Elisabeth Rynell - Til Mervas

Elisabeth Rynell: Til Mervas

Elisabeth Rynell - Til MervasOversat af Anne Marie Bjerg
2006. 260 sider. 299 kr.

Der kommer et brev fra et sted kaldet Mervas. Brevet er stilet til Marta, en kvinde som længe har levet ensom og isoleret. De få linjer er skrevet af Kosti, hendes ungdoms elskede, som hun ikke har haft kontakt med i tyve år.

“I Rynells bøger bliver følelserne, lidelserne, skønheden og den spinkle livslykke skrevet ud i ren form. Uden mellemlægspapir, og der er hverken brugt humor eller ironi som et godgørende og beskyttende filter. Det er stærke sager! … fuld af livsklogskab og følelse i destilleret form. Læs den!” Information

DKK239.20

Produktbeskrivelse

Elisabeth Rynell, f. 1954, debuterede 21 år gammel med digtsamlingen Lysvit og har indtil nu udgivet et dusin bøger. Romanen Hohaj, der udkom på svensk i 1997 (dansk udgave: 2004), blev hendes store gennembrud, både hos kritikere og læsere. Romanen blev belønnet med Aftonbladets litteraturpris og Sveriges Radios romanpris og blev senere filmatiseret. Til Mervas, der blev nomineret til Augustprisen 2002 som årets bedste skønlitterære bog, er en beretning om kærlighed og skam og et menneskes vej mod forsoning med sin skæbne.

Der kommer et brev fra et sted kaldet Mervas. Brevet er stilet til Marta, en kvinde som længe har levet ensom og isoleret. De få linjer er skrevet af Kosti, hendes ungdoms elskede, som hun ikke har haft kontakt med i tyve år. Meddelelsen er som et råb tværs gennem årene, en stærk vind som ryster hende og vækker en frygtelig sorg over det hun har mistet. Marta har gemt sig for sit liv, men brevet fra Kosti får hende til at begive sig ud på en rejse gennem barndom, moderskab og kærlighed og fører hende til den nedlagte grubeby Mervas.

Citat fra bogen:
“Mervas fandtes. Ja, det findes. Jeg fandt det i registret i et stort nordisk atlas på biblioteket. Mervas stod der pludselig, det gav nærmest et sæt i mig af forbløffelse. Der var det jo! Straks fik jeg en ejendommelig fornemmelse af at ingen før mig havde slået netop Mervas op i dette atlas, at navnet udelukkende stod der til mig, og at det ligesom havde ventet derinde i atlasset, ventet på at komme til at være som et tegn, som en hemmelig pagt mellem mig og Kosti. Oven i købet sådan at hvis jeg kom tilbage og slog Mervas op igen, ville det ikke stå der længere fordi det havde løst sin opgave.”

 


Bøger af Elisabeth Rynell

 

Anmeldelser

“Der er ikke en falsk tone i denne molstemte sonate.”
Svenska Dagbladet

“Elisabeth Rynells sprog kan ikke beskrives som noget andet end forstummende smukt.”
Upsala Nya Tidning

“…man bliver grebet af sådan en lyst til selv at begive sig til Mervas.”
Göteborgs-Posten

LÆS DEN!
Den svenske forfatter Elisabeth Rynell skriver om livets store spørgsmål. Hun lider hverken af berøringsangst over for det svære, det skæve eller det muterede.
I Rynells bøger bliver følelserne, lidelserne, skønheden og den spinkle livslykke skrevet ud i ren form. Uden mellemlægspapir, og der er hverken brugt humor eller ironi som et godgørende og beskyttende filter. Det er stærke sager!
Rynells roman, Til Mervas, der nu er oversat til et fint dansk, er således et spektakulært bekendtskab. Romanens stil og stemme er på samme tid storslået og pompøs og helt lavmælt og underspillet.
Som i Rynells gennembrudsroman Hohaj, der udkom på dansk sidste vinter, spiller naturen – den øde, vilde natur og de forladte egne og mennesker – en stor rolle for universet i Til Mervas. Den nedlagte mineby Mervas, som titlen hentyder til, er et øde og forladt spor af menneskeliv, der har været, men som naturen nu har indtaget med sin kaotiske vækst og et livskraftigt forfald. Det er her – midt i det forandrede og det forfaldne – at hovedpersonen mødes og forsones med sin fortid.
Med parallel til slutscenen i Tjekhovs skuespil Onkel Vanja taler hovedpersonen Marta om ‘et bagefter’, den forsonende stilstand efter følelsesudbruddene. Netop forsoningen og den lavmælte tilgivelse spiller en vigtig rolle hos Rynell: Selvom tilværelsen byder én alt det værste, er der i selverkendelsen og i mødet med de rigtige mennesker alligevel et lys for enden af tunnellen. Mest af alt skal man kunne tilgive sig selv og forlige sig med, at livet ikke kan leves om.
Sådan er Rynells roman fuld af livsklogskab og følelse i destilleret form. Til Mervas er rørende i ordets egentlige forstand. Læs den!
Signe Lindskov Hansen, Information

KRAFTFULD OG MEDRIVENDE
Kraftfuld og medrivende fortælling om skam fra det svenske Norrland, hvor et ganske lille brev griber afgørende ind i en midaldrende kvindes ensomme og isolerede tilværelse … Elisabeth Rynell har et utroligt rigt og medrivende sprog, der er meget fjernt fra den lidt nøgterne, ordøkonomiske stil, der ellers har præget den nordiske litteratur de seneste år. Det har givet mig rigtig mange fine læseoplevelser, men så er det også dejligt med en forfatter, der endelig tør bruge store ord og ikke er bange for at male heftige følelser op i stærke og kraftfulde farver. Læs mere!
Ditte Krogh, Litteratursiden.dk

ET LAVINESKRED AF FØLELSER
Jeg tænker på, om Til Mervas handler om tilgivelse eller om kærlighed – vel vidende, at det dybest set er to sider af den samme sag. For hvad kan bære det ubærlige, hvis ikke kærligheden, eller hvem kan tilgive det utilgivelige, hvis ikke den elskende?
I sin nye roman skærer Elisabeth Rynell sig vej gennem en forvitret skæbne, der ville have været sort som jordens undergang, hvis ikke det havde været for en stribe små drys af ufortjent, glitrende kærlighed … Romanen begynder med et brev fra Kosti, Martas ungdomskærlighed. En særdeles fåmælt besked, som medfører et lavineskred af følelser og sender Marta helt ind til bagvæggen af det forstenede hjerte og ud igen, stærkt forslået, men også hærdet til et opbrud på alle planer. Snart er hun ad erindringens stenede veje tilbage ved den første mørke begyndelse, som samtidig er indgangen til et nyt , lysere – liv.
De konkrete, psykiske, teologiske og eksistentielle aspekter af rejsen er ikke til at skille ad. Marta både er og er ikke den forladte by Mervas fuld af mørke minegange, ligesom morgenbadet i søen både er og ikke er en renselse. Og Kosti er om ikke Gud, så i hvert fald kærligheden i sin mest uspolerede form og dermed det nærmeste, mennesket kommer Gud. Til Mervas er en klangfuld roman om at blive løbet op af kærligheden og befriet fra skylden på målstregen … Elisabeth Rynell skriver med en fintmasket, poetisk realisme, der griber hårdt om læseren og holder fast. Selv de destruktive træk får et strejf af rå ynde i hendes fuldtonende, lyriske udtryk.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

AT BLIVE TVUNGET UD AF SIG SELV
Den svenske forfatter Elisabeth Rynell tager os på en rejse til Nordsverige – og til det underbevidste i en symbolladet og intens roman om forspildt liv … Elisabeth Rynell, der fik meget gode anmeldelser, også her i landet, for romanen ‘Hohaj’, interesserer sig for psykens dybe lag, og hele romanen kan læses som en dybdepsykologisk og symbolsk rejse ned i det underbevidste. Der er noget ‘arketype’ over det hele – det gamle par hun møder i den mørke skov og bor hos en tid, den dybe mineskakt, hun ikke tør gå ned i, den ensomme hytte, hun forsigtigt betræder osv. Vi skal helt ud til udkanterne, helt ned i skakterne … Der er megetforspildt liv, Marta i sin ensomme eksistens tager op til granskning. Romanen er skrevet på en tyrkertro på, at sår heles ved at blive pillet op, og at en historie kan brænde ud ved at blive fortalt. Rynell arbejder med en kendt forestilling om, at man kan blive hel og forsonet med sig selv ved at dykke ned i sit inderste og i sin historie, men samtidig skal man tvinges ud af sig selv. Det sidste sker i mødet med andres historier, i dette tilfælde det gamle pars historie, der fungerer som et spejl for hendes egne tab og handlinger.
May Schack, Politiken

EN EKSPLOSION AF SMERTE
Helstøbt svensk roman om et splintret og sorgfuldt kvindeliv … Hvordan lever man videre med et mord på samvittigheden? Det spørgsmål rejser den svenske forfatter Elisabeth Rynell i romanen “Til Mervas”, som er en af de mest dystre bøger i nyere nordisk litteratur.
Svend Skriver, Kristeligt Dagblad

SINDETS IRGANGE
Rynells ødsle brug af dobbelte adjektiver – »den grå, dystre hyttevæg«, myggenes »fine, hvinende sang« – er usædvanlig, idet netop adjektiver er noget, som mange forfattere for tiden går i en stor bue udenom – idealet er jo det simple, det rensede. Men Rynells poetiske og billedrige sprog får faktisk Marta til at fremstå rent i al sin lidelse, og så tilgiver man gerne den indimellem ganske bastante symbolik – som eksempelvis en forladt mineby og sindets irgange – for det er ikke hver dag, man får lov at svælge i en så hæmningsløst skønhedsdvælende og sorgfuld kærlighedshistorie som Til Mervas.
Katinka Brun, Weekendavisen

 

Om forfatteren

Elisabeth Rynell, f. 1954, debuterede 21 år gammel med digtsamlingen Lysvit og har siden udgivet 10 bøger, fem digtsamlinger, en essaysamling, en fortælling og tre romaner. Hohaj, der udkom i 1997, blev hendes store gennembrud, både hos kritikerne og læserne.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

1. kapitel

Der kom et brev. Bare et par linjer, kradset ned på en stump kopipapir.

Marta, Mart! Jeg er i Mervas. Længere væk kan man ikke komme. Og heller ikke tættere på. Din Kosti.

Det var det hele. Og jeg havde ikke hørt fra ham i nok tyve år. Ja, jeg har ikke talt årene, det er længe siden jeg holdt op med det. Og nu sendte han mig denne besked, det var som at få en kraftig vind i ansigtet, som at fyldes med vind, gispe efter vejret i et overmål af luft.
Jeg læste brevet den ene gang efter den anden. Min første tanke var at det var bluf. At der var nogen som ville genere mig. Men hvem skulle ville det? Jeg har ingen venner, der er ingen som ved at sådan en lille kryptisk besked fra Kosti ville betyde noget for mig, ingen uden muligvis Kosti selv. Og nu havde han skrevet den. Et lille råb fra den ene ende af livet til den anden, et råb ned gennem årene. Og fra Mervas. Hvad var Mervas?
Jeg græd. Den sorg der kom over mig, var så umådelig at jeg ikke fattede hvordan jeg skulle kunne rumme den. Og på en eller anden måde var det mig selv jeg sørgede over, mit eget liv jeg sørgede over, det var som om jeg var blevet inviteret til min egen begravelse og nu stod dér ved kisten hvor alting var tilendebragt og afgjort, hvor livet for første gang kunne overskues som noget fuldført og afsluttet, og hvor der intet, overhovedet ingenting var at tilføje. Og jeg græd over alt det der var gået tabt, alt det der var blevet forkert og som var gået vild. Mine tårer var næsten uvirkeligt hede, de løb ned ad halsen på mig og videre ned på brystet, og jeg kunne mærke dem hele vejen, mærke hvor hede de var, uvirkeligt, underligt hede, som om der fandtes nogle vulkanske, kogende kilder skjult nede i mig der nu løb over og blev presset op gennem mine øjne.
For ikke at gå i stykker begyndte jeg at gå. Jeg gik fra køkkenet gennem entreen ind i stuen, hen til soveværelset og tilbage igen. Og den lille dystre lejlighed blev et drømmelandskab jeg bevægede mig igennem, tårerne gjorde alting utydeligt, næsten udvisket, og i en slags stærkt og mættet fravær tog jeg ting og sager op, rørte ved det der tilfældigvis var inden for rækkevidde, mere som en blind end som en seende, det var fingrene der så, fingerspidserne; øjnene var rettet andre steder hen.
Jeg må have gået i timevis. Jeg troede hele tiden at jeg skulle sprænges indefra af sorgen, at jeg skulle revne som et lerkar i alt for stærk varme. Jeg fingererede ved potteplanter, ved en sten, ved bøger, ved møbler og lampeskærme. Jeg tog et krus op, en blyant, og det mørknede i værelserne, jeg kunne ligesom mærke i huden at det mørknede, og det middagsgrå sneg sig ind og lagde sig stadig tykkere over gulv og vægge.
Den lille idiotiske frase “et brev betyder så meget” gav genlyd i mit hoved, og jeg kunne ikke blive den kvit, den indsmigrende stemme forfulgte mig hånligt hvor jeg end gik. Jeg vidste jo at det brev jeg havde fået, knap nok var et brev, og alligevel, alligevel levede de få ord han havde skrevet, i mig, de havde vækket mig, rystet mig, mindet mig om noget jeg næsten havde mistet; om mit liv og om at det var mig der levede det, at det var mig der var sat til at leve det. For det havde jeg glemt. Det havde jeg afholdt mig fra. Og et menneske kan faktisk skjule sig inde i sit eget liv, skjule sig for livet derinde blandt alle sit livs små enkeltheder og opgaver, skjule sig for sig selv inde i sig selv. Det kan et menneske gøre, det ved jeg, det vidste jeg allerede dengang, selv om jeg var ligeglad med det.
Til sidst gik jeg ud i badeværelset og tændte lyset. Uden at ænse mig selv i spejlet fyldte jeg håndvasken med koldt vand og dyppede mit hede, grådsvulne ansigt i det, holdt det nede i det iskolde vand indtil det gjorde ondt i det af kulde. Så rettede jeg mig langsomt op og mødte mit billede i spejlet. Jeg har aldrig kunnet lide mit ansigt, på en eller anden måde har jeg aldrig rigtig kunnet få det til at hænge sammen. Og nu stod jeg dér. Ansigtet var stort og uafviseligt, tårnede sig ligesom op i spejlet som et uvejr der nærmede sig. Det var gammelt, kunne jeg se. Og grimt. Det var et grimt ansigt der samtidig stirrede på mig og krøb ind i mig og stirrede ud på sig selv i én modbydelig manøvre. Jeg var gammel og grim, og her stod jeg. Der var kommet et brev fra den anden ende af tiden, og det blinde og selvopfyldende en-dag-ad-gangen-liv jeg havde gået i gennem så mange år, var hurtigt gået i stykker. Nu havde jeg i stedet fået hele livet, hele livsfortællingen i favnen, og den lignede et flået dyr, et flået, men stadig sprællende, levende dyr. Og jeg skælvede ved at holde det, skælvede helt nede fra bunden af mig selv. Og jeg tænkte tanken, jeg vidste med ét da jeg stod dér, at jeg havde ventet på ham hele mit liv, hele mit voksne liv havde jeg længtes, havde jeg holdt et lille sted, en lille baggård, et hemmeligt, bortgemt sted parat til ham, til Kosti. Og at det sted også havde været det eneste af betydning, det der havde holdt mig i live, til trods for at jeg selv ikke engang havde gidet vide at det eksisterede. Nu var jeg kommet bag på mig selv, havde grebet mig selv på fersk gerning. Også jeg havde været båret af en drøm. Livet slår ikke til til livet. Måske kan det ikke være anderledes.
Jeg stod fanget foran badeværelsespejlet og stirrede ind i det ansigt der skulle være mit. Er man én gang i livet gået vild, tænkte jeg, går man siden hen bare endnu mere vild. Mens årene lukker sig om én som et vildnis. Et stadig tættere krat af år, vildnis af år, vildnisår.
Lejligheden lå nu hen i mørke. Mervas, tænkte jeg tåget. Hvad er Mervas for et sted? Jeg stod i køkkenet og havde tændt lampen over bordet. Der lå hans brev, ligesom flået op. Blåt blæk. Jeg havde undgået at lade tårerne falde ned i det. Han havde altid skrevet med blåt blæk, ord som tårerne opløser. Din Kosti, stod der. Din Kosti, havde han skrevet. Hvordan kunne han? Det er kun de virkeligt ensomme som ved hvordan det er at være et fortabt barn i verden, et barn, forsvundet i den store krig. Skønt alle måske er ensomme, mere eller mindre. Og der er nogen der har tabt os på vejen. Stadig med en lille skælven i hænderne foldede jeg papiret sammen og lagde det ned i kuverten igen. Der kom ingen gråd mere, ingen hede tårer, kilderne var sikkert tørret ud. Alt hvad jeg følte, var en tør krampe inde i brystet, en følelse af at der var noget som utrøsteligt drak af mig og nærede sig ved mig. Jeg havde ikke ondt af mig selv, tror jeg, ikke engang da. Det er jeg ikke værd. Men mit liv gjorde ondt i mig. Det bevægede sig som et barn, som et foster i mig, en klump af hamrende og sparkende vilje. Det er ubærligt, husker jeg at jeg tænkte. Netop ordet ubærligt.
Der er i mit liv en by, nedsænket i mørke. Det er en stor by, formodentlig en hovedstad. Alle vejene går ind i den, ind i mørket hvor de opløser sig. Jeg ved at denne by findes, at den har huse og gader som alle byer, at der foregår en slags liv derinde, fortællinger der formes, møder, scener. Men i mørket kan intet skelnes. Det er som et væv af stumhed der er banket ind i centrum af mit liv, tråd for tråd af tavshed. Og jeg er bange for dette mørke, jeg ved at af mørke kan hvad som helst bryde frem; blank, forblindet vold, et raseri der ligner en skovbrand og som antænder selve luften hvor den trænger frem; der er uhyrer derinde som har gjort mig til et stadig mere bange menneske, uhyrer der udklækkes i mørke, og jeg vil ikke se, vil ikke vide. Somme tider får jeg den tanke at byen suger mørke, at den begærligt fylder sig med mere og mere mørke og vokser, svulmer – og at den således er ligesom aktiv, er som en omvendt vulkan. Et krater som, i stedet for at udspy, drikker og suger til sig.
Men da jeg nu stod der ved bordet i køkkenet og kiggede på kuverten som jeg lige før havde lagt Kostis brev i, fik jeg pludselig ligesom et glimt af den mørke by, som om den lynhurtigt var blevet belyst, et skarpt, hvidt skær var blevet pumpet hurtigt igennem den, et hjerteslag. Og den tanke slog mig at jeg måtte begive mig derind i byen, måske er den ikke altid nedsænket i mørke, der måtte kunne blæse lys derind, en vind af lys.
Nu var det blevet aften for alvor, og jeg kunne mærke at jeg måtte ud, ud af lejligheden, bort fra alt det som sad i dens vægge, alle de år hvis sure ånde føltes som om den ville kunne kvæle mig i aften. Jeg fik en kam frem fra badeværelseskabet og trak den ukærligt og hårdhændet gennem mine halvlange, nu grå hårtjavser. Derefter malede jeg læberne røde og duppede lidt pudder på den grådsvulne, porede hud. Bare ud af lejligheden, tænkte jeg, måske hen til købmanden og købe lidt mad, hvad som helst.
Det var over middagstid og november. Luften forsøgte at være kold med pletter af is på asfalten hvor der før havde været vådt. Vinden var svag, og jeg gik en tur rundt om karreen. Store brød af treetagers huse, ordnet i karreer, og nogle punkthuse opstillet. Det var boligbebyggelse, gaderne virkede som om de dødkedede sig, hele kvarteret var som fanget i en halvkvalt gaben. Jeg gik sløvt af sted, og pludselig stod jeg uden for min egen gadedør igen. Der var ingen steder at gå hen, og tanken om købmandsbutikken fik mig bare til at føle angst, der var alt for meget lys derinde for mig i aften, jeg ville ikke gå der med kurven på armen og tage varer frem, vælge og tænke, det forekom umuligt, modbydeligt. Og uden egentlig at beslutte mig til noget som helst gik jeg hen om hjørnet til en lille restaurant der var blevet åbnet tæt ved, et sted jeg aldrig før havde besøgt, for jeg ikke er et menneske der går på restaurant. Nu gik jeg derind og satte mig ved et bord. Jeg blev fyldt af en sær følelse af uvirkelighed, en befriende følelse af ikke at være mig, men en eller anden, måske i en film, en eller anden uden for mig selv som jeg kunne iagttage og på skrømt flytte ind i lidt. Jeg bestilte noget at spise og en lille karaffel rødvin og efterhånden endnu et glas rødvin og en pakke cigaretter. Eller mig, det var denne kvinde i filmen som gjorde det. Hun var en træt, midaldrende kvinde som jeg selv, men mere interessant og mere selvsikker. Nu sad hun og drak sig lettere beruset mens det lille velindrettede, røddunkle lokale reflekterede hendes liv for hende som en krystalkugle. Hun så alle billederne og lod dem komme uden at værge sig mod dem. Hun sad der og kiggede ind i den smukt røde vin i glasset mens tanker og billeder strejfede frit omkring, det var som om hun nu så sit liv dér i glasset, og hun bøjede sig over det som for at kigge nærmere på det, omhyggeligt.
Der er kommet et brev, tænkte jeg, og en pludselig frygtløshed fyldte mig, på en eller anden måde ville jeg mærke tiden, mærke alle årene efter Kosti, hvordan livet blev, hvordan alting blev. At jeg blev mor, jeg vovede at tænke det, at også jeg blev en mor og fødte et barn, en dreng, min misdannede, livsuduelige dreng. Og nu så jeg årene, månederne, timerne, minutterne lænket til ham, den underlige langsomhed, millimeter for millimeter af grå, svagt summende langsomhed sammen med drengen. Det var som en tid af tidløshed skudt ind i mit liv, og når jeg kiggede i glasset, så jeg de år, så hvordan de bevægede sig svagt dernede. Jeg var gået op i denne tidløshed dengang, havde ladet mig nære af den. Jeg havde været en mor i de år efter Kosti, en mor til et hjælpeløst barn, og skønt dette barn ikke længere levede, vovede jeg at tænke, var jeg blevet ved med at være hans mor og med at leve med ham i tidløsheden. Og måske var det det som havde ramt mig så voldsomt ved Kostis brev, at han havde vækket mig ind i tiden igen. Og det gjorde meget ondt. Tidløsheden er en slags død som den der ikke kan eller tør leve, opsøger. Men trods smerten kunne jeg mærke at der var et eller andet i det som var blevet vækket i mig i dagens løb, der også lokkede mig, noget æggende i minderne og billederne der nu lynede igennem mig i min rus. Det var som om jeg havde savnet mig selv i lang tid. Som om jeg meget længe havde stået forladt.

Forside i høj opløsning

Forfatterside Albert Bonniers Förlag