Henry Miller: Assassinernes tid. En studie i Rimbaud

Oversat af Henriette Hout

2004. 176 sider. 249 kr.

Som Nietzsche anfægter Rimbaud alle eksisterende værdier. Som Blake former han en ny lære om verdens oprindelse. Han er som en stella nova, der pludselig dukker op, for så at styrte til jorden. Assassinernes tid er en studie i Rimbaud der handler lige så meget om Henry Millers opfattelse af sig selv og digtekunsten. Millersk narcissistisk til tider, som når han skriver: ”I Rimbaud ser jeg mig selv som i et spejl.” Men også rammende og klartseende, og ikke uden en vis selvindsigt, som når han åbenhjertigt indrømmer: ”Jeg bliver aldrig en digter af hans format.”

DKK249.00

Beskrivelse

Præsentation

”I Rimbaud,” skriver Henry Miller, ”ser jeg mig selv som i et spejl.” Helt fra barnsben af var Miller forelsket i ”ordenes lyd, i deres magi, deres fortryllende kraft”, og da han fordybede sig i Rimbauds liv, skrev han hans sentenser med kridt på væggene – ”i køkkenet, på toilettet, endog uden på huset”. Ligesom Rimbaud viste Miller tidligt tegn på begavelse og var en bogorm som lod hånt om de priser han fik i skolen og blev bortvist for opsætsighed. Ligesom Rimbaud underskrev sine breve med den ”hjerteløse”, var den unge Miller en uforsonlig natur, ”uforskammet, arrogant og ekstremt fordømmende”.

Assassinernes tid er en studie i Rimbaud, men handler lige så meget om Millers opfattelse af sig selv og digtekunsten. Millersk narcissistisk til tider, men også forbløffende rammende og klartseende, og ikke uden en vis selvindsigt, som når han åbenhjertig indrømmer: ”Jeg bliver aldrig en digter af hans format.”

Da Miller i 1927, 36 år gammel og midt i sin egen årstid i helvede, første gang hørte Rimbauds navn, var han ikke i stand til at tage ham til sig, for han afskyede den kvinde som bragte hans navn på bane. Men navnet blev hængende, og seks eller syv år senere, mens han boede hos Anaïs Nin i Paris, i de år han kalder ”mine Illuminationers tid”, forstod han at Rimbauds digte var ”ren dynamit”, men lagde dem til side for at hellige sig sit eget forfatterskab. Det var først i 1943 han begyndte at læse om Rimbaud, og først endnu senere at han kunne se ham som det han var: en seer.

Når man tænker på andre samtidige ånder som Nietzsche, Strindberg og Dostojevskij, er det som om ”sidste halvdel af det nittende århundrede var en af historiens mest fordømte epoker”, skriver Miller. Som Nietzsche anfægter Rimbaud alle eksisterende værdier. Som Blake former han en ny lære om verdens oprindelse. Han er som en stella nova, der pludselig dukker op, for så at styrte til jorden. Og ifølge Miller er af alle skæbner van Gogh den der ligner Rimbauds mest. Ligesom Rimbaud havde også han et næsten overmenneskeligt mod, en exceptionel energi og udholdenhed, hvilket tilsammen gjorde ham i stand til at kæmpe mod umulige odds. Men ligesom det er tilfældet med Rimbaud, slider kampen også ham op i hans bedste alder og får dem til at fremstå som ulykkessvangre tvillinger.

I Rimbaud var sol og måne ifølge Miller lige stærke. Ungdomsdigtningen udgjorde månefasen i hans liv, tilværelsen som eventyrer og handlingens mand var solfasen. Men i hver fase var det som om en smerte forgiftede hans liv. Rimbaud lagde ud med at ville ”se alt, føle alt, opdage alt, sige alt”, men hurtigt mærkede han ”bidslet i sin mund, sporerne i sine flanker, pisken over sin ryg”. Han var en mand af sin tid, på en gang offer og bøddel. ”Vi må være absolut moderne,” skrev Rim-baud; overtro, feticher og trosbekendelser er passé, nu handler det om klarhed, ikke kunstig belysning. Fremtiden stirrer os i ansigtet – som en gabende afgrund – og det mennesket frygter mest af alt er dets eget billede, og at leve uden illusioner og blændværker.

”De gyldne fugle som flyver gennem hans digtes skyggefulde løv.” Men hvor kom Rimbauds gyldne fugle fra? spørger Miller. Og hvor flyver de hen? De har ingen lighed med luftens skabninger, engle er de heller ikke. De er åndens sjældne fugle, trækfugle som flyver fra sol til sol, private budbringere sluppet fri i illuminationens lys. De løfter sig på ekstasens vinger og forsvinder i flam-men.

Assassinernes tid blev oprindeligt offentliggjort i 1946 og 1949 som to separate essays i forlaget New Directions årsskrifter nr. 9 og 11 og udkom først som bog i 1956.

 


Bøger af Henry Miller

Anmeldelser

VIDUNDERBARNET FRA CHARLEVILLE
For dem, der synes Miller er en charlatan vil det være grænseløst irriterende, at han side op og side ned sammenligner sit eget liv med den franske symbolismes ener. Omvendt er identifikationen, hvis man kender og holder af Millers forfatterskab, ikke svær at forstå. Hvis læseren tilmed er så ung, at han eller hun stadig føler sig udødelig og ukompromitteret, ja så borger cocktailen af Miller og Rimbaud for en ganske livgivende rus … Miller ser kort og godt Rimbaud som vidunderbarnet, der var for tidligt ude. Et geni, der var forud for sin tid – lige som ham selv. For Miller er Rimbaud Shakespeare og Bonaparte i et. En inspirator og soulmate … Miller rabler og babler. Hans megalomani er enerverende, men heldigvis er hans begejstring også smittende. Batzers forlag skal have tak for at have oversat Millers ikke så kendte klassiker.
Jes Stein Pedersen, Politiken

MILLERS SPEJL
En apokalypse snarere end en analyse. Og en hyldest til den udstødte, oprøreren, seeren, bohemen, uanset hvad skikkelse han antager … Millers to essays veksler mellem det grandiost rablende og skarpe refleksioner. Og selv om man kan indvende, at hans syn på Kunstneren som Magtens absolutte modstander er håbløst gammeldags, er det også dejligt befriende. En lille bog med meget højt til loftet.
Henrik Queitsch, Ekstrabladet

En hallucinatorisk virkeligheds konkrete spøgelser
Assassinernes tid består af to essays skrevet i 1946 og 1949 og trykt i omvendt kronologisk rækkefølge, så det mest personlige, tidsbundne og skamløst selvspejlende essay »Analogier, slægtskaber, ligheder og følger« kommer før det smukkere, men ikke mindre storladent sortseende 1946-essay »Hvornår hører engle op med at ligne sig selv?«
Lotte Folke Kaarsholm, Information

Om forfatteren

Henry Miller, 1891-1980, amerikansk forfatter af tysk afstamning.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

I Rimbaud ser jeg mig selv som i et spejl. Intet han siger er fremmed for mig, uanset hvor vildt, absurd eller svært forståeligt det er. For at forstå må man overgive sig, og jeg husker tydeligt hvordan jeg selv overgav mig den første gang jeg kastede et blik i hans skrifter. Jeg læste kun nogle få linjer den dag, for lidt over ti år siden, og skælvende som et espeløv lagde jeg bogen fra mig. Jeg følte og føler stadig at han havde sagt alt hvad der var at sige i vor tid. Det var som om han havde spændt et ilttelt ud over det tomme rum. Han er den eneste forfatter jeg har læst og genlæst med uformindsket glæde og sindsbevægelse; hver gang har jeg opdaget noget nyt i ham, hver gang er jeg blevet dybt berørt af hans renhed. Uanset hvad jeg siger om ham, vil det altid være foreløbigt, en tilnærmelse – i bedste fald et aperçu. Han er den eneste forfatter hvis geni jeg misunder; alle de andre, hvor store de end er, vækker aldrig min jalousi. Og han var færdig som nittenårig! Hvis jeg havde læst Rimbaud da jeg var ung, tvivler jeg på at jeg nogensinde ville have skrevet en linje. Hvilken lykke det undertiden er at være uvidende!
Det der virkelig fascinerer mig hos Rimbaud er hans vision om at genvinde paradiset, gøre sig fortjent til paradiset. Dette er selvfølgelig noget andet end hans ords stråleglans og magi som jeg betragter som uforlignelig. Hvad der slår mig ud, er at hans liv er så fuldstændig uforeneligt med hans vision. Hver gang jeg læser om hans liv, føler jeg at også jeg er mislykkedes, at vi alle mislykkes. Og så vender jeg tilbage til hans ord – og de mislykkes aldrig.

Forside i høj opløsning