Udsalg
Jan Jakob Tønseth Hilmar Iversens ensomhed

Jan Jakob Tønseth: Hilmar Iversens ensomhed

Oversat af Karsten Sand Iversen
2004. 256 sider. 299 kr.

Hilmar Iversen er en belæst mand, han kan sin bibel og sin Marx. Han er kommunist, men mest at alt minder han om en tragikomisk antihelt som han drager af sted til den span­ske bor­gerkrig. Nu er hans krig forbi, såret af en vild­faren kugle fra si­ne egne indser han at dette er begyndelsen til det definitive sammenbrud. ”En fabelagtigt husket beretning … som jeg ikke kan huske at have læst magen til siden Remarques berømmelige ‘Intet nyt fra Vestfronten’.” Carsten Clante, DR

DKK239.20 DKK80.00

Produktbeskrivelse

Hilmar Iversens ensomhed er fortællingen om et desillusioneret menneske der i 1953 – 44 år gammel – finder sin gamle dagbog frem og ser tilbage på sine ”ulykker”. Hilmar Iversen er en ensom arbejdsløs akademiker der henslæber en grå tilværelse i 1930’ernes Oslo som arkivar i kommunistpartiet, indtil han en dag bliver tilskyndet til at melde sig på Folkefrontens side i den spanske borgerkrig. Her oplever han krigens gru og brutalitet og meningsløshed – ligesom George Orwell og Arturo Barea har skild­ret den spanske borgerkrig i deres bøger. Man hører om livet i skyttegravene, om støvet, tørsten og heden, som kan tage livet af de fleste – hvis ikke en vildfaren kugle gør det. Om den dag Nordahl Grieg kommer på besøg og læser op af sine digte og forærer Hilmar Iversen sin trøje. Om den interne splittelse mellem kommunister og anarkister, for Moskva-processerne fandt også sted i Barcelona, som Hilmar Iversen skriver i sin dagbog.

Romanen begynder med den scene hvor krigen er forbi for Hilmar Iversens vedkommende, en vildfaren kugle – som stammer fra hans egne – har reddet hans liv og sendt ham først på hospitalet, dernæst hjem til Norge. Og hans dissektion af krigen er sylespids og uden bedøvelsesmidler: ”I har hørt at i den krig var der ingen forskel på folk, at det var en krig for frihed. Men jeg siger jer: At være med i den krig var som at gå frivilligt i fængsel. I den krig var halvdelen af os dissidenter. De blev sendt ud i krig uden våben og udstyr. Jeg siger det lige ud. De blev likvideret af deres egne.” I en krig er alle tabere.

Hilmar Iversen er en tragikomisk antihelt og kommunist, men en ensom og ikke særlig rødglødende af slagsen, og det Jan Jakob Tønseths roman hand­ler om er denne kommunists nagende tvivl. Antihelten Hilmar Iversen bliver så at sige et levende vidnesbyrd om kom­mu­nismens historie og indre fraktionsstridigheder – og endelige fald. Og Tønseth formår at fortælle den historie med stor indsigt – og megen humor. Man kan mærke at der er en poet på spil, én som behersker sine virkemidler og kan skrive så det er en fryd.

Uddrag af de norske anmeldelser:
”Ny stor romanforfatter.” Arbeiderbladet ★★★★★★
”En romandebut af de sjældne.” VG ★★★★★★
”Det som måske imponerer mest er den gennemarbejdede sprogføring … men frem for alt de virtuose taktomslag i tekstforløbet. Afslutningen er blændende og kompromisløs, et fortælleteknisk øksehug.” Aftenposten


Bøger af Jan Jakob Tønseth

Anmeldelser

EN ANTIHELT
Midt i sin tragikomik indeholder romanen rystende skildringer af krigens gru og brutalitet … Det er en mesterlig roman om en ensom mand.
Jannik Lunn, Bogmarkedet

EN OPRØRER UDEN ILLUSIONER
Det er lidt af et kunststykke, ja, ordentlig kunst fra forfatterens side, at balancere den forfærdende alvor med komikken i Hilmar Iversens forknytte, pertentlige prosa … Det er en krydret ret, Tønseth har serveret i den menneskelige elendighed, på en gang saftig og tør. Hilmar Iversen er en lille figur i et stort spil, som stadig ikke er mentalt afsluttet. Han sidder rugende i sin kælder, erkender sin tilbagetrækning … Vi kommer til at følge ham i de næste bind, hvor han henter reserver frem til en pseudolykkelig lille familietilværelse. Klokkerne kommer til at ringe på ny.
Torben Brostrøm, Information

Aldeles fremragende … nådeløs og hudløs … en fabelagtigt husket beretning fra denne Hilmar Iversen. Om sult og tørst, blod og sved, svigt og kammeratskab som jeg ikke kan huske at have læst magen til siden Remarques berømmelige “Intet nyt fra Vestfronten”. Hvordan i alverden har Jan Jakob Tønseth båret sig ad? Jeg synes jeg skal tilføje at forfatteren blev født 9 år efter afslutningen af den spanske borgerkrig.
Carsten Clante, DR

Tønseth fortæller, med Hilmar som talerør, i et enkelt og stærkt sprog om den omskiftelige og forvirrende tid, så forventningerne til de næste to bind om Hilmar er store.
Karen Just, DBC-lektør

NO PASARÁN
Hilmar fortæller med fint fokus på de skæve, afslørende detaljer. Den resignerende og nøgterne efterkrigstone er ramt perfekt, og borgerkrigens dagligdag, paradokser og håbløshed er lige på kornet. Bogen indledes med to citater, det ene fra George Orwells HYLDEST TIL KATALONIEN. Orwell var selv frivillig i krigen og skrev en suveræn bog om de deprimerende oplevelser, ikke mindst de nævnte gadekampe i Barcelona. Hvis man ikke har læst Orwells bog er det sådan set bare at komme i gang. Bagefter kan man så læse HILMAR IVERSENS ENSHOMED; det er en indsigtsfuld og afdæmpet bog om en fascinerende og tragisk krig.
Lauge Larsen, LitteraturNu.dk

Om forfatteren

Jan Jakob Tønseth (f. 1947) har siden debuten i 1971 skabt sig et ry som en kræsen poet, essayist og gendigter af bl.a. Rimbaud, Mallarmé og Apollinaire. Det store gennembrud kom med hans romandebut fra 1992, Hilmar Iversens ensomhed, der fik en begejstret modtagelse af anmelderne som proklamerede at ”en ny stor romanforfatter var født”. Siden hen har Tønseth skrevet yderligere to kritikerroste bind om antihelten Hilmar Iversen, Et venskab (1997) og Resignation og portvin (2002), og til sammen udgør de en trilogi som utvivlsomt vil blive stående som et hovedværk i nyere norsk litteratur.

Forfatterweb om Jan Jakob Tønseth

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Fra 1. kapitel

Efter sejlads havn. Efter krig hvile. Efter sygdom rekonvalescens. Min krig er forbi. Jeg har nedlagt våbnet. Det vil sige: Geværet, en mauser model 1918, blev taget fra mig som jeg lå hårdt såret, ja døende, blandt vinranker et sted vest for floden Ebro. Jeg var på dødens tærskel. Men så viste det sig at min tid slet ikke var kommet. I stedet befinder jeg mig på republikkens hospital i Murcia, “La Pasionaria-hospitalet”, opkaldt efter kommunisternes store, ubestridte leder: Dolores Ibár­ruri, La Pasionaria er hendes heltenavn, hendes “nom de guerre”, hendes partisannavn. Jeg overlevede krigens store slag, det endelige slag, et slag der endnu står på og som jeg efterhånden bliver mere og mere overbevist om for vores del vil ende med fuld tilbagetrækning, på samme måde som vi oplevede tilbagetrækningen i marts og april. Jo, jeg er sikker på det. Jeg tør ikke sige det højt. Men dette er begyndelsen på det definitive sammenbrud. Vi er i færd med at blive tromlet ned af det fascistiske krigsmaskineri. Det er ubønhørligt.
Jeg har gjort mit. Også jeg var med i den store offensiv, denne gigantiske manøvre som skulle vende krigens gang, som skulle få historien i lave igen, som skulle bringe os den nødvendige og logiske sejr vi længtes efter. Men så blev jeg ramt af et projektil efter få dages fremrykning. Min lidelseshistorie begynder i det øjeblik dette projektil ramte mig. Og det der er så forbistret, det er at det kom fra vores egne. Det kom bagfra, det ramte mig i maven. Det betyder ikke andet end at jeg et øjeblik havde vendt mig om, for at se hvor de andre blev af. (Når vi rykkede frem på linje gennem det ofte uvejsom­me terræn, var det nemt at miste forbindelsen med dem der gik til højre og venstre for en.) Det var nemt at blive borte i tumulterne. Pludselig befandt jeg mig alene. Og jeg husker ved en anden lejlighed, en anden lejlighed … hvad var det nu det gjaldt? Jeg benytter mig af ordet husker, men det er forkert. Det drejer sig om glimt i hukommelsen, billeder dukker op, uden sammenhæng, uden årsag, uden virkning. Lægen har kaldt det hvide pletter, det der er blevet borte altså. Det er en partiel amnesi. Men det er forbigående, siger lægen. Det skyldes vistnok den sidste tids belastninger.
Men dette husker jeg: Jeg havde vendt mig om og plud­­­selig blev jeg slået over ende af en eksplosion i maveregionen. En eller anden, en nervøs efternøler (eller var det mig der befandt mig foran de andre?) havde sendt et skud af sted mod noget han mente bevægede sig fem-ti meter forude, mod noget der kunne være en fjendtlig soldat. Fjenden var der, allestedsnærværende, synlig eller usynlig. Kuglerne hvinede, flyene strøg over os, barken sprang af stammerne, granaterne hvislede og eksploderede, røg og grus og jord sprøjtede til vejrs, og mere end én gang har jeg set mennesker blive parteret i den slags eksplosioner. Nogle billeder er ikke til at glemme. Det gjaldt om at beregne granaternes nedslagsfelt. Det gjaldt om at søge dækning når de andre søgte dækning. Og da vi rykkede frem … det var ikke nemt at orientere sig. Det hændte at vi mødte nogle af vores egne, på vej væk fra fronten. Hvor var øst, hvor var vest? Hvor var krigen? Hvem skød på hvem? Vi kunne mødes i et ingenmandsland. Hvem som helst kunne dukke frem af intet. En ven. En fjende. Det var i denne forvirring jeg blev ramt af et projektil. Forvirring? Her må jeg tage et lille forbehold. Der var en vis målrettet bevægelse midt i det hele. Der var ikke tale om sammenbrud. Vi havde forbindelse. Det var ikke så slemt som tilbagetrækningen nogle få måneder forinden, i marts og april. Men det er ikke det jeg skal fortælle om her. Nu drejer det sig om mig, om den tilskikkelse som, for mit vedkommen­de, betød afslutningen på borgerkrigen. Jeg anklager ik­ke nogen. Jeg var uheldig. Men det er ikke sandt. Jeg var udsat for et mageløst held, et mirakel. Soldaten der skød mig, skal have min tak. Han reddede mit liv. Ham der uforvarende, det vil jeg tro, skød mig, han reddede jo mit liv. Efter al sandsynlighed at dømme.
Jeg faldt over ende, bagover, og blev liggende i en lidet heroisk stilling. Det var sådan de faldt, dem der deserterede. Og alt drejede sig om smerten i mavere­gi­onen. Så husker jeg ikke mere. Men nogen må have indset at det skyldtes en misforståelse at jeg lå sådan. Jeg må være blevet genkendt af mine egne. Ham der skød mig, var han der? Indså han sin brøde? “Men det er jo Hilmar!” Og de var raske nok med at bringe mig i sikkerhed, hen til en ambulance. (Feltlægerne befandt sig aldrig langt bag de forreste linjer. Et tegn på at der var en ledelse i offensiven.) En ambulance må have kørt mig til et feltlazaret. Dér ved jeg at jeg vågnede til bevidsthed. Hvor lang tid var der gået? Jeg mærkede at jeg lå på en briks i en ambulance. Og jeg indså i et øjebliks klarhed, før smerterne tog mig: Jeg er ude af krigen, om jeg dør eller overlever, jeg er ude af krigen. Så blev jeg smerte, helt og holdent. Jeg blev paralyseret af smerte, jeg blev borte i smerte. Dette er et forsøg på at rekapitulere. Og jeg må her delvis støtte mig til andres vidnesbyrd. Men den sag lader jeg ligge foreløbig. Og beder om forståelse for det.
For nu befinder jeg mig på terrassen til dette hospital. Det er en dejlig mild efterårsdag. Eller sensommerdag. Svalerne flyver lavt. Det gør de. Og selv om de synger vederstyggeligt, så er der stille. Jeg hører til de oppegående nu. Jeg er uden for farezonen. Nu samler jeg kræfter til … hjemrejsen. Jeg skal ikke tilbage til fronten, det har lægen sagt. Jeg skal hjem.

Forside i høj opløsning

Artikler/Interviews

Dagbladet: Utsøkt prosa fra poeten Tønseth (anmeldelse af Resignation og portvin)
Hilmar Iversen er skrevet inn i litteraturhistorien med et stort utropstegn. Vel, med et litt forsiktig utropstegn. LÆS MERE!