Imre Kertesz Detektivhistorie

Imre Kertész: Detektivhistorie

Oversat af Peter Eszterhás
2005. 112 sider. 199 kr.

Imre Kertész skrev Detektivhistorie mens Ungarn var en totalitær stat, og for at omgå censuren henlagde Kertész romanen til et imaginært land i Sydamerika. Her havde et militærdiktatur tilranet sig magten, og tortur og overgreb hørte til dagens orden. Nu er militærdiktaturet faldet og bødlerne fængslet. En af dem er bogens fortæller, Antonio Rojas Martens, en lille fisk og medløber, tidligere medlem af Korpset, det hemmelige politi. Fra fængslet ser han tilbage og fortæller sin historie.

DKK159.20

Kategori: Tags: ,

Produktbeskrivelse

Centralt i historien står Enrique Salinas og hans dagbog, som Martens har fået fingrene i. Enrique er søn af en landets mest velhavende forretningsmænd og en idealistisk ung mand som føler behov for at gøre oprør mod diktaturet. Og selv om han endnu ikke har foretaget sig noget ulovligt, står han allerede i Korpsets arkiver som en potentiel oppositionel og lovovertræder. Og inden længe klapper fælden.

Detektivhistorie kan læses som en parabel over menneskenes livsvilkår i et diktatur. Nådeløst afdækker Kertész angiveriets, torturens og paranoiaens logik og diktaturets arketyper: kynikeren, bødlen og medløberen.
Detektivhistorie udkom på ungarsk allerede i 1977, men først nu bliver bogen oversat til andre sprog.

I 2002 udsendte forlaget Kaddish for et ufødt barn, som Weekendavisen kaldte ”den væsentligste bog der er udkommet på dansk i flere år”, og en ny udgave af De skæbneløse, skrevet af en ”stor, stor forfatter”, som Information skrev i sin anmeldelse. De to titler er nu trykt i mere end 6.000 eksemplarer.


Bøger af Imre Kertész

 

Anmeldelser

MAGTENS LOGIK – ★★★★★
Det er en grusom historie, der fortælles i »Detektivhistorie«. Den er både medrivende og rystende … og bogen forbliver tidløst aktuel.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske Tidende

KORPSÅNDENS FÆNOMENOLOGI
Historien er koncist fortalt, mere af en politisk fabel end en eksistentiel parabel, men man mærker en stor forfatters løveklo i den … Læs selv!
Niels Brunse, Politiken

DIKTATURETS ANSIGT
Magisk: Tidligt værk af Imre Kertész leger kispus med datidens autoriteter i latinamerikansk forklædning … Om der er grund til at udgive den så mange år efter? Ja, som et stilistisk fremragende eksempel på, hvordan en forfatter med uskylden malet i alle ansigtstræk kan gå op mod et system, der for længst har mistet sin.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

SATANISK LOGIK
Hovedpersonen i denne lille, dystre perle er logikken … Man må vel komme til at tænke på Kafka, men hos Kertész er Lovens eller Processens grusomme uudgrundelighed ikke et billede af et filosofisk, eksistentielt eller tidstypisk tab af mening. Adressen er – mere konkret: Den totalitære styreform i enhver forklædning er et overgreb ikke bare på den enkelte, men på mennesket som sådan … Detektivhistorie er en grum og god huskekage, værd at læse i al almindelighed, men måske især hvis man f.eks. synes, et kommunalvalg er lidt banalt … Også de, der vil sætte religion over den enkelte i samfundsmæssig sammenhæng, skulle lægge sig i Kertész’ sorte solarium og detektivisk få øje på hans hovedperson, logikken, Satans værk om noget.
Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

BØDLENS FORTÆLLING OM OFRET
For totalitarismens offer Kertész, som for totalitarismens bøddel Martens, er det gennem skriften, man kan se skæbnen i øjnene. Selv om Detektivhistorie er et hurtigt fabrikeret bestillingsarbejde, har det ikke desto mindre karakter af den skriftens nødvendighed, som kendetegner hele Kertész’ forfatterskab.
Lilian Munk Rösing, Information

… en subtil og underspillet næsten galgenhumoristisk fortælling med både kærlighedshistorie og en afsluttende kold henrettelse.
Kent Skov, DBC-lektør

SIG FRA INDEN DET ER FOR SENT
Nobelpristageren Imre Kertesz’ “Detektivhistorie” er en præcis og vellykket beskrivelse af diktaturets indre logik … absolut vedkommende, ikke mindst i kraft af sit implicitte budskab: Det gælder om at sige fra i god tid, inden det, man synes, man styrer, begynder at styre en selv. Det gælder om at sige fra, inden det er for sent. Dette kunne være budskabet, man tager med sig fra Kertesz’ bog, som er hurtigt læst – og længe husket.
Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad

Om forfatteren

Imre Kertesz

Imre Kertész

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et ”forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Forfatterweb om Imre Kertész

Wikipedia om Imre Kertész

Forfatterprofil

Tekstuddrag

SIDE 11-20

Jeg vil fortælle en historie. En ganske enkel historie. De kan kalde den uhyrlig. Det forandrer dog intet ved dens enkelhed. Jeg vil altså fortælle en enkel og uhyrlig historie.
Jeg er Martens. Ja, den selv samme Antonio Rojas Martens, som nu står foran det nye systems dommere: folkedommere – som de ynder at kalde sig. De kan læse mere end rigeligt om mig for tiden: de emsige boulevardblade har sørget for at mit navn er kendt over hele Latinamerika, ja sågar på den anden side af havet, i det fjerne Europa.
Jeg må skynde mig, for min tid er givetvis kort. Det drejer sig om Salinas-akterne: om Federigo og Enrique Salinas, far og søn, ejere af den over hele landet så velkendte varehuskæde, hvis død i sin tid kom bag på alle. Skønt folk dengang ikke lod sig overraske så let. Men ingen havde troet om Salinas at han var en forræder der havde givet sit navn til Oprøret. Obersten fortrød da også senere at vi udsendte et kommuniké om henrettelsen: det havde utvivlsomt en stor moralsk virkning, alt for stor, og det ganske overflødigt. Havde vi derimod undladt at udsende kommunikéet, ville man have anklaget os for at forplumre sagen og for lovbrud. Hvordan vi end gebærdede os, i denne sag kunne vi kun handle forkert. Obersten havde i øvrigt for længst forudset det. Mellem os sagt også jeg. Men hvilken indflydelse kan en simpel detektivs overbevisning have på sagens udvikling?
På det tidspunkt var jeg stadig ny ved Korpset. Jeg var blevet overført fra politiet. Ikke fra det politiske – de var for længst blevet overført – men fra kriminalpolitiet. “Du, Martens,” sagde min chef en dag, “har du ikke lyst til at komme derover?” Jeg spurgte: “Hvorhen?” For jeg er trods alt politimand og ikke tankelæser. Han gjorde et kast med hovedet: “Derover,” sagde han, “til Korpset”. Jeg sagde hverken ja eller nej. Ved kriminalpolitiet havde man det godt. Men jeg var ved at blive træt af mordere, indbrudstyve og deres ludere. Der blæste nye vinde dengang. Jeg havde hørt om nogle avancementsmuligheder. Det hed sig, at den der gjorde sig lidt umage, havde fremtiden for sig. “Korpset har brug for flere folk,” fortsatte min chef, “så jeg har spekuleret som en gal over hvem jeg skulle anbefale. Du, Martens, du er en dygtig mand. Og dér kan du hurtigere gøre dig bemærket,” føjede chefen til.
Tja, det troede jeg sådan set også selv.
Jeg kom på kursus og blev hjernevasket. Ikke tilstrækkeligt, langt fra. Der blev rigeligt tilbage, langt mere end jeg havde brug for – men de havde så forbandet travlt. Alt hastede dengang. Der skulle skabes orden, konsolideringen skulle forceres, fædrelandet frelses, modstandsbevægelsen likvideres – og det så ud til at alt dette hvilede på vores skuldre. “Det kommer med praksis,” sagde man hver gang, når man af en eller anden grund fik lidt hovedpine. Fanden tage mig om jeg lærte noget som helst. Men arbejdet interesserede mig. Og lønnen endnu mere.
Jeg blev overflyttet til Diaz’ gruppe (samme Diaz som man nu omsonst eftersøger). Vi var tre: Diaz, vores chef (jeg kan roligt forsikre enhver at han aldrig bliver fundet), Rodriguez (som allerede er blevet dømt til døden: kun én gang, selv om han havde fortjent at dø hundrede gange, den skid) og jeg, den nye mand. Og så selvfølgelig hele hjælpepersonalet, penge, vidtrækkende beføjelser og ubegrænset teknik, som en almindelig strisser end ikke tør læse om for ikke at indleve sig alt for meget.
Og snart efter eksploderede Salinas-sagen. For hurtigt, alt for bandsat hurtigt. Netop på det tidspunkt da jeg havde allermest ondt i hovedet. Men sagen eksploderede altså, og der var intet at gøre: Jeg kan aldrig mere gøre mig fri af ham. Jeg må fortælle om det for at efterlade mig et vidnesbyrd, før jeg forsvinder … før jeg bliver ekspederet. Men lad det nu ligge: det beskæftiger mig allermindst i øjeblikket. Jeg har altid været forberedt på det. Vores arbejde er risikofyldt, og er du først begyndt at gå ud ad den vej, fører kun retræten fremad – som Diaz plejede at udtrykke det (De ved, ham alle leder efter).

Hvordan begyndte det egentlig? Og hvornår? Først nu, hvor jeg prøver at bringe orden i mine erindringer, mærker jeg hvor svært det er at genopfriske Sejrens første måneder: meget svært, og ikke blot på grund af Salinas. Hvorom alting er, så havde vi i hvert fald for længst lagt Triumfens Dag bag os, så meget står fast – ak, for længst. Transparenterne tværs over gaderne var ved at blive slappe og sejrsparolerne mere eller mindre udvaskede; bannerne blafrede slatne i vinden, og højtalerne i gaderne rallede hæst deres marcher.
Ja, det var det jeg så hver eneste morgen når jeg kørte igennem byen fra min bopæl til det velkendte klassiske palæ hvor Korpset havde indrettet sig. Om aftenen så jeg intet af alt det. Nej, om aftenen havde jeg blot en enorm hovedpine.
På den tid løb vi ind i en masse problemer. Hvedebrødsdagene var ovre: befolkningen var nervøs. Også Obersten. Tilmed fik vi nys om det attentat der var under forberedelse. Det skulle vi forhindre – det burde vi i hvert fald, med alle til rådighed stående midler: det krævede fædrelandet og Obersten af os.
Det var den forbandede nervøsitet og den dermed følgende hektiske aktivitet der var skyld i det hele. Rodriguez begyndte at udfolde sig, og Diaz – den ellers altid så besindige og beroligende Diaz – havde ikke ét ord at indvende. Faktisk var det på det tidspunkt jeg begyndte at indse hvor jeg egentlig befandt mig, og hvad jeg havde indladt mig på. Som sagt var jeg stadig ganske ny. Indtil da havde jeg blot dalret lidt omkring. Prøvet at finde mig til rette og indleve mig i min rolle, så jeg kunne gøre hvad jeg skulle gøre. Jeg er en ærlig strømer, det har jeg altid været, og jeg tager mit arbejde alvorligt. Jeg vidste selvfølgelig at målestokken her ved Korpset var en anden – men jeg bildte mig dog ind at der var en målestok. Det var der altså ikke, og jeg fik mere og mere ondt i hovedet.
De må ikke tro at jeg prøver at snakke mig fra det. For mig kommer det virkelig ud på ét. Men det er nu engang sandheden: I sin uransagelige visdom bilder man sig ind at kunne tøjle begivenhedernes gang, og pludselig vil man blot gerne vide hvor fanden det hele galoperer hen med én.
Det var først og fremmest Rodriguez der gik mig på nerverne. Han var så småt ved at udvikle sig til en fiks idé hos mig. Jeg ville have ham på det rene, gennemskue ham, forstå ham, ligesom … ja, måske ligesom Salinas forstod sin søn. Selvfølgelig på en anden måde, men med samme lidenskabelige forskertrang. En dag sagde jeg til ham:
– Du, Rodriguez. Hvorfor gør du det?
– Hvad for noget? spurgte han.
– Hvad for noget, hvad for noget!? Fanden tage dig, din bølle, sagde jeg mildt bebrejdende …
– Nå, sådan, svarede han grinende.
– Hør nu her, fortsatte jeg, – vi likviderer, slår til, snuser op og forhører: det er i orden, det er vores arbejde. Men hvorfor hader du dem?
– Fordi de er jøder! udbrød han. Jeg blev så overrasket at jeg var ved at sluge min cigaret. Jeg troede at det var den bog han altid læste i, og som jeg også nu så i hånden på ham, der var gået ham på hjernen. Kan De overhovedet forestille Dem at Rodriguez kunne engelsk? Men det må han altså have kunnet eftersom bogen var på engelsk, en amerikansk udgave – sikkert noget tvivlsomt smuglergods. Hvem ved hvordan han havde fået fat i den: Han havde måske konfiskeret den i forbindelse med en husundersøgelse. Jeg forstod kun et enkelt ord af den prangende titel: “Auschwitz”. Selv om det ikke er et engelsk ord, men et stednavn. Man har selvfølgelig hørt om det: For længe siden og alt for langt borte, et eller andet sted over i det dødssyge Europa, og selv dér i det allerøstligste hjørne. Fanden tage mig, om jeg kunne begribe hvad det ragede os, og hvordan det passede ind her.
– Dit fæ, sagde jeg, – i det her kæmpe land er der, hvis overhovedet, måske nogle få hundrede eller højst tusind jøder?!
– Det, sagde han, – har intet at sige. Den der vil noget andet, er jøde. Hvorfor skulle han ellers ville noget andet?! Jeg gloede bare på ham. Rodriguez havde logisk sans, så meget står fast. Havde man én gang sendt ham ud ad logikkens slagne vej, var der ingen kære mor. – Hvorfor?! skreg han ind i hovedet på mig. – Hvorfor gør de modstand?!
– Fordi de er jøder, prøvede jeg at berolige ham. Jeg så at hans blodtryk steg faretruende. Jeg havde fået nok af ham. Og – hvor mærkeligt det end kan lyde, for jeg er, når alt kommer til alt, politimand, et medlem af Korpset – jeg var bange for ham. Hans øjne ligefrem glødede. Rodriguez havde panterøjne. De må for alt i verden ikke tro at det er ment som en kompliment. Han havde ganske enkelt gule øjne med aflange pupiller, ligesom disse ildelugtende og kadaverædende kattedyr.
Jeg prøvede forgæves at berolige ham.
– Hvorfor gør de modstand?! Han greb fat i mit skjortebryst. – Vi vil kun deres bedste, hive dem op af skidtet, skabe orden for dem, så vi kan blive stolte af dem! Ja, det sagde han virkelig: “så vi kan blive stolte af dem”. Jeg stod bare og gloede med åben mund.
– Og alligevel vil de ikke have orden. Han ruskede på ny i mig. – Alligevel gør de modstand: hvorfor?! … Hvad?! Hvorfor?!
Det var, sandt at sige, et svært spørgsmål for mig at svare på. Virkelig: hvorfor? Jeg vidste det ikke. Jeg ved det stadig ikke. Slet ikke. Og hvis jeg skal være ærlig, interesserer det mig heller ikke. Jeg spekulerede aldrig over bevæggrundene, jeg slog mig til tåls med at der på den ene side findes forbrydere og på den anden side en strafferetlig forfølgelse af dem. Og hvad mig angår, så hører jeg til sidste instans. Ved kriminalpolitiet er det fuldt ud tilstrækkeligt, det ville have været meningsløst at begive sig ud i flere spekulationer. Men for Korpsets medlemmer stillede sagen sig naturligvis ganske anderledes. Her havde man brug for en filosofi, som Diaz plejede at sige. Eller for et moralsk livssyn, som de lærte os på kurset. Og jeg var hverken i besiddelse af det ene eller det andet. Rodriguez’ brød jeg mig ikke om, og Diaz’ forstod jeg ikke rigtigt.
Det kan også være at han ikke mente det alvorligt. Hos ham kunne man aldrig være sikker på den slags. Og så lød det en smule forbløffende, skønt Diaz var et alvorligt menneske. Alvorligt og velovervejet. Fantasterier passede ikke til ham. En dag sad han og bladrede i nogle konfiskerede dokumenter, det sædvanlige revolutionære bras, med en cigar i den ene mundvig og et uforligneligt smil i den anden.
– Fæhoveder! råbte han pludselig og bankede håndfladen ned i dokumentet. – Jeg tror på én eneste seriøs revolution, og det er politistyrkens revolution!
– Nemlig! svarede Rodriguez grinende.
– Fæhoved, sagde Diaz stille til ham. Der lå intet i det, han havde sagt det så ofte før. Men denne gang så han bister ud, for så vidt den slags overhovedet kunne ses på Diaz.
En anden gang – jeg husker ikke længere ved hvilken lejlighed – sagde han pludselig: – Verden ville se noget anderledes ud hvis vi politifolk holdt sammen.
Så sagde jeg til ham: – Vi holder da sammen, ikke?
– Ikke bare herhjemme, men over hele verden! fortsatte han vrantent.
– Du mener, spurgte jeg ham, – i alle lande?
– Netop, sagde Diaz, med benene elegant lagt over kors, sin noget korte, firskårne overkrop gyngende i armstolen og sit glatte, olierede ansigt gådefuldt indhyllet i cigarrøg. Det var hen ad eftermiddagen, vi var netop ved at holde en lille pause, og jeg tænkte at stemningen var gunstig. Sommetider er det rart at snakke lidt med nogen, selv om det så er ens egen chef.
– Mener du også politifolk i fjendtligsindede stater? frittede jeg ham videre.
Da løftede han pegefingeren: – Politifolk, sagde han, – kan aldrig og ingen steder være vores fjender. Mere kunne jeg ikke hive ud af ham, uanset hvor smuk eftermiddagen end var.
Når det kommer til stykket, ved jeg ikke om han virkelig troede på sin idé. I dag er jeg mere og mere tilbøjelig til at tro at han gjorde. Man må tro på et eller andet for at være så gemen. I hvert fald vendte han ofte tilbage til den. Aldrig rigtigt for alvor, altid på sin egen tvetydige facon, men jeg er jo ikke blevet politimand for at tyde en halvkvædet vise.
Der var blot det i vejen at det ikke hjalp mig synderligt. Faktum er at jeg på det tidspunkt flere gange greb mig selv i at stamme. Andre gange brugte jeg så idiotiske vendinger når jeg talte som for eksempel: “noget i den henretning”, “mnja”, “hvad var det nu jeg ville sige” og lignende, hvilket jeg ellers aldrig før havde for vane. Det manglede jo også bare! Forestil Dem blot: en politimand der hakker og stammer i det, piller forlegent med fingrene og mumler halve sætninger. Jeg vænnede mig hurtigt af med det. Så hellere have ondt i hovedet.

Forside i høj opløsning

Artikler/Interviews

Die Zeit: Schuld und Job (anmeldelse af Detektivhistorie)
Imre Kertész’ Parabel von der Alltäglichkeit des Bösen. LÆS MERE!