Dorthe Emilie Røssell: Jeg brød et løfte

Med tegninger af Bent Hooge

2007. 130 sider. 4. oplag. 149,95 kr.

Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. Hendes far blev hurtigt en af nøglepersonerne i en københavnsk modstandsgruppe. I familiens lejlighed på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de våben og planlagde sabotageaktioner. Eller skjulte jøder, der skulle over til Sverige. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun sankhansaften i 1944. Familie og venner er samlet i familiens sommerhus i Hjortekær, da Gestapo – med Ib Birkedal Hansen i spidsen – vælter ind i haven. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham.

Jeg brød et løfte handler om at vokse op i Danmark under besættelsen, om levevilkårene for almindelige mennesker, og hvordan man klarede sig, selv om tiderne var knappe. Det var en verden, der også kunne være rar og hyggelig, som når gadens unger aflagde skomager ’Flikfeldt’ et besøg, Selv om skomageren havde travlt og sad på sin trebenede skomagerstol med munden fuld af stifter, tog han sig altid tid til at fortælle historier, eller hjælpe med lektierne.

Da krigen kom, var der meget, som ændrede sig, og et par dage efter farens arrestation blev Dorthe afhentet af et par Gestapofolk, som fortæller at hendes far gerne vil tale med hende. Men i Shellhuset, i værelse nr. 408, er det ikke hendes far, men Ib Birkedal Hansen, der tager imod hende. Han siger, at hun bare skal fortælle alt, hvad hun ved, ellers vil han skyde hende, mens hendes far ser på, eller også vil han skyde faren, mens hun ser på.

60 år senere læser hun om denne episode i Peter Øvig Knudsens bog om Gestapobødlen Birkedal. Da hun senere mødes med Øvig og han opfordrer hende til at fortælle sin historie, bryder hun det løfte, hun gav sin far, om aldrig at tale om det, der skete under krigen.

Jeg brød et løfte er en personlig beretning om en svunden tid og begivenheder som mange kun vagt har hørt om, fortalt i et enkelt sprog, så den kan læses af både børn og voksne.

“En enestående beretning.” Berlingske Tidende ★★★★★

“Oplagt til undervisning.” Folkeskolen.

NU 4. OPLAG!

LÆSEPRØVE

DKK149.95

Beskrivelse

 


Bøger af Dorthe Emilie Røssell

Anmeldelser

EN ENESTÅENDE BERETNING ★★★★★
… dette forårs mest bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser … En enestående beretning om en pige, der alt for tidligt blev voksen. Læs den! Både for dig selv og for dine børn.
Jens Andersen, Berlingske Tidende

EMMER AF ATMOSFÆRE
Dorthe Emilie Røssell skriver enkelt og lavmælt … (og) udpensler ikke dramatikken.
Det er heller ikke nødvendigt. For det er den, der giver stilen nerve.
Det dramatiske er en integreret del af den skildring af besættelsestidens hverdag,
der under læsningen kommer så tæt på. Bogen emmer af atmosfære.
Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

OPLAGT TIL UNDERVISNING
Bogen er skrevet med enkelhed i sprog og komposition og med en autentisk intensitet, så den kan være en læseoplevelse for både børn og voksne. Den stemningsfulde, positive beskrivelse af livet i en karré i København under besættelsen er levende, personlig og anskuelig historieskrivning, som minder mig om et godt naivistisk maleri. Bogen er oplagt til undervisning i dansk og historie fra 4. klasse og opefter, både til fælles tekstarbejde og til frilæsning.
Helge Christiansen, Folkeskolen

Om forfatteren

Dorthe Emile Røssell er født i 1934 og debuterede som forfatter i 2007 med erindringsbogen ’Jeg brød et løfte’ – om sin barndom under besættelsen.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

I FORHØR HOS GESTAPO

Et par dage efter arrestationen af mine forældre kom to Gestapofolk en tidlig morgen og ringede på hos min faster. De fortalte hende, at min far gerne ville se mig og snakke med mig, noget jeg selvfølgelig blev glad for at høre. Min faster gav mig lov til at tage med, tilbød selv at gå med, men det ville Gestapofolkene ikke have, de skulle nok passe godt på mig og følge mig hjem igen. Vi kørte af sted i deres store sorte bil. De var meget venlige og gav mig bolcher. Det forekommer mig at tyskerne og tyskvenlige folk altid havde bolcher i lommen. Vi kørte ind til centrum, ind i Shellhusets gård, i Kampmannsgade. Vi gik op ad trapperne til 4. sal. Her lukkede de mig ind på værelse nr. 408, jeg kan endnu se tallet for mig, det var et hjørnekontor. “Her er hun,” sagde de, skubbede mig ind og lukkede døren efter sig.


Ib Birkedal Hansen

Der sad en mand bag et stort skrivebord. Jeg fik et chok, da jeg så ham. Det var jo ham, der havde sagt de ord om min far ude i haven, forleden aften. Gestapobødlen Ib Birkedal Hansen. En middelhøj mand, blond, med markerede ansigtstræk. Jeg blev så bange, så bange, da jeg så ham, rystede over hele kroppen. Han rejste sig og kom hen mod mig, mens han venligt sagde:
“Lille Dorthe, nu skal du bare fortælle mig om alt det, dine forældre går og laver. Du skal ikke være bange, der sker dig ikke noget,” og fortsatte: “Hvis du fortæller mig alt, hvad du ved, får du lov til at tale med din far, og måske får du ham med hjem.” Jeg havde en fornemmelse af, at noget var helt forkert.
“Jeg ved ingenting,” fremstammede jeg. Han frittede mig, men det hjalp ikke, jeg ville intet sige. Jeg huskede på, hvad far havde sagt til mig, at hvis sådan en situation skulle opstå, skulle jeg sige, at jeg intet vidste.
“Tavshed er guld. Forråd ikke dit land og os. Du kan risikere at blive skudt, men det skal du ikke være bange for, det gør ikke ondt. Du mærker kun et lille prik,” kunne jeg huske, at min far havde sagt.
Da han stadig ikke kunne få noget ud af mig, blev han vred. Skubbede mig hårdt ind mod væggen, det gjorde ondt. Han tog sin pistol, der lå på skrivebordet og sigtede direkte på mig. Tårerne stod mig i øjnene. Nu må jeg for alt i verden ikke græde, tænkte jeg desperat.
“Nu fortæller du mig, hvad du ved, ellers skyder jeg dig, mens din far ser på og ham bagefter, eller jeg skyder din far, mens du ser på og dig bagefter,” råbte eller nærmest skreg han. Jeg var stadig tavs, jeg rystede af angst, og så kom tårerne alligevel.
Han opgav, råbte en ordre ud gennem døren, og ind kom to mænd slæbende på min far, smed ham over ryggen på en stol. Han kunne næsten ikke stå på benene, og hans krop var helt krumbøjet, han så herrens ud.
Hans ansigt var fortrukket af smerte og træthed, tøjet snavset og plettet af blod. Han lignede en gammel mand. Jeg var ved at kaste op. Da far så mig stå dér, gav det et sæt i ham. Alligevel sendte han mig et lille skævt smil. Det hjalp, gav mig mod, vi skulle nok klare den.
Den ene af mændene, der kom ind med far, kendte jeg. Det var Rudolf Petersen fra modstandsgruppen, det var jo ham, der ikke var kommet til festen i sommerhuset.
Hvorfor stod han dér?
Hvad havde han sagt, han vidste jo alt?
Hvor meget havde han fortalt?

I det øjeblik ønskede jeg os langt, langt væk, til et sted, hvor Gestapo ikke kunne finde os. Det viste sig, fik jeg senere at vide, at det var Rudolf Petersen, der havde stukket os, for penge sandsynligvis. Og han var dansk politibetjent, føj.

Far var efter arrestationen flere gange blevet tortureret på det groveste, for at få ham til at røbe modstandsfolkenes navne og adresser og fortælle, hvad gruppen foretog sig. Men han havde intet røbet. Han var sej, min far, holdt ud trods den bestialske behandling, han blev udsat for. På et tidspunkt var han kommet med nogle urigtige oplysninger. Da de opdagede, at han havde fyldt dem med løgn, udsatte de ham igen for tortur.
Birkedal spurgte nu far: “Vil du sige noget nu? Din datter har fortalt det meste, så ryk du bare ud med sproget.”
“Kom nu, fortæl hvad du ved, mens din far hører på,” råbte han til mig.
“Jeg ved ikke noget,” svarede jeg.
Han vendte sig om mod min far og sagde med en skinger og truende stemme, mens han pegede på mig med pistolen: “Hvis du ikke siger noget nu, skyder jeg din datter for øjnene af dig og dig bagefter.” Ingen af os sagde noget.
Birkedal begyndte nu at slå løs på min far med en pisk. En stålwire omviklet med gummi. ‘Flodhestepisken’, kaldte far den senere. Han slog fra nakken og ned til hælene og under fødderne. Han gik helt amok, virkede fuldstændig sindssyg. Det var ikke uden grund, at Birkedal blev kaldt for ‘Tæve-Hansen’. Jeg skreg og tryglede ham om at lade være, men nej. Far mistede bevidstheden flere gange, men de vækkede ham til live igen med noget stærkt på en klud. Det har sikkert været salmiakspiritus.

Da han stadig ikke kunne få noget ud af os, opgav han til sidst. De trak far ud af døren, mere død end levende. Hans fødder slæbte hen ad gulvet og efterlod en blodstribe hele vejen. Far blev ført tilbage til Vestre Fængsel. Her sad han i sikret celle, i Gestapos øjne var han en yderst farlig person.


Shellhuset i brand

Jeg stod sønderknust tilbage på kontoret og kiggede på døren, der lukkede sig efter far. Hunderæd for, hvad Birkedal nu ville finde på. Han så længe på mig, lagde pisken tilbage i skabet, hvor han havde taget den. Jeg åndede lettet op, nu ville han nok ikke slå mig. Segnefærdig af træthed stod jeg der og ventede på hans næste træk. Birkedal vendte sig om mod skrivebordet og tog pistolen, legede lidt med den, mens han så på mig med et væmmeligt smil om munden. Jeg bad tavst mit fadervor, mens jeg ventede på, at han ville skyde mig. Det var jeg overbevist om, var det næste, der ville ske.

Birkedal trak til sidst på skuldrene, gik hen til døren, åbnede den og kaldte på en mand: “Følg ungen ned ad trappen og smid hende ud på gaden. Hun kan godt selv finde hjem.”

Jeg blev lukket ud af huset, og der stod jeg alene på fortovet, 10 år gammel, med ansigtet strimet af tårer. Jeg havde tisset i bukserne, jeg var sønderknust, det mest ensomme og lille menneske i hele verden. Ib Birkedal Hansen havde tilbageholdt mig i syv timer, uden mad og vand. Ikke engang på toilettet kunne jeg få lov til at gå. Hvor var han ond, ond, ond.

Ingen på gaden tog notits af mig, alle skyndte sig bare videre.

Forside i høj opløsning

Artikler/Interviews

POLITIKEN: MODSTANDSMANDENS DATTER
INTERVIEW: Dorthe Røssell så som ti-årig sin far blive tortureret af tyskernes foretrukne torturbøddel, Ib Birkedal Hansen. I 60 år bar hun på hemmeligheden om sit og farens arbejde i modstandskampen – og om det syn, hun mødte i Shellhuset i København, efter at faren var blevet arresteret. LÆS MERE!