Den foreløbige James Joyce encyclopædi

den-foreloebige-james-joyce-encyclopaediRedigeret af Arild Batzer, Jacob Greve, Steen Klitgård Poulsen, Julie Holst Rasmussen og René Rasmussen

1998. 224 sider, ill. 199 kr.

Den foreløbige JAMES JOYCE ENCYKLOPÆDI kan være en introduktion til Joyces verden, men også en spændende fortolkning af forfatterskabet selv for Joyce-kendere, på en gang informativ og underholdende og til tider anekdotisk og munter, ligesom Brøndums Encyklopædi.

DKK199.00

Beskrivelse

Den foreløbige JAMES JOYCE ENCYKLOPÆDI, der er inspireret af Brøndums Encyklopædi, giver et på en gang dansk, subjektivt og videnskabeligt billede af personen og forfatteren James Joyces gådefulde verden.

Du får en indføring i hans værker, Dubliners, Portræt af kunstneren som ungt menneske, Ulysses og Finnegans Wake og møder nogle af personerne fra hans bøger: bl.a. Bloom, Molly, Boylan og Gerty.

Du kan læse om nogle af de forfattere han selv var inspireret af, bl.a. Dante, Homer, Shakespeare og Henrik Ibsen. Og hans påvirkning på beatforfatterne og danske forfattere som Tom Kristensen, Henrik Bjelke, Per Højholt og Peter Laugesen. Garneret med subjektive, sprælske opslag om bl.a. affald, blodig, boksning, fyrværkeri, nonsens, paraply, penis, sko, sæbe, tepotte, torden, urin og ørentvist.

Alle artikler er originalbidrag, skrevet på opfordring til denne bog af forfattere, kritikere og videnskabsfolk, rigt illustreret med ca. 80 illustrationer, hvoraf de 50 er orginial-værker skabt af kunstnere som Franz Kannik, Jesper Christiansen, Nina Kleivan, Ole Lejbach og Peter Carlsen.

Den foreløbige JAMES JOYCE ENCYKLOPÆDI kan være en introduktion til Joyces verden, men også en spændende fortolkning af forfatterskabet selv for Joyce-kendere, på en gang informativ og underholdende og til tider anekdotisk og munter, ligesom Brøndums Encyklopædi.

Anmeldelser

Med den uimodståelige Brøndums Encyklopædi som forbillede er her skabt et næsten lige så overrumplende, indsigtsfuldt og muntert værk om James Joyce. Der er mange faktuelle oplysninger at hente… Men der er også som i forbilledet plads til skæve vinkler, overraskende indslag, humor og mange steder flot skrivekunst… Bogen er skrevet af lutter Joyce-kendere og -eksperter. Den er flot illustreret med dels 50 tegninger skabt af gode kunstnere til denne bog og dels med fotos etc. Et uomgængeligt tilskud til vor Joyce-litteratur.
Torben Wendelboe, IBC

En bred kreds af danske skribenter, billedkunstnere og passionerede joyceanere har udfærdiget Den foreløbige James Joyce Encyklopædi, som Roskilde Bogcafe med rette er stolt af at indlemme i sit Klassikerbibliotek. Det er blevet en udmærket inspirationsbog (-) .. en smuk og veltilrettelagt bog, som både kan oplyse og underholde.
Bo Green Jensen, Weekendavisen

De uventede og ofte ganske personligt prægede punktnedslag, gør Encyklopædien til en herlig læseoplevelse … Encyklopædisterne leverer mængder af stof til eftertanke for garvede Joyce-læsere, hvis vante forestillinger gang på gang udsættes for større og mindre provokationer. Men også som appetitvækker for folk uden kendskab til den irske forfatter vil bogen være velegnet … I modsætning til marathonoplæsningen, kan denne foreløbighed anbringes permanent i bogreolens Joyce-sektion.
Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten

“… alle Joyce-simulanter kan glæde sig, for med Roskilde Bogcafes nye Joyce-Encyklopædi har de et es i ærmet … Som helhed er bogen både lærerig, fornøjelig og inspirerende og vil formentlig også være det for dem, der i forvejen er velbevandrede i Joyces forfatterskab. Hvad mig angår, har den øget min interesse for at læse Ulysses.
Thomas Harder, Politiken

Tekstuddrag

Indledningsartikel signeret Steen Klitgaard Povlsen

Ved man ikke noget om Joyce, ved man som regel alligevel, at han en gang skulle have sagt, at der i hans værk var beskæftigelse til alverdens litteraturprofessorer mindst 300 år frem i tiden. Dermed ved man også, at Joyce var en krukke, der elskede at iscenesætte sig selv og kokettere med sin egen berømmelse. I dette tilfælde vil han utvivlsomt få ret, men det er ikke det, der gør ham til en enestående skikkelse i det 20. århundredes litteratur. Mange andre moderne forfattere er også så komplicerede og gådefulde, at deres forfatterskaber kræver en langsom systematisk og målrettet indsats for at blive lukket op. Til gengæld vil Joyce også om 300 år blive læst af andre end litteraturprofessorer, og det skyldes, at hans forfatterskab rummer nogle grundliggende erfaringer for vor tid.
Baggrunden for dette var et liv, der både var præget af tilfældigheder og af en målrettet vilje til at leve sådan, at der deraf kunne skabes et paradigmatisk værk. Joyce kom socialt nedefra og fra et af Europas yderområder. Hans udgangspunkt var de underpriviligerede, deres sprog og kultur slap han aldrig; hans ‘befrielse’ bestod i at erobre den europæiske, modernistiske finkultur og præge den med sit mærke. Et sted midt imellem befinder hans forfatterskab sig.
Da han blev født 2. februar 1882 i Dublin som den ældste af en søskendeflok, der senere skulle løbe op i fire brødre og seks søstre, var familien dog ikke specielt fattig. Faderen havde en rimelig stor formue, der bl.a. var anbragt i fast ejendom, men efterhånden som børneflokken voksede, og John Joyce fortsatte med at føre et lystigt og behageligt liv med et minimum af arbejde og et maksimum af spiritus, faldt familiens levefod. James Joyces opvækst var præget af et utal af flytninger til stadigt dårligere boliger; fra det relativt velstillede Syd-Dublin til det fattige Nord-Dublin, fra den fornemme, men dyre jesuitterskole Clongowes til den mindre estimerede Belvedere, der dog også var jesuitisk drevet.
Sammen med den sociale grunderfaring af at glide fra mellemklassen til en slags underklasse, er Joyces opvækst præget af frigørelsen fra den katolske opdragelse. Helt fri kom han vel aldrig, og en stor del af det, han lærte af jesuitterne, prægede ham resten af livet. Ikke blot kendskabet til katolske ritualer og kirkefædre, men også en vis retorisk fremstilling og en sproglig argumentationsmetode. Alligevel er Joyces udvikling historien om at vikle sig ud af en dogmatisk spændetrøje. Også her er hans liv paradigmatisk for det 20. århundrede. To veje stod åbne for Joyce som ung mand i Dublin: at orientere sig mod den irsk-nationale ‘revival’, eller tilegne sig den progressive, kontinentale kultur. Joyce gjorde begge dele og ingen af delene.
Han opsøgte flere af den nye irske litteraturs koryfæer og forsøgte at bringe sig i kridthuset. Men han kunne ikke lade være med også ironisk og kritisk at distancere sig fra denne litteraturs svulmende retorik og sentimentale forestillingsverden, og han forlod den ledende skikkelse, digteren William Butler Yeats med et spørgsmål om, hvor gammel denne egentlig var. Da Yeats tøvende havde svaret, erklærede Joyce, at han havde truffet ham for sent. Han var for gammel!
Og han forsøgte på egen hånd at orientere sig i moderne europæisk litteratur, specielt teateret, og fik endog lært sig en slags norsk for at kunne læse den Ibsen, hvis stykker han mente repræsenterede den ypperste realisme. Også Hauptmann og Strindberg læste han med stor interesse, ligesom han var orienteret i Georg Brandes’ forsvar for den unge litteratur. Men realismen var ham alligevel for karsk. I en række artikler og foredrag omkring århundredeskiftet formulerede han både sin beundring for Ibsen og naturalismen samt sine visioner om en anden, mere spirituel og sprogligt fornyende litteratur. Både da han fra det nye århundredes begyndelse går i gang med at formulere sine tanker i små korte prosadigte: Epifanier – i noveller: der senere samles i Dubliners – og i en længere fortælling om sin egen udvikling: Stephen Hero, der først blev udgivet efter hans død – er det denne nye æstetik, der hele tiden er drivkraften bag det, han laver.
Men på det tidspunkt er han på vej væk fra det Irland, der efterhånden klemte ham for meget med sin snævre provinsialisme. Efter at have taget en grad i moderne sprog fra Dublins Universitet, forsøgte Joyce sig som medicinstuderende, i hvilken egenskab han en periode opholdt sig i Paris. Herfra hjemkaldtes han i april 1903, fordi hans mor var døende. Overværelsen af hendes dødskamp og sluttelige død i august 1903 betød for Joyce det endelige brud med Irland og alt det, det stod for. Frem til han igen forlod den grønne ø i oktober 1904, danderede han blot rundt med vennerne og fik tiden til at gå.
Men det var måske alligevel det vigtigste år i hans liv. I denne periode kommer han endegyldigt i gang med at skrive, og i juni 1904 møder han Nora. Også hun havde brudt med en problematisk familie og en traumatisk opvækst, og hun var lige så parat til at stikke af fra det hele, som Joyce var. Ligefrem og seksuelt gavmild som hun var, kunne hun erstatte det hul, som moderens død havde efterladt i hans psyke, og vriste ham fri af den melankolske afhængighed af det irske.
Der selvfølgelig fulgte med. Ikke alene fordi hans religiøse, politiske og sproglige dannelse var irsk, men jo også fordi Nora fulgte med. Joyce stammede som sagt fra en Dublinsk middelklasse på grænsen mellem et arkaisk Irland og et moderne Europa. Derfra rejste han over til det moderne Europa og endte i dettes kulturelle hovedstad, Paris. Med sig havde han Nora, der kom fra det yderste vest: Galway, og hvis grove, men slagfærdige og kreative irske engelsk var en inspiration for ham hele livet. I hele sit forfatterskab kredsede han om de værdier, Nora repræsenterede et hjørne af. Ikke alene handler hans betydeligste værker om rejsen mod og opvågningen til det kvindelige, han skulle også ind til Europas kerne for at kunne gennemreflektere, hvad det ville sige at leve i marginen. Eller set fra Irland: han måtte i eksil for at kunne gennemskue sin identitet som irer. Centrum og periferi som en betingelse for hinanden. Også på dette punkt er Joyces liv og forfatterskab paradigmatisk for eksistensen i det 20. århundrede.
Via et kort ophold i Zürich endte Joyce og Nora i Trieste, hvor Joyce kunne få en stilling som engelsklærer. Her og i den mindre by, Pola yderst på Istrien, tilbragte de årene, indtil den første verdenskrigs udbrud igen sendte dem på rejse. Afbrudt kun af en kort periode i Rom, hvor Nora ikke kunne lide at være. Og afbrudt af to rejser, Joyce foretog til Dublin i 1909, det ene for at arrangere udgivelsen af Dubliners, der trak ud, det andet, fordi han ville åbne en biograf. Ingen af projekterne havde han held med, men adskillelsen fra Nora resulterede i en række meget åbne erotiske breve mellem ægtefællerne, hvoraf desværre kun nogle få af Noras er bevarede. Hvilken rolle den hengivelse til en ucensureret bevidsthedsstrøm, som disse breve udgjorde, spillede i Joyce og Noras forhold er usikkert, og kommer vel heller ikke eftertiden ved (selv om der unægtelig er forsket en del i det!). Vigtigt er, at de var en inspiration for den sprog- lige form, som Joyce allerede på dette tidspunkt var ved at forme i sit hoved, og som senere gav sig udtryk i hvad man nok kan kalde ‘hoved-værket’ Ulysses (s.d.).
Udviklingen i Joyces forfatterskab, som han arbejdede på samtidigt med sin virksomhed som sproglærer, havde hidtil bestået i koncentration: koncentration omkring korte digte, omkring prægnante og neutralt fortalte historier; og i en bearbejdning af den 1000 sider lange, traditionelt fortalte selvbiografiske beretning Stephen Hero til et slags åndeligt portræt, Portræt af kunstneren som ungt menneske (s.d.), med en kompakt symbolbrug og en koncentreret indre monolog. Temaet i Portræt er skabelsen af en æstetisk teori og den knappe psykologiske skitse af det unge menneske, der eventuelt vil kunne udnytte denne æstetiske teori. Dubliners (s.d.), der endeligt udkom i 1914, er først og fremmest et portræt af den by, som Stephen Dedalus måtte flygte fra for at kunne blive den kunstner, som han selv skitserede konturerne af i Portræt. Kulden og stivnetheden i Dublin modsvares af en stram og lakonisk fortællestil, der dog også lukker op for, at billedet af kvinden kan antage frelselignende træk. I noveller som f.eks. Ler, Et sørgeligt tilfælde og Den døde antydes symbolsk konturerne af en slags kvindelig Kristus, der måske vil kunne hjælpe manden ud af den dublinske ødemark. Det er dog inden for rammerne af Dubliners en meget usikker prognose, de stramme strukturer giver kun sparsomme hints.
Vendingen mod Ulysses-stoffet var for Joyce en ny ‘given-slip’: en ekspansiv sproglig frisættelse, det endelige opbrud fra de form-matricer, som den klassiske europæiske litteratur havde givet ham med. Med Ulysses sejlede han for alvor ud på det dybe vand. At inspirationen måske kom under et besøg på hjemøen, er mere end et paradoks: med Ulysses skaber Joyce i sproget den irske, marginale udkantsidentitet, som han ikke fandt en virkelig pendant til i det faktiske Irland, mens han boede der. I 1912 vendte han sammen med familien en sidste gang tilbage til Dublin, igen for forgæves at fremtvinge en udgivelse af Dubliners. I ånden forlod han aldrig Irland.
Men før han kunne bringe Ulysses i havn (og det vil sige ud på det dybe vand), måtte han forlade to lande til. Først Italien for i 1915 at slå sig ned i Zürich (s.d.). Og siden Schweiz for at slå sig ned i Paris, hvor Ulysses udkom i 1922. I mellemtiden havde Joyces finansielle situation forbedret sig meget. Portræt var i 1914 begyndt at udkomme i tidsskriftet The Egoist, og én af dettes udgivere, den velhavende amerikaner, Harriet Shaw Weaver (medlem af det amerikanske kommunistparti), havde fattet interesse for Joyce. Samtidigt med at både Portræt og Dubliners endelig var på gaden, begyndte hun at sende ham regelmæssige bidrag, så han kunne frigøre sig fra sit undervisningsarbejde og hellige sig den store roman, han nu var i gang med.

I Zürich-tiden færdiggjorde han sit skuespil Exiles (s.d.), der har eksilsituationen og forholdet til det kvindelige som tema. I det stærkt autobiografiske stykke er det den kvindelige hovedperson Bertha, der får den intellektuelle Richards ønske om at holde en ironisk afstand til tilværelsen til at falde sammen. Den form for ‘indre eksil’ er ikke mulig: Nora konfronterede altid Joyce med virkelighedens konkrete fordringer. Også Ulysses er som nævnt skrevet med Nora som inspiration: faktisk begyndte Joyce sit værk med skitser til det, der skulle blive til den kvindelige hovedperson, Molly Blooms store slut-monolog. Af mange Joyce-fortolkere set som hans forsøg på at integrere Noras sprog og verdensbillede i sit værk.
Men Molly fylder ikke kvantitativt så meget i Ulysses. Hovedparten af romanen, der foregår på én dag, d. 16. juni 1904 i Dublin, omhandler to mænds vandringer rundt i den irske hovedstad. Først møder vi den unge student Stephen Dedalus, der har et undervisningsjob på en skole og bor sammen med vennen Buck Mulligan i et gammelt forsvarstårn, Martello Tower i udkanten af Dublin. Og dernæst annonceagenten Leopold Bloom (s.d.), der starter dagen med at varte sin kone Molly op med te på sengen, men i øvrigt holder sig væk fra hjemmet denne dag, hvor Molly får besøg af sin elsker Blaze Boylan (s.d.). Begge er for en tid udstødte fra hjemmet, Bloom af ovennævnte grund, Stephen fordi han har overladt nøglen til Mulligan og i øvrigt ikke kan lide at være der, når denne er der. Denne fælles ‘eksil’-situation er vel i sidste instans dét, der får de to ellers ret umage mænd til at finde sammen. I løbet af dagen mødes de flygtigt: på den avis, hvor Bloom er ansat og hvor Stephen har et ærinde; foran Nationalbiblioteket, hvor Stephen har holdt et inspireret, men ironisk-parodisk foredrag om Shakespeare for nogle forsamlede bibliotekarer og øvrige skønånder; og under en køretur i droske, hvor Bloom på vej til en vens begravelse ser Stephen gå forbi på gaden. Men i slutningen af det 14. af bogens i alt 18 kapitler, hen under aften på denne 16. juni, løber Bloom for alvor ind i Stephen, der på dette tidspunkt er sammen med bl.a. Mulligan og andre lystige svende på en fødeklinik i den nordlige del af Dublin. Alle er fulde og brovtende og ikke særligt interesserede i den fødsel, der foregår. Undtagen Bloom, der ikke har drukket noget nævneværdigt i løbet af dagen og ærligt bekymrer sig om den vanskelige fødsel. Ærligt bekymrer han sig også om Stephen, som han kun flygtigt kender, følger efter ham ind i det natlige Dublins forlystelseskvarter, redder ham ud fra et bordel og tager ham med hjem til sit hus i Eccles Street nr. 7. Her får de sig en kop kakao sammen, før Stephen takker nej til tilbudet om natteleje og går ud i den gryende morgen. Bloom går op ad trappen til den sovende Molly ovenpå, og først da bliver det helt klart, at denne rejse gennem byen og verden har været en rejse mod kvinden. De to mænd: den midaldrende og den unge, har mødt hinanden, har udvekslet erfaringer og er måske mødtes i et åndeligt krydsningspunkt. Men i sidste instans er det den kvindelige pol, der er rejsens mål. Som Nora satte Joyce i gang på rejsen mod Ulysses, er det Molly der ligger og venter på Bloom efter hans rejse mod hjemmet.
Men skønt det kvindelige altså altid hos Joyce er målet for mandens store rejse gennem livet, er det aldrig et stabilt mål. Molly tager nok Bloom til sig i sengen i en slags betinget benådning (efter at have været ham grundigt utro i løbet af dagen), men intet mellem dem er afgjort, og rejsen vil begynde igen. Mollys monolog er i sig selv en rejse, der delvist gentager Blooms, men også parodierer den og forskyder den i et andet medium. Molly er både centrum i verden og dens periferi: hun er det der samler og tager hjem – og det der ligger ud over det kendte, det udstødte og eksilerede. Midt mellem disse poler pendler Ulysses, også fordi denne problemstilling også handler om sproget. I romanens første seks kapitler befinder sproget sig i en relativ balance mellem et niveau, hvor der fortælles traditionelt i 3. person om personerne, og en indre monolog, der i et forsøg på at gengive bevidsthedsstrømmen tilpasser sig personernes indre univers så meget, det er muligt. Men fra det 7. kapitel Æolus lukkes der op for mere og mere mærkelige og fremmedgørende stillejer, hvor parodi, pastiche, overdrivelser og efterligninger gør læseren mere og mere forvirret. Man kan godt sige, at også læseren sendes i ‘eksil’ og kæmper efter at nå hjem igen til en fast og sikker forståelse af, hvad der foregår i romanen.
Det lykkes og lykkes måske alligevel ikke. En række af bogens centrale temaer og symboler samles i bogens to afsluttende kapitler og bliver til et mønster. F.eks. symbolet ‘vand’, der spiller en vigtig rolle i Blooms tanker, mens han sidder i sit køkken og gør sig klar til natten; og som til sidst integreres i kvinden Molly, da hun midt i sin monolog skal op og ‘gøre vand’ (se: tepotte). Begge de to mandlige hovedpersoner har deres forhold til og problemer med vandet, der til slut ender med at ‘komme hjem til kvinden’. På denne og et utal af lignende måder ‘går bogen op’. Men på andre gør den det ikke. Lige så usikkert det er, om Molly faktisk tager Bloom til sig som sin foretrukne mand (og om han vil acceptere denne suspenderede ægtemandsrolle), lige så usikkert er det, om sproget kommer hjem til en fast struktur i Ulysses. Så mange facetter stritter ud i alle mulige retninger, så meget monstrøs overlæssethed bliver aldrig samlet i et mønster. Lige så forkert, det vil være at benægte ‘hjemkomsten’ i Ulysses, både på det tematiske og det formelle plan – lige så forkert er det at overse, at rejsen fortsætter. Ulysses forholder sig i et eller andet ironisk-dialogisk forhold til Homers Odysséen (se: Odysseus), selv om dette forhold måske ikke er så fremtrædende, som det i Ulysses-forskningen har været hævdet. Men heller ikke Homers helt synes til at standse: lige hjemkommet til Penelope og efter kort at have tilfredsstillet sine (og vel især hendes) opstemmede lyster, iler han straks ud i kampen igen. Til sidst er det kun Pallas Athenes myndige indgriben, der kan standse hans morderiske fremfærd. Der er meget langt fra Homers Odysséen til Joyces Ulysses, men de deler forestillingen om rejsens ustandselighed. Det er én af de helt store centralmyter i europæiske kultur.

Vender vi nu tilbage til Joyces liv, konstaterer vi, at Joyce-familien nok fandt et langt og blivende hjem i Paris, men ustandseligt flyttede rundt inden for byen. Fra lejlighed til lejlighed, fra pensionat til pensionat. De havde fundet et sted, men ikke et blivende sted. Derudover havde Nora det med fra tid til andet at flytte for sig selv, bl.a. undersøgte hun muligheden for at slå sig ned i Irland med børnene, så Joyce-familien fortsatte den nomadiske tilværelse, selv om det nu hovedsagelig foregik inden for Paris’ grænser. Her befandt Joyce sig nu i en europæisk kulturmetropol, men han omgikkedes på ingen måde avantgarden og det kulturelle establishment. Højst satte han sig efter dagens arbejde ind på en central café og betragtede folkelivet fra sidelinien. Og lod sig betragte. For Joyce var efterhånden blevet en kendt skikkelse i den litterære verden, Ulysses var efter mange trængsler begyndt at udkomme i Europa, og da et amerikansk forbud (mod pornografi) i 1931 blev ophævet, gik den sin sejrsgang over hele verden.
Fra 1927 begyndte Joyces ven Eugene Jolas, i sit tidsskrift „transition“, at udsende prøver på det, der senere skulle blive til Finnegans Wake (FW), men nu hed „Work in Progress“. Et af de typisk moderne, nomadiske træk ved Joyces skæbne ligger også i den rolle, tidsskrifter spiller ved udbredelsen af hans værker. Hvor bogen er det samlende, er tidsskriftet det spredende. Publikationen af Joyces forfatterskab rummer begge dele.
I løbet af få måneder i 1931-1932 skete der nogle begivenheder i Joyces liv, der samtidig havde tæt forbindelse til centrale temaer i hans sidste store værker. I august 1931 giftede han sig på Noras indtrængende opfordring med hende. Hun havde altid følt det upassende at leve ‘i synd’, og ville af hensyn til sin familie i Irland gerne have formalia i orden. Joyces ja til Nora var lige så udsat og tøvende som Mollys ja til Bloom, men det var ægte ment. Og i december 1931 døde Joyces fader, og kort tid efter blev han i februar 1932 bedstefar til en dreng. Det aktiverede for Joyce et tema, som også havde været centralt i Ulysses: fader-søn rækkefølgen og tanken om generationernes vekslen. Hans digt Ecce puer er i den forbindelse det koncentrerede udtryk for den følelse, som FW (s.d.) er den ekspansive og vidtspundne gennemspilning af. Hvor det korte digt brænder følelsen sammen i et kort epifanisk glimt af generationernes forbundethed, spiller FW problematikken ud til et monstrøst ordmaleri om generationernes krig og sønnernes kamp mod fædrene. Men begge aspekter er til stede i Joyces værk og gør det til et typisk udtryk for det 20. århundredes kultur.
FW er en historie om en families opløsning og på samme tid en hyldest til familien: „the family-knot“, familieenheden der alligevel ikke er der. Samtidig med at han i den bog samlede sit livs belæsthed og åndelige erfaringer, samlede han også kernen i sin familieskæbne. På sine ældre dage forstod Joyce sig mere og mere som en traditionel irsk middelklasse-borger, med en stærk katolsk opfattelse af familiens betydning. Samtidig faldt hans familie fra hinanden. Datteren Lucias sindssygdom udviklede sig faretruende, og sønnen Giorgio forliste både sangkarriere og ægteskab og bevægede sig længere og længere ind i alkoholisme. Det var svært for Joyce ikke at føle sine børns deroute som en omkostning ved den omflakkende og utrygge opvækst, han havde givet dem. Samtidig tiltog hans problemer med synet, så han snart var næsten blind. Før havde han været blind for sine børns egentlige behov, nu kunne han heller ikke fysisk se dem. Det var en svækket og nedbrudt mand, der i løbet af 1938 afsluttede FW. Alligevel er det en utrolig munter og morsom bog, som gav sin forfatter store glæder under udfærdigelsen. Ofte vågnede Nora om natten, fordi Joyce lå ved siden af hende i sengen og grinede af det, han havde skrevet i løbet af dagen. Nora læste aldrig Ulysses eller FW, men hun gav dem meget af sin upolerede, associerende og billedskabende sprogevne. Hun fik noget af det tilbage via Joyces klingende latter, selv om den irriterede hende.
FW er dog andet og mere end en familiehistorie. Med baggrund i den italienske filosof Giambattista Vico er den en gennemgang af menneskehedens forskellige aldre, fra en guddommelig tilværelse, over en heroisk og en menneskelig tilstandsform, den sidste i mange afdelinger, til en ny begyndelses morgenrøde, der breder sig i slutningen af FW, lige som den anedes ved slutningen af Ulysses. Også i FW tones slutningen kvindeligt, men hvor kvinden i Ulysses er ‘gevinsten’, der venter på manden, når han er kommet gennem sin rejse og over sin krise, er kvinden, Anna Livia Plurabelle, med hele vejen i FW. Den flod, der i slutningen af FW helt overtager billedet og ender med at løbe ud i det store hav, men også tilbage i teksten til begyndelsen, denne flod, der er hovedsymbolet på kvinden, har pludret og snakket hele vejen igennem værket. Sønnernes kamp mod faderen står centralt i FWs plot, men håbet er knyttet til, at det gamle par har holdt sammen gennem alle kampene: på ALPs opfordring rejser HCE sig igen, han vækkes af den trofaste hustru, hans ‘compagnon de route’. Dette par er gået sammen gennem alle menneskehedens aldre. Er der et håb efter ragnarokket og undergangen ligger det i, at de stadig er der. Således handler dette det mest komplicerede værk i verdenslitteraturen om det mest enkle. Men det kræver et helt livs øvelse at se det.

I maj 1939 udkom FW samtidigt i England og USA. Til Joyces store forbavselse og frustration var der ikke mange, der kerede sig om bogen. Man noterede høfligt, at Ulysses’ forfatter havde begået et stort og uforståeligt, men stedvist smukt værk, og vendte sig så mod mere presserende emner. Det skyldtes ikke mindst det sære, indre sammenfald mellem FWs form og den situation, den udkom i. Set fra den europæiske højkulturs og den klassiske og borgerlige dannelses stade – den kultur, FW opsamler og oplister i et encyklopædisk mønster – så betegner værkets form et sammenbrud. Sprogets kaos breder sig i universets kosmos til det „chaosmos“, som er et af bogens berømteste portmanteau-ord (se FW). Der skulle ikke megen fantasi til at se en parallel mellem det ragnarok, der hersker i FW (hvor begrebet i øvrigt spiller en central rolle) og det ragnarok, verden i form af den anden verdenskrig var på vej ud i. Paralleliteten kan være begrundet eller ikke, opmærksomheden på FW forsvandt i alt fald i krigens turbulens og efterlod Joyce deprimeret.
Efter tyskernes besættelse af Frankrig måtte Joyce-familien også forlade Paris og flyttede en overgang ned til nogle venner i Vichy-zonen. Men heller ikke her var det sikkert for den engelske statsborger Joyce at opholde sig, og skønt det ikke lykkedes at få den skizofrene Lucia ud fra sindssygehospitalet (hvor hun i øvrigt overlevede krigen i god behold) og med til Schweiz, emigrerede resten af Joyce-familien endnu en gang i slutningen af 1940. Men det nye ophold i Zürich blev kun kort for Joyce. Måske var FWs sproglige ragnarok en parallel til verdenskrigens ragnarok. I så fald var den et forsøg på at udpege den verden, der måtte opstå efter ragnarokket: at vise kaos’ livgivende og regenererende mulighed, at frisætte den klingende latter fra det sammenbrudte sprog. Men Joyce kom ikke til at opleve verden efter verdenskrigens ragnarok. Han døde pludseligt på et hospital i Zürich 13. januar 1941, efter at lægerne forgæves havde forsøgt at lukke en sprængning af tarmen. At han ligger begravet på Fluntern kirkegård oven for Zürich kan også have sin ironi: geografisk i Europas absolutte midte, men i det Schweiz der som det sidste land endnu nægter at lade sig integrere i det europæiske fællesskab.
Midt i Europa, men alligevel udenfor. Sådan som han altid havde levet.