Imre Kertesz Jeg-en anden

Imre Kertész: Jeg – en anden

Oversat af Peter Eszterhás
2003. 128 sider. 199 kr.

Jeg er en anden. Det var Rimbauds berømte formel, som Kertész bruger som ét af flere mottoer til den selvbiografiske roman Jeg – en anden fra 1997, hvor dagbogsnotater fra perioden 1991– 95 går hånd i hånd med filosofiske overvejelser over hvad det vil sige at være menneske. Hvem er jeg? Forstår jeg mit liv? spørger han sig selv. Alt taler imod det: det fremmede jeg, den selvretfærdige moralist, den løgnagtige fabelfabrikant.

DKK159.20

Kategori: Tags: ,

Produktbeskrivelse

Jeg er en anden. Det var Rimbauds berømte formel, som Kertész bruger som ét af flere mottoer til den selvbiografiske roman Jeg – en anden fra 1997, hvor dagbogsnotater fra perioden 1991– 95 går hånd i hånd med filosofiske overvejelser over: hvem er jeg? Jeg er den jeg fremstiller, skrev Montaigne. Jeg har ikke eksisteret, jeg har været en anden … I dag er jeg med ét vendt tilbage til den jeg er eller drømmer om at være, skrev Pessoa. ”Jeg” er en fiktion, som vi højst kan være medforfattere til, skriver Kertész. Og kan man overhovedet mere tale om gyldige sindbilleder eller symboler? Den moderne mytologi starter jo med et negativum: Gud skabte verden, menneskene skabte Auschwitz.

Efter årene under det kommunistiske diktatur da Kertész befandt sig i en slags indre eksil, da hans bøger ikke måtte udkomme og han måtte leve fra hånden i munden, blæser nye vinde. Bogen starter i Budapest i efteråret 1991, det er koldt, det regner. De gamle partiledere optræder undskyldende i fjernsynet; de ”troede” på partiet, at ”Stalin ikke vidste noget” om alle fejltagelserne. Alt mens antisemitismen blomstrer. Hvor blind kan man blive, og hvor meget kan man korrumpere sproget? Han rejser til Wien, for at søge efter sporene af Wittgenstein, som han har oversat, men finder ingen. Ikke at forstå verden, bare fordi den er uforståelig, er dilettantisk. Når man tænker for meget bliver man enten ulykkelig eller mystiker, som Wittgenstein og Kafka blev det, skriver Kertész.

Hans bøger udkommer i udlandet, og han har frihed til at rejse. Det er som om han trækker vejret dybt og ånder lettet op. Med Murens fald har der åbnet sig en ny verden, og han kan ikke lade være med at tage del i dens stormløb, tager på oplæsningsturné i Tyskland, besøger bogmessen i Frankfurt. Opholder sig kun i Budapest nogle måneder om året og føler sig næsten ”som en flygtning” når han er hjemme.

I 1953 havde han fireogtyve år gammel mødt en ti år ældre kvinde på en kaffebar. Deres næsten livslange ægteskab blev ulykkeligt, som når man holder hinanden fanget i et skæbnens fængsel. Vor kærlighed var som et døvstumt barn, skriver han. Men nu er hun død, og han oplever den store lykke – i en moden alder – at have mødt M. som har den evne – den usædvanligste af alle evner – at gøre andre lykkelige. En dag besøger han og M. det sted i Østrig hvor faren døde og finder en spøgelsesagtig by med værtshuse og lystig operettemusik, en stenørken hvor ingen synes at kende noget til dengang i 1944 da det marcherende tog af jøder blev overladt til nazisternes forgodtbefindende. Ingen steder kan de finde bare skyggen af et mindesmærke.

Jeg – en anden er en slags road movie, som fører læseren vidt omkring, ikke bare i geogra-fien (Berlin, Wien, Amsterdam, Tel Aviv), men også i historien (med tilbageblik på barndommen, årene under det kommunistiske diktatur og selvfølgelig Auschwitz) og litteraturens verden (man får også en karruseltur i Kertész’ bibliotek). Og indimellem hører vi også om hans drømme. Jeg – en anden er med andre ord en typisk Kertész-bog, der blander selvbiografiske dagbogsoptegnelser om vejr og vind og byer og mennesker med filosofiske overvejelser om hvad det vil sige at være menneske. Forstår jeg mit liv? spørger han sig selv. Alt taler imod det: det fremmede jeg, den selvretfærdige moralist, den løgnagtige fabelfabrikant.


Bøger af Imre Kertész

 

Anmeldelser

Så smukt, løgnagtigt og fabelagtigt
Imre Kertész fik sidste år nobelprisen i litteratur og der hersker ingen tvivl om, at hans forfatterskab til fulde fortjener det svenske akademis beundring. Smalle, korte bøger hvor intet ord er tilfældigt, intet ord for meget, intet ord for lidt. (-) Virkeligheden er aldrig helt virkelig for en forfatter – ikke mindst for en forfatter som Kertész der jager forståelsen og indsigten både i sit og andres liv – for den skal være fortælbar eller genfortælbar og allerede her er det jo at den ophører med at være virkelig men bliver en fabel – opspind. Det vi som læsere higer efter men samtidig det, der måske netop udelukker forfatteren fra at møde sig selv. Det er nogenlunde sådan Kertész har det og det er det han skriver om – så smukt, løgnagtigt og fabelagtigt.
Steen Bille, Kulturnyt, DR

Tidsånden er verdens undergang
Imre Kertész undlader ikke at notere sig sin egen nydelse ved at nedfælde sine overvejelser på skrift. Et sted noterer han, at hans eneste identitet er skrivningens identitet. Håbløsheden er hans inspiration, erkendelsen indimellem næsten munter. Men forfatterskabet er samtidig en evig kilde til mistro mod ham selv og hans egne motiver. Hvem er han? Er han en løgner, »en løgnagtig fabelfabrikant?« Æstetiserer han ondskaben? Forulemper han det ubeskrivelige ved at nedfælde det? Tvetydigheden er uafrystelig, men netop i dette vilkår gør han læseren til medvider. For det er en stor æstetisk nydelse at dele Kertész’ fabelagtig skrevne dysfori.
Karen Syberg, Information

Livet på trods
For Imre Kertesz – modtager af Nobelprisen i litteratur i 2002 – er jødiskhed, skæbne og Auschwitz i sammenligning med Guds skaberværk menneskets fremmeste frembringelse. Hvordan kan man med en så pessimistisk og nihilistisk indstilling til tilværelsen – ‘vort liv er en misforståelse’ – stadig være i live?
Det undrer også Kertesz. Og denne undren er drivkraften bag ‘Jeg – En anden’, 125 små sider med dagbogsnotater om rejser, mad, vejr, venner og fjender, filosofiske betragtninger og kommentarer til dette meningsløse liv. Der alligevel – som hos Beckett, som Kertesz er åndeligt beslægtet med – ender med konstateringen af, at det, trods alt, er ulejligheden værd.
Titlen er hentet fra Rimbauds notoriske ‘Je est un autre’, der vanskeligt lader sig oversætte direkte, fordi udsagnet i sig selv udtrykker jeg’et som fiktion. Kertesz beskæftiger sig indgående med menneskets eksistentielle vilkår, som han unægtelig har et forfærdelig indgående kendskab til efter ungdomsår i Auschwitz og 40 år under kommunismen, hvor hans bøger var forbudt. Erfaringerne har gjort ham til en forunderligt blanding af oversensibilitet og en forbløffende robusthed, der gør det muligt for ham at fremlægge sine iagttagelser uden falske hensyn og ofte med en befriende humor.
‘Når jeg føler mig fortabt, er det sikkert, fordi jeg er fortabt’. Fortabt som menneske, som forfatter (‘jeg føler, at en anden har skrevet mine bøger’), som ægtemand, som jøde, som ungarer, kredse i Ungarn benægter hans lidelselseshistorie og vrænger af hans internationale anerkendelse.
Og alligevel nøgternt og galgenhumoristisk accepterende sin skæbne.
Fyens Stiftstidende

Imre Kertész’ filosofiske dagbog rummer ærlige spørgsmål om eksistensen, som vi kan spejle os i og lære af. 4 ****
Eva Pohl, Berlingske Tidende

Jeg har aldrig læst noget af Kertész før, men denne bog forekommer mig at være en utrolig god og meget bevægende introduktion til hans liv og helt særlige forfatterskab. En lille, men væsentlig bog med et formfulendt sprog.
Helle Winther Olsen, DBC-lektør

Om forfatteren

Imre Kertesz

Imre Kertész

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et ”forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Forfatterweb om Imre Kertész

Wikipedia om Imre Kertész

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Uddrag af FØRSTE KAPITEL

Nittenhundrede og enoghalvfems. Efterår ved den kolde Donau-bred, den tilstundende skumring gyder en sur, æblegrøn farve ud over Pestsidens nedslidte palæer med deres forløjede pomp og pragt.
Alt i mig slumrer, dybt og ubevægeligt. Jeg rører rundt i mine følelser, i mine tanker, som i et vognlæs lunken beg.
Hvorfor føler jeg mig så fortabt? Åbenbart fordi jeg er fortabt.
Alt er falskt (gennem mig, på grund af mig: min blotte eksistens forfalsker det).
Når tomheden (min indre tomhed) udløser skyldfølelse, kan man måske derigennem slutte sig til oprindelsen. Forud for skabelsen var angst og bæven; horror vacui er en etisk kendsgerning.
I går, under en overmåde tåbelig konference med den overmåde tåbelige titel “Hungarian-jewish coexistence”, stilede en ældre herre direkte hen til mig i foredragssalen, hans ansigt var grødagtigt og uformeligt, hans hår tyndede ud i sammenhængende plamager, ligesom sæderne på gamle plyskanapéer: ikke et eneste af hans træk forekom mig bekendt. Til min store forbløffelse omfavnede han mig pludselig og præsenterede sig: en ven, vi havde ikke set hinanden i femogtredive år. Han levede i udlandet. Han havde hørt om mig og læst mine bøger. Han kunne ikke begribe “min forvandling”, sagde han. Dengang bemærkede han intet særligt ved mig, dengang viste jeg ingen tegn på mine såkaldte “højere evner”. Jeg undskyldte lidt denne uventede udvikling, men i virkeligheden blev jeg foruroliget over hans ord. Jeg har altid haft en tilbøjelighed til, og har det ikke i mindre grad nu, at betragte mig selv som “Jedermann”, der i hvert fald i én bestemt henseende ikke skyr nogen anstrengelse: nemlig at se klart. Hvilke er så mine “højere evner”? Jeg fulgte ikke dette lands eneste inspiration: den vedvarende, forføreriske sirenesang der lokker til sjæleligt, åndeligt og fysisk selvmord, hvilket dog tyder på en vis vitalitet. Men at vurdere dette minimum som sejr ville i høj grad være tankeløst, ja mere end det, en total mangel på forudseenhed. Hvad har egentlig ændret sig i og med “forandringen”? Er jeg da ikke stadig lige udleveret? Er jeg måske blevet forløst fra mig selv? Der er ikke sket andet end at jeg har fået conditio minima, min personlige frihed, tilbage – fængselscellens dør, bag hvilken man har holdt mig indespærret i fyrretyve år, åbnede sig, om end nok så knirkende, og det er muligvis tilstrækkeligt til at forvirre mig. Man kan ikke nyde sin frihed på det samme sted som man har levet i fangenskab. Altså må jeg tage et andet sted hen, et sted langt, langt borte. Det vil jeg aldrig gøre.
I så fald må jeg fødes på ny, skifte ham – til hvem, til hvad?

Det regner. Gamle partikoryfæer udtaler sig i tv. De “troede” på partiet. De “troede” at der forekom “vildfarelser” og “fejl”, ja, men de “troede” for eksempel, at “Stalin ikke vidste noget”. Og så videre. Man skal dog ikke bilde sig ind at de ikke forvekslede disse udvandede klichéer med ægte indhold, deres såkaldte “tro” med virkelige tanker eller følelser. Læren man kan drage heraf: disse mennesker satsede deres liv på en forkert sprogbrug. Og hvad værre er, de ophøjede denne forkerte sprogbrug til gældende konsensus og efterlod ved deres sortie lutter sproginvalider, der nu alle trænger til moralsk førstehjælp, eftersom de ved den forkerte sprogbrugs værdiløse ord, som opløste trevler af indpakningspapir, afslørede deres moralske skrammer. De moralske proteser klaprer, de moralske krykker knager, og de moralske rullestole triller hvor jeg end ser hen. Det handler jo ikke om at glemme en epoke, som man glemmer et mareridt: det var jo dem selv der var mareridtet, altså skulle de glemme sig selv for at kunne leve videre. Men hvor ved man fra om det overhovedet er muligt eller tillokkende at leve efter at have været død i så lang tid? Hvem er nogen sinde genopstanden – ikke for at forkynde miraklet, men blot for at henslæbe sine dage i al væsentligt for det samme som hidtil (for ingen verdens ting) og ikke engang sanse genopstandelsen? Kan man tænke sig Lazarus i Chaplins rolle?
Tragediens klamme, altfortærende vinde hyler. Jorden åbner sig, og himmelhvælvet styrter ned i dens gab. Mennesker ændrer sig pludselig, falder sammen, ældes. Helvedes ånde blæser farven af deres ansigter. Grå og hvide skikkelser, kadavere, går omkring i gaderne. Apokalypsens metamorfoser. Da jeg på Vérmezõ slentrede forbi statuen af Béla Kun overmalet med jødestjerner, forstod jeg med ét, at det som jeg i min ungdom anså for fejhed, dumhed, blindhed og – i bund og grund – en ubegribelig tragikomisk form for selvmord, i virkeligheden er en slags afmagt der går over i værdighed. Der er en vis værdighed i at man til sidst eksekverer morderens befaling og med sindsro tolererer at blive brændemærket og slagtet. Der er noget storslået ved denne magelighed – offerets magelighed. Hvad mig angår, aner jeg allerede at jeg vil holde ud på min plads, højst min væmmelse vil tiltage. Et langt liv gemmer på stadig flere overraskelser – overraskelser som vi vil forbløffe os selv med.

“Vi må påtage os vor eksistens så vidt det overhovedet er muligt”: Rilke. Kafka: “Jeg er nødt til at være meget alene. Alt hvad jeg har præsteret, er i virkeligheden et resultat af ensomheden.” Nietzsche: “Distancens patos …”
Hvad er det rigtige liv? En evig gåde (for mig)

I går aftes i min seng prøvede jeg længe og af al kraft at forestille mig min ikkeværen. Det subjektive intet. Jeg fornemmede ligefrem hvordan jeg gled ud af min krop – men dermed var eventyret også slut. Så snart jeg forlader hylstret, forsvinder indholdet; alt ophører. Jeg er på liv og død forbundet med min krop, og denne floskel er sommetider svær at fatte. Det ville være en fejl at tro at mit liv tilhører mig. Men det ville være en endnu større fejl at forsømme dette liv, at lade det gå op i røg, gå til spilde. Dette liv er blevet mig betroet – jeg spørger ikke af hvem, eftersom jeg allerede kender svaret og således også ved at spørgsmålet er stillet forkert; jeg kan kun forlade mig på min egen, ubestridelige ansvarsfølelse (min eneste følelseserfaring). Jeg står i et gensidighedsforhold til mit liv. Navnet på dette forhold er: udleverethed. – Så langt så godt. Men hvilken del af dette splittede liv kan benævne sig selv som “jeg”?

“Jeg” er en fiktion vi højst kan være medforfattere til. “Jeg er en anden.” (Rimbaud)

Forside i høj opløsning

Oversigt over udenlandske anmeldelser