Helga Flatland - Bliv hvis du kan, rejs hvis du ma - bogomslag

Helga Flatland: Bliv hvis du kan, rejs hvis du må

Helga Flatland - Bliv hvis du kan, rejs hvis du ma - bogomslagOversat af Jannie Jensen
2015. 240 sider. 300 kr.

Tre barndomsvenner – Tarjei, Trygve og Kristian – beslutter at lade sig hverve til de norske styrker i Afghanistan. Under en operation kører bilen på en landmine, og drengene bliver dræbt på stedet. Hvorfor tog de overhovedet af sted? Og hvad med familien og resten af det lille lokalsamfund som får dem hjem i kister? Hvad bestemmer vores valg i livet?

Bliv hvis du kan, rejs hvis du må handler om at vokse op i, være omgivet af og bryde med en tryghed – som ikke længere er tryg. Rammen er lokalsamfundet som de tre drenge kommer fra. Bogen giver stemme til to af drengene som tog af sted og til to af dem som stod dem nær. Det er en eksistentiel roman, følsom og varm, med en stille desperation, med tavshed og knugende krav.

»En stærk debutroman som på samme tid er politisk og personlig, intens og inderlig.«
– VG

»… afslører et stort, litterært talent.«
– Fædrelandsvennen

»… et stilfærdigt brag af en fortælling om livets små og store spørgsmål. Om tilværelsens tilfældigheder. Om tidens (lige) gyldighed. Eller sagt på en anden måde: Bogen er svær at lægge fra sig. Imponerende debut.«
– Ekstra Bladet ★★★★★

DKK240.00

Produktbeskrivelse

 


Bøger af Helga Flatland

 

 

Anmeldelser

STILFÆRDIGT BRAG ★★★★★
Med norsk sindighed væver roman-debutanten Helga Flatland skæbnerne sammen. Side for side vokser bogen, mens personerne facetteres, og den menneskelige infrastruktur afsløres som almengyldig i al sin lokale trivialitet. Resultatet er et stilfærdigt brag af en fortælling om livets små og store spørgsmål. Om tilværelsens tilfældigheder. Om tidens (lige) gyldighed. Eller sagt på en anden måde: Bogen er svær at lægge fra sig. Imponerende debut.
– George Hilton, Ekstra Bladet

STÆRK OG BEVÆGENDE PERLE
Stærk og bevægende perle om tre unge mænd, der med fatale følger melder sig til tjeneste i Afghanistan. (-) Den stille desperation og undergangstemaet gør i den grad indtryk på læseren, og det er en gennemarbejdet og vedkommende roman, som er svær at lægge væk. (-) Hun kan sammenlignes med stærke nordmænd som Roy Jacobsen og Per Petterson.
– Lone Krøgh, DBC, lektørudtalelse

FLUGTPUNKT AFGHANISTAN
Norsk debut. Helga Flatlands psykologiske portræt af en bygd i sorg og en flok unge konfronteret med store valg er rørende. Dette er ikke en roman om Slagtebænk Afghanistan. Det er snarere Flugtpunkt Afghanistan og ikke-krigen, som er i centrum i et rørende portræt af ungdomsliv, modningsår, identitetssøgen og de folk, der befolker den lille bygd. Bliv hvis du kan, rejs hvis du må er en poetisk titel, som både rummer en håbefuld anmodning og en resigneret frisættelse. Det er en stærkt talentfuld debut af en ung forfatter med sans for psykologisk portrætkunst.
– Klaus Rothstein, Weekendavisen

LIVET FØR VEJSIDEBOMBEN ♥♥♥♥
Gennem tre unge Afghanistan-udsendte soldaters død spejler norske Helga Flatlands fint lavmælte debutroman vores liv med hinanden – herhjemme. Dygtigt fremskrevet og komponeret af Flatland, som siden denne lille, fine debut har føjet to bind mere til. Lad os endelig få dem oversat. Om pårørende til danske udsendte eller ligefrem faldne soldater får ekstra meget ud af romanen, kan jeg ikke bedømme. Men de får under alle omstændigheder rigeligt, ligesom vi andre: en besindelse på, hvordan vi holder hinandens liv og velfærd i vore hænder, både før og efter udstationeringen. Herhjemme, hver dag.
– Søren Vinterberg, Politiken

EN GRIBENDE FORTÆLLING ★★★★★ 
Bliv hvis du kan, rejs hvis du må er en gribende fortællingen smuk, gribende og inderlig bog om os alle sammen. Vores hemmeligheder. Vores evne til at føle kærlighed, vores skam, når vi ikke magter det, der forventes af os – udefra eller af os selv.
Jeg var fuldstændig fortryllet af Flatlands evne til at kravle under huden på sin læser. Portrætter af et udpluk af almindelige mennesker i en almindelig by så gribende, at man er med dem. I stalden, i krig. Gennem glæde og fortvivlelsen.
– Christina Andersen, Bogrummet

Om forfatteren

Helga Flatland

Helga Flatland (f. 1984) er bosat i Oslo og har udgivet fire romaner. Bliv hvis du kan, rejs hvis du må er hendes debut og første bind i en trilogi.  Bogen blev belønnet med Tarjei Vesaas’ debutantpris og Ungdommens kritikerpris. Senest har hun udgivet romanen Vingebelastning (2015). Fik i 2015 Amalie Skram-prisen.

Forfatterweb om Helga Flatland

Forfatterprofil

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning. Foto Niklas Lello

Artikler/Interviews

NRK-TV: BOKPROGRAMMET – FLUGTEN FRA TRYGGHETEN
Interview med Helga Flatland om Bliv hvis du kan, rejs hvis du må i forbindelse med en undersøgelse af, hvad der gør, at unge mænd og kvinder forlader sit trygge liv til fordel for krig, kriminalitet og lejesoldatsvirksomhed. SE MERE!

FORFATTER HELGA FLATLAND I SAMTALE MED BIBLIOTEKAR ELIZABETH STAVSETH LAHELD
Youtube-interview: Om trilogien Bliv hvis du kan, rejs hvis du må, Alle vil hjem, ingen vil tilbage og Der findes ingen helhedSE MERE!

NORSK FORFATTERFORENING: BLI KJENT MED DET NYE DNF-MEDLEMMET HELGA FLATLAND
Interview: – Det er jo relasjonene det alltid handler om, og reaksjoner på relasjoner. Jeg skriver først og fremst om mennesker, og ikke om steder, sier Flatland. LÆS MERE!