Espen Haavardsholm: Drengen på pasbilledet

Espen Haavardsholm - Drengen på pasbilledetOversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
2006. 336 sider. 299 kr.

“Norsk fortællekunst i mesterklassen. Vi har med et af de sjældne værker at gøre, hvor man allerede fra første side er klar over, at her er tale om noget ganske særligt.” Kristeligt Dagblad

“… fremragende.” Jyllands-Posten ★★★★★

“En storslået roman.” metroXpress ★★★★★

“En roman om barndommens Kainsmærker. Om rå overlevelse. Og så selvfølgelig om kærlighed.” Weekendavisen

ASCHEHOUG-PRISEN 2006

DKK299.00

Beskrivelse

Vinteren 1959. Krustjov har sendt hunden Laika i en bane om jorden, Elvis Presley aftjener sin værnepligt på en militærbase i Tyskland, og Fidel Castro stiger ned fra bjergene og indtager Havanna. Nils Hå er 14 år og flytter fra sin mor i København til sin far i Oslo. Sammen med sin bedste ven Zakk udspionerer han skolelærerens smukke kone når hun glemmer at trække gardinet for på badeværelset eller hun besøger de to sorte amerikanske officerer og jazzmusikere i lejligheden ovenover og udlever sin hæse sangstemme. På skøjtebanen løber Zakk og Nils efter pigerne, kusinen Elin og Gun med hestehalen og de grønne jungleøjne, og konkurrerer i hurtigløb på skøjter.

I mormors gule palæ i Homansbyen tjener Nils lidt penge som “vicevært” eller som “tjener” når mormor og doktor Eden holder deres store fester hvor datidens kulturradikale intellektuelle, forfattere og skuespillere deltager.

Mormors hus er et hus fuldt af liv og hemmeligheder. Doktor Eden, Nils’ stedmorfar, er elev af Wilhelm Reich, og mange af tidens kendte ansigter kommer for at gå i lattergasterapi hos ham. Men hvorfor blev Nils’ mor sendt til København? Og hvem er egentlig Nils’ far? Kan det være mormorens berømte digterven s. – som i en roman har skildret hans mor Karin så smukt og præcist?

Efteråret 2003 sidder forfatteren og tænker tilbage på denne vinter som forandrede hans liv og hans syn på verden.


Bøger af Espen Haavardsholm

Anmeldelser

NORSK FORTÆLLEKUNST I MESTERKLASSEN
Norsk fortællekunst i mesterklassen. Vi har med et af de sjældne værker at gøre, hvor man allerede fra første side er klar over, at her er tale om noget ganske særligt. Espen Haavardsholms selvbiografiske roman ‘Drengen på pasbilledet’ er fremragende litteratur og har fortjent de hædrende omtaler, den fik ved udgivelsen i Norge. Romanen er sammensat og overraskende … Espen Haavardsholm er en fabelagtig registrator af psykiske skred og fintmærkende ikke mindst over for den unge drengs møde med voksenverdenen. Han skriver inspireret og ærligt og lige ubesværet om isskøjtekonkurrencer mellem skolebørn, blufærdig teenagerkommunikation og voksnes ihærdige forsøg på at benægte deres svigt. En fornøjelse at læse!
Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad

… denne fantastiske roman … Spændende, velfortalt og med atmosfære.
Karsten Just, DBC, lektørudtalelse

NÅR BÅDEN KÆNTRER
En sart og særegen roman – om drengeår, om piger og kvinder og mødre og om skygger, der må blive til virkelighed for at forsvinde. En roman om barndommens Kainsmærker. Om rå overlevelse. Og så selvfølgelig om kærlighed.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

STORSLÅET, LÆSEVÆRDIG ★★★★★
En storslået, læseværdig roman, som dybest set handler om at blive til.
Signe Marie Holdt, metroXpress

NORSKE IDENTITETSPAPIRER
… en dreven atmosfæreskaber og tidsbilledmaler er denne Espen med sine omrids af den kolde krig i verden udenom og sine referencer til eventyr, drømme, dannelseskultur, rockmusikkens lyd og tekster and all that jazz.
Torben Brostrøm, Information

BLÅ BROR ★★★★★
Fremragende dokumentarisk-fiktiv erindringsroman … Hvor Ib Michael er overlæsset, er Haavardsholm tilbageholdende, atletisk og præcis. Ikke for ingenting dyrker Nils og hans ven, Zakk, langdistanceskøjteløb … Holder man af en rigtig god roman, der er lige til at gå ombord i uden at være klichétynget og gammeldags, ja, så vil jeg foreslå, at man går i bogladen efter ikke bare en, men to seje Oslo-romaner fra lige nu: Foruden Saabye Christensens Modellen også Espen Haavardsholms fiktive gravsten over den bror, han faktisk mistede, inden han virkelig blev født. Femstjernede begge to.
Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

BARNDOMMENS SIDSTE VINTER ★★★★
Nils er skilsmissebarn og opvokset i København hos sin lægemor, indtil han bryder op og tager hjem til sin lektorfar og hans nye familie i Oslo. Han har hele sin barndom været styret af forhold, han ikke kender, men i den spirende pubertet vil han vide besked med tingene, så han kan blive fri til at leve sit eget liv. Samtidig med at han slås med familiegåderne, konfronteres han med kønslivets muligheder, de lyse med forelskelser i jævnaldrende piger, de mørke i forholdet til en voksen kvinde og hendes sære erotiske menage. Hjemlandets kritikere har kaldt bogen Norges svar på Rifbjergs “Den kroniske uskyld”, men det er nu at tage munden for fuld. Dog ser man gerne frem til den bebudede fortsættelse af dette særegne erindringsværk.
Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende

LITTERATURSIDEN ANBEFALER
Espen Haavardsholm husker godt, og det skal han læses for. Store og små detaljer fra efterkrigstidens kolde krig … Som læser er det herligt endnu en gang at blive taget med på tur i Oslo efter både Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland og Lars Saabye Christensens “Halvbroderen”, men det er ikke den samme tur, vi kommer på. Haavardsholms tur er langt mere smerteligt personlig. I forfatterens kursiverede nutidsafsnit aner vi den grad af personlig smerte, som barndommens tab og omskiftelser har medført. I romanen om Nils Hå almengør han sin egen erfaring i digtning, og det er i dette krydsfelt mellem digtning og sandhed, at romanen bliver rigtigt vedkommende. Læs mere!
Anne Marie West, Holstebro Bibliotek, Litteratursiden.dk

DEN NORSKE DRENG FRA DENGANG ★★★★
Det er en smuk roman, som går modigt tæt på smertepunkterne og tabene i et menneskeliv, uden at glemme ungdommens lethed og dansetrin.
Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

“Espen Haavardsholm holder dommedag over sig selv og sin egen familiehistorie. Og kommer ud af det som en sejrherre … Gennem hele bogen kommenterer Haavardsholm fortællingen fra et nutidsståsted. Det er et dristigt projekt, men han lykkes af én enkelt grund: Han kan kunsten at omskabe personlige erfaringer til almene erkendelser. Det er noget som kendetegner stor litteratur.” Læs mere!
VG, ★★★★★★

UNGE ESPENS VILDFARELSER
“Haavardsholms bedste på mange år.” Læs mere!
Øystein Rottem, Dagbladet

“Drengen på pasbilledet er en meget god roman, efter min mening den suverænt bedste Haavardsholm nogensinde har skrevet … og traf mig midt i solar plexus.”
Fædrelandsvennen

“Det imponerende er hvor livagtig ægte forfatteren magter at genopleve det at være 14 år, pubertetens smerte og uudholdelige lyst.”
Aftenposten

“Denne selvbiografiske roman fra Haavardsholm er gennemført vellykket. Fine situationer og godt beskrevne indre konflikter afløser hinanden og det bygger sig langsomt, men hele tiden medrivende, op. En roman af den type som definitivt lever videre i læseren når man lægger den fra sig.”
Klassekampen

 

Om forfatteren

haavardsholm-espen

Espen Haavardsholm

Espen Haavardsholm (f. 1945) debuterede i 1966 med novellesamlingen Tidevand. Har siden udgivet hen ved 30 bøger, romaner, essays og biografier. Hans bøger er oversat til en række sprog og tre af dem er filmatiseret. I 2006 blev Haavardsholm hædret med Aschehougprisen for sit forfatterskab.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Gun med hestehalen og kunstløberskøjterne.
Det er hende jeg ser for mig den aften som fjortenårig. Zacharias og jeg står ved vinduet på hans værelse efter Bislett-træningen, med “Great Balls of Fire” på pladespilleren. Zakk virker forlegen, skruer ned for musikken, og slukker lyset i loftet.
– Hvad er der?
– Shh …
– Negrene?
Men der ser mørkt ud hos de sorte amerikanske officerer som har lejet anden sal i nabohuset, og som vi af og til holder øje med når Zacharias’ mor er på aftenvagt.
Hvis vi leger spioner, Zakk og jeg, er vi ikke alene om det. For vi lever i en tid hvor ingenting er som det ser ud til at være, og alle holder øje med alle. Det plejer min far i hvert fald at påstå, når han er i det mistænksomme hjørne.
Udenfor er der høje snedriver, snevejr og frosttåge. Fuldmånen bryder gennem skylaget og svøber nabohuset i et sølvagtigt skær.
– Etagen nedenunder, hvisker Zakk.
– Hvem er det?
Jeg ser det nu. Vi stirrer begge to. Der er kun et smalt værelse ud til gården. Urolig spørger jeg:
– Hvorfor gør hun det?
– Aner det ikke.
– Men synes du ikke det er flovt?
– Du behøver ikke at kigge, hvis du ikke vil.
Et øjeblik tøver jeg.
På de andre etager er badeværelsesvinduerne også vendt mod gården, men man kan ikke se ind. Kun dér, skråt nedenfor på første sal, er der en smal åbning i gardinet som der strømmer varmt, gult lys igennem.
Den letpåklædte dame i nabohuset sidder med ryggen til os og iagttager sig selv i det store badeværelsespejl. I hånden holder hun et sort mundstykke med en tændt cigaret, som hun blæser røgringe mod sit eget spejlbillede med. Jeg spørger med lav stemme:
– Ved hun at du står her?
– Det tror jeg ikke.
– Sker det tit?
– Kun én gang før.
Et nyt slør af sne kommer glidende og gør udsigten dårlig. Jeg mærker at mit blik flakker:
– Kender du hende?
– Ja, det gør du også, Nils.
– Hvem er det?
– Det kan du vel se.
Jeg rynker panden.
– Mener du, det er … hende?
– Ja.
– Nej, nu må du holde op.
– Hun bor dér.
– Gør hun?
– Ja, det må du da vide. Se nu, Nisse.
Hvis min første indskydelse var at vende mig væk fra vinduet, så føles det umuligt nu. Tågesløret har åbnet sig, månen kommer til syne på ny, og jeg indser at det virkelig er hende. Den rødhårede dame der hele tiden undgår at se i vores retning er Zacharias’ mors veninde fra studietiden, hende med den hæse sangstemme som blev opdaget ved en talentkonkurrence sidste sommer. Det er Evelyn, gift med adjunkt Øye, vores lærervikar.
Den unge kvinde begynder at børste sit hår mens hun stirrer opmærksomt på sig selv. Så rejser hun sig og åbner vinduet for at lufte røgen ud med så voldsom en bevægelse at vi får et glimt af hendes gule silkeundertøj.
Så forlader hun badeværelset og slukker lyset efter sig.
De stivfrosne snedriver i den femetagers funkisbloks baggård ved Sofies Plass er mandshøje. I Trondheim har Knut Kuppern Johannesen vundet sit fjerde Norgesmesterskab i hurtigløb på skøjter, og på Bislett, arenaen til det nært forestående Verdensmesterskab, er min bedste ven Zacharias Ziegler og jeg, Nils Bjørn Hå, gået i skrap træning for Oslo Idrettslag, klassen for 12-14 år. Krustjov har sendt hunden Lajka ud i en bane omkring jorden, og Eisenhower svarer igen ved at gøre en lille abekat til astronaut, den stirrer på fotografen med et forskræmt blik inde fra sonden, hvor den er spændt fast. Fra New York forlyder det at rigmandssønnen Stephen Rockefeller stadig oftere ses sammen med den lyshårede skønhed Anne Marie Rasmussen fra Søgne i Vest-Agder. På Stripa står Blackie-banden i sorte læderjakker, med glinsende anderumper og geværprojektiler i en sølvkæde om halsen.
Elvis Presley er blevet sendt væk hjemmefra for at blive kortklippet efter militære mål og aftjene sin værnepligt på en amerikansk base i Tyskland. I Halden åbnes en ny norsk atomreaktor, og der går rygter om at der er bygget en hemmelig by inde i Kolsåsfjeldet i Bærumsmarka, så stærkt sikret at nogle få udvalgte vil kunne overleve et lynangreb østfra. I Havanna flygter Batista i panik, og den unge Fidel Castro stiger ned fra bjergene sammen med nogle hundrede ubarberede Tordenskjoldssoldater i lasede camouflageuniformer. Det ulmer i Little Rock, og algiereren Henri Alleg udgiver hæftet Torturen.
Er det sandt at franskmændene piner nordafrikanske modstandsfolk ved at sætte elektroder fast til deres ører og skridt?
Er det sandt at sydstatspolitiet beskytter Ku-Klux-Klans negerlynchninger?
Er det sandt at en gåseflok på en radarskærm er i stand til at udløse en atomkrig?
Er det?
Glubsk efter at forstå, sådan er jeg. Zacharias er også nysgerrig og opmærksom, det er noget der knytter os sammen.
Inde i Blåsen, Sankthanshaugen, Ole Narr og en snes andre små bjerge er der bygget tunneller med tre meter høje brandsikre jerndøre, og fra nogle af disse bomberum er der forbindelse videre til hele byens underjordiske vand- og kloaksystem. Er det sandt at den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles og den amerikanske CIA-chef Allan Foster Dulles bekender sig til noget de kalder “brinkmanship”, at balancere på kanten af afgrunden?
Er det?
Eller?
Der er så meget.
På Bårdars danseinstitut underviser de hver onsdag aften i vals, rumba, swing, foxtrot, jitterbug og cha-cha-cha. I Ønskekoncerten mandag aften klokken syv plejer den sorte Harry Belafonte at synge om sin caribiske “Island in the Sun”, inden den blonde Doris Day spørger med sin lillepigestemme:

When I was just a little girl,
I asked my mother:
“What will I be?
Will I be happy?
Will I be rich?”
My mother said to me:
“Que sera, sera.
Whatever will be, will be.
The future’s not ours to see.
Que sera, sera.
What will be, will be.”

Det der sker, det sker.
Eller?
Da vi igen får øje på den rødhårede dame i nabohuset, befinder hun sig i køkkenet, i åbningen mellem de storblomstrede gardiner. Dér står hun med ryggen til os, foran et bur. Håret når helt ned til skuldrene, og hun er iført en kimono, med vide ærmer.
Japansk badekåbe.
Ikke andet!
En let tågedis hænger stadig over baggården, en lille måneglitrende sky med sne i glider langsomt videre i aftenvinden. Den unge kvinde forsvinder ud af vores synsfelt og kommer straks tilbage med klud, børste, sæbevand og gule gummihandsker. Hun vender sig halvt mod os, og Zakk mumler:
– Se!
Pludselig kommer der noget lyst og flaksende frem fra hjørnet af buret, noget som forsvinder ud af køkkendøren og ind i den usynlige del af lejligheden.
En papegøje.
Helt hvid, med gult næb og viltre fjer, en albino måske? Jeg kaster et blik på Zakk. Evelyn Øye er begyndt at gøre rent inde i fugleburet, med den olivengrønne kimono strammet tæt ind til kroppen, og ærmerne rullet op over albuerne. Før hun er færdig med rengøringen, vender den flaksende papegøje tilbage fra sin rundtur i den ende af lejligheden vi ikke kan se.
I køkkenet slår den sig ned på skulderen af fru Øye og læner sit krumme næb fortroligt ind mod hendes ansigt, så den er halvt skjult. For mig ser det ud som om albinofuglen skvadrer ivrigt ind i øret på hende, og at hun selv bevæger læberne til svar.
Ude i entréen begynder telefonen at kime. Zacharias grynter irriteret og går ud for at tage den. Jeg bliver stående og ser at fru Øye putter nogle hvide papegøjefjer i lommen på kimonoen inden hun fylder skålen i buret med fuglefrø og frisk vand fra hanen. Uden at ville det, lytter jeg til Zakks telefonstemme:
– Ziegler.
– Ja.
– Nej, det er kun Nils og mig.
– Okay.
– Ja, det er fint.
Zakk lægger røret på og kommer tilbage igen.
– Din mor?
Han nikker.
– Er hun på vej hjem?
– Ja, snart.
– Hvor snart?
– En halv times tid, måske.
Vi vender os mod vinduet.
– Hvor blev kimonoen nu af?
– Væk.
– Er det slut nu?
Zakk trækker på skuldrene. Fuldmånen får snedriverne til at lyse. Med et nik ud mod gården siger han:
– Dér, Nisse.
Lyset bliver igen tændt på badeværelset på den anden side af baggården. Åbningen i gardinet er hverken smallere eller bredere end før.
– Hvad har hun nu med?
– Tøj.
– Så meget?
– Ja.
– Skal hun til at skifte?
– Det ser sådan ud.
– Perfekt. Kan man se hende fra de andre etager?
– Ja, i køkkenet.
– Ikke på badeværelset?
– Nej.
– Hvordan ved du det?
– Vinduet er for lille, vinklen bliver forkert.
– Så hun gør sig altså til for dig?
– Ja, hvis hun ved at jeg er her.
– Tror du ikke hun ved det?
– Måske, måske ikke.
Evelyn Øye prøver en dragt og bagefter en til. Det flammerøde hår står i en krans rundt om hendes hoved hver gang hun vender og drejer sig foran spejlet på badeværelset.
Lysende.
Sådan virker hun på os.
Det er frynsede sjaler, boaer og lette selskabskjoler hun gør sig til i. Af og til lader hun den japanske morgenkåbe hænge løst og forsvinder ind i lejligheden, og dukker derefter op på badeværelset med en taske fuld af nyt tøj der også skal prøves. Hun tager små dansetrin hen til spejlet, og så tilbage igen, til den anden side af badeværelset.
Hver gang hun dukker op, har hun noget nyt på. Selve omklædningen foregår uden for vores synsfelt. Men hen mod slutningen af omklædningslegen bliver hun trukket nærmere spejlet. Hun lader sig glide hele vejen ind mod væggen, i en gyngende rytme. Hun virker betaget, nærmest forelsket. Jeg ser på Zakk og mumler forlegen:
– Var det derfor du spurgte om jeg ville komme i aften?
– Ja, måske.
Lidt senere er omklædningen slut. Fru Øye sætter sig på taburetten foran vasken og mønstrer sig selv, fra top til tå. Tankefuldt trækker hun noget op af kimonolommen og begynder at kilde sig selv under hagen med det. Zakk spørger, lavt:
– Hvad er det?
– En fjer, tror jeg.
– En fjer?
– Fra buret.
Så rejser hun sig fra taburetten, hænger kimonoen på en knage, fylder vand i vasken, tager den solgule brystholder af og begynder at sæbe sig ind under armene indtil det skummer. Derefter går hun i gang med at fjerne en smule rød hårvækst i armhulerne, varsomt, med skraberen.
Vi stirrer.
Nej, hvor vi glor, Zakk og jeg. For hendes bryster er ikke som andres, de ligner ikke barmen på de halvnøgne kvinder vi har set på film, Brigitte Bardot i Og Gud skabte kvinden eller Ulla Jacobsson i Sommernattens smil. Nej, Evelyn Øyes bryster er noget for sig. De ligner to små planeter af lidt forskellig størrelse der skotter lyslevende ud i verdensrummet.
Jeg er betaget.
Ikke på samme måde som jeg på afstand er forelsket i Gun; det med Gun foregår på et andet plan. Men jeg er nødt til at indrømme at jeg nærmest er tryllebundet af fru Øyes asymmetriske bryster som kigger så frygtløst på os fra spejlet i badeværelset. Jeg står bare og glor – ved siden af Zacharias som ikke ser mindre dum ud, med stirrende øjne og åben mund og polypper.
Da Evelyn Øye er færdig med at barbere sig under armene, vasker hun sæbeskummet af med en klud. Hun sidder på taburetten i sine gule silkeunderbukser og intet andet, mens hun iagttager sig selv i spejlet. Først løfter hun den ene arm, så den anden, noget der får de lidt uli-gevægtige bryster til at løfte sig skiftevis som i en slags gådefuld indisk dans.
Det virker næsten som om hun er blevet hypnotiseret af sit eget spejlbillede.
Hvad er det hun vil?
Og hvorfor?
Er hun virkelig ikke klar over at der står nogen i mørket og holder øje med hende? Burde hun ikke vide det? Burde hun ikke – nu hvor hun igen sidder med hårbørsten i hånden og reder håret med lange bevægelser – være klar over at hendes venindes søn, Zacharias Ziegler, fra sit drengeværelse på anden sal i nabohuset har udsigt til det der foregår på hendes badeværelse, når hun ikke selv sørger for at trække gardinet helt for?
Jeg spørger stille:
– Er der sket noget?
– Adjunkt Øye er flyttet.
– Flyttet?
– Det er ikke første gang. Han vender tilbage om en dag eller to.
– Gør han?
– Ja, han gør.
– Hvordan kan du vide det?
– Min mor og Evelyn, de betror sig til hinanden. De er sgu ikke altid lige gode til at hviske.
Fru Øye går hen mod badekarret, og dampen stiger op i rummet. Bagefter går hun helt frem til vinduet, og vender sig mod os med nøgen overkrop og silketrusser. Hun læner sig helt frem mod åbningen i plasticgardinet for at se ud, så vi har udsigt til hendes asymmetriske bryster. Grinende læner hun hovedet bagover.
Gør hun nar ad os?
Er det det hun gør, nu hvor hun står med sænkede øjenlåg og overkroppen kastet lattermildt tilbage – vil hun vise de barnlige drengeøjne der stirrer på hende ude fra mørket at hun er klar over hvad der foregår?
– Jeg melder hende, siger Zakk stille.
– Melder hende?
– Ja, det gør jeg.
– Men hun har da ikke gjort noget forkert.
– Hun byder sig til.
– Gør hun?
– I hvert fald gør hun grin med os.
– Tror du?
– Hun spiller op til os, Nils.
– Det er da os der står i mørket og glor på hende.
– Ja, og hvad så?
– Melder du hende, kan hun også melde os.
– For hvad?
– For at lure.
– Men hun byder sig til.
– Hun skifter tøj.
– Så mange gange?
– Damer elsker at prøve tøj.
– Gør de?
– Det gør din mor måske ikke?
– Ikke for åbne gardiner, Nisse.
– Hendes gardiner er ikke åbne.
– De er i hvert fald ikke trukket helt for.
– Nu er de, Zakk.
Vi ser på hinanden, rasende.
For nu sker der ikke mere, forestillingen er forbi – hvis det da virkelig var en forestilling. Der kommer ikke længere nogen varm og solgul stribe fra den anden side af baggården. Det sidste jeg får øje på er hendes løftede pegefinger, som en advarsel – idet hun trækker plasticgardinet for.
I det samme hører vi yalenøglen i yderdøren, og fru Zieglers muntre stemme ude fra entréen:
– Zacharias?
– Ja, mor.
– Er der nogen der har ringet?
Vi tænder lyset i loftet.
– Ja, du har!
– Jeg mener nogen andre, Zettan!
– Du venter måske en telefonopringning?
– Nej da … Åh, hej Nils! Hyggeligt at du er her endnu!
Den livlige fru Ziegler sidder på en stol ude i den halvmørke entré med telefonbord og spejl. Utålmodigt, men ikke uden elegance, trækker hun de lange sorte støvler af.

Portræt i høj opløsning af Haavardsholm (Finn Ståle Felberg)

Forside i høj opløsning

Forfatterside – Oktober

Artikler/Interviews

Dagbladet: Espen Haavardsholm fikk Aschehougprisen
100 000 kroner og stor ære til selvutleverende forfatter. Læs mere!