Imre Kertesz Likvidation

Imre Kertész: Likvidation

Oversat af Peter Eszterhás
2004. 136 sider. 199 kr.

»Et nyt mesterværk (-) Likvidation er et enestående litterært, menneskelig og historisk dokument, som er klarsynet nok til at handle om sin egen udslettelse. Med denne bog lakker en epoke mod enden.«
– Die Zeit

»Fuldt vidende om at han hermed gentager sig selv, vil denne anmelder hævde, at Kertész har gjort det igen. Altså begået et mesterværk.«
– Lars Bonnevie, Weekendavisen

Berlingske Tidende ★★★★
Fyens Stiftstidende ★★★★

DKK159.20

Kategori: Tag:

Produktbeskrivelse

Helten i Likvidation er Keserü, forlagsredaktør og læser af profession. Hans ven, forfatteren B., som vi kender fra Kaddish for et ufødt barn, har begået selvmord og efterladt sig et teaterstykke med titlen ”Likvidation”, som Keserü har reddet før det blev konfiskeret af politiet og som nu indgår som en større tekst i romanen Likvidation.

Stykket udspiller sig på det forlag hvor Keserü arbejder, og på en spøgelsesagtig profetisk måde handler det om den situation som opstår efter B.s død: Forvirring, gensidige beskyldninger, intern splid, almen krisestemning og kaos. Men mangler der ikke et vigtigt efterladt manuskript? Der må – efter Keserüs bedste overbevisning – være endnu en roman, som forklarer alt, men den er sporløst forsvundet. Er den havnet hos Sára, B.s elskede, eller hos Judit, hans tidligere hustru?

Keserü skyr ingen midler for at finde den forsvundne roman, hans søgen bliver en slags besættelse, som var det hans egen historie og pludselig befinder han sig i en malstrøm af historie og psykologi, af metafysisk hjemløshed og kunstnerisk søgen efter mening.

Likvidation er spændende som en kriminalroman der endnu en gang stiller spørgsmålet: Hvor begynder undertrykkelsen? Hvordan kan man overleve Auschwitz? Hvordan kan man overleve ’overlevelsen’ og leve med friheden?

»Man hører Becketts latter i baggrunden, en latter man ikke har stødt på hos Kertész tidligere. Også det hæsblæsende tempo er nyt. Under den tynde fernis med et stænk af kynisme, behandler Likvidation – ofte skitseagtig, til tider vanvittig spændende – en overflod af vigtige temaer«
– Frankfurter Rundschau


Bøger af Imre Kertész

 

Anmeldelser

LIVETS SKÆNDSEL
Jeg har endnu ikke læst Kaddish for et ufødt barn. Den roman, der i 2002 var den ydre anledning til, at ungarske Imre Kertész modtog Nobelprisen i litteratur. Det fortryder jeg nu, da jeg sidder med Likvidation. For Imre Kertész er ikke kun en stil eller et sprog eller en genre. Han er noget så foruroligende som et afgrundsdybt hav, som man puffes intetanende ud i, og som man først efter utallige svømmetag kan orientere sig i.
Det bliver til gengæld en dukkert, som man sent glemmer … Imre Kertész er svær, men absolut uomgængelig, ser jeg nu, og det kan helt klart ikke gå hurtigt nok med at få læst mere af denne skarpe forfatter med sans for menneskehedens skingre tragedier.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

ÆSELØRER
For mig skete der det der altid sker, når jeg læser en af Imre Kertesz romaner. Nogle laver små notater i bøgernes margen, når de falder over noget særlig vigtigt, som skal huskes, genfortælles. Det gør jeg ikke, jeg laver i stedet et æseløre. Ikke fordi det er kønnere – det er det ikke – men det er bare en vane jeg har. Og efter jeg har læst Likvidation – ja så har stort set hver anden eller tredje side af bogen fået et æseløre. Og det er jo ikke rasende hensigtsmæssigt eller nyttigt. Men i modsætning til så mange andre bøger, hvor automatpiloten klarer det meste af læsningen for mig – så byder Kertesz tynde romaner på indsigt og følelser og sprogligt mesterskab der slukker for automaten og sætter sig på tværs og stiller krav.
Steen Bille, Kulturnyt/DR

Fuldt vidende om at han hermed gentager sig selv, vil denne anmelder hævde, at Kertész har gjort det igen. Altså begået et mesterværk.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

MIN STORE ETISKE HELT
Siden jeg for to år siden læste Imre Kertész’ Kaddish for et ufødt barn, har denne bogs fortæller været min store etiske helt … Det er meget sjældent, jeg læser bøger, hvor jeg er bange for at gå glip af et eneste ord. Men sådan har jeg det med Kertész’ bøger.
Lilian Munk Rösing, Information

MESTERVÆRK
Et nyt mesterværk (-) Den slags bøger, romaner som tager den største forbrydelse i menneskets historie med et sådant alvor, vil man ikke finde i fremtiden. Likvidation er et enestående litterært, menneskelig og historisk dokument, som er klarsynet nok til at handle om sin egen udslettelse. Med denne bog lakker en epoke mod enden.
Iris Radisch, Die Zeit

BECKETTS LATTER
Man hører Becketts latter i baggrunden, en latter man ikke har stødt på hos Kertész tidligere. Også det hæsblæsende tempo er nyt. Under den tynde fernis med et stænk af kynisme, behandler Likvidation – ofte skitseagtig, til tider vanvittig spændende – en overflod af vigtige temaer.
Ina Hartwig, Frankfurter Rundschau

DEN AFMÆGTIGE ERKENDELSE ★★★★
Et summarisk handlingsreferat kan på ingen måde beskrive den lille romans komplekse indhold. Kertesz bekræfter endnu en gang sin tro på litteraturen. ‘På intet andet end litteraturen. Mennesket lever som en orm, men skriver som en gud’. Det er hans ikke synderligt opbyggelige budskab, der kun mildnes af Kertesz’ suveræne omgang med sproget.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

AUSCHWITZ I ROMANFORM
Kertész skriver glimtvis uovertruffent. ★★★★
Michael Jannerup Andersen, Berlingske Tidende

EN NYDELSE AT LÆSE
Kender du dét, at du læser en bog, som er en nydelse at læse fra første til sidste side? Måske på grund af et finurligt og omhyggeligt sprog? Måske på grund af en følelse af, at der er noget afgørende vigtigt på spil i teksten? Måske på grund af en påtrængende, vibrerende intensitet i hovedpersonernes mulige motivationer? Men ikke desto mindre har du undervejs i læsningen svært ved at få greb om, hvad bogen egentlig handler om, og hvad meningen i det hele taget er? Sådan havde jeg det lidt med Imre Kertész’ Likvidation. Det var mit første møde med den ungarnske nobelpristagers værk, men jeg tør godt love, at det ikke bliver det sidste.
K’s BOGNOTER

Om forfatteren

Imre Kertesz

Imre Kertész

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et ”forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Forfatterweb om Imre Kertész

Wikipedia om Imre Kertész

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Lad os kalde vor mand, helten i denne historie, Keserü. Vi forestiller os en mand og dertil et navn. Eller omvendt: vi forestiller os et navn og dertil en mand. Selv om vi selvfølgelig sagtens kan undvære alt dette, eftersom vor mand, helten i denne historie, også i virkelig­heden hed Keserü.
Allerede hans far hed det samme.
Ja, sågar hans bedstefar.
Følgelig blev Keserü ved fødslen registreret under navnet Keserü: det er altså virkeligheden, hvorom – altså virkeligheden – Keserü ikke havde alt for høje tanker for tiden. For tiden – et af de sidste år i det forgangne år­-tusind, lad os sige en solbeskinnet forårsformiddag 1999 – var virkeligheden blevet til et problematisk begreb, og hvad værre var: en problematisk tilstand for Keserü. En tilstand, som – ifølge Keserüs allerinderste følelser – først og fremmest manglede realitet. Når han af en eller anden grund var nødsaget til at anvende dette ord, føjede Keserü straks til: “den såkaldte virkelighed”. Det var dog kun en ringe satisfaktion, som selvfølgelig heller ikke stillede ham tilfreds.
Keserü stod som så ofte i den senere tid ved vinduet i sin lejlighed og kiggede ned på gaden. Gaden frembød et af de mest hverdagsagtige og banale gadebilleder blandt alle Budapests hverdagsagtige og banale gadebilleder. På fortovet, dækket af affald, oliepletter og hundelorte, stod biler parkeret, og i mellemrummet på omkring en ­meters bredde mellem de parkerede køretøjer og de afskalle­de husmure bevægede de mest hverdagsagtige og banale fod­gængere sig i gåsegang, deres fjendtlige ansigtsudtryk tydede på dystre tanker. Nogle af dem trådte ned fra for­­­tovet, måske for i al hast at overhale kolonnen af andre fodgængere, for straks at få ethvert forfængeligt håb om at bryde ud af køen forpurret af bilhornenes hadefulde kor. På pladsen overfor sad kvarterets hjemløse på bænke – hvis brædderne ikke allerede var fjernet – med deres pakkenelliker, plasticposer og plasticflasker. Over et viltert fuldskæg lyste en karmoisinrød strikhue, kvasten hang og dinglede muntert omkring den martialske ansigtsbehåring. En mand med en krøllet officerskasket fra en ikke længere eksisterende armé samlede den tunge, falmede vinterfrakke uden knapper om sig ved hjælp af en koket blomstret silkesnor som engang formentlig hav­de hørt til en damehousecoat. Et par knoklede kvindefødder stak ud af nogle slidte cowboybukser iført sølvfarvede sko med nedtrådte hæle; lidt længere henne, på den smalle og slidte stribe grønsvær, lå en udefinerbar skikkelse med optrukne knæ i katato­nisk ubevægelighed som en bunke klude, fældet af alkohol eller narkotika, måske begge dele i fællig.
Mens Keserü stod og kiggede på de hjemløse, blev han pludselig klar over at han nu igen stod og betragtede de hjemløse. Keserü havde i den sidste tid utvivlsomt spildt alt for megen opmærksomhed på disse husvilde. Han var i stand til at tilbringe halve timer af sin i forvejen værdiløse tid ved vinduet med en betagelse som en voyeur der slet ikke kan løsrive sig fra sit obskøne syn. Denne hans tilbøjelighed ledsagedes tilmed af dårlig samvittighed, men samtidig også af en med væmmelse blandet dragning, som til sidst mundede ud i kvælende beklemmelse, en slags livsangst. Så snart denne frygt havde antaget utvetydige konturer, vendte Keserü sig så at sige forløst fra vinduet, som om hans gådefulde virksomhed dermed havde nået sin endnu mere gådefulde bestemmelse, og trådte hen til skrivebordet, dækket af opslåede manuskripter der lå bredt ud som nedfaldne fugle.
Keserü var selv klar over at der var noget foruroligende i det tvangsmæssige forhold som han, så at sige uafvidende og uden at give sit samtykke, havde udviklet til de hjemløse. I virkeligheden led han ved det som havde det været en sygdom. Han skulle blot have besluttet aldrig mere at træde hen til vinduet. Eller udelukkende at gøre det for udluftningens skyld eller af andre praktiske grunde. Men pludselig greb han sig igen i at stå ved vinduet og se på de hjemløse.
Keserü anede at der skjulte sig en eller anden rationel betydning bag hans bizarre lidenskab. Ja, han følte endog at såfremt det kunne lykkes ham at afkode denne skjulte mening, ville han forstå sit eget liv meget bedre, hvad han for øjeblikket ikke just gjorde. Han følte det som om afgrundsdybe kløfter skilte ham fra det engang så håndgribeligt bestandige han kendte som sin egen person. Det Hamletske spørgsmål var for Keserü ikke længere at være eller ikke at være, men snarere er jeg til, eller er jeg ikke til?
Keserü bladrede distræt i et af de manuskripter der lå på bordet foran ham. Det var manuskriptet til et skuespil og havde en anseelig tykkelse. På omslaget stod titlen prentet: LIKVIDATION, så fulgte genrebetegnelsen: “Komedie i tre akter”. Nedenunder stod anført: “Handlingen udspiller sig i Budapest i året 1990”. Han holdt titelbladet mellem to fingre for at bladre videre, men så overgav han sig alligevel til den tvivlsomme fornøjelse som læsningen af sceneanvisningerne bød på:(Et trøstesløst redaktionsværelse på et trøstesløst forlag. Slidte vægge, vakkelvorne reoler, gabende huller mellem bøgerne på hylderne, støv, vanrøgt; skønt intet her tyder på flytning, bærer det hele alligevel præg af flytningens midlertidighed. I værelset er der fire skriveborde, fire arbejdspladser. På bordene ses skrivemaskiner, nogle med støvhætte på, stabler af bøger, tidsskrifter, manuskriptsider, mapper. Vinduerne vender ud mod baggården. Bagerst fører en dør ud til korridoren. Et sted langt borte anes det sene eftermiddagslys, men her i det trøstesløse redak­tions­værelse råder der et trøstesløst, kunstigt lys.
I værelset befinder Kürti, hans hustru Sára og dr. Obláth sig. De sidder fortabte som fremmede omkring et skrivebord, som senere viser sig at tilhøre Keserü.)Keserü var ved at blive grebet af læsningens passion, denne ejendommelige besættelse, som i den grad havde været be­stemmende for hans liv.

Forsiden i høj opløsning

Oversigt over udenlandske anmeldelser

Artikler/Interviews

Stavanger Aftenblad: Et barn av Auschwitz (anmeldelse af Likvidation)
Han følte at han var født illegalt, at han forble i live uten grunn, og at hans eksistens ikke hadde noen berettigelse, bare hvis han kunne knekke koden ved navn Auschwitz. LÆS MERE!