J. R. R. Tolkien: Træ og blade

Oversat af Ole Husted Jensen
Illustrationer af Ole Lejbach

1998. 160 sider, rigt ill. 199 kr.

J.R.R. Tolkien (1892-1973) skabte – på baggrund af keltiske, anglosaksiske og nordiske myter – fantasiromanerne Ringenes Herre, Hobitten og Silmarillion med et mytologisk univers befolket af elvere, hobitter og andre eventyrvæsener, hvor der udkæmpes en evig kamp mellem det gode og det onde.

DKK199.00

Beskrivelse

I 60erne blev Tolkien en kultforfatter, en status han har bevaret op til vore dage, hvor mange også betragter ham som en af de store forfattere i vort århundrede.

Træ og blade bliver anset for at være selve nøglen til Tolkiens forfatterskab, og består af tre dele: et essay, en fortælling og et digt, som til sammen udgør en helhed.

I essayet Om eventyrhistorier stiller Tolkien spørgsmålet: Hvad er ægte eventyr? Hvor stammer de fra? Hvad nytte er de til? Hvori består den menneskelige fantasi og skaberevne? Og beskriver eventyrets mirakuløse evne til helbredelse, flugt og trøst, og til at give en oplevelse af fryd, uden at det bliver eskapisme. Men at være en rejsende i Eventyrland, er ikke ufarlig. Når man stiller for mange spørgsmål, kan man risikere at porten smækker i, og nøglen bliver borte.

Nørkles blad er en allegorisk fortælling om maleren Nørkle, der aldrig får nørklet sig færdig med sit billede, fordi han hele tiden bliver afbrudt og skal hjælpe sin nabo Sogn, der er halt. En dag kommer Kusken, for nu er tiden moden for Nørkle til at drage ud på den rejse han vidste han før eller siden skulle ud på, uden at han af den grund har forhastet sig med de nødvendige forberedelser. Som i en kafkask historie skildres hans sidste rejse og processen han går igennem. På anstalten hvor han bliver anbragt, lærer han at glæde sig over tilværelsen og mens han ligger i mørket i cellen, overhører han dommen over sig selv. Næste morgen er cellen fuld af solskin og han får lov at tage af sted ud i verden, hvor han pludselig befinder sig foran et træ, hvis blade har skudt knopper og hvor fuglene bygger rede, og bag ved ligger skoven og de sneklædte bjerge, et landskab som til forveksling ligner hans eget maleri.


Bøger af J.R.R. Tolkien

Anmeldelser

Digtet Mythopoeia – myteskabelse – er “et aldeles blændende og brændende forsvar for eventyret og dets ret til “bare” at være eventyr.
Christian Mongaard Christensen, Information

Ole Husted har opbudt en aldeles indlevet fordanskning.
Rune J. Kåhler, Kristeligt Dagblad

…tegningerne af Ole Lejbach er forrygende.
Ide Hejlskov Larsen, Berlingske Tidende

 …en smuk bog (-) prima oversat og kongenialt illustreret.
Eigil Søholm, JyllandspostenEn uforglemmelig og vellykket demonstration af eventyrets kvaliteter.
New York TimesEn overordentlig smuk bog som må være et must for alle Tolkien-fans.
Alfabet, DR/P1

Om forfatteren

J.R.R. Tolkien (1892-1973) skabte – på baggrund af keltiske, anglosaksiske og nordiske myter – fantasiromanerne Ringenes Herre, Hobitten og Silmarillion med et mytologisk univers befolket af elvere, hobitter og andre eventyrvæsener, hvor der udkæmpes en evig kamp mellem det gode og det onde.

Forfatterweb om J. R. R. Tolkien

Wikipedia om J. R. R. Tolkien

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Uddrag fra eventyret NØRKLES BLAD
Der var engang en lille mand ved navn Nørkle som havde en lang rejse for sig. Han havde ikke lyst til at tage af sted, faktisk var hele tanken ham imod, men han kunne ikke slippe. Han vidste han en skønne dag måtte af sted, men han havde ingen hast med at forberede sig.
Nørkle var maler. Ikke nogen særlig god maler, delvis fordi han havde mange andre gøremål. De fleste af dem syntes han var en plage, men han udførte dem ganske udmærket når han ikke kunne slippe for det, hvad der (efter hans opfattelse) var alt for tit. Lovene i hans land var temmelig strenge. Der var også andre ting der kom på tværs. For det første var han undertiden slet og ret doven og foretog sig ingen verdens ting. For det andet var han på sin vis et godhjertet gemyt. Den særlige slags godhjertede gemyt som ikke er helt ukendt: Det fik ham nemlig oftere til at føle sig ubehageligt til mode end den fik ham til at udrette noget. Og selv når han udrettede noget, afholdt det ham ikke fra at besvære sig, blive utålmodig og bande (mest for sig selv). Alligevel bevirkede det at han udførte en hel del forefaldende arbejde for sin nabo, hr. Sogn, en mand som var halt på det ene ben. Det hændte såmænd også at han hjalp andre mennesker længere borte hvis de kom og bad ham om det. En gang imellem kom han også i tanker om sin rejse og begyndte at pakke nogle få ting på må og få. I sådanne perioder fik han ikke malt meget.
Han havde gang i en del malerier. De fleste var for store og for ambitiøse til hans talent. Han var en af den slags malere der er bedre til at male blade end træer. Han plejede at bruge lang tid på et enkelt blad, forsøgte at indfange dets form, dets glans og dugdråbernes glitren langs kanterne. Alligevel havde han lyst til at male et helt træ, alle bladene skulle være i samme stil, og alle sammen skulle være forskellige.
Der var især ét billede som voldte ham bryderier. Det var begyndt med et blad fanget i vinden, og det blev til et træ. Og træet voksede, udsendte talløse grene og stak de mest fantastiske rødder frem. Mærkelige fugle kom og slog sig ned på kvistene og krævede opmærksomhed. Senere begyndte et landskab at åbne sig hele vejen rundt om træet og bag det, gennem åbninger i løvet og grenene. Og der var glimt af en skov på march hen over landskabet, og af bjerge med sne på toppen. Nørkle mistede interessen for sine andre billeder, eller han tog dem og stiftede dem fast til kanterne af det store billede. Snart blev lærredet så stort at han måtte hente en stige. Og han løb op og ned ad den, satte en klat hist, gned en plet væk her. Når folk kom på besøg, virkede han venlig nok selvom han fumlede lidt med blyanterne på sin skrivepult. Han lyttede til hvad de sagde, men indvendig tænkte han hele tiden på sit store lærred i det høje skur der var blevet bygget til det ude i hans have (på et stykke hvor han tidligere havde dyrket kartofler).
Han kunne ikke frigøre sig for sit godhjertede gemyt.
– Jeg ville ønske jeg var mere viljestærk! sagde han nogle gange til sig selv og mente at han ville ønske at andre menneskers bekymringer ikke fik ham til at føle sig ilde til mode. Men i lang tid blev han ikke alvorligt forstyrret. – Jeg skal i hvert fald have dette ene billede gjort færdigt, mit virkelige billede, inden jeg begiver mig ud på den forbistrede rejse, plejede han at sige. Han var dog begyndt at indse at han ikke kunne udsætte afrejsen i det uendelige. Billedet måtte holde op med bare at vokse og se at blive færdigt.
En dag stod Nørkle lidt på afstand af sit billede og betragtede det usædvanlig opmærksomt og fordomsfrit. Han kunne ikke blive enig med sig selv om hvad han mente om det, og ønskede han havde en ven der kunne fortælle ham hvad han skulle mene. Faktisk forekom det ham aldeles utilfredsstillende, og alligevel meget indtagende, det eneste virkelig smukke billede i verden. Hvad han godt kunne have tænk sig netop i det øjeblik, var at se sig selv træde ind og dunke sig i ryggen og (med tydelig oprigtighed) sige: “Absolut storartet! Jeg ser præcis hvor du vil hen. Gå endelig videre med det, og lad være med at spekulere på noget som helst andet! Vi skal nok sørge for en offentlig pension så du ikke mangler noget.”
Der var imidlertid ingen offentlig pension. Og én ting indså han: Det ville kræve koncentration, arbejde, hårdt arbejde uden afbrydelser, at gøre billedet færdigt, selv i dets nuværende størrelse. Han smøgede ærmerne op og begyndte at koncentrere sig. Han prøvede i flere dage på ikke at spekulere på andre ting. Men der var en forfærdelig masse afbrydelser. Tingene gik i skuddermudder for ham; han var nødt til at optræde som nævning inde i byen; en fjern ven blev syg; hr. Sogn måtte lægge sig med lumbago; og der blev ved med at komme besøg. Det var forår, og folk ville gerne have gratis eftermiddagste på landet. Nørkle boede nemlig i et rart lille hus langt uden for byen. Han bandede over dem i sit stille sind, men han kunne ikke nægte at han selv havde inviteret dem for lang tid siden da det var vinter, og han ikke havde tænkt på det som en “afbrydelse” at gå i butikker og besøge bekendte i byen. Han forsøgte at gøre sig hård, men det lykkedes ikke. Der var mange ting han ikke kunne få sig selv til at sige nej til, hvad enten han betragtede dem som pligter eller ej. Og der var visse ting han var tvunget til at gøre, uanset hvad han selv mente. Nogle af hans gæster antydede at hans have var temmelig forsømt, og at han risikerede besøg af en Inspektør. Der var kun ganske få af dem der vidste noget om hans billede, men selv om de havde kendt til det, ville det ikke have gjort den store forskel. Jeg tror ikke de ville have ment at det havde nogen særlig betydning. Egentlig var det vel ikke noget særlig godt billede, selv om det nok havde visse gode partier. Træet var i hvert fald interessant. Temmelig enestående på sin vis. Det samme gjaldt Nørkle, selv om han også var en meget almindelig og temmelig enfoldig lille mand.
Til sidst blev Nørkles tid virkelig kostbar. Hans bekendtskaber i den fjerne by begyndte at huske på at den lille mand havde en besværlig rejse at foretage, og nogle af dem begyndte at regne på hvor længe endnu han kunne udskyde afrejsen. De spekulerede over hvem der ville overtage hans hus, og om haven ville blive passet bedre.
Efteråret kom, meget fugtigt og blæsende. Den lille maler opholdt sig i sit skur. Han stod oppe på stigen og prøvede at fange genskæret af den nedgående sol på en sneklædt bjergtinde som han havde fået et glimt af lige til venstre for en bladrig kvist på en af træets grene. Han vidste at han snart måtte af sted – måske tidligt næste år. Han kunne kun lige nå at få billedet færdigt, og det var endda så som så. Der var nogle hjørner hvor han nu ikke længere havde tid til andet end at antyde hvad det var han ville.
Der lød en banken på døren.
– Kom ind! sagde han skarpt og kravlede ned fra stigen. Han stod på gulvet og vendte og drejede sin pensel. Det var hans nabo, Sogn, – hans eneste rigtige nabo, alle andre mennesker boede et godt stykke væk. Alligevel brød han sig ikke ret meget om manden – til dels fordi han så ofte havde problemer og behøvede hjælp. Men også fordi han ikke interesserede sig for maleri, mens han var meget nøjeregnende med havearbejde. Når Sogn kikkede på Nørkles have (det skete ofte), så han for det meste ukrudt. Og når han kikkede på Nørkles billeder (det skete sjældent), så han bare grønne og røde klatter og sorte streger som ikke gav nogen mening for ham. Det generede ham ikke at nævne ukrudtet (en nabopligt), men han afholdt sig fra at udtrykke nogen mening om billederne. Det mente han selv var meget venligt, og han var ikke klar over at selv om det var venligt, var det ikke venligt nok. Hjælp med ukrudtet (og måske ros af billederne) ville have været bedre.
– Nå, Sogn, hvad er der så? sagde Nørkle.
– Jeg ved godt jeg ikke burde afbryde dig, sagde Sogn (uden et blik på billedet). – Du har sikkert travlt.
Nørkle havde selv haft til hensigt at sige noget i den retning, men havde forpasset chancen. Han nøjedes med at sige: – Ja.
– Men jeg har ikke andre at henvende mig til, sagde Sogn.
– Ja, såmænd, sagde Nørkle med et suk – et af disse suk der er en privat kommentar, men ikke udstødes helt uhørligt. – Hvad kan jeg hjælpe dig med?
– Min kone har ligget syg i nogle dage, og jeg er ved at blive bekymret, sagde Sogn. – Og blæsten har revet halvdelen af teglstenene af mit tag, og der strømmer vand ned i soveværelset. Jeg tror jeg må hente doktoren. Og håndværkerne, de er bare så længe om at komme. Jeg spekulerede på om du havde noget træ og noget lærred du kunne undvære, bare til at lappe lidt på det og hjælpe mig igennem et par dage. Nu kikkede han på billedet.
– Jamen, dog! sagde Nørkle. – Du er da også uheldig. Jeg håber det bare er en forkølelse din kone har fået. Jeg kommer om lidt og hjælper dig med at flytte patienten nedenunder.
– Mange tak, sagde Sogn temmelig køligt. – Men det er ikke forkølelse, hun har feber. Jeg ville ikke have ulejliget dig for en forkølelse. Og min kone ligger allerede til sengs nedenunder. Jeg kan ikke rende op og ned med bakker, ikke med det ben jeg har. Men jeg ser at du har travlt. Undskyld at jeg forstyrrede dig. Jeg havde egentlig håbet at du kunne afse tid til at hente doktoren, i betragtning af min situation. Og også håndværkeren hvis du virkelig ikke har noget lærred du kan undvære.
– Naturligvis, sagde Nørkle, men der lå ham andre ord på hjertet, der bare var blødt i dette øjeblik uden over-hovedet at føle venlighed. – Det kunne jeg da godt. Jeg skal nok gøre det hvis du virkelig er bekymret.
– Det er jeg, meget bekymret. Jeg ville ønske jeg ikke var halt, sagde Sogn.
Nørkle begav sig altså af sted. Det var nemlig en lidt pinagtig situation. Sogn var hans nabo, og der var langt til alle mennesker. Nørkle havde en cykel, det havde Sogn ikke, og han kunne heller ikke køre på en: Sogn var halt på det ene ben, rigtig halt, og det voldte ham en del smerter – det måtte man ikke glemme, såvel som hans vrantne udtryk og hans klynkende stemme. Nørkle havde naturligvis et billede og knap nok tid til at gøre det færdigt. Men Nørkle syntes det var noget Sogn måtte tage hensyn til, og ikke han selv. Sogn regnede imidlertid ikke billeder for noget, og det kunne Nørkle ikke lave om på.
– Pokkers også! sagde han til sig selv da han trak cyklen frem.
Vejret var fugtigt og blæsende, og dagslyset var svindende. “Det bliver ikke til mere arbejde i dag!” tænkte Nørkle, og på hele cykelturen bandede han enten for sig selv eller forestillede sig sine penselstrøg på bjerget og på bladklyngen ved siden af, som han første gang havde set for sig om foråret. Det rykkede i hans fingre på styret. Nu da han var ude af skuret, så han nøjagtig hvordan han skulle behandle den lysende bladklynge der indrammede synet af bjerget i det fjerne. Men han havde en sugende fornemmelse i maven, en slags frygt for at han nu aldrig ville få en chance for at efterprøve det.
Nørkle fandt doktoren, og han efterlod en besked på håndværkerens værksted. Kontoret var lukket, og håndværkeren var gået hjem til sin lune kamin. Nørkle blev gennemblødt til skindet og pådrog sig selv en forkølelse. Doktoren begav sig ikke af sted så ufortøvet som Nørkle havde gjort. Han kom først næste dag, hvad der var ganske bekvemt for ham da han nu havde to patienter at tilse i to huse der lå lige ved siden af hinanden. Nørkle lå i sengen med høj feber, og inde i hans hoved og på loftet dannedes vidunderlige mønstre af blade og sammenfiltrede grene. Det var ingen trøst for ham at få at vide at fru Sogn bare havde været forkølet og var ved at være på benene. Han vendte ansigtet ind mod væggen og begravede sig i blade.
Han blev liggende i sengen et stykke tid. Blæsevejret fortsatte. Det rev en hel del flere af Sogns teglsten ned, og desuden nogle af Nørkles – det begyndte at dryppe gennem hans eget loft. Håndværkeren kom ikke. Nørkle var ligeglad, i et par dage i hvert fald. Så krøb han ud af sengen for at lede efter noget mad (Nørkle havde ingen kone). Sogn kom ikke forbi – regnen havde sat sig i benet og gav smerter i det, og hans kone havde travlt med at tørre vand op og spekulere over om “denne hr. Nørkle” havde glemt at opsøge håndværkeren. Havde hun øjnet en chance for at låne et eller andet hun havde brug for, ville hun have sendt Sogn over, ben eller ikke ben. Men hun kunne ikke finde på noget, så Nørkle fik lov at passe sig selv.
Efter en lille uges tid stavrede Nørkle igen ud til sit skur. Han prøvede at kravle op ad stigen, men det gjorde ham tummelumsk i hovedet. Han satte sig og kikkede på billedet, men der var ingen bladmønstre eller syner af bjerge i hans tanker den dag. Han kunne have malt et billede af en sandørken langt borte, men havde ikke energi til det.
Næste dag havde han det en hel del bedre. Han kravlede op på stigen og begyndte at male. Han var netop begyndt at komme godt i gang igen da der lød en banken på døren.
– Pokkers også! sagde Nørkle. Men han kunne lige så godt have sagt venligt “Kom ind!” for døren gik alligevel op. Denne gang var det en meget høj mand der trådte ind, en fuldkommen fremmed.
– Dette her er et privat atelier, sagde Nørkle. – Jeg arbejder. Gå Deres vej!
– Jeg er Husinspektør, sagde manden og rakte sin legitimation frem så Nørkle oppe på sin stige kunne se den.
– Åh! sagde han.
– Deres nabos hus er behæftet med en hel del mangler, sagde Inspektøren.
– Jeg ved det, sagde Nørkle. – Jeg gav besked til håndværkerne for lang tid siden, men de kom aldrig. Siden har jeg været syg.
– Javel, sagde Inspektøren. – Men De er ikke syg nu.
– Jamen, jeg er ikke håndværker. Sogn burde klage til Byrådet og få hjælp af Nødhjælpskassen.
– Man har travlt med værre ødelæggelser end dem heroppe, sagde Inspektøren. – Der har været oversvømmelse i dalen, og mange familier er hjemløse. De burde have hjulpet Deres nabo med at foretage midlertidige reparationer og forhindre ødelæggelsen i at blive dyrere at udbedre end nødvendigt. Det siger loven. Der er masser af materialer her: Lærred, træ, vandfast maling.
– Hvor? spurgte Nørkle indigneret.
– Der! sagde Inspektøren og pegede på billedet.
– Mit billede! udbrød Nørkle.
– Meget muligt, sagde Inspektøren. – Men huse kommer i første række. Det siger loven.
– Jamen, jeg kan ikke… Nørkle sagde ikke mere for i det samme trådte endnu en mand ind. Han lignede Inspektøren meget, så nærmest ud som hans dobbeltgænger: Høj og klædt helt i sort.
– Følg med! sagde han. – Jeg er Køresvenden.
Nørkle tumlede ned fra stigen. Feberen syntes at være kommet igen, og hans hoved sejlede. Han følte sig kold over det hele.
– Køresvend? Køresvend? stammede han. – Hvad kører De?
– Dem og Deres vogn, sagde manden. – Deres vogn blev bestilt for længe siden. Nu er den endelig kommet. Den venter. De skal jo påbegynde Deres rejse i dag.
– Så! sagde Inspektøren. – De er nødt til at tage af sted. Men det er en dårlig måde at indlede sin rejse på – sådan at efterlade sine opgaver uafsluttede. Men vi kan da i det mindste få lidt gavn af lærredet nu.
– Åh, nej! sagde Nørkle og begyndte at græde. – Og det er ikke engang færdigt!
– Ikke færdigt? sagde Køresvenden. – Det er i hvert fald færdigt for dit vedkommende. Kom så her!
Nørkle fulgte med, temmelig spagfærdigt. Køresvenden gav ham ikke tid til at pakke, men sagde at det burde han have gjort i forvejen, og at de ville komme for sent til toget. Så det eneste Nørkle nåede var at gribe en lille taske i forstuen. Han opdagede at den kun indeholdt en malerkasse og en lille blok med hans egne skitser – hverken mad eller tøj. De nåede toget. Nørkle var meget træt og søvnig, han sansede knap nok hvad der foregik da han blev stoppet ind i sin kupe. Han var nærmest ligeglad – han havde glemt hvor han skulle hen, og hvorfor han skulle af sted.

Forside i høj opløsning

The Tolkien Society