Imre Kertesz - De skæbneløse paperback

Imre Kertész: De skæbneløse (paperback)

Imre Kertesz - De skæbneløse paperbackOversat af Peter Eszterhás
2009. 224 sider. Paperback.

Fortælleren i De skæbneløse er en 15-årig ­jødisk dreng der deporteres fra Budapest til Ausch­­witz og senere til Buchenwald. Med en drengs tillidsfulde åbenhed fortæller han minutiøst og sagligt om lejrlivets totalitære verden, hvor fangerne lydigt og ivrigt søger at efterleve magthavernes reglementer og forskrifter, men også om hverdagens trivielle episoder, der kan fremkalde øjeblikke af glæde og håb.

★★★★★★ Børsen og BT. Paperback.

DKK103.96

Produktbeskrivelse

De skæbneløse er en historie om de frygteligste grusomheder og menneskelig fornedrelse, men bryder samtidig med den traditionelle litterære fremstilling af holocaust ved at afmystificere Auschwitz. Romanen udpensler ikke lidelserne, dømmer ikke, men registrerer nøgternt den skæbne drengen blev påført af historiens vilkårlige brutalitet. For Ausch­witz er, siger Kertész, ikke bare noget der engang skete for jøderne, men et billede på menneskets eksistentielle vilkår.

Da drengen efter befrielsen vender tilbage til Buda­pest, spørger alle om “rædslerne”, men han vil hellere fortælle om lejrens lykke. “Hvis de spørger. Og hvis han ikke selv glemmer det.”


Bøger af Imre Kertész

 

Anmeldelser

★★★★★★
Læs den bog, for den fortæller ikke bare (mellem linierne) om holocausts råhed, men også noget almengyldigt om mennesket som indretning. Uden sovs og sentimentalitet. Kun med den bare menneskelige overlevelses råhed!
casc, Bogrummet

Kz-lejrens gyldne time
Det mest provokerende korrektiv i forhold til den almene forestilling om Holocaust er romanens afsluttende ord om »koncentrationslejrenes lykke«.
Da drengen er hjemvendt til Budapest, går han ned ad gaden i den aftenrødmende time og genkender denne times mildnede stemning fra lejren:
»Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen – også nu, også her genkendte jeg den – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemvé.« Det er først her, vi hører om længsel og hjemvé – og da efter kz-lejren! Det er i denne absurde hjemvé, at drengen kan fatte sin heroisk-absurde beslutning: »Jeg vil fortsætte mit liv, dette liv som det ikke er muligt at fortsætte.« Hvis drengens tillid til verden i starten har form af naivitet, antager den her i slutningen karakter af en absurdistisk heroisme, som vidner om Kertész’ store inspirationskilder: Kierkegaard, Kafka, Camus.
Med denne kz-lykke tager drengen sin skæbne på sig, og hermed bliver romanens titel, »de skæbnesløse« (på ungarsk vist egentlig noget i retning af »skæbneløshed«), lige så tvetydig som den ‘infantilisme’, der ligger i dens perspektiv. For i slutningen fremstår »de skæbneløse« ikke som de fanger, der i kz-lejren blev berøvet deres ‘naturlige’ skæbne, men snarere som de hjemmeblevne, der råder drengen til at glemme, hvad der er sket. I stedet tager drengen sin ’skæbne’ på sig – den skæbne at have levet (og netop levet) i Auschwitz og Buchenwald – og undgår kun herved dens determinerende kraft.
At kz-universet træder én i møde, som verden træder en kvik knægt på 15 i møde – det er romanens store provokation, og i bund og grund mere rystende end det sentimentale Hollycaust vi kender fra f.eks. Schindlers liste. Det er hævet over enhver tvivl, at Nobelprisen i år går til en stor, stor forfatter.
Lilian Munk Rösing, Information

Lejrens lykke
En 15-årig dreng bliver deporteret fra Budapest til Auschwitz og senere Buchenwald. Herom handler ‘De skæbneløse’, som står centralt i det forfatterskab, Imre Kertész i dag får Nobelprisen for.
Det er ikke en roman om rædsler, ikke om helvede, lidelser og fornedrelse. Det er en roman om vilkår: Sådan kan livet altså være.
Primo Levi nærmer sig de samme erfaringer med et nøgternt registrerende sprog, der kan minde om Kertész’. Men der er noget endnu mere absolut over den ungarske nobelpristagers måde at placere dødslejren på: midt i livets normalitet. Stoisk måske, eller naivt, eller barnligt. Her gøres virkelig et barn fortræd, men barnet er fuldt af forståelse, om det så er for lusene, der sidder i hans sår. Han ved jo, hvad sult er.
Kan man savne Auschwitz? Ja: Drengen i ‘De skæbneløse’ føler hjemve efter koncentrationslejren. Det er i bogstaveligste forstand en uhyggelig præstation af Imre Kertész, at han næsten får læseren til at forstå, hvad han mener. Og i dagens Kronik om ‘Det landsforviste sprog’ forklarer han fortsættelsen: et liv efter Auschwitz, som for ham måske kun var muligt, fordi det måtte udspille sig i det kommunistiske Østeuropas fortsatte koncentrationslejr. I ægte frihed havde han ikke klaret sig.
Det Svenske Akademi havde her sin sidste chance for at give Nobelprisen i Litteratur til en Auschwitzoverlevende. Man forstår godt, at de ikke lod denne chance gå fra sig.
Bjørn Bredal, Politiken

★★★★★★
Det lille, eksklusive forlag Batzer & Co. får nu fornøjelsen af at have en nobelpristager i stald. Den ungarske forfatter Imre Kertész, født 1929 i Budapest, bliver i aften tildelt Nobelprisen i litteratur. Han er en af de knap så hemmelige kandidater og har et ikke voldsomt omfangsrigt, men til gengæld udsøgt, forfatterskab bag sig … Livet i koncentrationslejrene, kulturen, moderniteten løber som røde tråde i alt fra Imre Kertész’ pen. Han belyser gennem sit forfatterskab både processen i at overleve, og det at skulle vælge livet igen efter overlevelsen. Han kredser om det forunderlige i, at livskvalitet og livsglæde er så betinget af visheden om, at vi er dødelige. Konstaterer gang på gang, at det er godt at være dødelig. Og så til stjernerne. Hvad giver man en forfatter, der står over for at skulle hædres med verdens mest prestigefulde litterære pris. Alt andet end ug med kryds og slange vil vel blive opfattet som arrogance fra min side, så han får selvfølgelig seks af seks mulige og et stort til lykke!
Christa Leve Poulsen, Børsen

Et mesterværk!
Der Spiegel

★★★★★★
Tirsdag aften stod den 73-årige jødiske ungarske forfatter Imre Kertesz og blev hyldet for årets nobelpris i litteratur med stående klapsalver i mange minutter i den svenske hovedstad.
Det er ikke til at vide, hvilke tanker, der i det øjeblik gik gennem den forhenværende Auschwitz-fanges hoved. Som 15-årig blev han deporteret fra Budapest først til Auschwitz, siden bl.a. Buchenwald! Hvordan han overlevede, fortæller han om i »De skæbnesløse«, der udkom på forlaget Forum for seks år siden uden større ståhej. Nu har hans nye danske forlag genudgivet bogen, der giver store mindelser om italieneren Primo Levis bøger om tilværelsen i de tyske koncentrationslejre.
Forfatteren har selv sagt, at hans bøger er en gave – en slags »tak-for-sidst« – til det tyske folk – den tyske nation.
Og hvilken gave!!! »De skæbnesløse« er en foruroligende bog, fordi Imre lader sin 15-årige hovedperson opleve rædslerne ikke som rædsler, men som en slags normal tilværelse.
De forfærdende begivenheder er så rystende, men med den 15-åriges næsten evigt optimistiske livssyn registreres uhyrligheder som en slags normalitetet.
Som læser rystes man, så det gør ondt langt ind i sjælen. Man nærmest fryser. Det er nemlig så rystende forfærdeligt, at man kan anskue det »liv« som noget dagligdags! Men det gør Imres unge menneske på godt og ondt, selvom han undervejs føler, at fantasien er hans eneste mulige alternativ.
Selvmordet eller flugten står han en kende tøvende overfor, selvom begge dele frister.
Læs »De skæbnesløse« og få uro i sjælen.
Seks stjerner
Holger Ruppert, BT

Kirsten Thorup om De skæbneløse
Da Politiken spurgte Kirsten Thorup om hvad der har været hendes største læseoplevelse det sidste år, svarede hun: “Det er De skæbneløse af Imre Kertész. Den gjorde et dybt indtryk på mig.”
Kirsten Thorup, Politiken

Om forfatteren

Imre Kertesz

Imre Kertész

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et ”forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Forfatterweb om Imre Kertész

Wikipedia om Imre Kertész

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Tre tekstuddrag fra sidste kapitel

Hjem kom jeg på nogenlunde samme årstid, som jeg var rejst bort. I hvert fald var skovene trindt om for længst grønne; også på de nys opkastede kæmpegrave var græsset spiret frem, og på Appellplatz i Buchenwald, som, siden den nye tid begyndte, har henligget forsømt med rester af udbrændte lejrbål, klude og papiraffald, konservesdåser, var asfalten begyndt at smelte i midsommervarmen, da også jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at begive mig på vej. Vi skulle være en flok unge mennesker under ledelse af en af den ungarske lejrkomités rangspersoner, som skulle tage sig af det praktiske på rejsen. Vi har en lastbil til rådighed lige nu, og amerikanerne er villige til at køre os et stykke østpå: resten er op til os, sagde han, og opfordrede os til at kalde sig “onkel Miklós”. Livet – tilføjede han – må fortsætte, og i virkeligheden kunne vi sådan set heller ikke gøre meget andet, det måtte jeg indse, når det nu engang har maget sig så, at det overhovedet kunne lade sig gøre, naturligvis.

Da jeg havde gået nogle få skridt, genkendte jeg vores hus. Det stod dér helt og fuldstændigt i orden. Og i porten blev jeg mødt af den velkendte lugt, den vakkelvorne elevator i gitterskakten og de gullige, nedslidte trappetrin og lidt længere oppe blev jeg mødt af en velkendt afsats, der kaldte særlige minder frem. Da jeg kom op til vores etage, ringede jeg på døren. Den åbnede sig snart efter, men kun så meget, som låsen indenfor, en slags slå med en krog og en kæde, tillod det, og jeg blev overrasket, da jeg ikke kunne mindes, at vi nogen sinde har haft en sådan indretning. Og fra sprækken kiggede et fremmed ansigt ud på mig: en midaldrende kvindes gule, benede ansigt. Hun spurgte, hvem jeg søgte, og jeg sagde til hende: jeg bor her. Nej, svarede hun, det er os, der bor her, og hun ville have lukket døren, hvis jeg ikke havde sat foden i klemme. Jeg forsøgte at forklare hende, at det måtte bero på en misforståelse, for det var helt sikkert, at vi boede her, og hun forsøgte til gengæld med en venlig og beklagende hovedrysten at overbevise mig om, at det var mig, der tog fejl, for det var uden for enhver tvivl dem, der boede her, mens hun blev ved med at prøve på at lukke døren og jeg med at forhindre hende i det. Men da jeg et øjeblik trådte tilbage for at kigge op på dørnummeret for at se, om jeg muligvis havde taget fejl, lykkedes det hende endelig, og jeg hørte, at hun to gange drejede nøglen om. På tilbagevejen blev jeg opmærksom på endnu en velkendt dør. Jeg ringede på: et tykt og kraftigt fruentimmer kom snart efter til syne. Også hun var på nippet til at lukke døren i for næsen af mig; men bag hendes ryg blinkede det i et par briller, og i halvmørket anedes onkel Fleischmanns grå ansigt. Og ved siden af ham sås en omfangsrig mave, sutsko, et stort, rødt hoved med en barnlig midterskilning og stumpen af en slukket cigar: gamle onkel Steiner, der så nøjagtig lige sådan ud, som da jeg havde forladt ham den sidste aften før dagen på toldboden. De stod og kiggede på mig, så råbte de mit navn, og gamle Steiner omfavnede mig endda, som jeg gik og stod, svedende i min stribede jakke og kasket. De tog mig med ind i stuen, og tante Fleischmann skyndte sig ud i køkkenet, for at “finde lidt at bide i”, som hun sagde. Jeg måtte svare på de sædvanlige spørgsmål: hvorfra, hvordan, hvornår og hvorledes? – og så var det min tur til at forhøre mig, og jeg fik at vide, at der vitterlig boede nogle andre i vores lejlighed. Jeg spurgte: Og hvad mere? og da de åbenbart havde svært ved at komme i gang, spurgte jeg: Far?, hvorpå de helt gik i stå. Efter nogen tid løftedes en hånd – onkel Steiners, tror jeg – startede en bevægelse og hånden lagde sig til rette på min arm som en forsigtig, gammel flagermus. Af det, de så fortalte, opfattede jeg egentlig kun, “at vi desværre ikke kunne betvivle ægtheden af den sørgelige efterretning”, eftersom den byggede på “forhenværende kammeraters beretning”, ifølge hvilken min far “døde efter kortvarige lidelser” i en “tysk koncentrationslejr”, som faktisk lå i Østrig, nå … hvad var det nu den hed … for pokker, og jeg sagde: Mauthausen. Mauthausen!, jublede de, og blev så alvorlige igen: Ja, ganske rigtigt. Så spurgte jeg dem, om de tilfældigvis havde nogle efterretninger om min mor, og de sagde straks, at det havde de og oven i købet glædelige: hun lever, er sund og rask, har været på besøg her i huset for et par måneder siden, de havde selv set hende og talt med hende, hun havde forhørt sig om mig. Og min stedmor?, spurgte jeg og fik at vide: javist, hun har allerede giftet sig igen. Nå, sagde jeg, og med hvem? –, og ved navnet gik de igen i stå. En af dem sagde: En eller anden Kovács, hvis jeg husker rigtigt –, og den anden: Nej, nej, ikke Kovács, Futó. Måske Sütõ sagde jeg, og nu nikkede de igen glædestrålende som før og forsikrede mig: Ja, netop, selvfølgelig, Sütõ. Hun kan takke ham for meget, “faktisk alt”, fortalte de så: det var ham, der “reddede formuen over”, det var ham, der “skjulte hende i de vanskelige tider” sådan formulerede de det. Måske – filosoferede onkel Fleischmann – var hun lidt for hurtig i vendingen – og i dette stykke var også onkel Steiner enig. Men når alt kommer til alt, tilføjede han, er det dog forståeligt, hvilket den anden var enig med ham i.

Ved disse mine sidste ord kom der liv i gamle Steiner. Men hvad kunne vi have gjort? spurgte han både vredt og klagende på én gang. Jeg sagde til ham: Intet, naturligvis; eller – føjede jeg til – hvad som helst, hvilket ville have været lige så afsindigt som det, at vi intet gjorde, igen og stadigvæk kun naturligvis. – Men det er ikke det, det drejer sig om, prøvede jeg at fortsætte, at forklare. Hvad da? spurgte de og var næsten ved at miste tålmodigheden, og jeg selv svarede, kunne jeg mærke, mere og mere vredt: Om skridtene. Alle tog et skridt, så længe de overhovedet var i stand til det: også jeg har taget mine skridt og ikke kun i køen i Birkenau, men allerede herhjemme. Jeg tog mine skridt sammen med far, sammen med mor og sammen med Annamária, og jeg tog mine skridt – og måske de allersværeste af dem alle – med min ældste søster. Nu ville jeg kunne fortælle hende, hvad det vil sige at være “jøde”: intet, for mig og til at begynde med i det mindste intet, ikke før skridtene begynder. Intet er sandt, der er ikke nogen anden form for blod, der er ikke noget som helst andet, kun … og jeg gik i stå, men kom så pludselig i tanker om journalistens ord: kun givne situationer og i disse eksisterende nye muligheder. Også jeg har gennemlevet en given skæbne. Det var ikke min skæbne, men det var mig, der gennemlevede den – og jeg kunne ikke begribe, at de slet ikke kunne få det ind i hovedet: at jeg følgelig nu måtte se at gøre noget med den, måtte tilpasse den til et eller andet, nu kunne jeg da ikke slå mig til tåls med, at det blot var en misforståelse, en tilfældighed, en slags vildfarelse, eller at det måske slet ikke var sket. Jeg så, jeg så det ganske tydeligt, at de ikke rigtigt forstod mig, at mine ord ikke ligefrem passede dem, ja, at nogle af dem endda ophidsede dem. Jeg så, at onkel Steiner her og der havde lyst til at afbryde mig, at han andre gange helst ville være faret op, jeg så, at den anden holdt ham tilbage, og jeg hørte, da han sagde til ham: – Lad være: kunne han ikke se, at jeg blot ville have lov til at tale? Lad ham dog snakke, lad ham være –, og jeg talte, måske omsonst og usammenhængende. Men jeg fortalte dem alligevel: Vi kan aldrig begynde et nyt liv, vi kan kun fortsætte det gamle. Det var mig, der havde taget mine skridt og ikke andre, og jeg erklærede, at jeg hele vejen igennem havde været tro mod den mig givne skæbne. Den eneste plet, den eneste skønhedsfejl så at sige, det eneste, som de eventuelt ville kunne bebrejde mig, var, at vi sad her og snakkede sammen – men det kunne jeg ikke gøre for. Ville de måske have, at al min æresfølelse og samtlige skridt, jeg hidtil havde taget, skulle miste deres mening? Hvorfor dette sindelagsskift, hvorfor denne uvilje mod at erkende, at hvis der er en skæbne, er frihed ikke mulig; og – fortsatte jeg selv mere og mere overrasket og stadig mere ivrig – hvis der er frihed, findes der ingen skæbne, det vil sige – standsede jeg op, men kun for at trække vejret – det vil sige, at så er vi selv skæbnen. Pludselig gik alt dette op for mig med så lysende en klarhed som aldrig før. Jeg beklagede det endda en smule, at jeg kun stod over for dem og ikke over for mere forstandige, for ikke at sige mere værdige modstandere. Men det var dem, der var her nu, det var dem – sådan forekom det mig i hvert fald i dette øjeblik – der var overalt, og i hvert fald var det dem, der havde været her dengang, vi tog afsked med min far. Også de havde taget deres skridt. Også de havde vidst alt, havde set alt komme, også de havde på en måde taget afsked med min far, som om vi allerede havde båret ham til graven og senere havde de bare mundhuggedes om, hvorvidt jeg skulle køre med lokalbanen eller tage bussen til Auschwitz … men her fór ikke blot onkel Fleischmann, men også gamle Steiner op. Han prøvede godt nok på at beherske sig, men han kunne ikke. Hvad for noget, råbte han til mig pæonrød i hovedet og slog sig for brystet: Måske er det os, der er skyldige, os, ofrene?! – og jeg forsøgte at forklare ham: der er ikke tale om skyld, men de burde blot indse det, beskedent, enkelt, alene for meningens skyld, alene i anstændighedens navn så at sige. Man kan ikke – så prøv dog at forstå – man kan ikke tage alt fra mig, det kan ikke passe, at jeg hverken skal være vinder eller taber, at jeg ikke skulle kunne have ret, at jeg heller ikke skulle kunne have taget fejl, at jeg hverken skulle kunne være årsag til eller resultat af noget som helst, simpelthen – så prøv dog at indse det, tryglede jeg næsten: jeg kan ikke bare sluge denne tåbelige bitre kalk, at jeg bare skulle være uskyldig. Men jeg så, at de ikke ville indse noget som helst, og jeg tog min sæk og min kasket og efter nogle forvirrede ord, kejtede bevægelser og uafsluttede fagter forsvandt jeg midt i en sætning.
Udenfor tog gaden imod mig. Når jeg skulle hen til min mor, var jeg nødt til at tage sporvognen. Men så kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde nogen penge, og derfor besluttede jeg at gå til fods. For at samle lidt kræfter standsede jeg for et øjeblik ved bænken fra før. Dér fremme, i den retning, jeg om lidt skulle gå, og hvor gaden breder sig ud og synes at fortsætte og fortabe sig i det uendelige, over de blånende bjerge, havde lammeskyerne allerede fået et lilla skær, og himlen var purpurrød. Og rundt omkring mig var omgivelserne blevet anderledes: trafikken var ikke længere så hidsig, folk gik langsommere, stemmerne var mere lavmælte, blikkene mildere og ansigterne vendt mod hverandre. Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen – også nu, også her genkendte jeg den – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemve. På én gang vågnede det hele til live, alt kom tilbage, strømmede gennem min erindring, og jeg blev overrumplet af alle de forunderlige stemninger, bevæget af de små minder. Ja, i en vis forstand var livet dér mere enkelt og rent. Alt kom jeg i tanker om, alle randt mig i hu, også dem der ikke interesserede mig, men særlig dem, som kun denne min statusopgørelse, selve min egen eksistens aflagde vidnesbyrd om: Bandi Citrom, Pjetjka, Bohus, lægen og alle de andre. Og for første gang tænkte jeg på dem med en anelse bebrejdelse, en slags øm modvilje.
Men lad os ikke overdrive, for det er jo netop det springende punkt: jeg er her, og jeg ved, at jeg accepterer alle argumenter, hvis jeg blot kan leve. Ja, mens jeg ser mig omkring på denne plads i det blide tusmørke, denne stormomsuste og dog så løfterige gade, føler jeg, hvordan visheden vokser i mig: jeg vil fortsætte mit liv, dette liv som det ikke er muligt at fortsætte. Min mor venter mig, og hun vil bestemt blive meget glad for at se mig, staklen. Jeg husker, at hun engang havde planer om, at jeg skulle være læge eller ingeniør eller noget i den retning. Og det vil uden tvivl blive, som hun ønsker. Der eksisterer ikke den umulighed, som vi ikke skulle kunne gennemleve på naturlig måde, og på min vej, jeg ved det allerede, lurer lykken som en uundgåelig fælde på mig. For selv dér, i skorstenenes skygge, i pauserne mellem alle lidelserne var der et eller andet, som mindede om lykke. Alle spørger kun om fortrædelighederne, “rædslerne”: skønt for mig forbliver måske denne oplevelse den mest mindeværdige. Ja, jeg burde fortælle dem om netop det, om koncentrationslejrenes lykke, næste gang de spørger.
Hvis de da spørger. Og hvis jeg ikke selv glemmer det.

Nobelprisfejringen i Stockholm

Overblik over udenlandske anmeldelse

Artikler/Interviews

Litteratursiden: Børn af Auschwitz
Om barndommen i to romaner af Imre Kertész. LÆS MERE!