Bergljot Hobæk Haff: Sigbrits bålfærd

Bergljot Hobæk Haff - Sigbrits BålfærdOversat af Annelise Ebbe
2005. 264 sider. 299 kr.

“… en uovertruffen roman … uhyggelig velfortalt … Kættere, despoti, religiøst idioti, den moderne videnskabs spæde begyndelse, lovløshed og bondehære – alt bliver illumineret og gjort levende på en måde, der løfter Sigbrits bålfærd langt op over – og ud over – Nordens grænser. Det er i sprog, form og indhold en kraftpræstation.”

Citadel ★★★★★

“… en glimrende, stramt fortalt roman.” Politiken

“Betydelig roman om Dyveke.” Fyens Stiftstidende ★★★★★

DKK299.00

Beskrivelse

September 1531. Sigbrit Willums sidder i statsfængslet i Vilvorde og venter på at blive brændt på bålet. I fængslet beretter hun om hvordan det gik til at hendes smukke datter Dyveke blev kongens frille og hun selv, den gamle torvekone, blev hans nærmeste rådgiver. Hun indrømmer at Dyveke altid har været en gåde for hende, og hun spørger sig selv hvordan det kunne gå til at hun, stygge og kloge Sigbrit, kunne få en datter som var så smuk og samtidig så enfoldig.
I 1507 ankommer hun med båd til Bergen og slår sig ned som torvekone. Fra sin krambod falbyder hun blomster og vafler, mens hun i al hemmelighed koger urter mod alskens dårligdomme. Det er ingen givtig forretning, men det hjælper på forretningerne at Sigbrits datter Dyveke kun er 17 år og så underskøn at hun kan fordreje hovedet på enhver mand. En dag kommer den senere kong Christian II til byen, og da hans udsending får øje på Dyveke, bliver hun og Sigbrit inviteret til fest på kongsgården. Inden solen går ned er Dyveke blevet Christians frille og i årene som kommer bliver Sigbrit kongens mest betroede rådgiver.

Christian indlogerer Sigbrit og Dyveke i Stenhuset i Oslo og senere på Hvidøre Slot uden for København. Når han ikke er på rejse, kommer han næsten dagligt på besøg, og ofte tilbringer han mere tid i Sigbrits kyske stue for at søge råd end i Dyvekes kammer. Da Dyveke dør under mystiske omstændigheder i 1517, bliver Sigbrit og Christian mere forbundne end nogensinde.

Kong Christians berømte vægelsind driver ofte Sigbrit til vanvid, adelens utilfredshed vokser, og problemerne med Sverige tårner sig op omkring ham. I 1523 bliver Christian afsat og tvinges til at leve i landflygtighed. Sigbrit smugles ombord på kongens skib da han tager til Holland.

Her og nu befinder vi os i 1531, Sigbrit sidder indespærret i statsfængslet i Vilvorde og ser tilbage på sit liv og afslører at det ikke var Torben Oxe der tog Dyveke af dage.

 


Bøger af Bergljot Hobæk Haff

Anmeldelser

UOVERTRUFFEN ★★★★★
Sigbrits bålfærd er en uovertruffen roman … Romanen er nærmest uhyggelig velfortalt med en sproglig præcision, der får livet til at drive af middelalder og livet i København dengang … Kættere, despoti, religiøst idioti, den moderne videnskabs spæde begyndelse, lovløshed og bondehære – alt bliver illumineret og gjort levende på en måde, der løfter Sigbrits bålfærd langt op over – og ud over – Nordens grænser. Det er i sprog, form og indhold en kraftpræstation.
Vagn Remme, Citadel

BETYDELIG ROMAN OM DYVEKE ★★★★★
Historikerne ved i dag ikke, hvem den rigtige morder er, så man må læse “Sigbrits bålfærd” for at få gåden opklaret. Men det kan man også roligt gøre, for det er med stor fornøjelse, man giver sig i Bergljot Hobæk Haffs erfarne hænder. Hun har et langt og påskønnet forfatterskab bag sig, og er bl.a. to gange blevet nomineret til Nordisk Råds store pris.
Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende

HISTORISK ROMAN OM CHRISTIAN II OG HANS ELSKERINDE
For et par år siden udkom Hobæk Haffs roman ‘Den evige jøde’ på dansk, som denne anmelder var vældig glad for. ‘Sigbrits Bålfærd’ er ikke helt på samme niveau, men det er på mange måder en glimrende, stramt fortalt roman, der fortæller en historie om en af dem, der måtte falde, fordi de var så uheldige at blive medspillere i det farligste spil i denne verden: magtspillet! Læs mere!
Mette Winge, Politiken

LITTERATURSIDEN ANBEFALER
Her er en utroligt spændende roman om kong Christian II, hans frille Dyveke og hendes mor Sigbrit Willums … med en ny vinkel … Selv om Sigbrit er en klog kone på livet, fornemmer man, at hun ikke er veluddannet, gennem den måde historien fortælles på og det ordvalg der lægges i hendes mund. Sproget bruges godt til at beskrive hvilken tid handlingen udspilles i og hvem personerne er. Det er flydende, gammeldags og det sætter derfor krav til læserens opmærksomhed. Sproget er med til at sætte stemningen og føre os tilbage til Danmark i 1500-tallet … Både sprog og handling spiller utroligt godt sammen. Læs mere!
Gunver Olsson, Litteratursiden.dk

”I Sigbrits bålfærd vækkes mennesker fra en svunden tid til live på en højst overbevisende måde. Boglærde og adelsmænd, magikere og charlataner, konger og biskopper; et galleri af skikkelser træder frem, og gennem Hobæk Haffs skarpsindige indlevelse opleves de på en forbløffende måde som moderne. Først og fremmet fascineres vi af hovedpersonen selv … Gennem hendes fortælling træder spillet mellem skæbne og aktiv handling frem som en billedvæv … Hobæk Haff er ikke bange hverken for drama eller for melodrama, men hun bliver aldrig patetisk eller klichéfyldt. Sigbrits bålfærd gennemstråles af en digters medlevende fantasi og livskloge indsigt.”
Frederik Wandrup, Dagbladet

Om forfatteren

Bergljot Hobæk Haff, f. 1925, er en af de største norske forfattere i nyere tid. Hun har fået et hav af priser, er oversat til flere sprog, bl.a. engelsk, tysk og fransk, og har to gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. På dansk er udkommet Renhedens pris, Skammen,  Den evige jøde og Sigbrits bålfærd.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Hør, deroppe i det norske og det danske, hør, hør, alle løgnere og spytslikkere og horekarle og godtfolk i hansestaden, Bjørviken og i kongens København. Det er Sigbrit der kalder. Gamle, stygge, listige, trofaste og hårdt prøvede Sigbrit der råber til jer fra sit sidste tilflugtssted før djævelen tager hende.
Omsider er jeg langt nok væk fra magtens sæde og ondskabens pøl til at jeg kan røbe den hemmelighed jeg har gået og båret på i snart tretten år:
Jeg ved hvem det var der dræbte Dyveke den usalige augustdag i 1517. Det var ikke Torben Oxe, selv om det godt kunne have været ham, og alle spor pegede i hans retning. Da jeg så ham blive ført til retterstedet, isnede det igennem mig, og jeg var på nippet til at stå frem og fortælle hvad jeg vidste. Men jeg ombestemte mig og holdt mig tilbage.
– Væk med oksen, sagde jeg til mig selv da jeg så gråbrødremunkene komme ham i møde med sakramentet og føre ham af sted på hans sidste vandring. – Han har haft hornene for langt fremme og får løn som forskyldt. Sandt at sige var det ikke ham der dræbte min datter. Men han havde ikke skam i livet og gjorde hvad han kunne for at bringe hende i fordærv.
– Væk med dem alle sammen, sagde jeg til mig selv og strakte mig på tå så jeg kunne skimte skafottet der var rejst på pladsen mellem Rosengården og Sankt Gertruds Kapel. – Djævelen annamme Torben Oxe og Erik Valkendorf og Didrik Slagheck og horebukken Christian II – og stygge, gamle Sigbrit, ikke at forglemme. De har alle forbrudt sig og handlet ilde, og det er bedst at de forsvinder og bliver borte.
Da jeg slyngede min besværgelse ud, vidste jeg endnu ikke hvor hurtigt den ville gå i opfyldelse. Inden der var gået seks år, var de alle styrtet ned fra magtens tinder og jeg selv revet med i faldet. Havde nogen hørt mig den novemberdag i 1517, ville de have fået vished for hvad høj og lav gik og hviskede sig imellem: At Sigbrit Willums var en heks og en giftblanderske der havde hele kongeriget i sin klo og kunne kaste død og fordærvelse over hvem hun ville.

Det har altid været en gåde for mig hvordan jeg, grove og uskønne kvindemenneske, kunne sætte et så smukt og yndigt barn som Dyveke i verden. Der er mange som i tidens løb har slået på at hun nok var et hittebarn jeg havde taget til mig for at bruge hende til mine egne formål. Jeg har hørt nok af hentydninger om at jeg var en skamløs koblerske der førte hende med mig rundt omkring for at byde hende frem og sælge hende til højestbydende.
Gud forlade folkesnakken med al dens pladder og sladder, jeg har altid vidst at svare for mig når nogen gik mig for nær. Men i mit stille sind har jeg tænkt mit og undret mig mere end nogen anden. Både min mand Otteke og jeg var solide hollandske typer der gik vor jævne gang på jorden og ikke udmærkede os med nogen legemspragt. Når nogen spurgte mig hvor Dyveke havde sin lethed og ynde fra, så rystede jeg bare på hovedet eller pegede op i det blå og svarede at hun nok havde det fra Gud og englene.
Jeg så jo lidt mere manerlig ud i mine yngre dage før jeg begyndte at bulne ud, og benene blev for kranke til at bære resten af kroppen. Men mit kvindekøn fristede ikke nogen, jeg fik lov til at gå i fred, og hele min ungdom svandt uden at jeg havde haft en eneste frier. Hvis ikke Otteke var blevet enkemand og netop da befandt sig i en slem knibe, var jeg nok aldrig kommet i brudeseng. Han havde arvet et stort handelshus efter sin far, men tiderne var blevet svære i Amsterdam efterhånden som hanseaterne greb om sig og satte sig på den indbringende Nord- og Østersøhandel. Huset begyndte at skrante, og Otteke var en spreder der lod dukaterne rulle og ikke bekymrede sig om hvor de kom fra.
Først da ruinen truede, vågnede han op og fik sig en alvorlig forskrækkelse. Det han havde brug for, var et par klartseende øjne ved sin side, et par øjne der kunne skelne mellem løfter og aftaler, veksler og papirlapper og gennemskue konkurrenternes rænker og anslag. En dag han sad på kroen “Den Gyldne Handske”, hørte han om en forældreløs jomfru på enogtredive år som skulle have et så ubegribeligt godt hoved. Hun var ikke just nogen fryd for øjet, det var synd at sige. Men hun havde lige så god forstand på mennesker som på regnskaber, hun kunne se tværs igennem en handelsmand og afgøre om han var ærlig og solvent. Hun var mere værd end ti prokuratorer, og desuden havde hun den tillægsgevinst at hun også kunne bruges i sengen.
Ja, så blev det os to, Otteke og mig, han var allerede en halvgammel mand og jeg omtrent midtvejs i livet. Vi gned vore uformelige kroppe mod hinanden, og ud sprang til alles forundring Dyveke.
Hun var så fin og sart allerede i vuggen at jeg knap turde røre ved hende med mine grove hænder, så jeg fik en amme til at tage sig af hende og byde hende en sødere mælk end min egen. Allerede fra første stund havde jeg en underlig frygt for hende, hun var hellig som et gudsbarn og bestemt for noget større end jeg kunne overskue. Hun fik en slags magt over mig som ikke var af denne verden, og efterhånden som hun voksede til, måtte jeg til stadighed høre at jeg forkælede hende og så igennem fingre med hendes fejl og mangler. Jeg lod hende gå klædt i fløjl og silke, mens jeg selv sled uld og vadmel, jeg hængte guld og perler på hende og gav hende en finere kost end den mit bord ellers havde at byde på.
Men handelshuset kunne jeg ikke redde, konkurrencen var for skarp og gældsbrevene for mange. Det eneste der lykkedes for mig, var at få henstand og udsættelse, men den slags halve løsninger var ikke efter mit hoved. Da jeg havde fået rede på al denne uorden, gik jeg ind på hovedkontoret til Otteke og sagde lige ud til ham at sagen var tabt.
Han vendte det døve øre til og fortsatte endnu en tid med at være stor i slaget og hutle sig igennem fra termin til termin. Så faldt hammeren, og huset gik bankerot med et brag. Ikke længe efter styrtede han selv om på åben gade og måtte bæres hjem af to vægtere. Han nåede lige akkurat at fortælle mig om nogle guldpenge og værdier som han havde gravet ned på et trygt sted, så kreditorerne ikke skulle få fingre i dem. Så kom præsten med sakramentet, og han lagde hovedet på puden og drog sit sidste suk.

Da jeg blev enke, var jeg lige fyldt fyrre år, og Dyveke var en lille frøken på otte. Guldet lod jeg indtil videre blive liggende i jorden, der kunne komme hårdere tider for en der stod alene i verden. I nogle år prøvede jeg lidt af hvert, førte regnskab for et par købmænd, styrede værtshuset for en gæstgiver og forsøgte mig med lidt handel. Men det blev for småtskårent og fattigt og levede ikke op til de tanker jeg gjorde mig om mine muligheder.
Så blev det til at jeg flyttede sammen med min yngste bror, Dionysius, der lige var kommet hjem fra Lübeck. Der havde han stået i apotekerlære og var blevet klog på mange ting der havde med de hemmelige videnskaber at gøre. Hans plan var at nedsætte sig som apoteker i Amsterdam og arbejde lidt med guldmagerkunst ved siden af. Det sidste var jo nærmest for trolddom at regne, når det ikke foregik hos fyrster og storfolk. Men baglokalet hos en apoteker er altid fyldt med kolber og retorter, og ikke en djævel formår at skelne mellem det ene og det andet afkog.
Vi blev enige om at prøve lykken sammen og henvendte os til vor ældre bror Herman for at få udbetalt vor fædrene arv som han havde taget vare på for os. Det varede længe inden vi fik svar, i ugevis holdt han os hen med snak, før vi til sidst forstod at han havde spillet og ødslet hele arven væk. Dionysius tog det tungt, men han var en stilfærdig og langmodig mand der altid havde ligget under for sin grove børste af en bror. Det blev mig der til sidst opsøgte Herman, slog i bordet uden at det dog gav nogen dukater og sagde lige op i hans åsyn at han var en svindler og et menneskeligt ådsel.
Dionysius og jeg gav ikke op, vi slog vore pjalter sammen og var så heldige at falde over et dødsbo efter en apoteker. Vi fik det næsten forærende, og det gav os alle de redskaber vi havde brug for. Laboratoriet var ikke stort andet end et skur, men havde den fordel at det lå så afsides at vi kunne lave vore eksperimenter uden at det tiltrak sig nogen større opmærksomhed. Vi blandede substanser og så dem virke, løftede kolber op mod lyset, fyrede op under smeltedigler, og en gang imellem lød der et smæld, som om en lille djævel havde ligget gemt i materien og fløj til vejrs med brask og bram. Men for det meste var vore sysler fredelige og helt anerkendte, og vi fremstillede medicin som havde ry for at være helsebringende.
Alligevel må der være gået rygter om at vi var i pagt med mørkemagterne, for en dag fik vi besøg af en gejstlig der ikke havde noget synligt ærinde, men blot gik rundt og snusede i krogene. Ikke længe efter dukkede der andre mistænksomme personer op der spurgte og gravede og ville vide hvad vi havde i hver eneste beholder. Vor lærling, Pieter, var en kvik fyr der forstod at give troværdige svar på de mest delikate spørgsmål. Så det endte med at snushanerne blev gjort til skamme og måtte gå deres vej efter at have købt et trækplaster eller et vanddrivende middel.
Men rygterne blev ved med at svirre om os som en sværm fluer over et stykke fordærvet kød, og en dag kunne Pieter fortælle hvad de gik ud på. Jo, min salighed om ikke Sigbrit og Dionysius var i færd med at fremstille en homunculus, mindre kunne ikke gøre det! I nattens mulm og mørke og med djævelens hjælp sad de og lavede et kunstigt menneske, et lillebitte monstrum som de om dagen holdt skjult i et skab eller en kælderhals. De var allerede kommet så langt at det lille utyske trak vejret, og nu var de ved at lære det at læse Skriften baglæns og tage Guds navn forfængeligt.
Jeg måtte le højt da jeg hørte det, for magi havde ingen af os tiltro til, i hvert fald ikke i dens håndgribelige form. Vi havde stor respekt for skaberværket, og i guldmagerkunsten så vi allerhøjst en symbolsk proces og et billede på vor forskertrang. Det vi ville, var at afprøve materien og finde frem til hvilke stoffer der havde sympati for hinanden og hvilke der var uforenelige, hvor vidt vi kunne drive det med vore blandinger og legeringer før stoffet protesterede og sprang i luften med et smæld. Vi havde ofte nok svedet pelsen med vore eksperimenter og erfaret hvor varsom man skal være når man trænger ind til kernen af naturens rige. Men vi havde også gjort opdagelser som hensatte os i undren og ærefrygt og åbnede vejen til ny indsigt.
At vi gik Gud i næringen var jo sandt nok, det gør enhver der søger viden og stiller sig selv spørgsmål der går ud over tidens gængse forestillinger. Men at vi skulle have slået os på fremstilling af levende væsener, var blot til at le ad. Den der så os i stand til den slags fingerfærdighed, gjorde os både for stor og for lille ære. De tog for let på skaberværket og dømte vore ærlige anstrengelser til at være juks og taskenspillerkunst.
Men vi forstod at vi var truet, og allerede samme dag gik Dionysius og jeg afsides og lagde råd op. Da vi hav-de drøftet sagen og kastet et blik på vor nærmeste fremtid, blev vi enige om at lukke værkstedet og rejse væk, hellere i morgen end i overmorgen. Dionysius ville tage læredrengen Pieter med sig og rejse tilbage til Lübeck, hvor han ville nedsætte sig som apoteker under falsk navn. For mig var situationen mere uvis, men før vi skiltes, havde jeg lagt en plan og vidste hvad jeg ville gøre.
Jeg tog hen til det sted Otteke havde anvist og gravede den skat op som han havde gemt i jorden. Det var ikke just nogen guldgrube, men det jeg fandt var nok til at jeg kunne gå ned på havnen og se mig om efter en skipper der ville tage Dyveke og mig om bord og sejle væk med os.
Jeg var så heldig at finde en skude som allerede næste morgen skulle sejle til Bergen, hvor jeg havde en morbror som var handelsmand. Vor flugt gik over al forventning, og før gejstligheden nåede at gribe ind og kaste os på bålet, var vi forsvundet, Dyveke og jeg ud på det vilde hav og bror Dionysius til Lübeck ad alskens listige omveje. Vi efterlod os et brev der skulle lede vore forfølgere på vildspor. I brevet forklarede vi at vi var blevet kaldt til Brüssel for at indvie en fyrstelig person i guldmagerkunsten.
Det var i ellevte time vi kom væk. Længe efter fik vi at vide at vore fjender var brudt ind i laboratoriet allerede dagen efter vor afrejse og havde ransaget det fra ende til anden. Da det ikke lykkedes dem at opspore hverken homunculus eller anden trolddom, knuste de alt hvad der var af inventar og slettede de sidste spor efter vor virksomhed ved at sætte ild til huset.

Det skulle vise sig at det også var i sidste øjeblik vi gik i land i Bergen efter tre stormfulde døgn på havet. Min morbror, Jeronimus, var allerede en gammel mand, og da vi efter nogen søgen fandt frem til ham, havde han lige solgt sit vinlager og stod i begreb med at rejse til Nederlandene for at tilbringe sine sidste år i hjemlige omgivelser.
Men før han drog af sted, gjorde han sin indflydelse gældende og skaffede mig et handelsbrev og en licens så jeg kunne installere mig i en ledig bod på strandsiden blot et stenkast fra Bryggen. Jeg overvejede en tid lang hvilken type varer jeg skulle slå mig på og rådførte mig med onkel Jeronimus der havde været handelsmand i Bergen i næsten fyrre år.
Han rådede mig på det indstændigste til at nøjes med et beskedent varelager der ikke kunne vække misundelse hos tyskerne på Bryggen. Han havde haft store bryderier med dem fordi han drev den import af rødvin og rhinskvin som de selv ville have eneretten på. Deres svende, de såkaldte garper, var nogle frygtelige slyngler der ikke skyede nogen udåd for at fremme egne interesser. Engang var de brudt ind på hans lager og havde åbnet alle hanerne på tønderne, så rødvinen fossede gennem gaderne, og det så ud som om Bergen by var ved at drukne i et blodbad. De fremmede havde også forårsaget mindre ulykker rundt omkring, det hørte næsten til dagens orden at en bod blev plyndret fordi den førte varer der tog konkurrencen op med hanseaterne. Det bedste for en torvekone var at have blandede varer, sagde onkel Jeronimus. Lidt frugt og bagværk, lidt pyntesager, duge og andet husgeråd, men ikke så meget af hver enkelt ting at det tiltrak onde øjne.
Jeg fulgte hans råd og købte varer ind hist og her, bagte selv vafler og fladbrød og aftalte med en gartner at han hver dag skaffede os friske blomster. En gang imellem kogte jeg nogle urter sammen i baglokalet og solgte det som middel mod hoste, gigt, udslæt og andre gebrækkeligheder. Min stilling i byen var ikke just strålende – åh, nej, så langt fra. Jeg hørte til den stand af “fattige kvindfolk” der havde lov til at drive selvstændig næring, men som kun lige akkurat var tålt, såsom vågekoner, ligsvøbere, småhandlende, tjenestepiger, horer og kloge koner. Når vi i det store og hele fik lov til at passe vor gerning i fred, var det fordi vi blev betragtet som et nødvendigt onde, vi var en udvækst på samfundskroppen der var grov og uskøn, men som ikke kunne undværes.

De første par år gik handelen trægt, og det var med nød og næppe jeg holdt den gående og kunne skaffe mig selv og min datter til livets ophold. Men Dyveke voksede til og blev mig til hjælp og nytte, om end på en noget anden måde end jeg havde set frem til. Jeg havde håbet at hun kunne gå mig til hånde i boden og løbe alle de ærinder som mine kranke ben hindrede mig i at få besørget. Jovist, Dyveke løb gerne ærinder, men hun gav sig god tid på sine løbeture, og ofte glemte hun hvad hun skulle udrette og kom tomhændet tilbage. En gang imellem skete det at hun blev væk hele dagen og først dukkede op når jeg skulle lukke boden for natten. Hvis jeg så skændte på hende, havde hun altid en undskyldning parat som jeg blev nødt til at godtage: Skibet der skulle forsyne os med krydderier, var ikke ankommet, blomsterne hos gartneren så halvvisne ud, en garp havde spændt ben for hende og stjålet dugene og stofrullen fra hende, et barn var faldet og havde slået sig, en fin dame var besvimet uden for Mariakirken og måtte følges hjem. Og så videre og så videre, op ad gader og ned ad stræder, ind ad smøger og ud ad gyder.
Hun var blevet sytten år og var en fryd for øjet, rank som et lys, let til bens og skøn som selve solen. Al denne fagerhed blev vel for meget for sladdertaskerne, der begyndte at gå rygter om at hun fordrejede hovedet på by-ens unge mænd og ikke var så ærbar som det sømmede sig for en jomfru af god stand.
Selv om jeg ikke troede på snakken, tog jeg hende i skole og rystede hende lidt i al fredsommelighed når hun kneb munden sammen og ikke ville svare på mine spørgsmål. Hvad foretog hun sig hele formiddagen når hun fartede rundt i byen, var der måske nogen der standsede hende og lokkede hende på gale veje? Hun måtte aldrig give sig i snak med en mandsperson som hun ikke kendte, sagde jeg, så ville hun bringe skam over sig selv og være at ligne ved gadens løse fugle. Når hun mødte en herre på gaden, skulle hun slå blikket ned og skynde sig forbi ham så hurtigt hun kunne.
Hun stod bare og smålo ad mine formaninger og sagde til sidst på sin troskyldige vis at jeg ikke måtte ængste mig. Hun havde slet ikke behov for at give sig i snak med ukendte mænd, for hun kendte alle de herrer i Bergen der var værd at kende. Og slå blikket ned, aldrig i livet! Gadestøvet var sig selv ligt, det gemte ikke på ædelsten, men var mere gråt end alt gråt. Nej, så var det bedre at se lige ud i luften, eller op på Fløyen, eller lukt ind i Guds egen himmel. Og for resten kunne det altid lade sig gøre at dreje øjnene lidt så de kunne være to steder på én gang, kigge hid når de skottede did, misse lidt med øjnene med hovedet på skrå, se et glimt af den der passerede forbi mens man lod som ingenting og glanede op i det himmelblå.
Sådan blev hun ved, snakkede mig helt rundtosset, til jeg gav op og lod hende slippe. Dyveke er god nok, sagde jeg til mig selv, og en dag bliver sladderkællingerne måske nødt til at gå i sig selv og æde deres onde tunger.
Handelen begyndte at gå strygende, og jeg vidste godt at det var min lille due jeg kunne takke. Hun havde ikke anlæg for køb og salg, det var synd at sige, hun ville helst være fri som fuglen, uden pligter og ansvar, og hun lagde ikke to pinde over kors for at lære håndteringen. Hun brændte vaflerne, lavede rod i varelageret og gav for mange byttepenge tilbage, og alligevel gjorde jeg store handler de dage jeg havde hende ved min side. Kunder som ikke vidste hvad de ville have, men ikke følte de kunne gå igen uden at have købt et eller andet, strømmede til. Jeg forstod godt hvad de var ude efter, de ville se den tykke Sigbrits smukke datter og ødslede gerne en sølvmønt væk for at stå tæt på og nyde synet af hende.
Bevares, der var nyfigne mennesker af begge køn, men herrerne ville nok have vist sig at være i flertal, hvis jeg ellers havde haft stunder til at tælle efter. Med tiden var jeg nødt til at udvide varelagret og tage partier af pibekraver, fingerhandsker, halskæder og livremme hjem, ja, jeg havde oven i købet nogle galante baretter gemt under disken, som jeg kunne tage frem i rette øjeblik. Dyveke stod ved siden af mig urørlig som en madonna og gjorde ikke noget forsøg på at gøre sig lækker. Hun trak bare vejret og var til, stod som i egne tanker og så op mod de syv fjelde, mens hendes øjne blånede, og de gyldne lokker snoede sig om halsen på hende.

En dag i sensommeren 1509 skete der noget helt utroligt, noget der skulle vise sig at bringe store omvæltninger ind i vort liv. Dyveke kom hjem fra byen og fortalte at hun havde truffet en stor og fin herre, en standsperson hun aldrig før havde set eller vidst hvem var. Straks hun fik øje på ham, skyndte hun sig at se til den anden side og ville have taget benene på nakken hvis ikke hun havde fået en sten i skoen som hun var nødt til at fjerne. Mens hun stod på et ben og rystede skoen, kunne hun se at han var standset op et lille stykke væk fra hende. Og før hun vidste et ord af det, kom han hen og hilste og sagde at det glædede ham at møde en ung kvinde som der gik frasagn om i byen. Ja, så blev hun nødt til at neje og blive stående, selv om hun godt kunne huske at hun ikke måtte give sig i snak med fremmede herrer.
Han havde spurgt så venligt til hende, og det var ikke lykkedes hende at slippe fra ham før hun havde svaret på alt hvad han ville vide. Om hun var rask og sund, om hun var velopdragen, og om hun havde en kæreste. Og hun havde svaret som sandt var, at der var mange som havde prøvet at kysse hende, men at hun var så hurtig i vendingen at hun allerede var rundt om næste gadehjørne før de blev klar over at de havde fået nej. Og opdragelse skortede det ikke på, hun kunne læse og skrive og spille på harpe mens hun sang lystige og vemodige viser til. Desværre var harpen ikke meget bevendt, hun kunne godt have ønsket sig en bedre. Den manglede flere strenge, så hun måtte synge ekstra højt og klart for at ingen skulle opdage at hun havde så ussel en strengeleg.
Han var klædt som en slags præst, og hun havde undret sig gul og grøn over hvem det dog kunne være der var så nysgerrig efter at få noget at vide om hendes unge liv. Et stykke tid havde hun troet at han ville revse hende, fordi hun løb så frit omkring i byen og var så frejdig af væsen. Men nej, han ville slet ikke skænde på hende eller læse hende teksten. Han talte til hende som til en dame, og før han gik, bukkede han og kaldte sig for Erik Valkendorf, kansler for vicekongen.
– Erik Valkendorf, lo jeg og skammede hende grundigt ud. – Nå, så det vil du have mig til at tro, at torvekonen Sigbrits datter har stået og underholdt sig med kansleren.
– Det er helt sandt, sagde hun, og en blussende rød- me steg op i hende, fra halsen og op i de runde kinder. – Kirkeklokkerne slog to kvarterslag før han hilste og gik, og da jeg så mig om, havde der samlet sig en hel lille folkemængde omkring mig. De så på mig som om jeg var et klenodie, eller en ekstra fin fole på markedet. De havde det akkurat som du, de så helt himmelfaldne ud og ville ikke tro deres egne øjne.
Jeg lod blot som ingenting og skyndte mig at sætte hende til noget nyttigt arbejde, men hele resten af dagen gik jeg og grublede og var næsten lige så rådvild som hun. Kunne det virkelig være sådan at det var slut med vore trængsler, og at forsynet var begyndt at interessere sig for os? Jeg havde jo altid ment at Dyveke var noget særligt, en gæst fra lysets rige der gik rundt i Bergen by i en slags forklædning. Var hun måske i færd med at kas-te sine lånte klæder og vise sig i sin sande skikkelse?
Nej, nej, tænkte jeg i næste nu, det måtte være stik modsat. Kansleren havde hørt rygterne om at Dyveke var for letfodet og ville sørge for at der blev fæstet en klods om foden på hende. Måske kom der nogen allerede i morgen for at hente hende og spærre hende inde. Nej og jo – jo og nej, sådan gik jeg hele dagen og vejede for og imod, og nu var det mig der sved vaflerne og lod byttepengene rulle.

Forside i høj opløsning

Forfatterside Gyldendal Norsk Forlag