Eugen Ruge: I tider med aftagende lys (paperback)

Eugen Ruge - I tider med aftagende lysOversat af Jacob Jonia
2012. 436 sider. 149 kr.

I tider med aftagende lys beskriver en russisk-østtysk families historie fra 1950’erne over murens fald i 1989 og frem til 2001. Handlingen fører fra Mexico og Sibirien til det nye land DDR. Derved opstår en stor tysk roman der på en varm og morsom måde fortæller historien om en østtysk familie hvis skæbne er uløseligt forbundet med det 20. århundredes dramatiske begivenheder.

Berlingske ★★★★★ Politiken ♥♥♥♥♥♥

Deutscher Buchpreis 2011

DKK150.00

Beskrivelse

Romanen fortæller en families historie fra 1950’erne over murens fald og frem til 2001. Bedsteforældrene er glødende kommunister og vender hjem fra deres eksil i Mexico til den unge stat DDR for at yde deres bidrag til opbygningen af en ny republik. Deres søn emigrerede som ung til Moskva og endte i sibirisk fangelejr, og nu begiver han sig ud på den samme rejse, men fra den modsatte ende af verden, Uralbjergene. Sammen med sin russiske kone vender han tilbage til det småborgerlige Østtyskland, som han håber vil kunne forandre sig til det bedre. Barnebarnet kan imidlertid ikke finde sig til rette i de snævre rammer i forældrenes og bedsteforældrenes nye hjemland – så han flygter til Vesten samme dag som familiens patriark fylder halvfems. Kommunismen som politisk utopi ser ud til at miste lidt af sin stråleglans for hver generation der går: Det er tider med aftagende lys.

Fra en konsulentudtalelse:
Ruges centrale figur: historikeren Kurt Powileit, flygtede 1935 som teenager til Sovjetunionen, kom i politisk unåde og tilbragte ti år i Stalins fangelejre og senere i forvisning i Sibirien. I 50’erne vender han hjem til Østberlin med russisk kone og en lille søn, Sascha og bygger en tilværelse op i DDR: kritisk, men på systemets præmisser. Hans forældre er i forvejen kommet tilbage fra eksil i Mexiko og hans gamle svigermor bliver hentet ind fra taigaen i 1970’erne, så tre generationer er samlet. Deres liv følger vi med vægten på Kurt og sønnen Sascha, hvis fokus vi på sæt og vis antager som fortællerens optik. Hans liv ligner i meget, hvad man kan læse om Ruges eget liv, men det får være. Mens de ældre generationer mere eller mindre dør i eller med DDR, flygter Sascha i 2001 med en alvorlig kræftdiagnose til Mexico, hvor han til slut opsøger sine bedsteforældres drømmested ved Stillehavet og der måske knytter sin historie – og sine eksistentielle nederlag – til deres. Slutningen er storslået og dybt gribende, men også lige så tvetydig som den øvrige bog: det aftagende lys gør konturerne i omgivelserne uklare, men de indre visioner så meget desto tydeligere.

Og det er grundlæggende bogens store fortjeneste og kvalitet: alle disse skikkelser bliver fastholdt i deres dobbelthed: der er ingen ’helte’ og ingen ’skurke’ (lige bortset fra en række morsomme, men korte parodier på østtyske ’apparatjiks’), disse mennesker har kæmpet og lidt, men også svigtet og undertrykt, de har levet på godt og ondt det liv, omstændighederne gav dem. Ruge kan skildre gamle mennesker, som jeg sjældent har mødt det: først den senile far, som Sascha forlader for at tage til Mexico; så en lalleglad bedstefar, der den 1. oktober 1989 synger hyldestsang til Lenin og Stalin, så ikke et øje er tørt; og en gammel russisk tilflytter (Kurts kone, Irina), der kæmpede som partisan i krigen og nu fordrukken og modløs struggler for at anrette julegåsen på traditionel maner. Ruge kan skrive nogle fantastiske scener mellem komedie og tragedie, så man synes at kunne ane, at han har arbejdet som teaterinstruktør i en årrække. Et flot fortællegreb samler en lang række af historierne i fødselsselskabet 1. oktober 1989, hvor vi jo nu alle ved hvad der skete umiddelbart efter. Den eneste af hovedpersonerne, der ikke er til stede ved den lejlighed, er Sascha: han er denne dag flygtet til Vesttyskland. Men også andre ’grandes scènes’ fylder bogen, ofte bygget op omkring en overraskende, skæv optik (et barns, en tjenestepiges, etc.). Han tænker i optrin.

Hele generationen af østtyske intellektuelle, der med deres baggrund i krigen mod nazismen og forskellige eksilerfaringer ikke kunne forstå, hvorfor DDR mere og mere forfaldt i nystalinisme og småborgerlighed, er fremragende skildret; og den nye generations forkvaklede opvækstvilkår bliver skarpt portrætteret i Saschas søn, Marcus, hvis mor faderen forlader, mens sønnen er lille, på evig jagt efter nye damer. Denne ’don juanisme’ er måske i virkeligheden Saschas vigtigste arv fra sin far og hans generation, og udtryk for den mangel på sammenhæng og kontinuitet, der er hans egentlige ’sygdom’. Til døden, som bogen så bastant tydeliggør det. Til gengæld forsøger han at erindre alle disse svigtede og svigtende mennesker så empatisk og ægte som muligt, her efterligner han også sin far, der efter murens fald nu kan skrive sin virkelige historie: om Stalins lejre og hans rædselsår der. Nu er der bare ingen, der gider læse det: det er blevet ufarlig underholdning.

Det er Eugen Ruges bog ikke: har skriver sig ind i en frugtbar tradition, men gør det med en selvstændig, kritisk profil: han er melankolikeren, den døende kulturs (også den politiskes) historiker, han kan strukturere og orkestrere mange fortællestrenge i et logisk og overskueligt mønster og han kan skabe sammensatte, konfliktfyldte menneskeportrætter. Det er ret forbløffende, at denne bog er hans debut som romanforfatter og gud ved, hvad han har på bedding efterfølgende. Hvis ikke han denne gang får Deutscher Buchpreis kunne det skyldes, at hans sprog er enkelt, uden større innovation og originalitet. Der er i de seneste år ført en debat i Tyskland om den nye romans manglende sproglige dynamik, og denne debat kan Ruge falde som offer for. Men dette sprog betyder også, at man næsten ikke lægger mærke til det, men hæsblæsende og engageret følger den spændende handling og den komplekse psykologi.

“Eugen Ruge portrætterer den østtyske historie i en familiesaga. Han formår at udtrykke fire generationers erfaringer over 50 år i en dramatisk raffineret sammensætning. Hans bog fortæller historien om utopien om socialisme, den pris de forlangte af den enkelte, og dens gradvise opløsning. Samtidig er romanen præget af en stærk humoristisk sans og har en god underholdningsværdi “. – Juryudtalelse Deutcher Buchpreis 2011.


Bøger af Eugen Ruge

Anmeldelser

EN ÅNDELIG TILSTAND VED NAVN VED DDR ♥♥♥♥♥
Den tyske ugeavis Die Zeit kaldte den med henvisning til Thomas Manns romanklassiker om en tysk købmandsfamilies fald for »den store DDR-Buddenbrooks-roman«. Det er store ord, men ikke for store. Bortset fra Uwe Tellkamps moppedreng fra 2008, ’Tårnet’, har jeg ikke læst noget bedre om DDR som politisk og åndelig tilstand. Læs mere!
Thomas Thurah, Politiken

PRAGTVÆRK
I tider med aftagende lys er en vidunderlig og medrivende roman, som anbefales varmt til alle, der interesserer sig for mennesketsindets krinkelkroge og bevæggrunde under forskellige ydre påvirkninger. Bogen er dybt underholdende og tankevækkende på samme tid … Og så er den smukt oversat af Jacob Jonia.
Christian Møgeltoft, Bogrummet

LÆS DEN, LÆS DEN, LÆS DEN!
Min bedste anbefaling uden forbehold: En slet og ret mesterlig roman om levende mennesker i DDR’s historie og Tyskland i dag. Fortalt i knap og spændstig, letlæst prosa med stor indlevelse. Jeg kan næsten ikke få armene ned – det er bare så godt, det her! (-)
Eugen Ruges litterære teknik med at lade forskellige personer fortælle de samme kritiske scener fra hvert deres perspektiv kender vi fra William Faulkner, og den er her på fornemste vis opdateret til indledningen af det 21. århundrede.Det er virkelig flot gjort. Konklusion: Læs den, læs den, læs den!
Læs mere!
Ks Bognoter

DEN FÅR MINE BEDSTE ANBEFALINGER
’I tider med aftagende lys’ er blevet sammenlignet med Thomas Manns store værk ’Buddenbrooks’, og jeg synes, det er en sammenligning, som holder. Eugen Ruge er en fremragende fortæller, og han formår at tegne nogle gode og overbevisende portrætter og den tid, personerne lever i. Bogen er tilmed morsom, og den får mine bedste anbefalinger. Læs mere!
Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden

ELEGI TIL TUSMØRET
Den tysk-russiske forfatter Eugen Ruge fortæller tre DDR-generationers historie. Sørgmodigt, smukt og af og til med underfundig humor.
Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen

FRA ET HJØRNE AF HEGNET ★★★★★
Med denne roman og Uwe Tellkampssværvægter »Tårnet« (2009) har den forvundne stat DDR – og dermed det forunderligste kapitel i det 20. århundredes Europa – fået sin skønlitterære krønike. Skulle man være i tvivl om den litterære kunsts enestående formåen, skal man bare læse her. Kun den episke digtning formår – så suverænt – at gribe og fastholde menneskene i tidens strøm.
Claes Kastholm Hansen, Berlingske

EN VELLYKKET LITTERÆR GENNEMLYSNING AF DDR-TIDEN
Slægtsroman og DDR-krønike er grundig, grum og morsom. Og et vellykket forsøg på at forstå og gennemlyse DDR-tiden og lægge den bag sig. (-) Ærindet er ikke kun en total kritik af kommunismen, vi møder også skikkelser, der idealistisk, men forgæves, vil redde utopien fra nystalinisme og vestlig propaganda. Som Kurt, der et sted tillader sig at håbe på, at der ‘på et tidspunkt kom en socialisme der levede op til sit navn’. Det er livsklogt skrevet: både håb og ulykker træder lavmælt, men klart frem. Værket er ikke en dæmonisering af DDR, men et både vedkommende og litterært vellykket forsøg på at forstå og gennemlyse dets tid – og lægge den bag sig. Læs mere!
Linea Maja Ernst, Information

”… i disse tider med aftagende lys, skinner varmen af Ruges tilgang til sine figurer igennem idet han giver læseren adgang til deres inderste tanker og følelser. Resultatet er en dybt menneskelig historie om dyrebare minder, skuffelser og frustrationer, og liv i forskellige stadier af forfald. Smukt skrevet og elegant konstrueret I tider med aftagende lys er en sikker og overbevisende debutroman.”
The Dublin Review Of Books

Om forfatteren

Eugen Ruge

Eugen Ruge

Eugen Ruge er født i Uralbjergene i det vestlige Rusland i 1954, studerede matematik ved Humboldt-universitetet i Berlin og fik arbejde på Det Centrale Institut for Geofysik i Potsdam. Ruge rejste fra DDR til Vesten i 1988 og har siden skrevet til og oversat for teatre og tv-selskaber og underviser jævnligt i kunst. Fik i 2011 Deutcher Buchpreis for I tider med aftagende lys.

Forfatterweb om Eugen Ruge

Forfatterprofil

Forfatterportræt. Foto: Jorma Mattila

Forside i høj opløsning

Artikler/Interviews

Talking Germany: Peter Craven taler med Eugen Ruge om fakta og fiktion. Se med her!