Graham Caveney: Manden de kaldte Præst. William S. Burroughs – hans liv og værk

Graham Caveney - Manden de kaldte Præst. William S. Burroughs - hans liv og værk - bogforsideOversat af Lars Movin
1999. 224 sider, ill. i farver. 299 kr.

William S. Burroughs (1914-1997) er blevet kaldt beatgenerationens fader og punkens gudfader. Han er kendt som manden der skød sin hustru, junkien som rapporterede fra stoffernes verden, men også som den synske opdagelsesrejsende og undergrundens ukronede konge.

DKK299.00

Kategori: Tag:

Beskrivelse

William S. Burroughs (1914-1997) er blevet kaldt beatgenerationens fader og punkens gudfader. Han er kendt som manden der skød sin hustru, junkien som rapporterede fra stoffernes verden, men også som den synske opdagelsesrejsende og undergrundens ukronede konge. Det enestående ved Graham Caveneys bog, Manden de kaldte “Præst”. William S. Burroughs – hans liv og værk, er at han formår at forklare myten eller gåden Burroughs: En gentleman, iført et ulasteligt jakkesæt, som kunne føre en samtale på et højt niveau og flittigt citerede sine litterære forbilleder, Buddha og Rimbaud, og samtidig var junkie med en livslang fascination af stoffer, våben, pornografi, kriminelle og al slags “low-life”.

William Burroughs debuterede i 1953 under pseudonymet William Lee med romanen Junkie, der skildrer narkomaniens helvede. Collagestilen og bogens hallucinatoriske univers videreudviklede Burroughs senere i romanen Nøgen Frokost, hvor narkotikamareridtet bliver til en vision af en surrealistisk verden. Nedenunder ligger dog en dyb moralsk undertone: Det er digteren, den udstødte, som i sine rusfantasier kan se den moderne civilisations sygdom og undergang. Mens Ginsbergs digte rummer ekkoer af Walt Whitman, og Kerouacs road-bøger genoplivede ånden fra Huckleberry Finn, står Burroughs i sine eksperimenterende romaner i gæld til en Joseph Conrad, en Jean Genet eller en de Sade. Her er spor af Dostojevskijs eksistentielle angst, George Batailles maniske erotisme og den satiriske tradition som går tilbage til Jonathan Swift.

Graham Caveney fortæller levende og indsigtsfuldt om Burroughs liv og bøger. Men det som også gør bogen til noget helt enestående er Simon Jennings” grafisk udformning, hvor hver eneste af de 224 sider er en håndmalet firefarvet collage, som afspejler Burroughs” cut-up teknik.

Anmeldelser

Simon Jennings har håndmalet hver eneste side og bogen er fuld af fascinerende fotos, avisudklip, tegninger og andre detaljer, som gør den til et kunstværk af en bog.
Financial Times

En glimrende bog, en tour de force i ord og billeder.
The Examiner

Han skriver i sine bedste øjeblikke så berusende euforisk, at det faktisk gør ondt i sjælen.
Bo Tao Michaelis i sin nekrolog om Burroughs, Politiken

En fandens god historie … Forfatteren William S. Burroughs har fået en lækker biografi, der er skrevet med beundring.
Jes Stein Pedersen, Politiken

Manden de kaldte Præst er en både intelligent og underholdende biografi – kongenialt oversat af Lars Movin – der lever op til sin målsætning: At skildre en personlighed, der på én gang formåede at optræde som tryllekunstneren og den oversavede dame. Hertil kommer, at bogen i sig selv er et overrumplende smukt værk, hver side af den engelske kunstner Simon Jennings skabt som en dramatisk eller poetisk collage i overensstemmelse med William S. Burroughs” cut-up-teknik. Og udgivet af det herlige lille forlag, Roskilde Bogcafé, der sætter en ære i gang på gang at minde os om, at bøger også kan være smukt håndværk.
Mogens Damgaard, Fyns Stiftstidende

Smukt illustreret biografi genopfrisker den fascinerende historie om William S. Burroughs, kultforfatternes kultforfatter … Han er forfatteren, der er mere berømt (og berygtet) end læst, men den detalje har ikke afholdt flere generationer fra at dyrke ham som et ikon på linie med vilde filmstjerner eller døde rockmusikere.
Det er nemlig i høj grad ideen om William Burroughs, der bliver ved med at fascinere, og selv om man kender hans benhårde livshistorie, lader man sig også i Manden de kaldte “Præst” betage af den gådefulde blanding af mord, misbrug, selvdestruktion, sejlivethed og sproglig galskab, som har gjort Burroughs til kultforfatternes kultforfatter.
Biografien fungerer primært fint som guide for nye læsere. Alligevel vil det være dumt for fans at gå glip af bogen, den er nemlig lysende illustreret af Simon Jennings, der på samtlige 224 sider har skabt kollager, fotos og malerier, der lever op til Burroughs” tanker om cut-up og dekonstruktion.
Niels Pedersen, Jyllandsposten

Fascinerende biografi indkredser hvordan Burroughs kom til at fylde mere som mytisk person end som forfatter … Man kan forundres over at så kompleks en personlighed med et endnu mere komplekst værk tilsyneladende kan præsenteres så let og lige ud af landevejen. Det er en kunst at popularisere det svært tilgængelige – og på det punkt lykkes projektet 100 procent … En stor satsning fra det lille tapre forlag Roskilde Bogcafé, som har spyttet den ene con amore-udgivelse efter den anden på markedet.
Klaus Lynggaard, Information

Tekstuddrag

Introduktion
Den amerikanske litteratur trækker et spor af ofre i sit kølvand. Den har fostret talrige forfattere som er knust under vægten af deres egen ikonografi. Ofre for deres eget værk, skabere af deres egen undergang – i en vis forstand kan den amerikanske litteraturhistorie læses som én lang skånselsløs nekrolog. Fitzgerald advarede om at livet i Amerika ikke omfatter en 2. akt – en profeti han selv kom til at opfylde da han i en alder af fire og fyrre år druknede i en pøl af sprut og selvhad. Han var ikke alene. Hemingway, en macho til det sidste, skød sig en kugle for panden efter at have været tørlagt i seks måneder, mens Faulkner, Kerouac og Chandler allerede på forhånd var dømt til undergang af deres nedarvede misbrugsmønstre. Listen er endeløs – Cheever, Carver, Dorothy Parker: amerikansk litteratur er nærmest en selvdestruktionens Blå Bog.
De som ikke er på listen har med vekslende held udviklet strategier for overlevelse. Salinger og Pynchon trak sig helt tilbage fra offentligheden og søgte tilflugt i paranoid anonymitet. Den originale Gonzo of New Journalism, Hunter S. Thompson, fremstår i dag som en karikatur af sit gamle jeg, en figur der desperat forsøger at leve op til andres forventninger. Manden der formulerede sætningen “When the going gets weird, the weird turn professional” er selv blevet et bevis på, at når de uberegnelige bliver professionelle, bliver deres profession forudsigelig.
I dette sceneri synes William Burroughs at rage op, idet han undgår stereotyper som den tragiske boheme på den ene side og selvparodien på den anden. Hans persona rummer alle ingredienserne fra en depraveret klassicisme, og synes alligevel ikke at være formet af dem. Han fremtræder som a ghost in the machine – på én gang fra- og nærværende. Som Paul Bowles har formuleret det: “Da jeg lærte ham at kende, gik det op for mig at hans myte eksisterede på trods af hans væsen og ikke i kraft af det: han gav ganske enkelt fanden i hvad andre mente om ham.” Måske er det denne ligegyldighed der gør Burroughs så anderledes. Hans demonstrative måde at ignorere publikum på giver os en pervers tilfredsstillelse og fungerer som en påmindelse om, hvor spinkel overenskomsten mellem forfatter og læser reelt er.
Samtidig er hans position mere eller mindre uafhængig af hans værk. Hans dødningeagtige fremtoning er mejslet ind i den kollektive bevidsthed som et ansigt der stirrer ned på os fra postmodernismens Mount Rushmore. Han er indbegrebet af det ultimativt hippe, et navn der refereres til så ofte at det nærmest lever sit eget liv. Han gennemsyrer samtidens kultur i en grad, så det er vanskeligt at forestille sig den uden ham. Mange bliver fan af ham før de har læst hans bøger (uden at det i øvrigt bekymrer dem) – selve idéen om ham er lige så fascinerende som hans værker. Måske endnu mere. Under alle omstændigheder ligger de betegnelser som er hæftet på hans person længere fremme på tungen end titlerne på hans værker. Beatgenerationens far, punkens gudfar, manden der skød sin hustru, junkien der rapporterede tilbage fra stoffernes verden, den synske opdagelsesrejsende, den selvudråbte Bøsse, den litterære kosmonaut, kunstens lovløse – prædikaterne falder i en tæt byge og reducerer mere trivielle titler som The Ticket That Exploded til fodnoter.
En af årsagerne til at Burroughs’ bøger måske ikke er så læste som hans omdømme antyder er at han ikke selv har skrevet dem. Eller i det mindste ikke i en traditionel forstand. Burroughs hører til de kunstnere som trives bedst i samarbejde med vidt forskellige typer, fra Brion Gysin til Kurt Cobain. Han unddrager sig vor traditionelle forestilling om den autonome forfatter og hælder snarere til kreative strategier som involverer tilfældighed, cut-up og kollektive idéer. Hans kilder spænder fra avisudklip til båndoptagelser, og han udfordrer derved vante forestillinger om litterært arbejde. Han er en ordets disc jockey som sampler og omstrukturerer de tilgængelige sprog. I den forstand er det måske ikke så mærkeligt at man kan forholde sig til hans bøger uden at læse dem – hans værker findes allerede i vore umiddelbare omgivelser, og deres råstof påvirker os konstant, som gennem en slags osmose. Som han selv skulle formulere det: “Kunstneren gør folk opmærksom på det de allerede ved, men som de ikke er klar over, at de ved.” Burroughs har ingen romaner skrevet, og ingen har læst dem, de tilhører os alle. Dette er en joke, men ikke uden et gran af sandhed.

Hvis gåden om Burroughs eksisterer side om side med hans værker, hvad er så nøglen til dens fascinationskraft? En del af svaret må ligge i hans flertydige fremtrædelse – hans evne til at opstille modsætninger og drille os med deres sameksistens. Hans berømte jakkesæt og hat antyder en respektabel fernis over en beskidt tankegang – som at møde sin bankdirektør i en pornoshop. Hans smil befinder sig et eller andet sted mellem bedemandens og korthajens, en markering af en indforstået joke som du måske – måske ikke – forstår. Den faderlige attitude forstyrres af pædofile undertoner, junkien smelter sammen med den ulastelige gentleman. Der er intet skjult i Burroughs’ image, ingen hemmelighed der skal afkodes. Det som er så tiltrækkende (og foruroligende) ved hans person er, at intet aspekt synes at være mere dominerende end andre. Han hjælper os ikke med at vælge mellem de forskellige sider af sig selv – de er alle frit tilgængelige, hvor ingen kan se dem.
Man kan sige, at Burroughs’ værker er et åbenhjertigt clair-obscur af hans egen status – et amalgam af gennemsigtige tilsløringer som afsøger grænseegne i mytologier, apokryfer og fabler. Som Prospero og Caliban i én og samme skikkelse kombinerer han magikerens omnipotente neutralitet med assistentens krybende undselighed. Måske er Burroughs den eneste illusionist som samtidig er den oversavede mand.
Ser vi på Burroughs’ håndværk som forfatter, skal dets styrke findes i de mange paradokser. Skal man pege på en enkelt tråd som løber igennem hele forfatterskabet må det være angsten for kontrol. Hans bøger udstråler en nærmest psykotisk årvågenhed over for alle former for begrænsende systemer, fra stoffer og begær til religion og sprog. Men samtidig indfanger de kontrollens fascinationskraft, den masochistiske fryd ved at være en slave af stoffer, seksualitet eller narrative forløb. Han var på én gang involveret og udenforstående – som om han formulerede sig om aktuelle temaer fra en position der var pinefuldt afskåret fra den historie som det handlede om. Det kan godt være at Burroughs skriver om efterkrigstidens amerikanske landskaber, men samtidig nægter han selv at lade sig indskrive i dem.
Det er denne fornemmelse af at være eksileret i sin egen virkelighed (og endda en turist i sin egen krop) som giver Burroughs’ værker et umiskendeligt europæisk præg. Mens Ginsbergs sange om sig selv rummede ekkoer af Walt Whitmans episke poesi, og Kerouacs road-romantik genoplivede ånden fra Huckleberry Finn, hører Burroughs’ forfædre hjemme i den gamle verden snarere end i den nye. Han har gentagne gange anerkendt sin gæld til Conrad, og både hans bøger og interviews er rundhåndet krydret med shakespeareske allusioner.
På samme måde har hans adfærd mere tilfælles med den form for chik kriminalitet man finder hos Jean Genet, eller med De Sades groteske indsigt, end med de vanlige forstillinger om Den Store Amerikanske Forfatter. Det er sigende, at Burroughs har peget på Eliots Ødemarken som den første store cut-up tekst – og dermed vedkendt sig sin gæld til en forfatter som netop opnåede indsigt i sin kultur gennem eksil. I dag er det blevet normen blandt kritikere at placere Burroughs’ romaner i den satiriske tradition som går tilbage til Jonathan Swift. Hertil kommer indflydelsen fra Dostojevkijs eksistentielle angst, Georges Batailles maniske erotisme og dadaismens rebelske vaudeville.
Burroughs’ genanvendelse af træk fra den europæiske kulturarv foregik inden for rammerne af en kvintessentiel amerikansk kontekst – hvilket blot er endnu et eksempel på hans evne til at sammensætte modsætninger til en ny helhed.
Selvfølgelig er det ultimative paradoks i den Burroughs’ke mystik at denne på ingen måder helgenagtige forfatter er blevet kanoniseret. Hans optagelse i The American Academy and Institute of Arts and Letters i 1983 var en begivenhed som var bristefærdig af ironi. For en gangs skyld kunne undergrund og mainstream mødes i fælles ubehag; den lingvistiske terrorist hvis erklærede mål det var at trække tæppet væk under Ordet, var nu blevet fanget i sit eget net. Alligevel var der ikke tale om den fortabte søns hjemkomst, eller om en banal indlemmelse i et konspiratorisk establishment. Burroughs vedblev at være en ener, ethvert forsøg på at sætte ham i bås blev fortsat affejet med en ikonoklastisk håndbevægelse. Ligesom det var tilfældet i hans relation til beatgenerationen, yippierne eller punkerne, betød Burroughs’ optagelse i Akademiet heller ikke at han blev en af dem. Som han senere har sagt: “Jeg føler mig sjældent på bølgelængde med andre mennesker. Så når man taler om ‘vi’, må det i hvert fald være et temmelig lille ‘vi’. Det er meget få vi’er som vil omfatte mig.”

The Biography Project – William S. Burroughs