Jack Kerouac: Dharma Bums

Jack Kerouac - Dharma bumsOversat af Arne Herløv Petersen
2000. 248 sider. 249 kr.

Jack Kerouac (1922-1969) blev en slags ikon for oprøret mod det borgerlige Amerika og den amerikanske livsform. Hvad James Dean var for filmen og Elvis for musikken, var Kerouac for amerikansk litteratur. Dharma Bums, den første danske udgivelse af Kerouac i mere end tredive år, er en varm og humoristisk beretning om den rørende uskyld og forvirring som prægede beatgenerationen og dens søgen efter sandheden, dharma.

DKK249.00

Kategori: Tags: ,

Beskrivelse

Dharma Bums blev skrevet i en periode hvor Kerouac – ligesom Joyce – var optaget af at lade “bevidstheden strømme”, en stil som integrerer det bevidste og det ubevidste, “bare afgrænset af tiden som fører sjælen med sig”. Den sande forfatter var for ham en som skrev uden forudfattede ideer og hvor det som blev skrevet første gang var det oprindelige, det ægte. Samtidig befandt han sig i spændingsfeltet mellem den katolicisme han var opvokset med og sin nyvagte optagethed af buddhismen.

Dharma Bums er et overflødighedshorn af en roman, skrevet med veloplagthed, humor og visdom. I romanen møder vi Japhy Ryder, den mest komplette og konstruktive helt i Kerouacs bøger, som har formuleret sit oprør mod samfundet omhyggelig og på en positiv måde. Han er et menneske som har frigjort sig fra konventioner og materialisme, og som lever efter sin egen moralkodeks. Et slags universelt menneske: poet, lærd, naturmennske, en hengiven buddhist og idealist – disciplineret og individualistisk, kraftfuld og selv-beroende. Scenen er ikke bare landevejen, men også den vilde natur. Japhy Ryder og Kerouacs alter-ego Ray Smith er besat af at bestige bjerge, for “Buddha er et bjerg”.

Ligesom Kerouac tilbringer Ray Smith en sommer som brandudkigspost for skovvæsenet, og på Ensomhedens Bjergtop ser han, alene med “hvide skyer”, sandhedens store sky, Dharmamega. Med denne spirituelle oplevelse i bagagen forbereder han sig på at stige ned fra “det oplyste bjerg” for at leve sin vision ud. Men at følge denne sandhedens vej er ikke en dans på roser, alt mens man tror man har fundet et sikkert sted i himmelen, viser livet sin anden side: helvedes stegende sol og støv – og giftig eg. Og alt man kan gøre er at følge “sporet”; ingen bliver sparet for at begå fejltagelser, ingen slipper uden skrammer eller undgår at fare vild.

Anmeldelser

Dharma Bums er og bliver en af de vigtigste og dermed også farligste bøger, jeg nogensinde har læst. Hvis man sammenligner den med andre, lignende bøger, så trækker Dharma Bums stadig det længste strå … Dharma Bums er fuld turbo og 16 luftkølede ventiler. Den taler frit og frejdigt om de store ting, som unge mennesker ofte gør, og dermed bliver den så umiddelbar og begejstret … Bogen er en fremragende introduktion til beat-generationen med sin blanding af østlig filosofi og amerikansk anarki. Den kan læses uden forudsætninger, men med et åbent sind.”
Flemming Andersen, Aktuelt

Det er en stor og vigtig begivenhed, når det brave lille forlag Roskilde Bogcafé – med 42 års forsinkelse – udsender en af beatforfatteren Jack Kerouacs smukkeste, lettest tilgængelige og mest profetiske romaner på dansk … Arne Herløv Petersen står bag denne fine fordanskning af Kerouacs saftige naturlyrik, swingende sproglige flow, rundtossede zen-lommefilosofi og heftige metaforiske energi.
Henrik List, Berlingske Tidende

Man kan glæde sig over, at Roskilde Bogcafé nu omsider har gjort dette hovedværk tilgængeligt for alle, der ønsker et indblik i beatgenerationens flirt med østlig filosofi.
Lars Movin, Information

Sproglig er romanen fantastisk og ikke til at sætte en finger på overhovedet, et sanseligt og detaljerigt sprog, der kun kan sammenlignes med de store forfattere, Dostojevskij, Hamsun og man kommer også til at tænke på H. C. Andersen i alle de her myldrende beskrivelser, hvor alt er levende og hvor naturen i høj grad besynges og besjæles.
Michael Halskov Christensen, DR/Kulturnyt

Arne Herløv Petersens oversættelse af Kerouacs prosa glider ubesværet fremad i lange glidende bevægelser.
Nikolaj M. Lassen, Weekendavisen

I Dharma Bums jagter hovedpersonen og Kerouacs alter ego, Ray Smith, friheden i sandheden. Helten i ”Dharma Bums” er rykket naturen og Østens filosofi nærmere i søgen efter et liv, der hæver sig over den almindelig amerikansk konformisme og småborgerlighed. Det er denne turen på afveje, der har gjort Jack Kerouac til helgen og hans bøger til bibler for ensomme ulve i alle aldre … Med sin messende, prisning af det enkle liv – visdommen i en bjergskrænt, en skål varm suppe, det lægende i den kølige morgenbrise og så videre – er Dharma Bums en hyldest til et liv hævet over materielt begær. Ray Smiths fortællertone er lige så slentrende, tilbagelænet og lige ud ad landevejen som det trip, han er ude på. Værsgo! – beretningen om en drifters vej til sandheden, nøgternt registrerende og uden domme, præcis som buddhismen foreskriver. Det er fedt.
Christa Leve Poulsen, Børsen

Om forfatteren

Jack Kerouac (1922-1969) blev en slags ikon for oprøret mod det borgerlige Amerika og den amerikanske livsform. Det var ham som skaffede beatgenerationen dens litterære gennembrud med romanen On the Road (da: Vejene), der blev en bestseller og en kultroman. Hvad James Dean var for filmen og Elvis for musikken, var Kerouac for amerikansk litteratur.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

3. kapitel

I Berkeley boede jeg hos Alvah Goldbook i hans lille rosendækkede hytte i baghaven til et større hus på Milvia Street. Den gamle rådne veranda skrånede forover ned mod jorden, ind mellem slyngplanter, med en hyggelig gammel gyngestol som jeg sad i hver morgen for at læse min Diamantsutra. Haven var fuld af tomatplanter der var lige ved at modnes, og mynte, mynte, alting duftede af mynte, og et dejligt gammelt træ som jeg elskede at sidde og meditere under i disse kølige fuldendte stjerneklare californiske oktobernætter der ikke findes magen til noget andet sted i verden. Vi havde et perfekt lille køkken med gaskomfur, men ikke noget isskab, men det betød ikke noget. Vi havde også et perfekt lille badeværelse med et badekar og varmt vand, og en stue der var dækket af puder og gulvmadrasser af strå og madrasser til at sove på og bøger, bøger, hundredvis af bøger, alt mulig fra Catul til Pound til Blyth til plader med Bach og Beethoven (og endda en swingende Ella Fitzgeraldplade med Clark Terry der spillede meget interessant på trompet) og en god Webcor pladespiller med tre hastigheder der spillede højt nok til at få taget til at løfte sig; og taget var ikke andet end krydsfinér, og det samme var væggene, og en nat i en af mine zengalninge-drukture slog jeg knytnæven gennem en af dem i triumf, og Coughlin så mig og stak hovedet sådan noget som ti centimeter igennem.
Omkring halvanden kilometer derfra, et godt stykke nede ad Milvia og så op ad bakke mod University of Californias område, omme bagved et andet stort gammelt hus på en stilfærdig vej (Hillegass), boede Japhy i sit eget skur der var uende-lig meget mindre end vores, omkring fire meter på hver led, uden andet end typiske Japhy-rekvisitter der viste hans tro på det simple klosterliv – ingen stole overhovedet, ikke engang en sentimental gyngestol, men bare stråmåtter. I et hjørne lå hans berømte rygsæk med renskurede kogekar og gryder der alle sammen passede ind i hinanden i et kompakt sæt og alt sammen bundet sammen og stukket ind i et blåt tørklæde med knude om. Så hans japanske patatræsko, som han aldrig brugte, og et par sorte patasokker til at sjoske stille rundt på hans smukke stråmåtter, med plads til fire tæer i den ene side og storetåen i den anden. Han havde en masse appelsinkasser, alle sammen fyldt med smukke lærde bøger, nogle af dem på orientalske sprog, alle de store sutraer, kommentarer til sutraerne, D.T. Suzukis samlede værker og et smukt firebindsværk om japanske haikudigte. Han havde også en enorm samling værdifuld almindelig lyrik. Hvis en tyv var brudt ind, ville det eneste af virkelig værdi faktisk have været hans bøger. Japhys tøj var alt sammen kasseret tøj som han havde købt brugt med et forvirret og lykkeligt udtryk i genbrugsbutikker og Frelsens Hær: stoppede uldsokker, farvede undertrøjer, cowboybukser, arbejdsskjorter, mokkasiner og et par rullekravebluser som han tog på, den ene uden på den anden, i de kolde bjergnætter oppe i High Sierras i Californien og High Cascades i Washington og Oregon på de lange utrolige ture der somme tider varede uger og atter uger, uden andet end et par kilo tørrede fødevarer i rygsækken. Hans bord bestod af et par appelsinkasser, hvor en fredelig kop te stod og dampede på hans side da jeg kom dertil sent en solrig eftermiddag mens han bøjede sit alvorlige hoved over den kinesiske digter Han Shans tegn. Coughlin havde givet mig adressen, og jeg kom dertil og så først Japhys cykel på græsplænen ude foran det store hus ud mod vejen (hvor hans værtinde boede), og så nogle sære kampesten og klippeblokke og små underlige træer han havde taget med tilbage fra bjergturene for at indrette sin egen “japanske tehave” eller “tehushave”, da der bekvemt nok var et fyrretræ der der stod og sukkede ind over hans lille bolig.
Jeg har aldrig set et fredeligere syn end da jeg åbnede hans lille dør denne temmelig kølige sene røde eftermiddag, og så ham sidde i den ene ende af sit lille skur, med benene over kors på en bomuldspude på en stråmåtte, med briller på der fik ham til at virke gammel og lærd og viis, med bogen i skødet og den lille bliktepotte og porcelænskop dampende ved sin side. Han så meget fredfyldt op, så hvem det var, sagde: – Ray, kom ind, og bøjede atter hovedet over tegnene.
– Hvad laver du?
– Oversætter Han Shans vidunderlige digt “Det kolde bjerg” som er skrevet for tusinde år siden, noget af det kradset ned på siderne af klipper hundreder af kilometer borte fra andre levende væsener.
– Wow.
– Men når du kommer ind i huset her, skal du tage skoene af. Kan du se de stråmåtter der, du kan ødelægge dem med sko.
Så jeg tog mine blå stofsko med bløde såler af og stillede dem pligtskyldigt ved døren og han kastede en pude over til mig og jeg satte mig med benene over kors op ad den lille bræddevæg og han bød mig en kop varm te. – Har du nogen sinde læst Tebogen? sagde han.
– Nej, hvad er det?
– Det er en lærd afhandling om hvordan man laver te med brug af to tusinde års viden om te-brygning. Nogle af beskrivelserne af virkningen af den første slurk te og den anden og den tredje, er virkelig vilde og ekstatiske.
– De der fyre blev høje af det rene ingenting, hvad?
– Tag en slurk af din te, og så forstår du det; det er god grøn te.
Den var også god og jeg følte mig øjeblikkelig varm og rolig. – Vil du have jeg læser noget af det Han Shan-digt op for dig? Vil du have at jeg fortæller dig om Han Shan?
– Ja.
– Han Shan, forstår du, var en kinesisk lærd der blev træt af storbyen og verden og begav sig ud for at gemme sig i bjergene.
– Ved du hvad, det lyder ligesom dig.
– Dengang kunne man virkelig gøre det. Han boede i huler ikke så langt fra et buddhistkloster i Tangxing-distriktet i Tiantai, og hans eneste menneskelige kontakt var den skægge zengalning Shide der havde et job med at feje med en stråkost på klosteret. Shide var også digter, men han skrev aldrig ret meget ned. Engang imellem kom Han Shan ned fra det Kolde Bjerg i sin barkklædning og gik ind i det varme køkken og ventede på mad, men der var aldrig nogen af munkene der ville give ham noget, fordi han ikke ville gå ind i deres orden og rette sig efter meditationsklokken tre gange om dagen. Man ser hvorfor på nogle af hans udtalelser, som – hør her, så ser jeg her og læser det på kinesisk…
Og jeg bøjede mig over hans skulder og så ham læse op fra store vilde kragetæer af kinesiske tegn: “Stiger op ad det Kolde Bjergs sti, det Kolde Bjergs sti fortsætter og fortsætter, lang kløft kvalt i sten og ur, bred bæk og tågetværet græs, mosset er glat her selv om det ikke har regnet, fyrretræet synger men der er ikke en vind, hvem kan springe fri af verdens bånd og sætte sig med mig her mellem hvide skyer?”
– Wow.
– Det er selvfølgelig min egen oversættelse. Du kan se her, der er fem tegn i hver linje, og jeg bliver nødt til at indsætte vestlige præpositioner og artikler og den slags.
– Hvorfor oversætter du det ikke bare, sådan som det er, med fem ord? Hvad er de første fem tegn der?
– Tegnet for at klatre, tegnet for op, tegnet for kold, tegnet for bjerg, tegnet for sti.
– Nå men så oversæt det: Stiger op Kolde Bjergs sti.
– Ja, men hvad skal man så gøre med tegnet for lang, tegnet for kløft, tegnet for kvalt, tegnet for lavine, tegnet for sten?
– Hvor er det?
– Det er den tredje linje. Det skulle så lyde: “Lang kløft kvalt lavine sten”.
– Nå, men det er endnu bedre.
– Tja, det har jeg også tænkt på, men det skal godkendes af kinesisklærerne her på universitetet, og det skal være tydeligt på engelsk.
– Hvor er det fantastisk, det her, sagde jeg og så mig om i den lille hytte. – Og her sidder du så stille på dette meget stille tidspunkt af døgnet og studerer helt alene med dine briller…
– Ray, det du skal gøre er at gå ud og bestige et bjerg sammen med mig snart. Hvad ville du sige til at bestige Matterhorn?
– Fint! Hvor er det henne?
– Det er oppe i High Sierras. Vi kan køre derop med Henry Morley i hans bil og have vores rygsække med og starte fra søen. Jeg kan bære maden og de ting vi har brug for i min rygsæk og så kan du låne Alvahs lille rygsæk og tage ekstra sokker med og sko og den slags.
– Hvad betyder de tegn?
– De tegn betyder at Han Shan kom ned fra bjerget efter mange år hvor han havde strejfet rundt deroppe, for at besøge sin familie i byen, og der står: “Indtil for nylig boede jeg på det Kolde Bjerg, og så videre, i går opsøgte jeg venner og familie, mere end halvdelen var draget til de Gule Kilder”, det betyder døden, de Gule Kilder, “nu til morgen ser jeg min ensomme skygge, jeg kan ikke studere med begge øjne fulde af tårer.”
– Det minder også om dig, Japhy, at studere med øjnene fulde af tårer.
– Mine øjne er ikke fulde af tårer!
– Bliver de ikke det, efter lang tid?
– Det gør de i hvert fald, Ray… og hør her: “Oppe i bjergene er der koldt, der er altid koldt, ikke kun i år.” Forstår du, han er virkelig højt oppe, måske fire tusinde eller fire tusinde fem hundrede meter eller mere, helt langt oppe, og så står der: “Forrevne skråninger altid dækket af sne, skovene i de mørke kløfter udspyr tåge, græsset spirer endnu i slutningen af juni, bladene begynder at falde i begyndelsen af august, og her er jeg, så høj som en junkie…”
– Som en junkie?
– Det er min egen oversættelse. Rent faktisk siger han her “jeg er lige så beruset som den sanselige i byen dernede”, men jeg har lavet en moderne og høj oversættelse.
– Flot.
Jeg spurgte hvorfor Han Shan var Japhys helt.
– Fordi han var en digter og et bjergmenneske, sagde han. – En buddhist der havde viet sig til princippet om at meditere over kernen i alle ting, og i øvrigt også vegetar, men det trip er jeg ikke på, måske fordi jeg synes at her i den moderne verden er det at være vegetar lidt at hænge sig i petitesser, eftersom alle bevidste væsener æder hvad de kan. Og han var et ensomhedsmenneske der kunne drage ud alene og leve rent og ægte over for sig selv.
– Det lyder også ligesom dig.
– Og ligesom dig med, Ray. Jeg har ikke glemt det du fortalte mig om hvordan du klarede dig oppe i skoven og mediterede i North Carolina og alt mulig.
Japhy var meget melankolsk og dæmpet. Jeg havde aldrig set ham så stille og sørgmodig og eftertænksom, og hans stemme var så øm som en moders, og det virkede som om han talte fra et sted langt borte til et stakkels længselsfuldt væsen (mig) der trængte til at høre hans budskab, og det var ikke noget komediespil, men han var i lidt af en trance.
– Har du mediteret i dag?
– Ja, jeg mediterer straks om morgenen, inden morgenmaden, og jeg mediterer altid i lang tid om eftermiddagen, hvis ikke jeg bliver afbrudt.
– Hvem afbryder dig?
– Åh, folk. Coughlin en gang imellem, og Alvah kom over i går, og Rol Sturlason, og jeg har jeg en pige der kommer over for at lege yabyum.
– Yabyum? Hvad er det?
– Kender du ikke yabyum, Smith? Det skal jeg fortælle dig om senere.
Han virkede for melankolsk til at snakke om yabyum, som jeg lærte at kende et par aftener senere. Vi snakkede lidt mere om Han Shan og digte på bjergsider, og da jeg var ved at gå kom hans ven Rol Sturlason, en høj køn lys fyr, ind for at snakke med ham om sin kommende rejse til Japan. Denne Rol Sturlason var interesseret i den berømte Ryoanji stenhave i Shokokuji klosteret i Kyoto, der ikke er andet end nogle gamle sten der er anbragt på sådan en måde, efter sigende mystisk æstetisk, at det får tusinder af turister og munke til at rejse dertil hvert år for at stirre på stenene i sandet og derved få fred i sjælen. Jeg havde aldrig før mødt så underlige, men samtidig alvorlige og oprigtige mennesker. Jeg så aldrig Rol Sturlason mere, han rejste til Japan kort tid efter, men jeg kan ikke glemme det han sagde om stenene, da jeg spurgte ham: – Nå, men hvem er det så der har anbragt dem på den bestemte måde der er så storslået?
– Det er der ikke nogen der ved. En munk eller nogle munke engang for længe siden. Men der er afgjort noget mystisk ved stenenes placering. Det er kun gennem formen vi kan nå frem til tomheden.
Han viste mig et billede af stenene i sandet, der var revet omhyggeligt, så de så ud som øer i havet, så ud som om de havde øjne (skråninger) og var omgivet af en smukt afskærmet og arkitektonisk klosterveranda. Så viste han mig et diagram af stenenes placering med projektionen i silhuet og viste mig den geometriske logik og det hele og nævnte udtrykkene “ensom individualitet” og stenene som “buler der trænger ind i rummet”, hvilket alt sammen betød et eller andet koan-agtigt der ikke interesserede mig nær så meget som han gjorde eller især som den gode venlige Japhy der bryggede mere te på sin larmende benzinprimus og gav os flere kopper med et næsten tavst orientalsk buk. Det var helt anderledes end den aften med digtoplæsningen.