Imre Kertesz - Dossier K

Imre Kertész: Dossier K.

Imre Kertesz - Dossier K2007. 224 sider. 249 kr.

Dossier K. er en slags selvbiografi hvori Imre Kertész fører en samtale med sig selv om sit liv og sit forfatterskab og gør det med løssluppen munterhed. Accepterer vi Nietzsches udsagn, at romanens oprindelse går tilbage til Platons dialoger, står læseren i virkeligheden med en roman i hånden.

“Litteraturen som en uomgængelig vej til forståelse af virkeligheden.” – Information.

“Tankevækkende, bevidsthedsudvidende og fremragende.” – Berlingske Tidende.

“Underfundig og livsklog.” – Politiken. 

★★★★★ “Genial.” – Citadel.

★★★★★ Jyllands-Posten

DKK199.20

Ikke på lager

Kategori: Tags: ,

Produktbeskrivelse

Dossier K. er en hæsblæsende rundtur i Kertész´ liv og forfatterskab. Hans jødiske baggrund og problemer med at overleve under kommunismen. Hans kærlighedsforhold og sammenhængen mellem hans eget liv og hans romanpersoners skæbne. Man befinder sig midt i et ironisk maskespil og spørger sig selv: Hvad er fiktion og hvad er virkelighed?

Kertész skriver: ” Alt taget i betragtning står jeg ellers helt og aldeles på munterhedens side. Det er min fejl hvis jeg ikke vækker den slags følelser hos andre. Men jeg har ganske tidligt tilkæmpet mig min åndelige frihed, og fra det øjeblik jeg havde besluttet mig til at skrive, kunne jeg betragte alle mine problemer som råstof til min kunst. Og selv om dette råstof tilsyneladende er nok så dystert, forløser formen det og forvandler det til glæde. Skrive kan man nemlig kun ud fra et overskud af energi, altså glæde; det at skrive er – og det er ikke mig, der har fundet på det – intensiveret væren.”

“Kertész stiller ikke spørgsmålet ‘Hvordan blev jeg den jeg er?’ men ‘Hvordan kan jeg være den jeg blev gjort til?’ En bog der udspringer af en sådan undren, kan selvfølgelig kun være en lykkekatastrofe. Det vil sige: en elegi over skæbneløsheden. På knivsæggen mellem fakta og fiktion, jeg og modjeg, genopfinder Dossier K. selvbiografien som roman. Og dermed verden. I al sin udholdelige fremmedhed.” Aris Fioretos, Dagens Nyheter


Bøger af Imre Kertész

 

Anmeldelser

GENIAL ★★★★★
Dossier K. er genial i både sprog og form.
Vagn Remme, Citadel

BEVIDSTHEDSUDVIDENDE
Nobelprismodtageren Imre Kertész har skrevet en slags selvbiografi, der sætter spørgsmålstegn ved det meste … tankevækkende, bevidsthedsudvidende og i mange henseender fremragende.
Anne Lise Marstrand Jørgensen, Berlingske Tidende

MAN KAN IKKE SKRÆLLE ABRIKOS MED EN NØDDEKNÆKKER
Underfundig og livsklog autofiktion … i realiteten er det Kertész’ egen, suveræne på skift spøgefulde og alvorlige forhandling af det kerteszske værks arvelod og indebyrd, et forsøg på at lave et ’dossier’ om det – det sidste en bevidst tvetydig og ironisk hilsen til Kafka og til det totalitære, kommunistiske styre, som Kertész størstedelen af sit liv levede under. Det er også en litterær gestus i slægt med f.eks. Rousseaus, Gombrowicz’ og Barthes’ forsøg på sent i livet at skrive om sig selv – et forsøg, tekstens Kertész adskillige gange vrængende og irriteret undsiger. (-) … en springende, både anstrengt og legende dialog mellem de to stemmer – den ene nyfigen, respektfuld, sine steder næsten leflende, andre steder påtrængende og insisterende; den anden hvas, brøsig, klog, myndig og afvisende, eller pludseligt usikker og undvigende.
Det, der dukker op i samtalens løb, er på den ene side rodfæstet i forfatterskabets bærende bjælker: det akavede forhold til jødiskhed og religion, spørgsmålet om Auschwitz og totalitarisme og nationalisme, spørgsmålene om ordfobi og skrift, om skam og selvmord, »demonstration eller kollaboration« som det et sted hedder. Alt sammen navigeret på grundlag af en villet leg med skellet mellem virkelighed og fiktion, og med et utal af anekdotiske indslag fra familiehistorien og livsfortællingen helt op til det nuværende ægteskab med den ny viv. Men samtidig gnistrer teksten på den anden side, og lyser op dér hvor aforisme-lignende sentenser viser sig.
Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

AUSCHWITZ EFTER KUNSTENS REGLER
En forfatters såkaldte ’selvbiografi’ kan vække forventninger hos læseren om at få tilkastet en luns ‘virkelighed’, der kan være vejen til forståelse af det litterære værk. Kertész’ selvbiografi viser os det modsatte: litteraturen som en uomgængelig vej til forståelse af virkeligheden.
Lilian Munk Rösing, Information

DEN EVIGE TOLKNING AF EKSISTENSEN
Dossier K. Selvbiografi for to stemmer er et fremragende værk fra den ungarske nobelpristager Imre Kertész. En dialog med sig selv som vejen til erkendelse. (-) Kertesz’ let læste, men dybtgående selvbiografi stiller dermed i bund og grund spørgsmålet om menneskets autonomi efter Auschwitz. I stedet for at ende i tavshed efter denne ubegribelighed gælder det om at tage ansvar for at tolke vore liv, uden at falde for fristelsen til at holde os til faste udgangspunkter og tolkninger. Kertész’ bog er dermed en dybt etisk bog, der peger på et eksistentielt udgangspunkt, som ingen religion eller politisk meningssystem kan indfange. Værket bliver dermed mere tankevækkende, end det med sin lette sprogtone umiddelbart ser ud til at være. Ligesom med Franz Kafkas “Processen”, som titlen på hans autobiografi tydeligt refererer til, er der tale om et fascinerende vidnesbyrd om forfatterens uafbrudte proces mod sig selv og hans uafbrudte arbejde med sin egen identitet. En identitet, han selv, som denne fremragende forfatter udtrykker det, når han en sjælden gang finder den, i samme øjeblik mister igen.
Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad

DET ER STORT ★★★★★
”Dossier K” er ingen almindelig selvbiografi, men en dialog mellem to stemmer der begge må opfattes som versioner af Imre Kertész: En interviewer, velforberedt og velbevandret i forfatterskabet, prøver at fastholde forfatteren på forholdet mellem liv og værk og på en klar skelnen mellem fiktion og digtning, mens denne bestandigt producerer finurlige paradokser og undviger entydige forklaringer.
Sammen vandrer de to gennem forfatterskabet og den forgangne tid, mens de hvirvler store og hårde spørgsmål op. Intervieweren vil bestandigt have uddybet sammenhængen mellem det, den anden skrev, og det han levede. Derfor kommer læseren godt rundt både i forfatterens biografi, hans forfatterskab og i ungarsk og europæisk efterkrigshistorie.
Der går en måske nok livsbekræftende, men også frygtindgydende munterhed igennem hele bogen, som både udspringer af og helt grundliggende problematiserer en europæisk dannelse med tilhørende verdensanskuelser. Det er stort.
Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

JEG ØNSKEDE AT DØ, MEN SKREV EN BOG I STEDET
Imre Kertész’ bøger er livsnødvendige! Og det i allerbogstaveligste forstand. For mens andre overlevende fra KZ-lejrene, som siden blev forfattere – Primo Levi, Jean Améry, Tadeusz Borowski – endte med at tage deres eget liv, er der altid kommet en bog i vejen, når selvmordstanken er blevet Kertész for fristende. Sådan skriver han i hvert fald selv i sin seneste af slagsen, DOSSIER K, der nu er udkommet på dansk i Peter Eszterhás’ vanligt gode oversættelse. (-) ‘Jeg er et medium for Auschwitz’ ånd’, står der ligefrem et sted. Det er hjerteskærende at læse om hans skam over at overleve de lejre, der blev sat i verden til udryddelsen af Europas jøder, og det er et bestandigt kors for tanken, at de rent faktisk har eksisteret – at nogle endda overlevede dem og tilmed skabte udødelige kunstværker med de skæbnesvangre oplevelser som råstof, er utroligt.
Martin Hansen, LitteraturNu.dk

LEKTØRUDTALELSE
En forfatters læseværdige og ofte muntre samtale med sig selv som udvider læserens forståelse for forfatterskabet og kendskabet til forfatterens person.
Helle Winther Olsen, DBC, lektørudtalelse

UVURDERLIG
Dossier K. er både selvbiografi og kunst. Med andre ord: Et selvbiografisk værk, der også har høj litterær værdi. Jeg har skrevet og streget afsindigt meget i bogen, og jeg tror, at jeg har gjort den til en bog som ikke er en rød øre værd, hvis jeg spurgte, hvad en antikvar ville give for den. Men op i r…. med det, for for mig har denne bog (og det, jeg har læst af ham) en uvurderlig værdi. Det er ikke bare en god (og eksperimentel) selvbiografi, det er også en på paradoksal vis total afpersonaliseret stemme, der ved at gennemløbe sit liv og værk får sagt en pokkers masse om den tid, vi lever i. Og hvis du sidder tilbage med en tvivl om noget, så synes jeg bare, at du skulle smutte i boghandleren og få fat på Dossier K. – Om det så er før eller efter, du har læst Imre Kertészs andre værker.
Rasmus Graff, Skopet

Om forfatteren

Imre Kertesz

Imre Kertész

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et ”forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Forfatterweb om Imre Kertész

Wikipedia om Imre Kertész

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Du skriver i Fiasko: “I en alder af fjorten et halvt kiggede jeg i en halv times tid ind i løbet af en skarpladt maskinpistol.” Jeg forstiller mig at det må være sket i gendarmerikasernen. Hvorfor var den episode ikke med i De skæbneløse?

Set ud fra romanens synsvinkel var det et anekdotisk element, derfor måtte det udgå.

Men set ud fra dit livs synsvinkel må det ikke desto mindre have været et afgørende moment …

Skal jeg virkelig tale om det jeg ellers aldrig har villet tale om?

Hvorfor skrev du så om det?

Måske netop for ikke at være nødt til at tale om det.

Falder det dig virkelig så svært?

Du ved, jeg har det med det som med disse interviews med de overlevende gamle i Spielberg-føljetonen. Jeg hader den slags sætninger: De drev os ind i hestestalden … De drev os ud på en gårdsplads … De bragte os til teglværket i Budakalász osv.

Hvorfor? Var det da ikke det, der skete?

Jo, i romanen. Men romanen er fiktion …

Som hos dig, så vidt jeg ved, er baseret på virkeligheden. Hvordan kom du egentlig til gendarmerikasernens trange gårdsplads?

Når det kommer til stykket, skete det nøjagtig på den måde jeg beskrev i De skæbneløse. Jeg vågnede midt om natten til lyden af råb og skrig og sireners hyl, jeg var faldet i søvn siddende, lænede mig til den bag mig siddendes optrukne knæ, og ham der sad foran mig, lænede sig til mine optrukne knæ – til lyden af råb og skrig og sireners hyl. I løbet af et minut stod jeg ude på gårdspladsen under den måneklare himmel, som krydsedes af bombefly i tætte formationer. Døddrukne gendarmer krøb sammen på de lave mure bag deres maskinpistoler, som de rettede mod flokken – os – på gårdspladsen. Alt det er i øvrigt overflødigt at fortælle om, du kan læse en meget bedre beskrivelse af det i min roman Fiasko.

Ja, men dér ser det ud som om drengen intet som helst forstod af det der skete omkring ham, han anede end ikke hvordan han var kommet derhen.
I virkeligheden forholdt det sig også sådan.

Og interesserede dette optrins – hvordan skal jeg udtrykke det – historiske baggrund dig aldrig?

Jovist. Men, som du jo ved, det var ikke så enkelt dengang at skildre …

Altså ikke fiktionen, men virkeligheden …

Jeg ville nu ikke skelne så skarpt mellem de to ting. Men lad det nu ligge. Problemet var jo at det var uhyre svært i Kádár-epoken at skaffe dokumentation. Især i tresserne, da jeg skrev De skæbneløse. Regimet skjulte al form for dokumentation, som om de solidariserede sig med landets nazistiske fortid: Det mangelfulde materiale skulle fiskes frem fra bibliotekernes gemmer, og tidens bogudgivelser mørklagde fuldstændigt denne fortid. Til sidst lykkedes det mig at finde ud af at baggrunden for min tilfangetagelse var det gendarmerikup som var planlagt til slutningen af 1944. Formålet med dette kup var – hovedsageligt – at kunne påbegynde deportationen til Tyskland af den jødiske befolkning i Budapest. Da Rigsforstander Horthy, som bekendt, endelig erkendte den sandsynlige udgang på krigen og tog de allierede styrkers erklæring om at de efter krigen ville drage enhver der medvirkede til udryddelsen af Europas jøder til ansvar for pålydende, forbød han deportationer inden for sin begrænsede jurisdiktion i Budapest. Det ville gendarmeriet gerne lave om på. Som første skridt omringede de en tidlig morgen hele byen og tog kontrollen over kommunegrænserne. Som bekendt gjaldt gendarmeriets magtbeføjelser ikke i Budapest: Mens det i provinsen var gendarmeriet der var den udøvende myndighed, var det i Budapest det “blå” politi. På en eller anden måde lykkedes det ikke desto mindre gendarmeriet også at involvere politiet, for den dag arresterede de enhver der krydsede Budapests bygrænse med den gule stjerne på brystet, uanset om disse mennesker havde en særlig tilladelse eller ej. Således blev også jeg arresteret sammen med 17 andre af mine arbejdskammerater – alle fjorten-femtenårige børn – som arbejdede på Shells Olieraffinaderi på Csepel-øen, der lå uden for bygrænsen.

Så vidt jeg ved, mislykkedes dette kup.

Ja. Generalløjtnant Gábor Faragho, som ved siden af Hans Højhed Rigsforstanderen havde overopsynet med gendarmeriet, fik i god tid underretning om det planlagte kup og trak nogle militære enheder sammen i byen; det virkede tilstrækkeligt overbevisende til at gendarmeriet opgav deres planer.

Men på det tidspunkt var du allerede blevet arresteret … Foregik det også på den måde som du beskrev i De skæbneløse?

Nøjagtig.
Men så skrev du jo alligevel om virkeligheden. Hvorfor insisterer du da så stærkt på begrebet fiktion?

Se, det er et grundlæggende spørgsmål. Årtier senere, da jeg besluttede at skrive en roman, måtte jeg klart formulere, til eget brug så at sige, hvad forskellen er mellem roman og selvbiografi, “erindringsgenren”. Om ikke andet så for ikke at føje endnu en bog til den på det tidspunkt – i tresserne – til et helt bibliotek opsvulmede … hvad skal jeg kalde det …

Holocaust-litteratur. Var det ikke det du ville sige?

Jo, det kalder man det i dag. Dengang, i tresserne, var ordet “Holocaust” ikke kendt endnu. Man begyndte først at bruge det senere og i øvrigt helt forkert. Nu er jeg pludselig kommet i tanker om, hvad det blev kaldt dengang: lejrlitteratur.

Er det måske et mere rigtigt udtryk?

Lad os ikke bore mere i det lige nu.

Enig, men senere vil jeg gerne vende tilbage til spørgsmålet. For øjeblikket er jeg mere interesseret i forskellen mellem fiktion og selvbiografi, for De skæbneløse blev såvel af læserne som af hele anmelderskaren kaldt for en “selvbiografisk roman”.

Hvilket er helt forkert, for en sådan genre eksisterer ikke. Enten er det en selvbiografi eller også er det en roman. Drejer det sig om selvbiografi, genkalder man sig sin fortid og bestræber sig på at holde sig så samvittighedsfuldt som muligt til sine erindringer, det er én uhyre magtpåliggende at beskrive alt sådan som det skete i virkeligheden, eller, som man plejer at sige, at undlade at føje noget til kendsgerningerne. En god selvbiografi er som et dokument, et tidsbillede man kan “støtte sig til”. I romanen derimod er det ikke kendsgerningerne der er vigtige, men ene og alene det man føjer til kendsgerningerne.

Så vidt jeg ved – og du har selv flere gange bekræftet det i dine udsagn – er din roman fuldstændig virkelighedstro, og hver eneste detalje er veldokumenteret.

Det står ikke i modsætningsforhold til at det ikke desto mindre er fiktion. Snarere tværtimod. I min bog, Fiasko, beskrev jeg hvad jeg gjorde for at genkalde mig fortiden, for at genopleve lejratmosfæren …

Du indsnusede lugten af din urrem …

Ja, for lugten af frisk garvet læder minder på en eller anden måde om den lugt der hang i luften mellem barakkerne i Auschwitz. Den slags virkelighedsstumper er naturligvis overordentlig vigtige når det drejer sig om fiktion. Men den væsentlige forskel er ikke desto mindre, at mens man i selvbiografien erindrer noget som er sket, skaber man i fiktionen en anden verden.

Efter min mening er erindring også en slags genskabelse af en delverden.

Men uden at overskride denne delverdens grænser. Og i fiktionen er det netop det der sker. Fiktionens verden er en suveræn verden, som fødes i forfatterens hjerne, og som følger kunstens og litteraturens love. Og det er en stor forskel som værkets form, sprog og handling afspejler. Alle fiktionens detaljer er opfundet af forfatteren, hvert eneste element …

Forside i høj opløsning