170 kr.

Oversat fra tysk af Anette Petersen
2005. Hæftet med flapper. 112 sider
Galsan Tschinag

En tuvinsk historie

I titelhistorien møder vi Dshaniwek der engang var folkelærer og partisekretær og en respekteret mand. I dag er han kooperativets kamelopdrætter og lever alene, og rygterne fortæller at han har skudt en flygtning der ikke havde gjort nogen noget. Under en ulvejagt hvor Dshaniwek og hans unge følgesvend kommer ud for et frygtelig uvejr og må søge ly i en dal under nogle store klipper, bliver Dshaniwek inspireret til at fortælle den rystende historie om sit liv og om Bajnak, hans uægte søn. Måske er jeg det eneste menneske i verden der kan fortælle Bajnaks historie som den virkelig var, siger Dshaniwek, som dengang var en fattiglus uden midler til at tage sig af Bajnak og Sujasch, hans smukke moder. I stedet blev hun gift med den snu Zeweg, der forstod at tilpasse sig de nye tider. En dag i august 1945 bliver Dshaniwek indkaldt til et møde hos kredsformanden og får at vide at Bajnak, der har meldt sig som soldat, nu er deserteret. Og Dshaniwek bliver sat til at lede eftersøgningen og anholde Bajnak, om nødvendig med våbenmagt. Bag sig hører han Zeweg forbande Bajnak. ‘Alle andre er i ilden, udgyder deres blod! Og knægten flygter! Hvilken skændsel! Jeg vil egenhændige tage livet af den hundesøn!’ Fortællingen Bisen handler om hyrdedrengen Bisen og hans trofaste hund Mänkir. Da hans moder bliver syg og faderen sadler hesten og tager af sted for at hente lægen, får Bisen i opgave at passe hjorden. Pludselig rejser nordenvinden sig og angriber den slumrende himmel, vinden hyler, sneen pisker og kulden bider, dyrene brøler og bræger, inden længe går Bisen i sne til knæerne. Hvad skal den arme dreng dog stille op? Jaskan i fortællingen af samme navn er søn af en kasakisk familie som en dag slår sig ned i jegfortællerens ail, hans boplads eller lejr, og Jaskan og fortælleren bliver bedste venner på trods af de kulturelle forskelle. Når drengene er ude og vogte lam, er der også tid til at lege. En af legene kaldes snehuller og går ud på at man stiller sig i en rundkreds og tisser et dybt hul i sneen. Men Jaskan nægter at binde bukserne op. Hvad er det for en hemmelighed han bærer på? Wantschik i fortællingen Shanna underviser i sprog og litteratur og en dag bliver Shanna, en gift kvinde, en af hans elever. Og straks falder han for hendes åbenhjertige og lattermilde væsen. Ildeng lever alene med sine tre piger som hun havde fået med mongolske grænsesoldater og kasakhiske lastbilchauffører. Det siges at hun blev overladt til sig selv da hun var på vej til at blive shaman og aldrig er kommet ud af den tilstand af åndelig forstyrrelse som angriber alle før de bliver rigtig shamaner og har lært at omgås ånderne og kan helbrede sig selv. Sent på efteråret i den Blå Hests år går det ild i hendes spidshytte, men den eneste som ikke bliver grebet af panik er Ildeng, som grinende påstår at ild bringer lykke.

"Da den polsk fødte Joseph Conrad valgte at skrive på engelsk, var der historisk sammenfald mellem sproget og den livsverden, han skildrede. Galsan Tschinags valg af tysk er særlig bemærkelsesværdigt, fordi afstanden mellem den tuvinske nomadeverden og et germansk sprog formet af det 20. århundrede er så stor. At springet lykkes vidner ikke blot om hans usædvanlige sprogbegavelse, men også om det digteriske blik for den menneskelige erfarings universalitet: at sorg og glæde er overalt, de går hånd i hånd. Kulisserne om livets drama er i sidste ende ikke så afgørende, hvor meget de end former sind og sprog. Rettere: hvis man lader dem have hovedrollen, skriver man etnografi eller tilbageskuende hjemstavnslitteratur, ikke digtning. Uvægerligt fyldes Galsan Tschinags fortællinger dog af tuvinske og mongolske ord for det specifikke, som tysk ikke dækker: beklædningsgenstande, madvarer, skikke, – at »dekpirek« er en forgiftning hos får, at »göldshün« er de ånder, sjamaner taler med, eller at »höötbeng« er hvedemelsboller tilberedt i varm, fed mælk er rigtigt og nødvendigt, så sandt som digtning har rod i og suger næring af det konkrete, lokale. For så vidt er teksterne ’eksotiske’ og læseren henvist til ordlisterne. Men det eksotiske er ikke tilstræbt, ikke mål i sig selv, og for resten næppe mere fremmed end den verden, der møder os i Himmerlandshistorier eller Morfars By." Karsten Sand Iversen, Standart

"I tuvinernes jurte fandt kun den ørenlyd som var i stand til at fortælle spændende og bevægende historier. At et barn fra denne kultur gjorde tysk til sit fortællesprog, er en lykke for tysk litteratur, ja, for verdenslitteraturen." Die Zeit

"Så hjertegribende, storslået og enkelt som en lille sten i lommen, skriver den mongolske forfatter Galsan Tschinag ... fra et sted mellem myte og epos, uforstilt og samtidig så dramatisk mættet, at man knap kan få vejret." Weekendavisen

"Galsan Tschinag bruger de vidunderligste metaforer ... Han er en af disse stemmer udefra, som vækker nye sanser og får øjnene til at åbne sig på vid gab." Jyllands-Posten

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

Tirsdag & fredag 12-17

0
Kurven er tom