Imre Kertesz Kaddish for et ufødt barn

Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn

Oversat af Peter Eszterhás. Efterord af Peter Nielsen
2002. 160 sider. 199 kr.

Kaddish for et ufødt barn af den ungarske forfatter Imre Kertész er en lang og sælsom smuk indre monolog hvor B., forfatter og skønlitterær oversætter, forsøger at få styr på hvad det vil sige at være menneske, og jøde, i en verden der har frembragt Auschwitz. Han refererer brudstykker af samtaler han har haft med sin hustru og med filosoffen Obláth, og med sit bibliotek, men først og fremmest med sig selv.

2. oplag

DKK159.20

Ikke på lager

Kategori: Tags: ,

Produktbeskrivelse

Kaddish for et ufødt barn er historien om en mand der mentalt er forgiftet af sine oplevelser i Auschwitz. Da han forelsker sig i en ung, smuk jødisk kvinde og indgår ægteskab med hende, oplever han kærligheden som en undtagelsestilstand og glemmer at tænke på følgerne af deres kærlighed, nemlig barnet. Spørgsmålet om slægtens videreførelse mødes med et rungende og mange gange gentaget “nej!”. Konflikten sætter en erkendelsesproces i gang hos fortælleren, der i en lang monolog begrunder sit instinktive nej til børn, et nej som viser sig at rumme et langt dybere nej til hele den moderne vestlige kultur, der har frembragt Auschwitz og vil fortsætte med det, indtil der sættes en stopper for denne kulturs forplantningsevne. Og det tilbagevendende spørgsmål for Kertész som for andre overlevende fra Auschwitz er: Kan man overleve ‘overlevelsen’?

I Kaddish for et ufødt barn tager Kertész livtag med skæbnen i en verden hvor Gud har trukket sig tilbage og der ikke hersker nogen overordnet fornuft. Fortælleren, der ligesom Kertész selv har været i Auschwitz som ung, kan bedst sammenlignes med den Sisyfos Albert Camus beskriver i Sisyfosmyten: Hver gang Sisyfos har rullet stenen op ad bjerget, ruller den ned igen. Fred med sin absurde skæbne opnår man først ved at anerkende det absurde og ved at erkende sig selv som fremmed. “Eksilet er mit rige”, siger Kertész et sted med henvisning til Camus.

En amerikansk anmelder sammenligner den nøgne følsomhed i Kaddish med romaner som Camus´ Faldet og Dostojevskijs Kældermennesket og siger: “Ja, så god er Kertesz´ Kaddish.” Mens en norsk anmelder sammenligner Kertész´ stil med Proust: “Kertész er en opsigtsvækkende og formsikker forfatter. Som Claude Simon er han punktummet overlegen, han behøver det sjældent for at formidle sin tankestrøm. Den formidles tilsyneladende uhæmmet og kaotisk, men er præget af den samme knivskarpe struktur som Proust benytter sig af når han efter ti sider vender tilbage til det ord, den smag eller den tanke som satte hans associationsrække i gang. Kertész reflekterer over de store spørgsmål: Eksisterer vi? Hvad er eksistens? Til hvad nytte eksisterer vi? Hans stærkt personlige stemme gør betragtningerne til mere end betragtninger, gør dem til et levende menneskes råb om indsigt og forståelse. Til en bøn om forløsning som jeg gerne beder sammen med ham.” Kertész selv vedgår at han er inspireret af den østrigske forfatter Thomas Bernhards nådeløse prosa og Kaddish kan læses som en hommage til Bernhard.

Den danske udgave er forsynet med et efterord af Peter Nielsen, ph.d. i litteraturhistorie, der flere gange har besøgt og interviewet Kertész.


Bøger af Imre Kertész

 

Anmeldelser

En grav i skyerne
Auschwitz kommer vi aldrig fri af. Imre Kertész lader sin hovedperson fortælle hvorfor.
IMRE Kertész’ egen skæbne ligner på mange måder den fortællers, som han har skudt ind mellem sig selv og teksten. Som overlevende fra nazismens dødslejre levede han siden hen i fyrre år i et diktatur, det såkaldte folkedemokrati i Ungarn, der hvad ensretning og undertrykkelse angik, ikke gav nazismen meget efter, og var det meste af tiden ramt af udgivelsesforbud. Det får ham i hele hans forfatterskab, som Peter Nielsen i en efterskrift giver et kyndigt omrids af, til at kredse om forholdet mellem skæbne og frihed, hvor friheden består i hele tiden at konfrontere sig selv med skæbnen i stedet for at lægge en skæbne, dødslejrens, som man ikke selv har valgt, bag sig og derved virkelig holde op med at eksistere.
Det er desuden i forståelsen af verden og sin egen placering i den, at der kan ligge en redning, som intet har med religion at gøre, hvad denne kompakte og arabeskagtige tekst trods sit grufulde udgangspunkt bekræfter, uden at der af den grund er nogen opløftelse at hente. Men den eksistentielle udsathed, som Imre Kertész skriver på, giver læseren en erkendelse, ingen bør være foruden i en tid, hvor det igen viser sig, at antisemitismen »ikke er nogen overbevisning, men fortvivlelsens moral, de selvhadendes vanvid, de døendes vitalitet,« der atter vejrer morgenluft. Jeg vil holde på, at Kaddish for et ufødt barn er den væsentligste bog, der er udkommet på dansk i flere år.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

Den ungarsk-jødiske forfatter Imre Kertész monolog ‘Kaddish for et ufødt barn’ er litteratur i verdensklasse
I selskab med Kertész befinder vi os i litteraturens verdensklasse. Det er, hvad Proust kunne have skrevet, hvis han havde været tysk filosof – eller måske omvendt: hvad Adorno kunne have skrevet hvis han havde været fransk erindringsmager. Det er, hvad Albert Camus kunne have skrevet hvis Sisyfos havde været mellemeuropæisk jøde. Det er, hvad Thomas Bernhard kunne have skrevet, hvis han havde været mere forsonet med verden. Det er, hvad Elias Canetti kunne have skrevet, hvis han havde været mindre forsonet med sig selv. Det er liflig næring til ånden, både til Verdensånden og til alle os mindre ånder, der kæmper med tilværelsen.
Lilian Munk Rösing, Information

Ungareren Imre Kertész er i den europæiske superliga for ordkunstnere. Hans uhyggelige værk om KZ-lejrens virkelighed sætter overbevisende de største spørgsmål i spil.
Litterært er der tale om en triumf: Kunsten får hos Celan som hos Kertész orkestreret grusomheden. Ordene graver graven i vinden, så læseren kan stå og meditere ved den og måske blive klogere.
Men det er samtidig en bittert uafgjort triumf: Hvad er det dog med dén kunst, at den mest monumentale grusomhed lader sig transponere til noget, der i sidste ende er smukt? Hvordan kan litteratur være et rungende nej til livet og fremtiden og samtidig fremstå livsbekræftende i sin trods?
Kertész er ungarer og jøde, kan man læse i Peter Nielsens gode efterskrift. Han har selv levet igennem først nazisternes dødslejre, så kommunisternes diktaturer, så han ved nok, hvad han skriver om. Bønnen over det ufødte barn viser ham også som en forfatter i den europæiske superliga for ordkunstnere.
Han er – uden sammenligning i øvrigt – æstetisk avanceret og genreoverskridende knivskarp lidt på samme måde som de unge danske prosaister, som en del ældre danske kritikere er så vrede på.
Men samtidig har hans frygtelige og musikalske kværn solidt fat i de store spørgsmål, som vi er nødt til at blive ved at stille. Formentlig kan disse spørgsmål netop kun holdes åbne ved, at folk som Kertész sætter dem på spil i kunstens form.
Jon Helt Haarder, JyllandsPosten

UAFRYSTELIG OG UOMGÆNGELIG
Jeg ved næppe hvilke ord jeg skal beskrive min oplevelse med. Jeg læste i julen nobelprismodtageren Imre Kertész’ roman ”Kaddish for et ufødt barn” ; jeg fik bogen i julegave, begyndte en aften og blev suget ind i et univers, som ikke var til at slippe, og jeg slap den egentlig først, da der blev sat et sidste punktum … Romanen er både en fortælling fra et menneske, der har gennemlevet erfaringer, som er ubeskrivelige, men alligevel er de ikke fuldstændig fremmede – monologen udtrykker også en afsløring af sider ved vor tilværelse, som vi til daglig tilslører. Romanen er på én gang ærlig og illusionsløs, men dog ikke uden en form for absurd håb. Efter endt læsning følte jeg en slags forpligtelse til hver dag at fremkalde hele monologen i min bevidsthed for ikke at blive lullet ind i den konforme og magelige selvfølgelighed, som altid er en risiko. Også for kirkens folk! Bogen er ganske enkelt uafrystelig og uomgængelig.
Ulla Pierri Enevoldsen, universitetspræst, RUC

Årets læseoplevelse
Da Politiken i februar 2005 spurgte lyrikeren og bachelor i litteraturvidenskab Adda Djørup om hvad der har været hendes største læseoplevelse det sidste år, svarede hun: “Kaddish for et ufødt barn af Imre Kertész. Den er blændende godt skrevet – hjertegribende og knivskarp. Som jeg læser den, er den et klartseende blik på den vestlige kultur og dennes iboende tendens til totalitær tænkning og voldelig – for ikke at sige moderisk – adfærd. Og den er skrevet af et menneske, der selv har oplevet dette i yderste konsekvens. Men samtidig peger den på det godes mysterium; på det forhold, at selv i de hæsligste og mest livstruende omstændigheder kan mennesket udføre helt uselviske handlinger. den gav mig på samme tid en kugle og et lys i hjertet.”
Adda Djørup i Politiken

Om forfatteren

Imre Kertesz

Imre Kertész

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et ”forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Forfatterweb om Imre Kertész

Wikipedia om Imre Kertész

Forfatterprofil

Tekstuddrag

1

Så kom min hustru, og jeg tænkte straks og så at sige instinktivt: “Sikke en smuk jødepige!” da hun krydsede det grønblå tæppe, som gik hun over havet, skridtede hun sejrssikker, om end stadig lidt frygtsom, hen imod mig, fordi hun ville tale med mig, eftersom hun havde fået at vide at jeg var mig, B., forfatter og skønlitterær oversætter, hvis ene skrift hun havde læst, og som hun ubetinget måtte drøfte med mig, sagde min (dengang endnu tilkommende og nu forhenværende) hustru, og hun var ganske ung, femten år yngre end jeg, selv om jeg heller ikke var særlig gammel, om end gammel nok allerede dengang, som altid. Ja, sådan ser jeg hende nu, denne nat, denne alt illuminerende, lynklare, mægtige nat og i den mørke nat der senere, langt senere, sænkede sig over mig, ja: I wonder why I spend my lonely nights dreaming of the song … and I am again with you, fløjter jeg og undrer mig over at jeg fløjter, oven i købet Stardust Melody, som vi altid fløjtede, selv om jeg efterhånden kun fløjter Gustav Mahler, udelukkende Gustav Mahler, hans niende symfoni. Men jeg føler at det er aldeles uvæsentligt. Medmindre der tilfældigvis skulle være nogen der kendte Gustav Mahlers niende symfoni, ud fra hvis stemning vedkommende med fuld ret og absolut velbegrundet ville kunne slutte sig til min psykiske tilstand, såfremt den ellers havde hans interesse, og han ikke kunne nøjes med mine direkte meddelelser, hvoraf han ligeledes ville kunne drage de nødvendige konklusioner. When our love was new and each kiss a revelation …

2

… din ikke-væren anskuet som min værens nødvendige og radikale likvidering. For kun således har alt det der er sket, alt det jeg har gjort, og alt det man har forøvet imod mig, hele mit meningsløse liv, ja, selv spørgsmålet om jeg skal fortsætte det jeg har påbegyndt, at leve og at skrive, ligegyldigt hvilket, begge dele samtidigt, en mening, for kuglepennen er min spade, hvis jeg ser fremad, ser jeg udelukkende bagud, hvis jeg ser på papiret, ser jeg udelukkende ind i fortiden: hun krydsede det grønblå tæppe som gik hun over havet, hun ville nemlig tale med mig, da hun havde fået at vide at jeg var mig, B., forfatter og skønlitterær oversætter, hvis “ene skrift” hun havde læst og som hun ubetinget måtte drøfte med mig, sagde hun, og vi drøftede og drøftede det, indtil vi drøftede os i seng – du gode gud! – og vi talte også bagefter, også imens, talte uafbrudt.

3

Og i denne sammenhæng er det hip som hap om jeg er jøde eller ikke er jøde, selv om det at være jøde unægtelig er en stor fordel her, og set ud fra denne synsvinkel, men forstod hun det!? råbte jeg, udelukkende set ud fra denne eneste synsvinkel er jeg villig til at være jøde, udelukkende ud fra denne eneste synsvinkel betragter jeg det som et held, ja, endda som et særligt held, ja, endda som en nådesbevisning, ikke at jeg er jøde, for jeg giver fanden i hvad jeg er, råbte jeg, men at jeg som en brændemærket jøde fik lov til at opleve Auschwitz, og at jeg på grund af min jødiske afstamning alligevel har gennemlevet noget og set noget i øjnene, og at jeg én gang for alle og uigenkaldeligt ved noget, som jeg ikke vil afstå fra, som jeg aldrig vil afstå fra, råbte jeg. Så tav jeg. Og så blev vi skilt. Og det at jeg ikke tænker tilbage på de efterfølgende år som en fuldstændig trøstesløs ørkenvandring skylder jeg den omstændighed at jeg også i disse år arbejdede, ja, det var mit arbejde, der reddede mig, også selv om det selvfølgelig kun har reddet mig til undergangen. I disse år var jeg ikke blot nået til nogle afgørende erkendelser, men det var også i disse år at jeg havde erkendt at hele rækken af erkendelser er vævet tæt sammen med min skæbne. I disse år erkendte jeg også mit arbejdes sande natur, som i alt væsentligt ikke er andet end gravearbejde, videre- og færdiggravning af den grav som andre var begyndt at grave for mig i skyerne, i vinden, i intetheden.

4

Det var i disse år jeg var begyndt på at skrive mine notater om mit ægteskab. Det var i disse år min hustru atter gav livstegn fra sig. Engang, da jeg i håb om nye recepter ventede på hende i den sædvanlige café, kom hun gående med to børn ved hånden. En mørkøjet, lille pige med fregnernes blege prikker strøet omkring næseroden, og en halsstarrig dreng med glade og hårde øjne som gråblå flinteskærver. Sig pænt goddag til onkel, sagde hun til dem. Det gjorde mig én gang for alle fuldstændig nøgtern. Somme tider lister jeg gennem byen som en affældig mår som har overlevet den store udryddelse. Jeg løfter af og til hovedet ved lyden af enkelte stemmer og billeder, som om mine barkede, dovne sanser blev bestormet af færten af stødvise minder fra det hinsides. Ved et og andet hus, på et og andet gadehjørne standser jeg pludselig rædselsslagen op, kigger mig omkring med vibrerende næsebor og frygtsomme øjne, jeg vil flygte, men noget holder mig fangen. Under mine fødder bruser kloakken, som ville mine minders skidne strøm bry-de op fra sit skjulte leje og rive mig med. Lad det bare ske; jeg er forberedt. I min sidste store kraftanstrengelse viser jeg mit skrøbelige, trodsige liv – jeg viser det frem, for så at begynde at gå med dette livs bylt i mine opløftede hænder, og synke i en mørk flods rivende, sorte strøm

Herre min gud!

lad mig synke

i al evighed,

Amen

Forside i høj opløsning

Nobelprisfejringen i Stockholm

Site med udenlandske anmeldelser