Elisabeth Rygård: Ti vilde heste

2012. 322 sider. 299 kr.

Ti vilde heste er en historie om en piges liv fra hun er fire år til hun bliver fireogtyve og venter sit første barn. Det er historien om en barndom med overgreb og knusende tavshed. Men pigen er en overlever, sårbar og viljestærk på en og samme tid. Historien er barsk og gribende, sproget er poetisk og registrerer seismografisk pigens indre rystelser. Elisabeth Rygård har i mange år arbejdet som filminstruktør og lavet 20 film, herunder to spillefilm. Ti vilde heste er hendes romandebut.

DKK299.00

Beskrivelse

Ti vilde heste er en historie om en piges liv fra hun er fire år til hun bliver fireogtyve og venter sit første barn. Pigen vokser op i 1950’ernes Danmark med forældre der er psykisk ustabile; den røde, eksplosive far, hvis humør skifter som nat og dag, og den sorte mor med mørke øjne der sjældent smiler.

Det er historien om en barndom med overgreb og knusende tavshed, med mareridt og slanger i fodenden og en mor der gradvist fortaber sig bag en tjørnehæk af glas. Efter forældrenes skilsmisse bliver pigen anbragt hos forskellige fjerne bekendte og overladt til selv at finde ud af tilværelsen. Men pigen er en overlever, sårbar og viljestærk på samme tid.

Historien er barsk og gribende, sproget er poetisk og registrerer seismografisk pigens indre rystelser.

Historiens rammefortælling er skrevet mange år senere. Den kvindelige jeg-fortæller har for længst besluttet sig for ikke at se sin mor mere. Hendes fortid ligger i en forseglet boks og står det til hende skal den aldrig åbnes. Men den nat kvinden fylder halvtreds har hun et syn som får hende til at begive sig ud på en rejse for at opsøge moren.

 

 


Bøger af Elisabeth Rygård

Anmeldelser

KAREN-LISE MYNSTER ANBEFALER BOGEN I EN ENQUETE I BØRSEN
Bogen om en smertelig barndom, er skrevet på en overrumplende måde, der gør den anderledes end andre bøger om emnet. Man bliver suget ind i de mørke scener fra barndommen, og så sendt helt anderledes veje, fordi hovedpersonen i bogen har en humor og ubændig livskraft. Bogen har en masse latter i sig, mens den sætter spot på det normale. Dens poetiske kraft minder om, hvad sproget gør ved os, når vi læser en god bog.
Karen-Lise Mynster, Børsen

ET REGISTRERENDE KAMERA
Forfatteren fortæller i datid om en barndom i halvtredserens Danmark indtil halvfjerdserens kollektiv og endelige mulige frigørelse. Sproget er frapperende og associerende. Tørt konstateres, at “barndommen er for voksne”. Billedsproget er fremherskende, fx er moderen forskanset bag en tjørnehæk af glas. Forfatteren har tidligere udgivet to digtsamlinger og instrueret film. Begge dele mærkes i debutromanens tone. På en måde virker fortælleren som et registrerende kamera.
DBC – biblioternes lektørudtalelse

EN SYMFONI
Tidsånden i romanen har ført mig gennem min egen start på livet i København
for snart 70 år siden helt op til i dag som pensioneret læge. Det er en fantastisk betagende og meget smuk roman, der har rørt ved dybe lag i mig. Sproget er så intenst, at jeg til sidst læste romanen som en symfoni, bestående af en klangbund der spænder fra det dybe hav til stjernerne. Klangene bevæger sig i skiftende rytme med voldsom kraftfuldt musik, for så at glide over i et mere roligt tempo, som et oprørt hav der falder til ro for en stund, for så at rejse sig igen , hvor alle instrumenterne spiller på livet løs, og tilsidst afsluttes den med Adagio, en meget smuk afslutning, der giver plads til en ny begyndelse
Jytte Valeur, Mail

JEG BLEV MEGET GREBET
Tænksom og fin roman om en kvinde, der som 50-årig, ser tilbage på en svær barndom og ungdom med store svigt og stiller spørgsmålet: Kan jeg tilgive? (-) Jeg blev meget grebet af bogen, som jeg læste i ét stræk. LÆS MERE!
Anne Klara Bæhr, Litteratursiden

FORÆLDRE SKAL VÆLGES MED OMHU
Rygård skildrer både nænsomt og skarpsindigt, hvordan et forsømt barn redder sig i land, og hvilken betydning et kulturelt normskred kan få for den enkelte.
Kathinka Bruhn, Weekendavisen

Om forfatteren

Elisabeth Rygård har i mange år arbejdet som filminstruktør. Hendes første spillefilm var den humoristiske Ta’ det som en mand, frue (1975), som udsprang af 70’ernes kvindebevægelse. Derudover har hun tidligere udgivet to digtsamlinger, Skrøbelige rejser (Vindrose 1994) og Den unikke guide (Klim 2004). Ti vilde heste er hendes romandebut.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Forsteninger

Det var efter den nat det begyndte at bevæge sig. Dette højst urovækkende. Noget ubegribeligt indeni der syntes at vokse af sig selv, i den grad mod min vilje. Hvad kalder man sådan et fænomen? Jeg kaldte det for det.
Dramaer havde jeg haft nok af i årenes løb, de har det med at slå sig på hjernen, endeløse historier. Se tigeren i øjnene! Jeg talte til mig selv, vil du sidde fast i evig jammer eller vil du videre? Jeg ville videre. Men det her? Det lod sig hverken gribe eller begribe, tiger eller ej.
Min fortid havde ellers fortonet sig, den lå forseglet i en boks sikret mod alt fra atombomber til bønskrifter. Ikke at jeg var uvidende om boksens indhold, tværtimod, efter pinefulde undersøgelser af visse nedgroede landskaber mente jeg at have lokaliseret de værste forsteninger. Mere var der ikke at sige om den sag. En lettelse den dag jeg opgav at forstå og lukkede boksen. Fra da af var intet nyt godt nyt. Hvordan skulle det falde mig ind, hvad det ville betyde?
Nogle præsenterer deres barndom som en glimtende perle i en uendelig paradisisk kæde. Ja, jeg havde en vidunderlig barndom! De opspærrede øjne der ledsager den slags ultimative udsagn afslører for den opmærksomme iagttager det lille barns blitzagtige rædsel for at forråde familieidyllen. Andre har tilsyneladende aldrig overvejet egen indre møblering: Min barndom, tja … et tomt blik, efterfulgt af en trækken på skuldrene, den var vel som de fleste andres, ikke? Nålen kan som bekendt også fryse fast i Jammerbugten. Min barndom? Den var fuldstændig forfærdelig, meget værre end andres … Kort sagt, barndommen er for voksne. Man udvælger sig passende erindringsstumper, offer, bøddel eller glad i låget. Det ubærlige bedøves og glemmes, mens de virkelige sår strømmer usete videre i Lethes bølger.
Floden Lethe, der passerede hulen Hypnos på sin vej, så enhver der drak af dens vand øjeblikkelig glemte alt. Efterfølgende afslører kølvandets dunkle mønstre et hypnotisk fravær af bevidsthed, fuld af bydende stemmer, domme og besværgende vaner; beskytter mod at huske det der engang kunne få verden til at bryde sammen. Hvad forekommer da også mere frygtindgydende, skamfuldt, ja ligefrem livstruende end individets indre sammenbrud i denne jeg’ernes stræbsomme verden?
Lethes bølger havde dog aldrig bortskyllet visse begivenheder for mit vedkommende, heraf tigerens påkrævede tilstedeværelse. Derfor var det overraskende, for ikke at sige et direkte chok, den nat det så skete, at mærke hvordan mit ellers solide greb om virkeligheden begyndte at glide. Jeg havde jo beviseligt overlevet både dette og hint takket været min hjerne, vilje og en stærk psyke, ingen højere magter her, tak.
Jeg mente at være stået af historien den dag for længe siden hvor jeg besluttede mig for ikke at se min mor mere. Stod det til mig skulle den boks aldrig åbnes igen, ikke ti vilde heste skulle få mig til det.
Alligevel bredte det sig i mit system, slørede langsomt perspektivet, kong Neptun med trefork og tågeslør. Hvad var mig? Og hvad var det? At fortælle andre om det var utænkeligt, hvilke ord skulle jeg også bruge? De måtte tro jeg var blevet skør. Ikke engang Mehmet sagde jeg det til.

Den nat var alt ellers forløbet så normalt som tænkes kan, det skulle da lige være at det var min fødselsdag dagen efter. Halvtreds! Ansigtet i køkkenspejlet.
Mehmet slæber de sidste stole op fra kælderen. Hvor underligt, synes du ikke? Jeg bokser løs i dejen, at man spadserer rundt med en alder indeni og så en anden udenpå? Mehmet smiler, han slår sig ned ved bordet og kigger tænksomt på køkkenlågen, vi drikker noget vin, klokken nærmer sig midnat, han gaber inderligt, kysser mig godnat. Men lad nu være at blive oppe den halve nat, ikke? Jeg hører hans lette trin på trappen og åbner verandadøren for katten.
Buskene tegner sig som en mørk slange, et blink lyner i fuglebadet, jeg kigger op, fuldmåne. Engang tilbedt for sit guddommelige lys, katten smyger sig om mine ben. Vores oplyste samfund tilbeder kun aktieudbytter og rumkrig, ikke også mis? Jeg sukker, trækker vejret dybt ind og lader nattens krydrede dufte fylde kroppen. Pludselig overvældes jeg af en dunkel følelse af melankoli, er faktisk dødtræt, har også faret rundt hele dagen. Kom så. De sidste retter.
I køkkenet værker mine ben i protest; børnene, faktisk voksne, venner og lidt familie er inviteret.
Jamen, hvordan kan du dog, du må da kunne tilgive så mange år efter? Rækken af velmenende individer der med mellemrum har prøvet at rokke ved boksen er heldigvis svundet ind, hver gang ryster jeg mildt på hovedet, de aner ikke hvad de taler om, jeg stiller mig på tåspidserne for at nå de frosne kikærter, alene ordet tilgivelse giver mig kvalme, hvad rager det også andre? Vandet drypper fra ærterne, jeg ryster sigten grundigt, ikke at jeg har noget imod tilgivelse, slet ikke, så længe den ikke gives for at forstørre giverens ego eller fordi det er for pinligt at mærke de virkelige følelser, hvad ved jeg, fik jeg egentlig saltet den hummus? Jordens salt.
Klokken er to. Jeg sætter mig, bump, kigger ud på haven. Et grågrønt månelys bølger, lige noget for vampyrer. Godt det er slut med de gamle rædselskarruseller, jeg nikker opmuntrende til mig selv, griber olivenolien og lader den flyde ned i skålen, tænder for blenderen der larmer muntert. Så, lige tilpas. Går hen til køleskabet, citroner.
Med ét ser jeg ud af øjenkrogen at skålen med hummus bevæger sig. Den glider et stykke hen ad køkkenbordet, så drejer den og vælter ud over kanten. Et ordentligt brag da den lander på gulvet. I tre skår. Den jordfarvede masse sejler op og ned ad de hvide køkkenskabe. Fandens også! Jeg går tilbage, griber gulvkluden, jeg var da mindst to meter fra den skål? Jeg stivner. Sig mig, er der nogen herinde? Instinktivt kigger jeg mod døren, den er ikke længere lukket, nu står den åben. Et mærkeligt lys strømmer fra den sorte baggrund.
Midt i døren et forunderligt væsen, en kvindeskikkelse, skabt af et glitrende stof; sølvagtige tråde skælver og glimter omkring hende, som bestod hun kun af lys. Et spøgelse? Jeg taber kluden. Hun ligner en af de dansende gratier på Botticellis maleri, Foråret hedder det, alfelignende væsner. Fuldstændig vanvittigt det her, hvad er det for en lyd, ligesom små sølvklokker? Nu er det nok, jeg vil kalde på Mehmet, mit hjerte standser, den svævende retter øjnene mod mig, kigger langt ind i mine, et blidt insisterende blik, ligesom undrende. Spørger hun om noget? Hvad i alverden vil hun? Skal jeg dø? Flytter hurtigt mit blik mod gulvet. I det samme mjaver katten udenfor.
Da jeg igen ser op er døren lukket, hvidmalet som den plejer. Pokkers, den er jeg jo nødt til at gå igennem. Jeg lister mig hen, river døren op, farer op ad trappen, ind og over til Mehmet, hopper op i sengen, det kan ikke gå hurtigt nok. Han vender sig i søvne og lægger armen om mig. Jeg griber hans arm, han er virkelig.
En drøm, men i vågen tilstand? Jeg lukker øjnene fast i, et fantasifoster? En hallucination? Et spøgelse? De er vist harmløse, er de ikke? Vildfarne sjæle, der flakker rundt i intetheden, kvinden var jo heller ikke direkte ond, på en måde smuk, med de vibrerende sølvtråde, det dybe spørgende blik, gud hvor blev jeg forskrækket. Jeg åbner øjnene, jeg går ellers stærkt ind for fantasi, det er det jeg lever af, bare ikke den slags, jeg vender og drejer mig, flytter Mehmets arm, sætter mig op og ryster hovedpuden, klikker på natlampen, måske er det bedre med lyset tændt? Jeg følger den rolige vejrtrækning tæt på mig, sove, sove. Intet virker. Endelig. En fugl kvidrer i morgengryet, tankerne fordamper, stumper af billeder tager over, flyder sammen som blade i en gådefuld bog.

Jeg vågner med et spjæt. Det er ikke kun Botticellis maleri kvinden minder mig om. Det er en anden. En jeg kender godt. Eller slet ikke? Små sølvklokker der måske kunne have klinget med i en mindre konform verden. Det er min mor.

Forside i høj opløsning