Joachim Førsund Jeg kunne finde hjem i blinde

Joachim Førsund: Jeg kunne finde hjem i blinde

Oversat af Jannie Jensen og Arild BatzerJoachim Førsund Jeg kunne finde hjem i blinde
2011. 246 sider. 300 kr.

Joachim Førsunds roman er et bevægende portræt af forholdet mellem en søn og hans mor og samtidig en burlesk komedie om liv og død der kan minde om Anne B. Ragdes bøger.

»Jøsses. Det er gyldne tider for norsk litteratur. Det bekræfter det nye talent Joachim Førsund med sin flyvende og sørgmuntre debut.« Nanna Goul, Weekendavisen

»En helstøbt læseoplevelse.« Litteratursiden

DKK240.00

Produktbeskrivelse

Advokaten Finn rejser med toget tilbage til byen hvor han voksede op for at begrave sin mor. På stationen står hans indesluttede bror og venter. I barndomshjemmet sidder faren med sin unge kinesiske kone og laver ingenting. Og i sygehuskapellet står barndomsvennen Freddy iført jakkesæt og gummihandsker og gør hans afdøde mor klar til fremvisning. Finn føler at det var ham der kendte moren bedst. Men ved Finn hvordan og hvorfor hun døde? Og hvordan hendes liv har været?

UDDRAG AF NORSKE ANMELDELSER:

”Vemodig og smuk … En usædvanlig god debut …  Joachim Førsunds form er antydningens kunst. Her er alt overflødigt skrællet væk … Grundtonen i bogen er sårbar vemod, men ikke uden indslag af mild humor … Med denne debutroman knytter der sig betydelige forventninger til Joachim Førsunds litterære udvikling.” TØNSBERG BLAD

”Usædvanlig god … Han har en underliggende sorg i sproget … en fin roman som også har noget gådefuldt over sig.” DAGBLADET

”En vittig, men alvorlig roman, med et godt sprog og et fint drive.” KULTURTIPSET

”Det er et veritabelt kunststykke … spændende og morsom fra første til sidste side. Det skyldes først og fremmest forfatterens gode sprogøre, sikre stilsans og evne til at koge skildringer og dialoger ned til det essentielle … en usædvanlig præcis og varm menneskeskildring, og en opsigtsvækkende velskabt og lovende romandebut.”
KNUT FALDBAKKEN, VG

”Imponerende effektiv familieroman … Joachim Førsund holder sig til et lille og overskueligt persongalleri i denne frydefuldt letlæste, sprogligt sprudlende og boblende debutroman. Den er morsom, den er grotesk, den bevæger sig over i den reneste slapstick … Hele tonen i Jeg kunne finde hjem i blinde er saglig, cool og laid back, hårdkogt nøgen … Vi vil have mere Joachim Førsund.” STAVANGER AFTENBLAD


Bøger af Joachim Førsund 

Anmeldelser

Jøsses. Det er gyldne tider for norsk litteratur. Det bekræfter det nye talent Joachim Førsund med sin flyvende og sørgmuntre debut.
Nanna Goul, Weekendavisen

LITTERATURSIDEN ANBEFALER
Jeg kunne finde hjem i mørke er en roman om en mand, som har svært ved livet, han kan ikke engagere sig, og det er kun moderen har haft et tæt forhold til, så hendes død kaster ham ud i eksistentiel krise. Det er et evigt aktuelt tema, som vi har læst før, men Joachim Førsunds sprog gør bogen til en helstøbt læseoplevelse. (-) Det er nærliggende at sammenligne Førsund ikke blot med Anne B. Ragde, hvis romaner også handler om de svære familieforhold (og en bedemand), men også med Per Pettersson og Karl Ove Knausgaard. LÆS MERE!
Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden

Den forfjamskede bedemandshjælper
Udenomsvæsenet i eksistensens store spørgsmål om livet, kærligheden og døden er taget op til nærgående betragtning og forstørret op til personernes blanding af forfjamskelse og smålighed i en lunerig og ganske elegant komposition af den knap 40-årige forfatter, der hermed også har skabt gode læserforventninger. Jo, da! LÆS MERE!
Torben Brostrøm, Information

Halløj i bedemandsbutikken ★★★★
Melankoli, barokke optrin og sort humor er en fast bestanddel i udgivelsesprofilen hos Batzer & Co., og denne underholdende norske romandebut fra 2009 er heldigvis ingen undtagelse. (-) Alt, hvad der kan gå galt, går galt; men det ender ikke i den rene komik, for det bliver til en fin historie om nødvendigheden af at vise døden uærbødighed og være loyal over for menneskelige relationer, hvor skrøbelige de end er. Alt i alt en letlæst og morsom roman, der ikke desto mindre har noget på hjerte.
Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stiftstidende

OG SÅ EN TÅR KAFFE
… Joachim Førsunds debut-roman, der i hæsblæsende slowmotion gennemgår familiens historie. Stilsikkert slalomer Førsund ud og ind mellem nutid og fortid og hvirvler fortællingen op med absurde indfald og groteske banaliteter. Og det hele skylles ned med oceaniske mængder kaffe.
Sproget er befriende enkelt.
Sammenligning med Helle Helle ligger ligefor.
George Hilton, Ekstrabladet

Om forfatteren

joachim førsund

Joachim Førsund

Joachim Førsund er født i 1971 i Norge. Jeg kunne finde hjem i blinde (2009) er hans debutroman. Den fik mange roser af anmelderne, blev nomineret til P2-lytternes romanpris i Norge og kåret som årets debut af Dagbladet.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

1. KAPITEL

Når det regnede rigtig meget om sommeren, i hvert fald når det var over tyve grader, tog hun en campingstol med ud på pladsen foran garagen og satte sig. Hun havde badedragt på, og så sad hun bare der med lukkede øjne, og i løbet af nogle få minutter var hun sjaskvåd. Det så sikkert sygt ud for dem der fik øje på hende ude fra vejen, men han var så vant til det. Han blev ikke engang flov. Som barn blev han ellers tit flov, men han blev ikke flov over det her. Han så på hende fra badeværelsesvinduet på første sal – hvordan hun kom ud med en campingstol i den ene hånd og et glas eau de vie og Pommac i den anden. Hvordan hun gik nogle skridt hen mod garageporten og stoppede op og lod regnen styrte ned over sig. Hun lagde hovedet bagover og smilede. Han kunne huske hvordan den lyseblå badedragt blev mørkere og mørkere når regnvandet trak ind i stoffet, og han kunne huske hvordan dråberne slog som hagl mod hendes pande; de sprang tilbage og glimtede som små diamanter, og jo mere det regnede, jo mere smilede hun. Hun stoppede altid det samme sted, midt ude på asfalten, et par meter fra garageporten og måske fire meter fra hegnet ind til naboen. Så satte hun glasset fra sig på jorden og slog campingstolen ud. Hun satte sig ned, bøjede sig frem og ned og løftede glasset op til munden. Hun tog en lille tår og lagde begge arme på de hvide armlæn af plastic. Han kunne huske hvordan hun holdt glasset, løst, drejede det mellem fingrene, lagde hovedet bagover og hyggede sig, og hver eneste gang skete det samme: Hans far opdagede hende fra køkkenvinduet eller måske fra det lille glughul i vaskekælderen og så kom han ud efter hende og sagde: Hvad tror du ikke folk tænker om os når du sidder sådan. Han så sig omkring, så op på naboernes vinduer og på genboernes, og så svarede hun: Om os? Hun var helt rolig, hun smilede endda, mens han stod som en spændt fjeder over hende og var mere fortvivlet end vred. Kan du i det mindste ikke sætte dig om i baghaven, sagde han. Det er regnens plasken mod asfalten jeg holder af, sagde hun. Hendes hår klistrede til hovedet og regnen løb ned i hendes brune drink og faren krummede sig sammen og holdt armen over hovedet for ikke at blive våd og til sidst løb han ind igen mens han rystede på hovedet. Han smækkede med døren så hele huset rystede, men Finn rørte sig ikke. Han sad bare og så på sin mor, og af og til kiggede hun op mod badeværelsesvinduet og smilede.

Han lod hovedet falde bagover i sædet. Der var noget ved det at køre på første klasse som fik ham til at slappe af, tankerne begyndte på en eller anden uforklarlig måde at sortere sig selv. Det kostede 75 kroner ekstra, men til gengæld virkede livet lidt mindre kompliceret når han sad der. Du havde et problem, og så løste du det på den måde. Du havde en klump i maven på grund af et eller andet, men så forsvandt den fordi det uløselige pludselig slet ikke virkede uløseligt. Han holdt et papkrus med kaffe mellem hænderne og lænede tindingen mod ruden. Udenfor flimrede de gråbrune marker og sorte skovstykker forbi uden at skille sig ud fra hinanden. Han sad med ryggen til køreretningen. Han foretrak at sidde sådan. Han slap for at møde passagerernes blik når de trådte ind, og desuden føltes det bedre at rette blikket mod det han rejste fra end det han rejste mod. Med pegefingeren løsnede han slipseknuden. Løftede kaffekoppen og holdt det varme pap ind til munden. Hans hænder rystede. Ikke meget, det var sikkert ikke synligt for andre, og rystelserne holdt op når han pressede kruset let mod læberne.

Han sagde det til sin mor engang, at han altid følte sig så klog når han kørte i tog, ikke rigtig klog, men forbigående klog, og hun sagde at hun havde det på samme måde. Jeg ved lige hvad jeg skal gøre ved mine problemer, sagde hun, jeg ved nøjagtig hvordan jeg skal løse dem! Det hele virker så utrolig nemt! Hun smilede da hun sagde det, kneb øjnene sammen og smilede med hele overkroppen. Men, sagde hans mor, det underlige er at alle de klare tanker forsvinder når man står af på stationen. Så er de pist væk, der er ikke en eneste god idé tilbage! Moren lo og slog sig på lårene og Finn nikkede ihærdigt. Har du det også sådan, sagde hun. Ja, sagde han, og så lo de. Folk sagde at de lo på samme måde, de lænede sig forover, øjnene forsvandt i et mylder af smilerynker, og de lo uden lyd. Han smilede da han tænkte på det. Blev fjern i blikket og smilede og rullede det bløde papkrus over læberne. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Kaffen var varm, glohed. Han måtte slubre, så varm var den. Den blev ligesom heller ikke koldere. Han satte koppen fra sig i den lille forsænkning i bordet foran sig. Han trak vejret tungt. Ida plejede altid at spørge hvad der var i vejen når han trak vejret på den måde, og for det meste løj han og sagde at der ikke var noget. Han samlede tomlen og pegefingeren om den lille hudfold øverst på næseryggen og klemte til. Mor har nok haft større problemer end jeg i tidens løb, tænkte han. Da han tænkte det var han lige ved at græde, hans hjerte blev tungt i brystet, og han fik lyst til at græde. Han kiggede på de andre. De havde nok i deres eget. Folk snakkede ikke sammen på første klasse. De trak også vejret tungt, men de talte ikke sammen. Det var sikkert derfor de sad her: for at slippe for det. For 75 kroner kunne du være sikker på at der ikke var nogen der talte til dig. Folk satte sig bare ned og læste avis eller talte i mobil eller skrev på den bærbare. De lod sig ikke mærke med noget. Han sank en gang. Han mærkede at han ikke ville græde alligevel, i hvert fald ikke nu. Det begyndte at lysne. Vognen gyngede fra side til side, og han blev søvnig, ligesom børn bliver søvnige når de får en tur i barnevognen. Han mærkede at øjenlågene begyndte at glide i, men han vidste at han ikke ville falde i søvn. Han kunne måske blunde lidt, men han faldt aldrig i søvn. Han havde siddet her hundredvis af gange. Omstændighederne var anderledes nu, selvfølgelig, men alligevel. Han havde siddet her hundredvis af gange; han havde lagt sædet tilbage, trukket det grå plasticgardin ned og lukket øjnene. Men han var aldrig faldet i søvn. Toget krængede til den ene side. Han havde sat papkruset fra sig på bordet, og nu var det på vej ud over kanten. Finn fulgte det med øjnene, og lige før det vippede ud over kanten, standsede han det med hånden, drak den sidste tår og krøllede kruset sammen til en bold. Toget kørte parallelt med motorvejen, i skovbrynet på den vestlige side, og det var sandt hvad de sagde: toget var hurtigere end bilerne, i hvert fald de biler der overholdt fartgrænsen. Han tænkte på sin mor. Nogle gange ringede hun bare og græd. Hun sagde hej Finn, hvordan går det med dig og Ida, det er længe siden, og så blev hun stille og en hiksten og små klynk var det eneste der slap igennem. Gud ved hvor hun er nu? I et kølerum? Med en seddel rundt om tåen. Han gned hænderne hårdt mod ansigtet. Ida plejede at sige at han af og til gned så hårdt at det så ud som om han øvede vold mod sig selv. Han vidste godt hvordan de så ud, hendes fødder. De stak næsten lige ud til siden, ligesom Charlie Chaplins. Og så var de smalle, som fødderne på en lille pige. Tæerne var tynde og lange, og otte af dem lå som de skulle. Men storetæerne lænede sig op ad de andre tæer, som den yderste bog i en bogreol med alt for god plads. Man skulle tro hun var en gammel danser, tænkte han; gamle dansere havde fødder der stak lige ud til siden, men det var hun ikke. Han havde set hende stå og synge ved pladespilleren med en drink i hånden, han havde set hende svinge drinken i takt til musikken, så det skvulpede over, men han havde aldrig set hende danse. Ida ringede. Han rejste sig og gik ud i gangen til kaffemaskinen. Han ventede til den automatiske skydedør lukkede sig bag ham, og så svarede han og fortalte hvad der var sket. Han kunne høre hende sukke. At hun blev oprigtig fortvivlet på hans vegne. Han sagde at det gik godt. At der ikke var grund til bekymring. Hun spurgte hvorfor han ikke havde sagt noget, hun ville jo gerne være der for ham, det var jo i den slags situationer man havde brug for sin kæreste og bla-bla-bla. Han sagde at han ikke ville vække hende med den besked. Det ville have været topmålet af egoisme at vække dig med den besked, sagde han. Skulle jeg vække dig, fortælle at mor er død, og så bare rejse og lade dig ligge der alene? Nej, du har måske ret, sagde hun. Hun spurgte hvordan det gik. Han sagde det gik fint. Nu skulle han under alle omstændigheder ordne en masse praktiske ting sammen med Tore.
– De fandt hende vist tidligt i morges, sagde han.
– Hun lå bare i sengen, sagde han.
– Viceværten, sagde han.
– Jeg ved det ikke, men det var vist ikke unormalt, sagde han.
– Et ildebefindende, siger de, sagde han.
Han trak vejret dybt, men pustede langsomt ud så Ida ikke skulle høre det. Han sagde at det var lidt mærkeligt at stå her i toget og snakke om det. Han tænkte at de sikkert allerede havde ringet fra arbejdet. Ringet til hende og spurgt hvor han var. Ringet og sagt at de havde nogle spørgsmål som det var meget vigtigt at han svarede på. Han prøvede at afslutte samtalen før hun nåede at sige at de havde ringet fra hans arbejde. Han ville sige farvel og slukke mobilen før hun begyndte at spørge om hvorfor dem fra hans arbejde nu ringede til hende. Hvad var det der var så vigtigt at det ikke kunne vente, ville hun sige. Hvorfor ringede de til hende og ikke til ham? Den slags spørgsmål ville han gerne slippe for at svare på. Hun ville flippe helt ud hvis hun vidste hvad det drejede sig om. Hvad med dit og hvad med dat ville hun sige. Har du gjort noget ulovligt, eller hvad? Sig at det beror på en misforståelse, ville hun sige. Finn, sig at beskyldningerne ikke er sande, Finn, sig nu noget!
– Jeg ringer til dig senere, sagde han. – Når jeg har talt med Tore. Hun trak vejret stødvis. Hun spurgte om han havde talt med nogen på hans arbejde. Hun sagde de havde ringet flere gange. Finn sagde ja ja, det ved jeg godt, de forstår vel at jeg må tage mig af en ting ad gangen. Hun sagde ja. Hun spurgte ikke mere til arbejdet. Hun var helt rolig, alt taget i betragtning. Han sagde farvel. Jeg elsker dig, sagde hun. Elsker også dig, sagde Finn.

Forfatterportræt i høj opløsning

Forside i høj opløsning