Ambjørnsen … En overvældende og flot romandebut om en ung mands forsøg på at træde i karakter overfor omverden.
Per Månson, DBC-lektør

MEDIUMSMENNESKET MATTIAS
I hjemlandet er Johan Harstad blevet båret på skjolde af anmelderne. Og BUZZ ALDRIN er på mange måder også en rigtig god bog og en overbevisende romandebut. Harstad er en begavet personskildrer, der virkelig formår at gøre sine figurer levende. Derudover kan han tematisere det lidet sexede begreb almindelighed, uden det bliver kedeligt, og behandle et tabuiseret emne som psykisk sygdom uden fordomme og sentimentalitet. Sproget er godt, præcist og klart. Rent formmæssigt er der nogle blærede, kompositoriske detaljer som fx et gennemløbende månetema, og ideen med at lade popgruppen Cardigans’ tekster og sangtitler indgå konsekvent romanen igennem er et virkningsfuldt greb, der trækker musikken ind som en ekstra dimension og giver et lille synæstetisk twist til naturbeskrivelser og dramatiske højdepunkter.
Anne Sæhl Sørensen, LitteraturNU.dk

Om forfatteren

harstad-johan-856x1024

Johan Harstad

Johan Harstad, f. 1979 i Stavanger, er en af de nye store talenter i norsk litteratur. Han debuterede i 2001 med tekstsamlingen Herfra blir du bare eldre og året efter kom novellesamlingen Ambulanse, en samling historier som ifølge Aftenposten ”slår gnister” og fik Fædrelandsavisens anmelder til at udbryde: ”En digter er født!”

Forfatterprofil

Tekstuddrag

1

Personen du elsker er 72,8 % vand og det har ikke regnet i flere uger. Her står jeg, midt ude i haven, med fødderne godt plantet på jorden. Jeg står bøjet over tulipanerne, handsker på hænderne, en lille havesaks mellem fingrene, det er årle morgen, april 1999, og det begynder at blive varmere, har mærket det i den senere tid, at der er ved at ske et eller andet, mærkede det da jeg stod ud af bilen i morges, i det grå daggry, da jeg åbnede lågen ind til gartneriet, luften var blevet mildere, mere rund i kanten, jeg havde endelig skiftet vinterstøvlerne ud med de blå kondisko. Jeg står ude i baghaven, ved blomster møjsommeligt plantet og dyrket side om side i bedene, i deres kasser, hele skråningen er nærmest i færd med at løfte sig som en grøn bølge, og jeg læner mig bagover, solen har været fremme et par dage, høj sol ned over mig, men nu er der kommet skyer ind fra Nordsøen et sted, Sellafieldskyerne, og solen forsvinder med korte mellemrum, først bare i nogle sekunder, efterhånden går der længere og længere tid mellem hver gang sollyset slipper gennem kumulusskyerne, jeg læner mig bagover, ansigtet vendt opad, misser med øjnene, for solen er stærk da den igen trænger gennem skylaget. Jeg venter. Står bare og venter. Og så ser jeg det, et sted deroppe, tusind, måske tre tusind fod over mig, den første dråbe der dannes og fældes, slipper taget, farer som et projektil ned mod mig, og jeg bliver stående med ansigtet vendt opad, det vil begynde at regne, om få sekunder vil det styrte ned, og det vil aldrig holde op igen, sådan vil det i hvert fald føles, som om der endelig er gået hul på ballongen, og jeg ser op, én dråbe med kurs stik mod mig, hastigheden øges, og vandet tvinges til at ændre form på grund af farten, den første dråbe falder, og jeg bliver stående til jeg mærker den rammer mig midt i panden, eksploderer ud til siden og fordeler sig i fragmenter som lander på jakken, blomsterne under mig, skoene, havehandskerne. Jeg sænker hovedet. Og så begynder det at regne.

Det er tirsdag. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan mærke det på lyset, trafikken uden for vinduerne vil flyde langsomt hele dagen, uengageret, folk kører frem og tilbage af vane, ikke af nødvendighed. Tirsdag. Ugens mest overflødige dag. En dag næsten ingen lægger mærke til blandt de andre dage. Læste det et sted, husker ikke længere hvor, men man var nået frem til at der statistisk set indgås 34 % færre aftaler på en gennemsnitstirsdag end på de øvrige dage. På verdensplan. Sådan er det bare. På den anden side holdes der mærkbart flere begravelser om tirsdagen. Det hober sig op, man kommer aldrig ovenpå.

Jeg havde en ven.
Og havde jeg ikke haft det, ville jeg aldrig være endt med at have så mange penge på lommen, været tæt på at blive kørt ned, jeg ville ikke have reddet et menneske fra havet og være blevet smidt ud fra værtshuse. Jeg ville ikke have været centimeter fra at hoppe ud fra et fjeld, ellevehundrede meter ned, jeg ville ikke have prøvet at bygge en båd, og sidst, men ikke mindst, jeg ville måske aldrig have været forsvundet.
Men jeg havde en ven.
Jørn.
Jørn spillede i et band.
Og jeg havde sagt ja. Det er nogle uger siden nu. Han havde spurgt mig en aften vi sad hjemme hos ham på Storhaug. Jørn og Roar skulle derover med deres band, Perkleiva, i slutningen af juli, sammen med et andet norsk band, The Kulta Beats fra Trondheim, de skulle spille på en eller anden festival, på Færøerne, et job de havde fået gennem Stavanger kommune, så vidt jeg forstod, Stavanger og Tórshavn var venskabsbyer, og Stavanger ville derfor give deres bidrag til fejringen af den færøske nationaldag, Olsok. Også et dansk band hvis navn jeg aldrig kunne huske var inviteret, ud over alle de færøske artister. Det var det jeg havde fået at vide. Omtrent det. Og at jeg skulle med, under påskud af at være lydmand. Egentlig var det vel Jørn der forsøgte at trække mig med, trække mig ud, vise mig de gode sider ved at afholde koncerter, spille i et band, han opgav ligesom aldrig tanken om at vi to skulle spille sammen, med mig som forsanger. Han ville så gerne have mig som forsanger. Men jeg holdt munden lukket. Officielt, over for arrangørerne, handlede forklaringen om Claus. Claus var Perkleivas’ producent, men han og hans samlever ventede barn, kunne ske når som helst, og derfor havde han meldt afbud, forståeligt nok, var mere optaget af ultra-lyd end lyden af guitarer, og jeg, jo, jeg skulle jo holde ferie, og jo, jeg havde altid godt kunnet lide at rejse, og nej, jeg havde ikke andre planer.

Og jeg kendte lidt til lyd.

Ikke fordi jeg havde nogen som helst uddannelse som lydtekniker, eller fordi jeg havde arbejdet med bands før. Men jeg har altid været skrap til det med lyd. Til at isolere lyde. Jeg kan sidde i en sofa, med en cd i stereoanlægget, og høre alle instrumenterne hver for sig. Ved ikke helt hvordan det går til, men det kan jeg altså. Guitaren, trommerne, bassen, vokalen, de bliver alle til forskellige farver inde i mit hoved, jeg kan høre at der burde være mere blåt, at der er for meget brunt, et strejf af rosa bag ved et sted, hvis man skruede op, ville det lyde bedre. Jeg kan høre hvis du bare synger en anelse falsk. Jeg har set alle udsendelserne af Kontrapunkt. Mig kan man ikke snyde.
Jeg opgav at arbejde ude i haven da det begyndte at regne, men inden jeg nåede at løfte spanden med det afskårne og den helt overflødige vandkande jeg havde taget med udenfor, var jeg gennemblødt af det kraftige regnskyl der væltede ned over mig fra skyerne, og jeg dryppede på gulvet, på fliserne i gartneriets butik, satte tulipanerne i en vase på et af de to store, gamle træborde midt i rummet og gik ind i garderoben for at komme af med den våde jakke. Jeg smed bukserne og trak i en af gartneriets kedeldragter, et par mørkeblå overalls med skinnende magnolieblomster trykt på ryggen, fra dengang ejeren fik den idé at alle ansatte skulle gå ens klædt, så vi udgjorde en serviceenhed, som han kaldte det. Og ikke mindst fordi det skulle give et bedre sammenhold. Give os en følelse af at være kolleger. Af at være et hold der løftede i flok. Sammenhold, samarbejde. Men det kom der ikke noget ud af, der var ingen som ville gå i arbejdstøj, det føltes ligesom lidt unødvendigt, vi var trods alt kun en lille virksomhed, med få ansatte. Så overallene hang derfor stadigvæk langs den ene væg i garderoben, fire styks, næsten ubrugte, fire år senere, opsmøgene på ærmer og ben var stadig tydelige. Vi gik i vores eget tøj nu. Også chefen. Han havde altid blomstrede skjorter på. Hawaii. Og han var et godt menneske, selvom han aldrig var her før langt ud på formiddagen, kunne godt lide at sove længe.

Jeg havde taget magnolieoverallen på, den strammede i skridtet og lugtede ny da jeg gik ud i butikken igen, satte mig bag disken, tændte for radioen, fandt ordrebogen frem for at se hvad jeg skulle i gang med, en tirsdag i april.

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning

Forfatterside – Gyldendal Norsk Forlag

Artikler/Interviews
UNIVERSITETSAVISA: Alarmerende god (anmeldelse af Ambulanse)

“Johan Harstad har fått strålende kritikker for sin nye novellesamling “Ambulanse”. Dermed overlevde han den vanskelige andreboka.” LÆS MERE!

STAVANGER AFTENBLAD: Mesterlig «Buzz Aldrin» (anmeldelse af tv-serien)
“Jeg så Lars von Triers «Riget» på kino, over fem timer, og etterpå ønsket jeg meg desperat fem timer til. Jeg så en sesong av «The Wire» i ett strekk. Bare søvnbehovet hindret meg i å se en til. Etter fire episoder og fire timer med tv-serien «Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet», basert på Johan Harstads roman som jeg har lest og derfor vet hvordan utvikler seg, ville jeg bare ha timevis med mer, mer!” LÆS MERE!