Gert Nygårdshaug: Provst Gotvins geometri

Gert Nygårdshaug - Provst Gotvins geometriOversat af Annelise Ebbe
1999. 485 sider. 199 kr.

“Indledningsvis: Læs den! Jeg kan ikke påstå, at Gert Nygårdshaugs Provst Gotvins geometri er sæsonens bedste roman, da jeg ikke har læst dem alle. Men den er ubestridt den bedste af de mange, som jeg har læst. GN er en vidunderlig fortæller, handlingen er fuld af overraskelser, man kastes fra kvantefysik til kærlighedsscener skildret så smukt, at man får tårer i øjnene, og man jagter gennem bogen besat af ønsket om, at den aldrig får ende.” – Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

DKK199.00

Beskrivelse

Romanen starter med at den unge, bly præst Gotvin Soleng fra en lille norsk bygd drager ud på sin første store rejse til Santiago de Compostela, for at undersøge et katolsk mirakel på nært hold. I toget møder han en smuk ung kvinde, indhyllet i lavendelduft, som giver ham en gåde i form af en tegning over danske vikingeborge og fortæller at hvis han løser den, får han svar på hvad himmelen virkelig indeholder.

Dette møde med Lucienne Lopéz, som viser sig at være en spansk arkæolog med speciale i neandertaler, udløser en lavine i Gotvins liv, hvor ingenting bliver som før. Med hovedet fuldt af tanker om Gud og mirakler, katedraler og geometri, synd og lavendelduft, og fuld af anfægtelser, anger og bodstanker over det kærlighedsforhold han indleder, rystes hans verdensbillede i sin grundvold. Læseren bliver taget med en 450 siders odysse som indholder alle facetter af livet: Fromhed og besættelse, kærlighed og vemod, ydmyghed og tvivl, galskab og glæde. Forfatterens filosofiske dristighed og forrygende begavelse som historiefortæller trækker os ind i en roman man ikke kan ryste af sig før den læst. Og selv om den handler om livets store mysterier, er den fortalt med en uforlignelig humor.

At Dan Brown er blevet en megasucces, mens Nygårdshaug stadig kun er kendt af en mindre kreds, er dybt uretfærdigt og afspejler ikke bøgernes litterære kvalitet.

Anmeldelser

Indledningsvis: Læs den! Jeg kan ikke påstå, at Gert Nygårdshaugs Provst Gotvins geometri er sæsonens bedste roman, da jeg ikke har læst dem alle. Men den er ubestridt den bedste af de mange, som jeg har læst. GN er en vidunderlig fortæller, handlingen er fuld af overraskelser, man kastes fra kvantefysik til kærlig-hedsscener skildret så smukt, at man får tårer i øjnene, og man jagter gennem bogen besat af ønsket om, at den aldrig får ende…
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

Provst Gotvins geometri er noget så usædvanlig som en videnskabsteoretisk knaldroman, skabt med fantasi og indsigt og et sproglig mesterskab som sag-tens kan måle sig med vore hjemlige koryfæer Peter Høeg og Ib Michael, og som i hvert fald placerer GN i klasse med hans utrolige landsmænd som Erik Fosnes Hansen og Jan Kjærstad.
Carsten Clante, DR/Kulturnyt

På et hængende hår, jo, men vi nåede det: Vi nåede at få en stor, stor nutidsroman ud på dansk, der maner det europæiske menneske anno 1999 frem. (-) Inden for norsk litteratur er Gert Nygårdshaug en ener.
Pernille Bramming, Aktuelt

…spændende og indsigtsfuldt om den menneskelige tilværelses vilkår … Tegningen over vikingeborgene gemmer på en geometrisk gåde, og med den som ledetråd fører Nygårdshaug os nu ud i alle afkroge af Gotvins bevidsthed. Det bliver til en spændende og indsigtsfuld tur gennem emner som arkæologi, geometri, fysik, historie, filosofi og teologi. Og til tider i et tempo, så man som læser må slippe både lænestol, tid og rum og bare lade sige suge med i Gotvins uophørlige og fascinerende tankestrøm. Men GN kan mere end at filosofere over de store spørgsmål i tilværelsen. Han kan også fortælle en glødende kærlighedshistorie.
Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

Få den pakket ind, det er et godt råd, der er værd at følge, hvis man er inde hos boghandleren for at købe GNs Provst Gotvins geometri som gave. Får man den med hjem i nøgen udgave, så er det stor fare for, at man selv begynder at læse i den 485 sider lange bog og først lægger den fra sig, når sidste side er vendt. (-) For GN skriver, så det er en fornøjelse at læse, og hvis man skal sammenligne ham med andre forfattere og deres bøger, må det blive Umberto Eco med Focaults pendul og Arturo PÚrez-Reverte med Trommeskindet, der begge er ferme til at koble fortid og nutid sammen til en spændende historie, der fortæller mere end den bare handling.
Jan Partoft, Roskilde Avis

…en stor, spændende og til tider ganske vittig roman, der forener den begavede og kulturelle underholdningsroman a la Rosens navn med en diskussion af kristendommen og den moderne videnskab.
Karsten Pharao, DR/Alfabet

Om forfatteren

Den norske forfatter Gert Nygårdshaug (f. 1946)  er en fortæller af Guds nåde på niveau med en Fosnes Hansen eller en Ib Michael. Hans roman Provst Gotvins geometri handler om livets store spørgsmål, Guds eksistens, universet og kærligheden, men fortalt som en historie man ikke kan ryste af sig, spændende, frodig, filosofisk, humoristisk og betagende. Nygårdshaug, der har et stort forfatterskab bag sig, har tidligere fået kritikernes ord for at have skrevet “årets roman” og for at være “en af de allerstørste” i norsk litteratur – “om ikke den største”.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

1. kapitel

Togrejsen fra Madrid havde været varm og trættende, og selv jeg, der altid har syntes om togrejser følte et vist ubehag ved at sidde fastklemt i et hjørne af en kupé der var beregnet til seks personer, men som nu, indtil toget nåede Zamora, havde rummet ni personer; til min glæde kunne jeg konstatere at hele syv personer forlod kupéen da toget standsede, inklusive de fire højrøstede mænd der bar den spanske armés uniform, og som ikke havde undladt at skabe forlegenhed og direkte væmmelse hos de andre rejsende, mig iberegnet, ved deres beruselse og slibrige sprog. Nu blev kupéen næsten tom, og jeg var ikke sen til at indtage vinduespladsen.
Her skulle jeg sidde resten af rejsen.
Nyde naturen og det ukendte landskab.
Lige til Santiago de Compostela.
Byen der var min rejses mål.
Lad det være sagt med det samme: Jeg havde lige fra rejsens begyndelse, lige fra jeg steg på toget på Vanndal station, følt en vis uro, ikke ængstelse, men snarere en sitrende indre bevægelse over det jeg skulle ud på, og som nu, da jeg næsten var fremme ved rejsens mål, slet ikke var blevet mindre, jeg forsøgte at berolige mig selv ved at tolke denne uro med min manglende erfaring som rejsende, ja, jeg kunne ikke skjule det faktum at dette var min allerførste udenlandsrejse. Selvom jeg havde nået at blive toogtredive år, havde mine studier, mit kald og mit embede indtil nu holdt mig i mit hjemland og min hjembygd; jeg havde ikke følt trang til at rejse, hvor skulle jeg rejse hen? jeg trivedes i mit daglige virke som sognepræst i Vanndal kommune. Så uroen, den indre bevægelse var let at forklare.
Var den det?
Var der ikke noget andet?
Angsten for målet, miraklet i Santiago de Compostela?
Hvorfor skulle jeg som protestant, godt forankret og tryg i den evangelisk-lutherske lære, opsøge en helligdom i et fremmed land, tilmed en katolsk helligdom, hvor der vistnok var sket et mirakel? Jeg kunne ikke, da toget igen satte sig i bevægelse fra Zamora, give nogen forklaring på det. Alligevel var det til Compostela i Spanien min første udenlandsrejse skulle gå; det var et faktum, en ufravigelig realitet baseret på en irrationel beslutsomhed der pludselig bare var der.
Jeg forsøgte at koncentrere mig om naturen, det eksotiske landskab der gled forbi, markerne med vinstokke i sirlige rækker, kom der god vin herfra? jeg satte stor pris på god vin i beskedne mængder; mange har op gennem årene bemærket at denne tilbøjelighed lå nedfældet i mit navn, Gotvin, hvilket selvfølgelig ikke er rigtigt, mine forældre vidste ikke bedre, desuden kendte min far kun en form for alkohol, hjemmebrændt, en drik han aldrig misbrugte; jeg havde blikket rettet mod landskabet, bjergene syd for os, rødbrune bjerge og bemærkede ikke den kvinde der var kommet ind i kupéen og havde taget plads næsten lige over for mig, hun var kommet stille, uden kuffert; jeg betragtede bjergene, kunne det være Sierra de la Culebra? Slangebjergene? jeg havde studeret kortet over rejseruten grundigt, og den lille smule spansk jeg havde terpet før turen hjalp mig med de enkleste ord og udtryk, desuden havde jeg en lommeparlør; det måtte være Sierra de la Culebra, hvordan ville det være at gå tur i de bjerge? slanger?
Jeg mærkede duften.
Vendte mig langsomt og så kvinden.
Hun var ikke gammel, omkring femogtyve?
Hun læste i en bog.
Det var ikke kun duften, selvom det var den, der først gjorde mig opmærksom på at der var kommet et nyt menneske ind i kupéen; duften var mild, ikke påtrængende, lavendel? et øjeblik greb jeg mig selv i at lukke øjnene og bare sanse duften, hvordan kunne et menneske lugte sådan? i denne varme? var det parfume? Selvfølgelig var det parfume, jeg åbnede øjnene igen, men vogtede mig for at se i den retning hun sad, for det var som sagt ikke kun duften; jeg lod mig igen føre ud i landskabet der flød forbi, langsomt, toget havde en behagelig fart; en grå flod, hvad kunne den hedde? jeg memorerede kortet, Rio Aliste, var der ørreder der? muligvis, men næppe stalling. Uroen, den indre sitren var væk, for første gang på turen følte jeg mig helt afslappet, var det duften af lavendel? denne lystige tanke gjorde at jeg smilede, umærkeligt troede jeg, men ud af øjenkrogen kunne jeg ane at kvinden, pigen, løftede blikket fra sin bog og så på mig, jeg lukkede øjnene halvvejs og lod hende se på mig.
Hun så på mig.
Længe.
Derefter flyttede hun sig, så hun kom til at sidde direkte over for mig, hun lagde den bog hun læste i opslået på det lille kupébord som vi vinduespassagerer er begunstiget med; hun lagde bogen dér og blev ved med at læse, selvfølgelig var netop det den eneste grund til at hun havde flyttet sig; at hun var blevet træt af at holde bogen i hænderne og derfor kunne finde større behag i læsningen ved at bogen lå på bordet, ved siden af mit magasin, det populærvidenskabelige magasin jeg havde købt i aviskiosken på Sentralstasjonen, og som jeg indtil nu næsten ikke havde kikket i, landskabet uden for togvinduet havde været mere interessant; jeg havde altid været interesseret i naturvidenskab, Guds skaberværk rummede mange gåder og det var ikke givet os mennesker at forstå alt.
Nu rakte jeg igen ud efter magasinet.
Roligt og fast løftede jeg det op fra bordet.
Slog tilfældigt op og læste.
Hun læste.
Duften. Fødderne. Læggene.
Jeg læste; ivrigt koncentrerede jeg mig om en artikel angående en mærkelig skabning der levede i Sydamerika, en slags firben der blev kaldt basilisk, men som også gik under navnet Jesusøglen. Som teolog kunne jeg ikke andet end le dæmpet over denne artikel og det navn denne skabning havde fået; øglen havde den underlige egenskab at den kunne løbe på vandet, på vandoverfladen så at sige, derfor havde den fået navnet Jesusøglen; jeg læste artiklen med stor grundighed, men holdt ikke bladet så højt at det skjulte mine øjne, jeg læste at basilisken var cirka femten centimeter lang og at den vejede op mod hundrede gram, at den løb hen over vandoverfladen med en hastighed på to meter i sekundet, og at det er så tilpas hurtigt at luftbobler bliver suget ind under dyrets fødder når det lander på vandoverfladen; der opstår en slags luftpude der forhindrer foden i at synke ned i vandet, sådan var det, derfor blev den kaldt Jesusøglen, og hvis noget menneske skulle gøre sig håb om at udføre samme kunststykke, skulle det, hvis det vejede firs kilo, løbe over vandet med en hastig-hed på et hundrede og ti kilometer i timen og bruge femten gange så mange kræfter som et løbende menneske normalt gør, så derfor forblev Jesu evne til at gå på vandet stadig et guddommeligt mirakel.
Et guddommeligt mirakel.
Bladet i mine hænder vibrerede en lille smule.
Jeg lagde det forsigtigt ned på bordet.
Hun stirrede ud i luften.
På et punkt bag ved og over mit hoved.
Jeg magtede ikke at fortsætte læsningen nu; hendes bog lå stadig opslået, side hundrede og atten; jeg vendte mig mod vinduet, grønne marker, oliventræer, endeløse rækker af vinstokke, hvidkalkede huse, kreaturer, var det æsler? jeg havde aldrig set æsler i levende live før, det var interessant, jeg kneb øjnene sammen og stirrede ud ad vinduet, der var kun os to i kupéen nu, berørte min ene fod hendes? var det togets lette, slingrende bevægelser der umærkeligt havde ført min fod ind mod hendes? eller havde vi siddet sådan lige siden hun flyttede sig? var det hendes fod, der havde flyttet sig? Jeg forstod ikke disse tanker, hvorfor havde den indre sitren forladt mig, hvorfor interesserede det fremmede landskab mig ikke længere? hvor langt var der til Santiago de Compostela? to timer?
Jeg kunne mærke at hun så på mig.
At hun havde store, brune øjne.
At hendes hud var gylden og glat.
Jeg vred min krop mod venstre side, strakte mig ind mod hjørnet af kupéen, hvor min jakke hang, og med en beslutsom bevægelse, trak jeg en bog op af inderlommen; andagtsbogen der følger mig overalt, jeg strejfede hende med blikket, smilede og satte mig ned igen, i nøjagtig samme stilling som tidligere, med en undtagelse: Jeg havde trukket fødderne godt tilbage, så de var på god afstand af hendes, jeg åbnede bogen, bladede lidt distræt frem og tilbage og fandt omsider Mattæus 10,42: “Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.” Netop. Sådan var det. Vi stod i fare for at se for langt efter lejligheder til at gøre godt og dele med andre. Når vi strakte os efter alperoserne, trådte vi tusindfrydene ned.
Strakte os efter alperoserne.
Atter følte jeg uroen.
Trådte jeg på tusindfrydene?
Hun så på den andagtsbog jeg holdt i hænderne, jeg lukkede øjnene og fandt de rigtige tanker, ikke tanker om den jordiske kærlighed, om begæret, men tanker om Guds kammer, det uendelige rum hvor den sande kærligheds ild brændte; her i nærheden af denne ild ville vores liv kunne brænde for alle dem der boede på sletten, for tusindfrydene, vores ord ville være som ild, de ville kunne tænde mangt et hjerte på vandring langs Emmausvejen, således at vi sammen kunne stige ind i Elias’ ildvogn; og var det ikke sådan at hvis vi bare havde lidt mere himmelsk ild, himmelsk kærlighed, da ville vi også have mere jordisk magt? Jeg lod associationerne flyde frit efter Mattæuscitatet, en strøm af behagelige tanker, billeder; billeder der kunne bruges i fremtidige prædikener til min menighed i Vanndal, men brat blev jeg afbrudt.
Hendes fod.
Spidsen af hendes sko berørte atter mit ben.
Jeg så diskret ned, og så hendes glatte, brune hud.
Mit blik hang fast.
Jeg rømmede mig, og denne rømmen lød meget højt i kupéen hvor der nu havde været stille i over en time; ja, nu bagefter husker jeg denne rømmen som direkte vulgær, men hvordan kunne en rømmen være vulgær? tankerne bag en rømmen kender ingen, bortset fra Gud, havde Han hørt denne rømmen? i så fald ville Han stadig beholde mig som Sin tjener? Tankerne efter denne rømmen var, for at bruge et anderledes udtryk, noget pokkers pjat, og lyden sad i væggene længe. Men faktum var at hendes røde skosnude igen berørte mit ben, den pressede ret hårdt mod et punkt lige over det sted, hvor sokken sluttede, mod den kødfulde del af bagsiden af benet for at være helt præcis; det virkede, som om hendes skosnude nærmest hang fast, var klistret til mit ben upåvirket af togvognens noget slingrende bevægelser.
Hun havde en smuk hals.
En godt udviklet buste.
Blomstret kjole.
Alperoser, næppe.
Jeg har aldrig været upåvirket af kvindelig ynde, jeg har mangen en gang følt blodet bruse, men min generthed over for det andet køn har plaget mig lige siden min opvækst, derfor havde jeg stadig ikke nogen præstekone, men savnet har ikke på nogen måde været påtrængende, fuld af vished om at når Herren fandt mig moden til den slags, så ville jeg også blive skænket den gave det måtte være at dele seng med en kvinde, skønt, hvis jeg skal være helt ærlig, så havde der den sidste tid indsneget sig en vis tvivl om Herrens tid blev brugt på at sørge for den slags, for var tiden ikke moden? jeg mente bestemt at tiden snart var moden, selvom det, som jeg sagde, slet ikke havde været noget savn; desuden, og det var ikke ondt ment når jeg sagde dette, så var udvalget af ugifte, unge kvinder med en vis åndelig tilbøjelighed ikke påtrængende stort i Vanndal og distrikterne deromkring, selvom det ikke kunne undskylde min status som ungkarl; faktum var, at jeg i lidt ubehagelige, men klarsynede øjeblikke forstod at mit forhold til det andet køn, eller mangel på forhold, slet og ret skyldtes ekstrem generthed, især når jeg fiskede stalling i elven der løber forbi den gård hvor jeg bor, forstod jeg det klart og tydeligt. På en sten, stående midt ude i elven med fluestangen var det sket hele tre gange at nogle unge havde råbt “Præstesvans” efter mig. Hvilket var inderligt og dybt uretfærdigt, men var det derfor jeg besluttede mig for at drage ud på denne rejse? for at slippe af med genertheden? næppe, til Santiago de Compostela, til miraklet og katedralen for at slippe af med min generthed? var denne rejse en flugt eller en søgen? og hvorfor sad jeg nu i dette tog der snart ville ankomme til Orense i Nordspanien lige over for en meget smuk, spansk? pige uden at føle den mindste uro, men med genertheden som et vagtsomt dyr under brystbenet? skulle hun også til Santiago, var hun pilgrim?
Længe blev jeg siddende og bladede i andagtsbogen.
Jeg kunne mærke, at hun studerede mig nysgerrigt.
Var udlændinge måske ikke almindelige hernede?
Ti tusinder valfartede til Santiago de Compostela hvert år, til denne by hvor knogleresterne efter fiskerapostelen Jacob blev fundet i 800-årene; Santiago var det spanske navn for Jacob, Compostela kom af latin campus stellae, stjernemarkerne; skulle hun også kysse det hellige skrin? stjernemarkerne, alene poesien i navnet virkede forlokkende på dem der beherskede deres latin; et par af medlemmerne af menighedsrådet i Vanndal associerede Compostela med kompost, gødning, hvilket ikke var helt så poetisk; toget dundrede langs en stejl bjergside, langt nede i dalen kunne jeg se floden, stadig brun.
“Undskyld, men hvad er det, De læser?”
Jeg for sammen ved spørgsmålet; hun havde lagt den ene håndflade over sin egen tekst, sine egne bogsider og så på mig med store, brune øjne, ikke alvorlig, der var noget muntert, noget legende over hendes ansigt; hun talte engelsk, men jeg kunne fornemme den spanske accent, jeg blev forskrækket og tabte andagtsbogen ned på bordet, ikke tidligere på denne rejse havde nogen talt til mig.
Jeg rømmede mig igen, svagt.
Mødte hendes blik.
“Det er nogle kristne tekster,” svarede jeg.
“Kristne? Er De troende?”
“Jeg er præst,” svarede jeg. “Protestant. Fra Norge.”
“Præst? Fra Norge?”
Denne oplysning lod til at skuffe hende, sådan måtte jeg tolke det i netop det øjeblik, for nu skete tre ting samtidig: Trykket fra den røde sko på bagsiden af mit ben forsvandt, brat og definitivt, hendes blik blev fjernt og hun greb atter den bog hun læste i, jeg forsøgte at fange titlen, men det lod sig ikke gøre da omslaget og ryggen lå ned mod bordet, derimod fangede jeg hendes ansigt; ja, “fangede” er et rigtigt ord at bruge fordi jeg nu, på en dristig måde turde betragte hende; jeg lod blikket glide hen over hele hendes ansigt, fra panden og øjnene, til næseryg, kind, øreflipper, hage og læber, videre til halsen og den udringede kjole, til busten der hævede og sænkede sig roligt; dette er en perfekt kvinde, tænkte jeg helt uden angst og generthed, hun måtte vel kunne mærke at jeg betragtede hende så intenst, skånselsløst, hvordan turde jeg det? men hun blev ved at læse, nu havde vi passeret de små landsbyer Ginzo og Sadianes, snart ville vi komme til den større by Orense hvor toget ville standse, skulle hun af der?
“Hvad hedder De?” spurgte jeg pludselig, min tunge sagde det.
Hun løftede ikke blikket fra bogen, men svarede:
“Lucienne Lopez.”
“Et smukt navn.”
“Gracias.”
Disse sekunder, minutter da min dristighed over for en fremmed og særdeles smuk kvinde ikke kendte nogen grænser, stod senere for mig som en gåde, men langt større gåder skulle komme, det anede jeg selvfølgelig ikke på det tidspunkt; det eneste jeg tænkte på nu da toget rullede ind på stationen var om hun skulle af her, men til min lettelse gjorde hun ikke mine til at rejse sig da toget sænkede farten og standsede helt; hun blev siddende koncentreret om bogen og den hemmelige tekst der fandt vej til hendes bevidsthed, hvad var det hun læste? til min forskrækkelse så jeg at hun havde anbragt den ene hånd på sit lår, lige over knæet, men den lå ikke stille der, den pressede kjolen mod huden og langsomt, uhyre langsomt bevægede den sig opad så kjolen fulgte med og stadig større dele af låret blev blottet; jeg kunne ikke lade være med at kigge, jeg følte, at jeg steg til vejrs, vægtløs fra det klamme sæde, steg til vejrs og blev ét med Davids salmer; nu måtte jeg ikke, kunne jeg ikke se mere! jeg kneb øjnene sammen og hviskede indvendig: Synden, dette er synden, den der klædte Forløserens hoved med torne og gennemborede Hans hjerte, der fik Ham til at lide i sorg, bitterhed og smerte!
Hendes åndedræt.
Læberne, de usynlige dråber.
Og hele tiden lavendel, jeg vidste at jeg aldrig mere ville glemme den duft; i alle verdens krydderhaver ville duften af lavendel overdøve alle andre dufte.
“Es un tren directo para Santiago?” En fremmed stemme buldrede ind i kupéen og en ældre herre med gråt overskæg og dokumentmappe sank ned på pladsen ved siden af hende.
Hun svarede uden at se op fra bogen, men hånden trak kjolen ned igen; jeg forsøgte at samle min interesse om det myldrende liv ude på perronen det korte øjeblik toget holdt stille, en kvinde der solgte helstegte, røgede pattegrise viftede op mod mit vindue, jeg rystede på hovedet, var jeg ikke sulten? mindst otte timer siden jeg havde spist, hvad ville der ske hvis jeg fik bragt en lille gris ind gennem vinduet? og anbragte den på hendes bog? fedtpletter, tænkte jeg, hvorfor skulle jeg finde på den slags? hvorfor dukkede der i det hele taget den slags vanvittige tanker op i mit hoved nu, mit liv havde slet ikke været præget af spontane og absurde indfald, snarere tværtimod. Toget satte sig i bevægelse igen og den ældre mand med overskæg faldt straks i søvn, hvor skulle jeg nu vende blikket hen? ud, Gotvin Soleng, ud, du skal se ud! følge med i det ukendte landskab, snart er du fremme ved rejsens mål, katedralen, miraklet.
“Præst?” hun så igen op fra bogen. “Fra Norge?”
Disse oplysninger lod først nu til at være sunket ned i hende, selvom det måtte være mindst en halvt time siden der sidst var ytret et ord mellem os.
“Si, señora,” svarede jeg stille.
“Señorita,” rettede hun.
Hun sagde ikke mere, hun blev bare siddende og så ud i den blå luft; et smil spillede stadig om hendes mund, hvad rummede dette smil? var det sådan, hun var? til daglig? over for alle fremmede hun traf? sandsynligvis, jeg var næppe nogen undtagelse, hvorfor skulle jeg være det?
Så spurgte hun om jeg havde en pen jeg kunne låne hende.
Jeg tog en pen fra min brystlomme og rakte den frem.
Derefter bladede hun op i sin bog, frem til den bageste side som var blank, og der begyndte hun at tegne, hun tegnede hurtigt og præcist; hvad kunne det være? cirkler og streger, det virkede som geometriske figurer, komplicerede mønstre, landskabet uden for kupévinduet gled forbi uden at jeg ænsede forandringerne; jeg forsøgte at følge stregerne, hendes bevægelser, de slanke fingre, ingen ringe, diskret neglelak, hun tegnede omhyggeligt og målrettet, mens hun fra tid til anden løftede blikket og så på mig, så at jeg fulgte med, denne interaktion måtte føre til et eller andet, det var jeg temmelig sikker på.
Hun var færdig.
Hun nikkede og virkede tilfreds.
Derefter rev hun forsigtigt siden ud af bogen og rakte mig den, jeg tog imod og takkede, men hvad takkede jeg for? Jeg anede selvfølgelig ikke på det tidspunkt at jeg ikke kun skulle have takket; jeg burde være faldet på knæ og have kysset gulvet under hendes sko. Den tegning jeg holdt foran mig og studerede grundigt, men som jeg absolut ikke forstod noget af, skulle efterhånden komme til at sætte en revolution i gang i mit indre, jeg blev siddende med arket i hånden indtil toget, helt uventet, standsede på et lille, navnløst sted uden for Santiago, da rejste pigen sig brat.
“Hvis De tolker denne tegning, får De svar på hvad himmelen virkelig skjuler,” sagde hun.
Derefter smilede hun skælmsk? farvel og stod af toget. Perronen var på den modsatte side af kupéen; jeg nåede derfor på ingen måde at rejse mig for at vinke før toget susede videre.
Jeg sad stadig med denne underlige tegning i hånden, da toget omsider standsede i Santiago de Compostela.

Gert Nygårdshaug – uofficiel hjemmeside

Artikler/Interviews

DAGBLADET: Lesernes kanon er klar
Gert Nygårdshaug kom hjem fra fisketur da han oppdaget at hans roman «Mengele Zoo» fra 1989 ledet kåringen av Norges beste bok.  LÆS MERE!