Galsan Tschinag: En tuvinsk historie

Galsan Tschinag - En tuvinsk historieOversat af Anette Petersen
2005. 112 sider. 169 kr.

“Så hjertegribende, storslået og enkelt som en lille sten i lommen, skriver den mongolske forfatter Galsan Tschinag … fra et sted mellem myte og epos, uforstilt og samtidig så dramatisk mættet, at man knap kan få vejret.” Weekendavisen
“Galsan Tschinag bruger de vidunderligste metaforer … Han er en af disse stemmer udefra, som vækker nye sanser og får øjnene til at åbne sig på vid gab.” Jyllands-Posten

DKK169.00

Beskrivelse

I titelhistorien møder vi Dshaniwek der engang var folkelærer og partisekretær og en respekteret mand. I dag er han kooperativets kamelopdrætter og lever alene, og rygterne fortæller at han har skudt en flygtning der ikke havde gjort nogen noget. Under en ulvejagt hvor Dshaniwek og hans unge følgesvend kommer ud for et frygtelig uvejr og må søge ly i en dal under nogle store klipper, bliver Dshaniwek inspireret til at fortælle den rystende historie om sit liv og om Bajnak, hans uægte søn. Måske er jeg det eneste menneske i verden der kan fortælle Bajnaks historie som den virkelig var, siger Dshaniwek, som dengang var en fattiglus uden midler til at tage sig af Bajnak og Sujasch, hans smukke moder. I stedet blev hun gift med den snu Zeweg, der forstod at tilpasse sig de nye tider. En dag i august 1945 bliver Dshaniwek indkaldt til et møde hos kredsformanden og får at vide at Bajnak, der har meldt sig som soldat, nu er deserteret. Og Dshaniwek bliver sat til at lede eftersøgningen og anholde Bajnak, om nødvendig med våbenmagt. Bag sig hører han Zeweg forbande Bajnak. ‘Alle andre er i ilden, udgyder deres blod! Og knægten flygter! Hvilken skændsel! Jeg vil egenhændige tage livet af den hundesøn!’

Fortællingen Bisen handler om hyrdedrengen Bisen og hans trofaste hund Mänkir. Da hans moder bliver syg og faderen sadler hesten og tager af sted for at hente lægen, får Bisen i opgave at passe hjorden. Pludselig rejser nordenvinden sig og angriber den slumrende himmel, vinden hyler, sneen pisker og kulden bider, dyrene brøler og bræger, inden længe går Bisen i sne til knæerne. Hvad skal den arme dreng dog stille op?

Jaskan i fortællingen af samme navn er søn af en kasakisk familie som en dag slår sig ned i jegfortællerens ail, hans boplads eller lejr, og Jaskan og fortælleren bliver bedste venner på trods af de kulturelle forskelle. Når drengene er ude og vogte lam, er der også tid til at lege. En af legene kaldes snehuller og går ud på at man stiller sig i en rundkreds og tisser et dybt hul i sneen. Men Jaskan nægter at binde bukserne op. Hvad er det for en hemmelighed han bærer på?’

Wantschik i fortællingen Shanna underviser i sprog og litteratur og en dag bliver Shanna, en gift kvinde, en af hans elever. Og straks falder han for hendes åbenhjertige og lattermilde væsen.

Ildeng lever alene med sine tre piger som hun havde fået med mongolske grænsesoldater og kasakhiske lastbilchauffører. Det siges at hun blev overladt til sig selv da hun var på vej til at blive shaman og aldrig er kommet ud af den tilstand af åndelig forstyrrelse som angriber alle før de bliver rigtig shamaner og har lært at omgås ånderne og kan helbrede sig selv. Sent på efteråret i den Blå Hests år går det ild i hendes spidshytte, men den eneste som ikke bliver grebet af panik er Ildeng, som grinende påstår at ild bringer lykke.

“Da den polsk fødte Joseph Conrad valgte at skrive på engelsk, var der historisk sammenfald mellem sproget og den livsverden, han skildrede. GalsanTschinags valg af tysk er særlig bemærkelsesværdigt, fordi afstanden mellem den tuvinske nomadeverden og et germansk sprog formet af det 20. århundrede er så stor. At springet lykkes vidner ikke blot om hans usædvanlige sprogbegavelse, men også om det digteriske blik for den menneskelige erfarings universalitet: at sorg og glæde er overalt, de går hånd i hånd. Kulisserne om livets drama er i sidste ende ikke så afgørende, hvor meget de end former sind og sprog. Rettere: hvis man lader dem have hovedrollen, skriver man etnografi eller tilbageskuende hjemstavnslitteratur, ikke digtning. Uvægerligt fyldes Galsan Tschinags fortællinger dog af tuvinske og mongolske ord for det specifikke, som tysk ikke dækker: beklædningsgenstande, madvarer, skikke, — at »dekpirek« er en forgiftning hos får, at »göldshün« er de ånder, sjamaner taler med, eller at »höötbeng« er hvedemelsboller tilberedt i varm, fed mælk er rigtigt og nødvendigt, så sandt som digtning har rod i og suger næring af det konkrete, lokale. For så vidt er teksterne ’eksotiske’ og læseren henvist til ordlisterne. Men det eksotiske er ikke tilstræbt, ikke mål i sig selv, og for resten næppe mere fremmed end den verden, der møder os i Himmerlandshistorier eller Morfars By.” Karsten Sand Iversen i Standart

“I tuvinernes jurte fandt kun den ørenlyd som var i stand til at fortælle spændende og bevægende historier. At et barn fra denne kultur gjorde tysk til sit fortællesprog, er en lykke for tysk litteratur, ja, for verdenslitteraturen.” Die Zeit


Bøger af Galsan Tschinag

 

Anmeldelser

HØJT LITTERÆRT NIVEAU
Man bliver ramt af fortællingerne, fordi de rummer så universelle størrelser som venskab og kærlighed, sorg og glæde, fordomme og åbenhed … Forfatteren kunne med denne forrygende samling fortællinger sagtens have gentaget succesen og vundet end u en ALOA-pris … For det litterære niveau er meget, meget højt.
Ivan Rod, Djembe

EN LYSENDE STJERNE ★★★★★
Det er som at være der selv. På de mongolske stepper, midt ude i den ubarmhjertige og smukke natur. Sådan er det at læse Gaslan Tschinags prisbelønnede novellesamling … En tuvinsk historie er, som der står i bogen, “en meteor, der ligger på havets bund”. Som en lysende stjerne falder den ned gennem atmosfæren. Den brænder ikke op, men lægger sig til rette et fjernt sted. Sådan kan man godt karakterisere Gaslan Tschinags forfatterskab: en lysende stjerne, men også noget, der ligger meget langt væk, og som man kun med held har fundet, men hvilket held!
Vagn Remme, Citadel

HISTORIER FRA MONGOLIET
Galsan Tschinag bruger de vidunderligste metaforer … Uden lange ordkæder, psykologiske tværsnit eller årsagsfægterier, fanger Galsan Tschinag sine personers følelsesliv i en enkelt ordknap sætning … Han er en af disse stemmer udefra, som vækker nye sanser og får øjnene til at åbne sig på vid gab.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

HJERTEGRIBENDE, STORSLÅET OG ENKELT
“Frygt og bæven. Så hjertegribende, storslået og enkelt som en lille sten i lommen, skriver den mongolske forfatter Galsan Tschinag … fra et sted mellem myte og epos, uforstilt og samtidig så dramatisk mættet, at man knap kan få vejret. Han skriver i et sprog, hvor dramaet rejser sig i renset form kun ledsaget af de få rekvisitter, livet nu engang byder på: en hund, et bål, fåreflokken, vinterkulden, den fremmede der kommer. Fordi der ikke er andet. Det er et sprog, vi næsten har glemt, og som vi måske har mistet retten til at bruge. Andre kulturer, hvor naturen stadig har sin egen kraft, må føre pennen for os.”
Liselotte Wiemer, Weenendavisen

DYBT IND I DET EKSOTISKE ★★★★
Det fornemmes klart, at tuvinerne er et folk uden skriftsprog, ligesom det er klart, at Tschiang også er en anerkendt lyriker. Bag den tilsyneladende enkle sprogkonstruktion vokser en forunderlig magisk, men også lakonisk ubarmhjertig verden frem, som forfatteren selv splittet mellem nomadernes usentimentale natursyn og kommunismens rationelle menneskesyn.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

De 5 noveller er kraftfulde og jordbundne … Titelnovellen går gennem marv og ben. Størst indtryk gjorde dog historien om den lille hyrdedreng Bisen. Her væves død, fødsel og et barskt liv på naturens betingelser sammen til en stor kunstnerisk og fremmedartet oplevelse.
Winni Thorup, DBC-lektør

ET GODT BEKENDTSKAB
Når Tschinag er bedst, mestrer han den enkle patos på en måde, som ingen kulturforkælet vestlig forfatter kommer i nærheden af. Det raffinerede er, at Tschinag udmærket kender de klassiske vestlige fortællergreb og benytter dem uden at skilte med det. Det enkle nomadeliv får karakter af urfortællinger, hvor mennesker lever mellem dyr, vejr og årstider og ikke meget andet. Kun i en enkelt novelle skriver han om et bymiljø, og det er bittersødtog lidt tjekhovsk. Tschinag er et godt bekendtskab; den nye bog er også værd at læse, og den er sobert oversat og forsynet med en nyttig ordliste, ligesom ‘Den blå himmel’ var.
Niels Brunse, Politiken

NOVELLER FRA MONGOLIET
”En tuvinsk historie” er en betagende og rystende lille bog af de mere langtidsholdbare i modsætning til, hvad man kan sige om mange murstenstunge bestsellerromaner. Ligesom sine islandske kolleger og åndsfæller Einar Màr Gudmundsson og Sjòn, der også er lyrikere, behersker Galsan Tschinag den kunst at kunne udtrykke meget med få, men yderst velvalgte ord.
Margit Andersen, Tidsskriftet Kommunist

Om forfatteren

Galsan Tschinag (f. 1944), eller Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa, voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet, men modsat mange af sine jævnaldrende kom han i skole og studerede mongolsk sprog og litteratur ved universitetet i Ulaanbaatar og fra 1962 til 1968 tysk og germanistik ved universitetet i Leipzig. I 1976 vendte han tilbage til sit hjemland, underviste ved universitetet og fungerede som udenrigspolitisk kommentator, før han i 1991 debuterede som forfatter på tysk. Året efter modtog han Adelbert-von-Chamisso-prisen for sin debutbog En tuvinsk historie og andre fortællinger. I 2003 fik forfatteren den danske litteraturpris  for romanen Den blå himmel.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Fra En tuvinsk historie

Floden og pilekrattet lå bag os, og steppen begyndte. Hestene var våde efter svømmeturen over floden, og myggesværme klæbede til deres kroppe som askegrå hullede dækkener. Hestene slog med halerne, og vi ryttere fægtede med armene, men alle anstrengelserne var nytteløse, røverbanden foretrak åbenbart at dø mætte frem for at leve sulte.
Det tegnede til at blive en varm dag. Den opstigende sol brændte som ild i ryggen, og snart blev også hestene tørre. Men de rester af myggesværmen der havde overlevet, forfulgte os og så nu nærmest violette ud.
“Det bliver varmt i dag,” sagde jeg. “Sludder!” mumlede min jagtfælle, gamle Dshaniwek. “Vi får tordenvejr og sne!” Forundret vendte jeg mig om og opdagede en bleg sky-boble mellem solen og horisonten. Resten af himlen strålede kølig, dybblå. Hen imod middag kommer der måske regn, tænkte jeg og iagttog min ledsager, den gamle hyrde som alle tilsyneladende undgik.
“Ham Dshaniwek lader jeg dig ikke tage af sted sammen med!” havde mor truet da hun hørte jeg tænkte på at tage på ulvejagt med ham. Og hun havde først givet sit samtykke da jeg lovede at finde en tredje der ville ride sammen med os. Men vi var kun i juni måned, og ingen kunne overtales til at gå på jagt, for på det tidspunkt var det kun ulve der måtte skydes, og man troede ikke på at gamle Dshaniwek ville opspore ulve som han havde bedyret.
Rygtet sagde at han havde skudt en flygtning der ikke havde gjort nogen noget. Andre fortalte derimod at flygtningen havde været en bevæbnet desertør, og at Dshaniwek udelukkende havde haft til opgave at anholde ham. Det var kommet til et skyderi hvor desertøren var blevet dræbt. Man kunne ikke med sikkerhed sige hvis kugle han var blevet ramt af, for Dshaniwek havde ikke været alene. Ud over ham havde også andre mænd affyret skud, og hændelsen havde fundet sted ved daggry.
Desuden fortalte man at Dshaniwek først havde været folkelærer, derefter kredsformand og senere partisekretær. Nogle tiltalte ham stadig med “kammerat lærer” eller “kammerat chef”, men den tone det blev sagt i, var spottende og somme tider ligefrem fjendtlig.
Jeg kendte ham kun gennem hans arbejde og så også det som forklaringen på hans levevis. Som kooperativets kamelopdrætter havde han ingen jurte, men kun et telt der stod et sted hvor andre sjældent kom, for kamelen er et meget krævende dyr der ikke har nok i det sparsomme græs i bjergene og på græsgangene.
At han levede alene, var der ikke noget usædvanligt i, for verden var nu engang sådan indrettet at den ene havde ti sønner og hundrede slægtninge mens den anden gik alene omkring med sin skygge.
I mit stille sind tog jeg parti for Dshaniwek og mente at hans medmenneskers fjendtlige indstilling over for ham var en uretfærdighed af den slags som ofte overgår folk der kæmper for samfundets og fremskridets interesser og derved får en masse fjender. For i den revolutionære nyordnings og den kontrarevolutionære uordens år, i årene med krig og mangel på kræfter og midler, måtte det nye samfunds interesser forsvares med hård hånd.
Og hvad mordet angik, var det ikke andet end en vag mistanke. Selv hvis han havde været den fra hvis gevær den dødelige kugle stammede, ja, hvis han havde skudt ham ned ved højlys dag, så havde det været en nødvendig handling, det havde simpelthen været tegn på at han var pligtopfyldende, for den anden var bevæbnet, var desertør, og det var han blevet på et tidspunkt hvor folkedemokraterne hverken vidste ud eller ind for bare bekymringer.
Dshaniwek syntes dog ikke at tage sig af sladderen. Han var aldrig den første der åbnede munden, men hvis han endelig var begyndt at fortælle, havde han svært ved at holde op igen. Han var venlig og sørgede godt for kooperativets kvæg. Det havde jeg fundet ud af få dage tidligere da jeg ved et tilfælde stødte på hans ensomme telt midt oppe i bjergene efter at have flakket om den halve nat og været urolig og anspændt af frygt for sjakalerne der hylede omkring mig.
Da han den nat fortalte mig om sjakaler, ulve og andet, bad jeg ham næste morgen om engang at tage mig med på ulvejagt.
Hestene skridtede rask ud, deres brede hove slyngede det tørre sand tilbage, og mange års finmalet hvidt støv stod i luften et øjeblik inden det steg højere op og trak bort uden hastværk. Det var som fløj et vindsel af sted under dyrenes ben og spolede en skælvende hvid tråd af, der nåede helt ud til horisonten. Jægerkarret i hjorteskindssækken slog mod saddelknappen i takt med hestens skridt og frembragte den evindeligt samme dumpe, søvndyssende lyd der mindede om den vidtstrakte steppe.
Efterhånden som det blev mere og mere lyst, svulmede sky-boblen op og blev mørkere, men endnu strålede solen utilsløret og stadigt varmere. Det sparsomme steppegræs stod ubevægeligt, hist og her sprang tykke grå græshopper ud til vejkanten, blev siddende på jorden og stirrede på hestebenene med forskrækkede, mørke øjne.
Det så virkelig ud til at et uvejr var ved at trække op. Vi red tavse som alle stepperyttere så længe der ikke sker noget uventet. Dshaniwek sad sammensunken i sadlen som om han sov. Hans furede ansigt lignede et stejlt bjerglandskab der i en grå fortid var blevet såret af nedstyrtende klipper og som vand, vind og sol havde ædt sig ind i fra det blev født. Munden var tæt lukket som vogtede den over en hemmelighed. To dybe, skinnende blanke ar krydsede hinanden i panden. Lammeskindshuen med de lange øreklapper var slidt, under den vatterede jakke tittede hans lasede lawschak frem, støvlerne var næsten nye. Hans karabin virkede gammeldags, om låsen var lagt en tyk forbinding som blev dette mægtige dødens værktøj holdt i lænker. Bag det flimrende blå i det fjerne ragede Besch-Bogda-bjergene op som en ubetvingelig mur, og deres snetinder strålede så hvidt i solen at man fik ondt i øjnene.
Jeg tænkte på Island, denne plet på Jorden som jeg ganske vist aldrig havde set og alligevel var kommet til at holde så meget af, tænkte på disse store naturbørn der havde hævdet sig gennem en mangetusindårig historie. Jeg tænkte på den skytsånd der havde fået mig, bjergsønnen på den anden side af vor Jord, til at lægge mig sin hjemstavn og sit folk på sinde, tænkte på den som på en fjern broder og fik tårer i øjnene. Jeg så min rejsefælle, denne gamle tuviner med det furede ansigt og munden der vogtede over hemmeligheder, så det ridende mindesmærke fra en epokes slutning og en verden i forandring. Jeg så ham og græd tårer der havde ophobet sig i mig i tidens løb. De var frugten af en stor sorg der intet havde at gøre med civiliserede folks sorg omkring cafébordet. Denne sorg var ikke beklemmende, den var et minde om noget stort der havde været og ikke måtte forgå, den formanede og ruskede op og antydede at noget stort var ved at tage form. Jeg græd og tænkte på den lykkelige ånd der en dag ville få fjerne brødre til at lægge sig også vort folks skæbne på sinde og derved gøre menneskehedens evige glæder og lidelser en dråbe rigere.
Det tordnede. Hestene spidsede øren, blev urolige. Dshaniwek åbnede kun øjnene så meget at man så to mørke streger, og prøvede at bestemme den retning støjen kom fra. Jeg tørrede øjnene med håndryggen, fulgte hans eksempel og opdagede efter et stykke tid et lyst punkt der bevægede sig mod øst højt på himlen.
Luften var pludselig fuld af fugle. Glenter, krager, sanglærker, duer og måger, disse ynkværdige havets naboer der stadig forvildede sig hertil ad de vide blå veje deres forfædre var fløjet ad. Men det var dengang, langt, langt tilbage i fortiden, for millioner af år siden, og af havet var nu kun den udtørrede havbund tilbage: steppen med hundrede millioner af afslebne sten og muslinger.
Fuglene fløj i et virvar så man næsten blev svimmel af at se på det, og de kurrede, kvidrede, hvinede, skræppede og skreg, skreg som pinte og plagede væsener der var prisgivet undergangen. Deres vinger piskede luften så voldsomt at man kunne høre vingeslaget trods tordenbuldren og nødskrig, og det føltes som at gå gennem en frådende brænding.
Den grå flyvemaskine fløj oppe over den vidtstrakte steppe og forsvandt bag skyerne der nu ikke længere var let svulmende bobler, men et bølgende hav som var skyllet hen over solen.
Vi sagde ikke et ord, strammede tøjlerne, rettede os op i sadlen og drev hestene frem i strakt galop ved siden af hinanden. Vinden rejste sig og forvandlede støvtråden til en støvhale. Steppen drønede under hestenes hove, kun snebjergene i det fjerne ragede roligt op i himlen, deres gletsjere funklede, og da jeg så dem ligge dér, tænkte jeg på den forestående jagt, tænkte at Dshaniwek helt sikkert ville opspore ulve, og jeg ønskede at det ville begynde at sne, jeg ønskede det så brændende som et barn.

Forside i høj opløsning

Forfatterside – Unionsverlag