Galsan Tschinag: Den blå himmel

Oversat af Karsten Sand Iversen
Efterord ved Steen Klitgård Povlsen
2003. 176 sider. 229 kr.den-blaa-himmel-web

Den blå himmel er en myldrende, episodeagtig fortælling om nomadernes dagligliv i Mongoliet, set fra barnets perspektiv, mens verden endnu er fortryllet og fuld af uforståelige ord og hændelser. Skrevet af den tuvinske nomadesøn Galsan Tschinag, der har modtaget flere priser for sine romaner. 2. oplag.

DKK229.00

Beskrivelse

Den blå himmel begynder med den 6-7 årige drengs onde drøm og ender ved dens opfyldelse: hans elskede ven og arbejdsfælle, hunden Arsylang, dør af forgiftning. I en kultur hvor man lever i pagt med naturen spiller det elementære en hovedrolle som kraftens og åndernes hjem, Moderfloden der giver og tager, det evige kredsløb, dagligdagen som en kamp på liv og død. Den blå himmel er en myldrende, episodeagtig fortælling om nomadernes dagligliv, set fra barnets perspektiv, mens verden endnu er fortryllet og fuld af uforståelige ord og hændelser.

En dag kommer den statslige lærer op i højlandet for at samle et kuld af skolepligtige. Nogle forældre lyver børnene yngre end de er, for der er brug for deres arbejdskraft. Drengen spørger sig selv hvad det er der får faderen, som selv er en ægte søn af nomadefolket, til at skille ham fra stammen. Er det lydighed over for magthaverne, eller er det fremsynethed? Konflikten mellem traditionel og moderne levevis ulmer under overfladen, ligesom man fornemmer stammens mundtlige tradition, det knappe og klare sprog, under den stilistiske overflade.

“At læse Galsan Tschinag var en bedårende oplevelse. Han er nemlig en rigtig charmetrold og hjerteknuser. Han fortæller enkelt og rørende i et sprog der modsvarer indholdet: et naturbarns oplevelser på den mongolske slette. Det er ikke stor symbolladet verdenslitteratur, men inderlig og rørende barnepsykologi, uhyre velkomponeret og musikalsk skrevet. Det ‘går til hjertets rod’, som gamle Otto Gelsted sagde.” Steen Klitgård Povlsen

“I storladne fortællinger af kunstfærdig enkelhed har Galsan Tschinag uden nostalgi fastholdt sin kulturs særpræg på undergangens tærskel.” Karsten Sand Iversen i Standart


Bøger af Galsan Tschinag

 

Anmeldelser

BEFRIENDE FOR SJÆLEN ★★★★★
Selvom vi er under meget fjerne og fremmedartede himmelstrøg, finder fortællingen sted i en tidløs barneverden, der går rent ind. Det er befriende for sjælen at læse en bog som “Den blå himmel”. Historien er renset for uvæsentlige ting og intetsigende beskrivelser, og så er den fortalt med en overbevisende uhøjtidelig stemmeføring.
Læg dig på ryggen et rart sted og berig din dag under Tschinags blå himmel.
Bogrummet

Tidløs verdenslitteratur
Det er en smuk, klar og enkel fortælling fra Mongoliet, Galsan Tschinag har skrevet. Med en slutning af mytologiske dimensioner. (-) Så eksplosivt smertefuldt beskrives drengens kamp, at jeg kun kan komme i tanke om Jobs Bog for at finde et sidestykke. (-) Galsan Tschinags roman Den blå himmel begynder således som en fortælling en miniature, klar og enkel, med hverdagens gøremål nær jorden, kvæget og bålet i centrum – og løfter sig på et hjerteskærende øjeblik til tidløs verdenslitteratur.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

Drama, magi, kærlighed og sorg
Læsningen af den ‘Den blå himmel’ er på sin vis ligesom den natur den beskriver – fuld af kræfter som kun vanskeligt kan styres. Der er drama, magi, kærlighed og sorg fra start til slut. Vi lever sammen med dyrene, vi læser dem og sammen med dem læser vi vejret – vi taler med hyrdehunden Arsylang og vi bliver bjergtaget af dens aldrig svigtende loyalitet, der på en måde skal vise sig at være større end mor og fars. Men bare rolig, her er ingen Lassi romantik – her gælder det nemlig liv og død, her og nu, for familien, for drengen – for hele den tuvinske kultur.
Torben Brandt, KulturNyt, DR

Cirkler mellem himmel og bjerge
Dshurukuwaa er hovedperson i det yderst sjældne litterære kig ind i en fremmed verden, som forlaget Batzer & co. nu udgiver: romanen Den blå himmel af den tuvinske forfatter Galsan Tschinag. Og sikke et kig. Allerede omslagets storslåede, øde bjerglandskab med små hvide prikker af jurter og græssende får er en rejse til et andet sted, hvor mennesker er bittesmå væsener på en stor, barsk og åndende jord. (-) Historien er dels selvbiografisk, dels fiktion, og den har både mundtlighedens letbenede strømmen og nogle gange også dens uafpudsede ujævnhed. Tilsammen med barnesprog og voksenvisdom, østsyn og vestsyn, kollektiv tradition og vestlig individualisme, lidt af en opgave for den garvede oversætter Karsten Sand Iversen, der såvidt jeg kan se løser den smukt, og i hvert fald leverer Dshurukuwaas barneverden af klarsynede betragtninger og voksne uforståeligheder direkte til dørtærsklen hos den fastboende, agrariske, vestlige læser, der sidder her omgivet og indhegnet af retvinklede firkanter og strømmer med ud i det runde, bevægelige, stormblæste nomadeliv.
Lotte Folke Kaarsholm, Information

Det er en brobyggerbedrift af format, at en fårehyrdesøn med et eksotisk sprog, der tales af lidt over 200.000 mennesker, har tilegnet sig et europæisk kultursprog og gjort sine erfaringer vedkommende og spændende for dets kræsne og godt vante brugere. Han kan i det stykke minde om den russiskskrivende kirgiser Tjingiz Ajtmatov … Tag springet, læs noget virkelig anderledes, bliv nomade for en stund. Ordlisten hjælper, og det samme gør Sten Klitgård Povlsens glimrende efterord.
Niels Brunse, Politiken

Nomadeliv i barnehøjde
Man griber bogen, glider ned i stolen og bliver i et svimlende ryk trukket ind i et storslået og vejrbidt landskab ved Altajbjergene i det nord-vestlige Mongoliet. (-) Den blå himmel er på alle måder en stærk og gribende skildring af en drengs oplevelse af en nomadetilværelse, hvor der leves på naturens betingelser, og hvor hver dag er en kamp for at overleve. En fin og velskrevet roman om et barns livtag med en stor og mægtig voksenverden.
Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

Den blå himmel er en medrivende og viis roman om en dreng, hans hund og hans bedstemor. Den foregår i Mongoliets storslåede og prægtige natur, hvor livets rytme er tæt sammenflettet med årstidernes langsomme skiften, vejrligets bratte omslag, dyrenes røgt og ikke mindst det tætte familiesammenhold.
Det er intet mindre end genialt af forfatteren at tage den vestlige dannelsesromans form og overføre den til disse uvejsomme egne og en ukendt kultur, der i al sin kraft og styrke males frem for læserens øjne.
Nicki Hansen, Graf

Himmelhunden
Mongolsk-tuvinsk krønikeskriver debuterer på dansk med en smuk og enkel fortælling om en nomadedrengs hverdag …. Den glimrende oversættelse er suppleret med et særdeles informativt efterord af Steen Klitgård Povlsen.
Anders Christian Boe, Standart

En shamanistisk udviklingshistorie
Har man blot den mindste smule interesse for Mongoliet er denne roman simpelthen et must.
Morten Axel Pedersen, GER

Fra Mai Misfeldts anmeldelse af Skrabelodder
»Skrabelodders« hovedperson er Inga, eller Ingefrid, som hun er døbt, og som er det navn, hun igennem romanen langsomt vokser ind i igen … Det er oplagt at sammenligne hende med Galsan Tschinag, den tuvinske stammehøvding og forfatter, som netop har fået Aloa prisen for sit forfatterskab. Som han beskriver Ekman i sit utroligt sansetætte skrift en verden med et helt særligt forhold mellem natur og menneske, der er på vej til at forsvinde. Naturen er aldrig bare baggrund, men er i sig selv, stor, kraftfuld, konkret og samtidig næsten metafysisk.
Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

En vældig og oprindelig stemme
»Den blå himmel« er både et dybt fascinerende indblik i en kultur, hvor man hilser ved at lugte til hinanden, hvor livet leves i telte, med pasning af dyr og på konstant årstidsrejse, hvor blyanter bliver til ved at man hælder bly i udhulede pinde – og drengetis menes at kunne hjælpe bedstemors svagtseende øjne.
Beretningen om drengens kærlighed til hans »tilløbende« bedstemor er hjertegribende, ligesom tonen i romanen overalt klinger rent, dybt og verdensklogt i skildringen af en stærk kultur, der er på vej til at forsvinde. Romanen er ikke bare en fornøjelse med sit væld af detaljer, der får nomadernes dagligdag og konstante afhængighed af naturens luner til at stå lyslevende på nethinden, bogen rækker også vidt i sin præcise skildring af hvad der sker, når kulturer støder sammen.
Frank Holm, Næstved Tidende

EN STEMME FRA MONGOLIET
Da Batzer & Co. i begyndelsen af året udgav Galsan Tschinags delvis selvbiografiske roman Den blå himmel, kunne forlaget jo ikke vide, at det skulle falde så heldigt, at den mongolske krønikeskriver senere på foråret ville få tildelt Aloa-prisen og derved skabe medieinteresse om sin bog og sin person.
Ikke desto mindre vovede forlaget at udgive bogen og dermed give os mulighed for at stifte bekendtskab med en så fremmedartet verden, hvor Gud er i den store natur, hvor man beder til den blå himmel, floden, klippen eller kløften eller forbander de samme, når ens verden går fra hinanden.
Margit Andersen, Dagbladet Arbejderen

Om forfatteren

Galsan Tschinag (f. 1944), eller Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa, voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet, men modsat mange af sine jævnaldrende kom han i skole og studerede mongolsk sprog og litteratur ved universitetet i Ulaanbaatar og fra 1962 til 1968 tysk og germanistik ved universitetet i Leipzig. I 1976 vendte han tilbage til sit hjemland, underviste ved universitetet og fungerede som udenrigspolitisk kommentator, før han i 1991 debuterede som forfatter på tysk. Året efter modtog han Adelbert-von-Chamisso-prisen for sin debutbog En tuvinsk historie og andre fortællinger. I 2003 fik forfatteren den danske litteraturpris  for romanen Den blå himmel.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Efterord

Med Galsan Tschinags roman Den blå himmel introduceres på dansk noget så sjældent som en forfatter fra Mongoliet. Og så er Tschinag endda ikke mongol, han tilhører det tuvinske folk, hvoraf kun en lille del i dag bebor deres oprindelige hjemsted, Altaibjergene i det vestlige Mongoliet, en udløber af Himalaya-komplekset, mens hovedparten (ca. 200.000) lever i Den autonome republik Tuwa i Rusland og et lille mindretal i Kina. Indtil slutningen af 1950’erne levede der også en langt større tuvinsk befolkning i den mongolske del af Altai, men i 1959 blev der gennemført en administrativ ændring og det tuvinske amt blev lagt ind under et naboamt. Da dette hovedsageligt var domineret af en kasakhisk befolkning, blev tuvinerne, der for størstedelens vedkommende levede som nomader, fordrevet fra deres hjemland og spredt over det øvrige Mongoliet. Denne fordrivelse fra noget der set fra eftertiden tager sig ud som et helligt land, spiller en afgørende rolle i Galsan Tschinags forfatterskab. Efter at det socialistiske styre var brudt sammen, fik Tschinag i 1995 tilladelse til at samle en stor gruppe af de oprindelige tuviner og føre dem tilbage til de gamle hjemegne, og denne rejse, som han blandt andet har beskrevet i bogen Die Karawane, giver han på mange måder en slags mytologisk status som en Moses-figur i nyere tuvinsk historie.
Men før det kom så vidt var der gået et spændende og på mange måder eventyrligt liv. Galsan Tschinag, hvis tuvinske navn er Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa, blev født i 1944 som yngste barn af en relativt velstående nomadefamilie. Selv om tiderne var vanskelige – Mongoliet var reelt var en lydstat under Sovjetunionen og måtte bidrage med både mandskab og materiel til krigen i det fjerne Europa – havde Galsan hvad han erindrer som en lykkelig barndom og voksede op i harmoni med naturen og med det folk hvis gamle nomadekultur han tilegnede sig, sådan som skildrer det i den delvist selvbiografiske Den blå himmel. En afgørende skikkelse i hans barndom var tanten, Pürwü, som praktiserede shamanisme og oplærte Galsan i denne urgamle kunst. I flere af sine værker, bl.a. de to romaner der udgør en slags fortsættelse af Den blå himmel, nemlig Den grå jord fra 1999 og Det hvide bjerg fra 2000, beskriver han hvordan digtervirksomheden voksede ud af hans shamanteknikker og i sidste instans bygger på de samme principper som dem. Begge har rod i gammel tuvinsk kultur, men mens shamanismen i dag er en så godt som uddøende tradition, betragter Tschinag sit forfatterskab som et forsøg på at bringe de gamle nomadeforestillinger og værdier ind i et moderne mongolsk-tuvinsk samfund.
Det har han – ud over sit digteriske talent – også særlige forudsætninger for at kunne gøre. Efter skolegang i distriktsbyen Ölgyi i Altai kom den begavede nomadedreng nemlig på universitetet i hovedstaden Ulan Bator og begyndte at studere sprog og litteratur. Og som naturligt var for en sådan studerende tiltrådte han i 1962 et studieophold i det daværende DDR, der jo var politisk forbundsfælle med Mongoliet. De seks studieår i Leipzig fra 1962-68 blev afgørende for hans litterære løbebane og liv i det hele taget. I DDR skrev han sine første litterære forsøg og sendte dem til flere af de prominente DDR-forfattere, hvoraf ikke mindst Erwin Strittmatter reagerede positivt og opmuntrede den unge studerende. DDR var i 1960’erne det økonomisk mest velstående land i Østblokken, og Tschinag beskriver i bogen Im Land der zornigen Winde (I de vrede vindes land) fra 1997, der er en slags udvidet interview- og erindringsbog, skrevet i samarbejde med Tschinags schweiziske veninde Amélie Schenk, hvordan han med benovelse mødte denne for ham overvældende rigdom. DDR modtog også et meget stort antal studerende fra oversøiske, især socialistiske lande, og det gav især i de store byer et mærkbart positivt indslag i den grå østtyske hverdag og meget ensrettede kultur. Omvendt blev DDR også et vigtigt sted for den tredje verdens studerendes møde med tysk kultur og den klassiske europæiske dannelse der trods den socialistiske fernis stadig dominerede østtysk akademisk liv.
For Galsan Tschinag blev dette møde afgørende. Efter hjemkomsten i 1968 til Mongoliet underviste han en årrække i tysk ved universitetet i Ulan Bator og fortsatte med i alt fald delvist at skrive på tysk. Tysk blev hans vindue ud til verden og hans mulighed for at formidle sin kulturelle identitet; flere af hans værker er dog også i de senere år kommet på mongolsk og tuvinsk. Af årsager han ikke har været særligt åben omkring, blev han i 1976 fyret fra universitetet og ernærede sig derefter som journalist og forfatter i Mongoliet, indtil den tyske Murs fald også betød afgørende ændringer i Mongoliets politiske forhold og internationale tilknytning. Siden 1991 har Tschinag i højere og højere grad kunnet leve af sit forfatterskab, men driver dog også ved siden af et rejsebureau som hovedsageligt tager sig af at arrangere rejser for et tysk publikum til Altaibjergene og det vestlige Mongoliet. Op gennem 1990’erne har han udsendt et stort antal værker på tysk – digte, fortællinger, romaner og erindringsbøger – hvoraf nogle også sideløbende er udkommet i Mongoliet, og Tschinag har i de seneste år skiftevis boet i Ulan Bator og i Tyskland eller Schweiz, i de allersidste år meget optaget af at hjælpe sit land over følgerne af de naturkatastrofer (ekstrem kulde og tørke) der har ramt det siden 2000.
Fra sit europæiske udgangspunkt har han foretaget adskillige oplæsningsturnéer i de tysktalende land, hvor han efterhånden har fået et stort og trofast publikum. Et antal litterære priser, som han har modtaget siden 1992, tyder også på at det tyske litteratursamfund efterhånden betragter ham som en af deres egne – selv om hans særlige profil i nyere tysk litteratur netop er at være en litterær stemme fra en kultur der ligger så fjernt fra klassisk tysk dannelse, som man næsten kan forestille sig. Det er denne dobbelthed, Galsan Tschinag har taget på sig som sin skæbne, og som udgør det fascinerende ved hans værk.

Modsætningen gør sig gældende på flere niveauer. Når han f.eks. gennemfører en af sine mange oplæsningsturnéer i de tysktalende lande føler han tydeligt at han i sin optræden foran et publikum gør brug af sine shamanistiske evner. Han duer ikke til at tale i radio, skriver han i Im Land der zornigen Winde, men foran en fyldt sal mærker han den magiske stemning og da får han kontakt med de ånder der besjæler hans værk. På den anden side lider han under at skulle spille rollen som etableret forfatter i et vestligt markedssamfund, og han giver i nævnte bog adskillige eksempler på de efter hans oplevelse komiske resultater det giver. Først når han atter er tilbage i sine kære Altaibjerge bliver han sig selv igen, dvs. kan opgive den indkapsling den vestlige levevis tvinger ham til og hengive sig til den strømmende naturfølelse som er hans oprindelige identitet.
Men spændingen berører selve kernen i hans digtning. Nomadesamfundets shaman er åndemaner, har evnen til med enkelte redskaber (en tromme, et spejl, en kniv) at hensætte sig i en trance hvor en grænse til en anden verden overskrides. Shamanen er en blanding af præst, dvs. leder af religiøse ritualer, læge med kendskab til naturmedicin og psykolog, der trøster og tilretteviser i krisesituationer. Shamanen fungerer både som led i et gammelt kulturmønster med fastlagte regler og ritualer og spontant besværgende med direkte adgang til noget vi i vesten ville kalde det ubevidste. Både det spontant strømmende i sproget og følelsen af at optræde på en gammel kulturs vegne er basale elementer i Galsan Tschinags værk. Når han som i Den blå himmel identificerer sig med en drengs bevidsthed og følger hans oplevelse af verden, får hans prosa den strømmende spontanitet som også kendetegner hans digte, hvoraf han har udsendt adskillige samlinger. I Sonnenrote Orakelsteine (Solrøde orakelsten) med undertitlen ‘Shamansange’ fra 1999 har han direkte forsøgt at ramme denne tone. Men hvad enten Tschinag digter om kærlighed, dyr og andre naturvæsner eller om sine bjerges skønhed, har hans digte rod i det shamanistiske åndedrag. I begyndelsen af Im Land der zornigen Winde beder han sin tilhører om ikke at afbryde ham, for at afbryde en nomade i hans talestrøm er at betvinge ham, inddæmme ham og i sidste instans undertrykke ham. Livet i Altaibjergene er langsomt og storslået og følger en ubønhørlig naturrytme, og det er den rytme Tschinag søger at fange ind i sit værk og give en shamanistiske tone.
Det er klart at denne stil bliver presset til det yderste når Tschinag i romantrilogien om drengen Dshurukuwaa, hvoraf Den blå himmel er første del, nærmer sig en stor klassisk form som dannelsesromanen. Så længe han i Den blå himmel skildrer socialismens og modernitetens indtog i nomadeverdenen og denne forandrings både befriende og tragiske betydning for Dshurukuwaa og hans hund, har fortællingen endnu den afrundede og sammenhængende karakter der er betinget af drengens direkte naturbundne verden. Men når vi i de næste binder følger hovedpersonen ind til skolen i distriktsbyen sker det med en tematisk mangfoldighed, der truer med at sprænge deres kunstneriske enhed. De to romaner ikke indeholder dog også storslåede passager og stærke, konfliktfyldte skildringer af sammenstødet mellem nomadekulturens normer og den moderne verden. Dertil kommer at især den sidste, Det hvide bjerg, er kendetegnet af en for Tschinag enestående erotisk frimodighed (her mærker man tydeligt den vestlige indflydelse), og af stor kærlighedspoesi. Det er derimod sværere for ham at fastholde og tydeliggøre den hovedperson, som er så afgørende for den vestlige udviklingsroman.
I det hele taget har Tschinag med sin kulturelle baggrund problemer med jeg’et, der er så central en størrelse i vestlig verdensopfattelse. Nomaden bruger helst pronominet ‘vi’ når han taler om sig selv, siger han Im Land der zornigen Winde, og et af de mest vedholdende angrebspunkter man finder i Tschinags værker mod den vestlige kultur, der efter Murens fald også strømmer ind over hans hjemland, er dens massive jeg-kult og den egoisme der hænger sammen med konsumtankegangen. Allerede da han i 1962 kom til DDR oplevede han virkeligheden dér som umenneskelig moderne; man tog sig f.eks. ikke ordentligt af sine gamle, men parkerede dem på alderdomshjem!
Derfor er Tschinags forhold til den socialisme han er vokset op under, også efter Murens fald, tvetydig. På den ene side indeholder hans værker utallige eksempler på det socialistiske diktaturs umenneskelighed og tåbelighed, f.eks. er forordningen om gift mod ulve, der i Den blå himmel er baggrunden for den store tragedie, et eksempel på det bureaukratiske samfunds mangel på forståelse for nomadernes naturbundne liv. Im Land der zornigen Winde indeholder mange andre eksempler og slutter med en skarp og skånselsløs redegørelse for de politiske forfølgelser i 1930’erne som også drog hærgende hen over det mongolske samfund. Spredt rundt i hans værker finder man desuden antydninger af at han selv fra 1968 til omkring 1990 havde konflikter med det socialistiske styre i Mongoliet. Tschinag har aldrig været en troende kommunist.
På den anden side understreger han flere gange hvordan visse grundforestillinger i den kommunistiske kollektivtanke passede godt til det tuvinske nomadesamfunds opbygning omkring storfamilien og stammefællesskabet. Tschinags verden er hans families verden og han kender dens medlemmer i de yderste forgreninger og flere generationer tilbage. Det kollektive ansvar man har for hinanden i en sådan storfamilie, er det Tschinag savner mest ved det vestlige konsumsamfund. Romanen Zwanzig und ein Tag (Tyve og én dag) fra 1995, der delvist bruger det samme stof som Im Land der zornigen Winde, beskriver netop i halvfiktiv form Tschinags tilbagevenden til familien efter lang tids fravær og hans langsomme genassimilation i dens skikke og kulturtraditioner. Men i øvrigt også det fremmedelement han i form af en ny kone tager med fra sit ophold i den store verden. Tschinag har altid dobbeltblikket på sin eksistens: hans Altai er både den absolutte midte i og en marginal af den store verden. Midt i dette skisma har han valgt at stå.
Dette er også for Tschinag i ekstrem grad et sprogligt dilemma, der yderligere en blevet forstærket af at han har valgt at skrive på tysk. Allerede under opvæksten var han tosproglig, idet tuvinsk og mongolsk tilhører to forskellige sprogstammer, tuvinsk er forbundet med tyrkisk, mongolsk med kinesisk. Det fremgår også af hans selvbiografiske værker at han behersker kasakhisk. Da siden tysk kommer til, og ethvert sprog jo i sin opbygning og ordforråd indeholder en kultur, kan han hele tiden reflektere verden gennem tre forskellige sproglige filtre. Det sætter ham i nogle identitetskonflikter, men er først og fremmest en rigdom, som han også i sine fiktive værker har formået at udnytte til det yderste. Alle Tschinags bøger er spækket med tuvinske og mongolske ord der har gjort det nødvendigt at forsyne vestlige udgaver med ofte omfattende lister med ordforklaringer. Det er ikke for at gøre læsningen besværlig Tschinag bruger disse fremmede ord, men fordi en lang række tuvinske klædningsstykker, husgeråd eller naturformer ikke findes uden for Altai-regionen og derfor ikke har tilsvarende vestlige udtryk. Eller fordi det tuvinske udtryk rummer en nuance for det pågældende fænomen som ville gå tabt hvis det blev oversat. Ligesom der på grønlandsk findes tyve ord for sne, findes der på tuvinsk en mængde ord for murmeldyret, der er en af hovedbestanddelene i nomadernes kost. De tuvinske og mongolske ord indeholder detaljer i verdensbilledet som det er Tschinag magtpåliggende at få formidlet, om det så kun kan ske via en ordliste. Lange passager i Tschinags romaner og noveller får derved næsten karakter af at være dobbeltsprogede, hvor den tyske og tuvinske sprogtone er flettet sammen i charmerende flerstemmighed. I interview-bogen med Amélie Schenk taler Tschinag om at dyr er musikalske og kan aflytte hinandens svingninger, og at en del af shamanens evne består i at opfange disse. Tschinags evne som forfatter består for en stor dels vedkommende i at aflytte sine tre sprog deres særegne tonalitet og dem flettet sammen i teksten.
Sproget spiller også en central rolle i nomadelivet, fordi kulturen i et samfund næsten uden skrift og billeder er bundet til at blive formidlet gennem den mundtlige beretning. Tschinags værker rummer flere eksempler på den omfattende tuvinske myte- og sagnskat, som har kunnet bestå op til vor tid som grundlag for nomadekulturens verdensfortolkning; upåvirket af og ifølge Tschinag relativt problemfrit sammenflettet med både buddhisme og socialisme, som er de to andre omfattende ideologier der har været aktuelle for tuvinerne. Men mere afgørende for Tschinag end de store ideologier har været den personlige, mundtlige fortælling som udfoldede sig når man samledes i teltene, jurterne, for at formidle slægtens erfaringer. Som det er tilfældet for mange naturfolk står der blandt tuvinerne respekt om den gode fortæller, og ligesom der hører komus (gæret hoppemælk) og mælkebrændevin med til alle fester og sammenkomster i jurten, hører der også en god historie. Og Tschinag elsker rundt om i sine bøger – også når han er midt i andre tankegange og benytter andre sproglige former – at afbryde sin tekst og lade en god historie få lov til at folde sig ud. Den mundtlige fortælling, der ofte kan have karakter af en udfoldet anekdote eller kan nærme sig eventyrets form, rummer den individuelle skæbne som udtryk for folkets historie, den kombinerer på eksemplarisk vis det personlige og det almene, sådan som det er hele Tschinags bestræbelse at gøre det.
Derfor er det også logisk at Tschinag har skabt noget af sit ypperste i novelleform. Hans første offentliggørelse var en stor fortælling med titlen Eine tuwinische Geschichte (En tuvinsk historie), der sammen med en række mindre tekster udkom i DDR i 1981, med efterord af Tschinags østtyske mentor Erwin Strittmatter. Senere er den også kommet på mongolsk og har været med til at slå sin forfatters navn fast i hjemlandet. Det er på mange måder en typisk fortælling i den socialistiske realismes tradition, med en flot tilspidset kulmination hvor en far i loyalitet med kollektivet bliver nødt til at skyde sin søn. Men det er også en fortælling om partivælde og umyndiggørelse, og om konflikten mellem kærlighed og politisk engagement, temaer som man også kan genfinde hos russerne Rasputin og Jevtusjenko og kirgiseren Ajtmatov, hvis univers ikke alene på grund af den geografiske nærhed kan ligne Tschinags en del. Historien fortælles i flashback under en ulvejagt og har den mundtlige beretnings langsomhed og fint beregnede pointe.
Det er også tilfældet i Das Ende des Liedes (Sangens slutning) fra 1993, der i en stram form rummer de vigtigste temaer i Tschinags værk: fordrivelsen fra hjemstavnen, shamanismens helende virkning, den store kærlighed der sejrer over alle forhindringer – og i fortællingens epilog: kritikken af det moderne bylivs ligegyldighed. Temaer som går igen i en lang række mindre fortællinger som Tschinag har offentliggjort gennem årene, bl.a. Der siebzehnte Tag (Den syttende dag) fra 1992 og Verspätetes Jagdglück (Forsinket jagtlykke) fra 1997. Ofte udløses konflikterne i Tschinags fortællinger af sammenstødet mellem kasakher, tuviner og mongoler i Altai-bjergenes grænseegne; selv om tuvinerne ikke altid i historien er blevet behandler lige pænt af mongolerne, har de altid betragtet sig som vogtere af den mongolske stat i forhold til de helt store naboer, russerne, kasakherne og kineserne. Men i slutningen af Im Land der zornigen Winde diskuterer Tschinag mulighederne for at det tuvinske folk helt vil forsvinde i den strøm af folkebevægelser som socialismens sammenbrud har foranlediget i området. Så vil det kun være et forspil til den død som vil ramme alle, hvis grænser vi længe og trofast har bevogtet, forudser han.
Det var bl.a. for at modarbejde denne truende katastrofe at han i 1995 iværksatte den store, spektakulære samling af tuviner fra hele Mongoliet og førte dem tilbage til Altai; sådan som han har beskrevet det i en af sine mest fascinerende bøger: Die Karawane (Karavanen). Det er også generelt en historie om det moderne Mongoliet med alle de problemer socialismens sammenbrud har udløst, og som karavanen også bliver ramt af. Det er en både storslået og realistisk fortælling.
I en række sammenmonterede tekster gives først noget af forhistorien til den store tilbageføring: de autoritære og stivnede forhold der tvang det tuvinske mindretal i Mongoliet i knæ. Men giver også glimt af de oprørere og stærke modstandsfolk der også fandtes under socialismen. Til slut i denne del præsenteres vi for to ældre mænd efter socialismens sammenbrud: en rig og en fattig, og den civilisationskritiske tone slås an: ejendom fordærver, megen ejendom fordærver meget, og den rovgriske kapitalismes indtog i Mongoliet har ført til megen ulykke – øjensynlig lige så meget som socialismen. Rejsen tilbage til Altai-bjergene sker ikke blot for at gøre en gammel uretfærdighed god igen, men er også en flugt fra en virkelighed Tschinag ikke bryder sig om.
Sidste del af bogen er en dagbogsberetning om selve rejsen: to tusinde kilometer med 150 kameler, nogle få heste og endnu færre køretøjer mod vest og op i bjergene, hvor karavanen til sidst finder de gamle græsgange og slår sig ned for at begynde et nyt, dvs. gammelt liv. Det er en beretning af elementær spænding og en storslået historie om sejhed, udholdenhed og praktisk snilde. Karavanen følges af et tysk fjernsynshold, og det venskabeligt-distancerede forhold til dem er et af dagbogens mest charmerende elementer. Stærkt står også skildringen af spændingerne blandt tuvinerne hvor kvinderne generelt synes at være mere udholdende end mændene, der ofte er karakteriseret af alkoholisme, tyvagtighed og almindelig slendrian. Men rejsen op i bjergene og over de brusende floder er også en kollektiv lutringsproces, og karavanen bliver mere og mere en fasttømret enhed, parat til at tage kampen op med nomadelivet i bjergene. Rørende er det at læse om hvordan ethvert nyfødt dyr, hest eller kamel, hilses velkommen til verden. For de – og ikke pengene – udgør landets kapital, sådan som Tschinag ser Mongoliets fremtid.
Tschinag understreger hele tiden i Die Karawane at han med sin aktion først og fremmest skriver praktisk historie, at han samtidigt undervejs modtager nyudkomne bøger og optræder med oplæsninger og boggaver fortælles som en sidehistorie. Men beretningen skriver også på mere traditionel vis tuvinsk historie, idet den hele tiden kredser om den konflikt mellem kasakher og tuviner som Tschinag i en slutpassage forudser også vil fortsætte i fremtiden. Der er et oplysende element i alt hvad Tschinag skriver: han er klar over at han er det tuvinske folks stemme udadtil. Han er ikke alene dets Moses, men også dets krønikeskriver.

Det er denne verden et dansk publikum med oversættelsen af Den blå himmel nu får indblik i. I den forbindelse må det vel være på sin plads at minde om at der i 80 år har eksisteret et særligt forhold mellem Danmark og Mongoliet. En af dansk etnografis grundlæggere og store skikkelser, Henning Haslund Christensen, var nemlig en af de første vesterlændinge der trængte frem til det vestlige Mongoliet og fik registreret og udbredt kendskabet til nomadernes kultur. Han var første gang i Mongoliet 1922-27, hvor han sammen med bl.a. lægen Carl Krebs grundlagde et dansk inspireret landbrug i den nordlige del af landet, tæt på grænsen til Rusland. Her fik han sit første omfattende kendskab til nomadekulturen og tilegnede sig det mongolske sprog. Senere var han med svenskeren Sven Hedin på flere ekspeditioner, og fra midten af 1930’erne som udsending fra Nationalmuseet leder af ekspeditioner til både Mongoliet og Kina. Efter krigen også til Afghanistan, hvor han døde i 1948. Hans indsats for nomadebefolkningen mindes stadig med taknemmelighed i Mongoliet, og venskabet Danmark/Mongoliet er siden blevet bekræftet gennem sønnen, den nuværende hofmarskal Søren Haslund Christensens mange besøg i Mongoliet, hvor han bl.a. i flere film har fortsat faderens registrering af nomadernes kultur. Efter omvæltningerne i landet ovenpå socialismens sammenbrud har Danida også været særdeles aktive, bl.a. har man støttet opbygningen af en demokratisk presse.
Til Altai-bjergene og den tuvinske folkestamme nåede Henning Haslund Christensen ikke, men han var i nærheden og hans skildring af nabofolket torguterne i bogen Zajagan fra 1935 har mange ligheder med Tschinags tuvinske folkeskildringer. Også torguterne foretog en lang rejse tilbage til det forjættede land. Efter at være blevet tvangsforflyttede af det zaristiske Rusland til egnene omkring Volga, brød i 1771 400.000 torgutere op og begyndte den næsten 4000 kilometer lange march tilbage til deres hjem i det vestlige Mongoliet. Mange døde, men hovedparten nåede frem. Man kan gennem Henning Haslund Christensens skildringer ane hvor Galsan Tschinag har fået inspirationen til sin store mytiske tilbageføring af sit folk. I øvrigt var Haslund Christensens indsamling af etnografika enestående for sin tid, ikke mindst de ca. 200 lydoptagelser han under ofte primitive forhold fik indsamlet. Disse og alt det andet han medbragte gør den dag i dag Nationalmuseet i København til et betydeligt sted for forskning i mongolsk levevis og historie.
Vi kan som danskere være stolte af at være blandt de første til at udbrede kendskabet til mongolsk kultur og levevis i vesten, og vi får nu med oversættelsen af Galsan Tschinags Den blå himmel mulighed for at forny kendskabet.

Steen Klitgård Povlsen

Forside i høj opløsning

Forfatterside – Unionsverlag

Dansk Mongolsk Selskab

Freunde des Altai