Beate Grimsrud: At smyge forbi en økse

Beate Grimsrud - At smyge forbi en økseOversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
2000. 320 sider.
Normalpris: 298
Månedens tilbud: 100

At smyge forbi en økse er historien om Lydia som vokser op i en familie med syv børn i et blåt hus på en bakke i en lille norsk by i 70erne. Romanen består af 58 erindringsbilleder der blander drøm og virkelighed, og på en humoristisk men også gruopvækkende måde afslører det en kritiker har kaldt “en families idylliske helvede”.

At smyge forbi en økse blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og i den anledning skrev May Schack i Politiken: “Det, der virkelig gør denne roman til noget særligt, er at den er skrevet så rystende konkret. Hele familien aflæses med en barnlig konkret logik, hver scene bliver et tableau for sig, fastholdt med en usædvanlig tydelighed. Man ser alt. Grimsrud var et nyt bekendtskab for mig, overraskende godt.”

LOUISIANA LITERATURE 2016: Grimsrud optræder lørdag d. 20. august 13 og søndag kl.  14.

DKK100.00

Beskrivelse

At smyge forbi en økse er nærmest filmisk i sin fortælleform, små impressionistiske snapshots af en families kaotiske hverdag som formår at trænge ned under overfladen, til sjælens dybeste lag. Man møder en far som ikke formår at holde på et arbejde og som i sin fraværende tilstedeværelse kommer hjem med det forkerte barn fra børnehaven. Og en mor som prøver at holde på facaden og samle stumperne. Mor står for orden og retfærdighed, mens far repræsenterer legen og friheden. Men ingen af forældrene magter i virkeligheden at tage ansvaret for børnene.

Bogens omdrejningpunkt er Lydia, en selvstændig og sårbar pige som har talent for fodbold og atletik. Romanen beskriver hendes opvækst fra hun er helt lille til hun kommer i puberteten og hendes oplevelse af omverden, hendes fortvivlelse og håb, hendes ensomhed og stærke følelsesliv. Den kryptiske titel hentyder måske til livets øksehug, om det er muligt at slippe levende – ikke fra døden – men fra den daglige død, fra de daglige øksehug som falder som dug. I den sammenhæng kan selv et middagsmåltid blive skæbnesvangert, og her er vi ved bogens styrke: at de sm?hændelser får karakter af noget eksistentielt.

At smyge forbi en økse er skrevet af en forfatter med et originalt talent. I en impressionistisk stil der er blevet sammenlignet med Hamsuns Sult fortæller Beate Grimsrud en historie som ikke kan undgå at berøre en dybt.

Ved en afstemning i Sveriges radio blev At smyge forbi en økse kåret som årets roman.

Anmeldelser

At smyge forbi en økse er sådan en stille, stærk bog, man skal tage sig tid til. Trods sin enkle stil og sin umiddelbart gennemsigtige stemning bør den ikke læses hurtigt. Den fortjener virkelig, at man lytter til den … Beate Grimsrud mestrer sprogets musikalske virkemidler med en stor perfektion. Med ganske få anslag fører hun læseren dybt ned i en barnesjæl – en sjælden stærk en af slagsen, placeret i en omfangsrig og lidt prøvet familie, der alligevel insisterer på at få det bedste ud af det hele. Man er fuld af en paradoksal livsforsonende og opbyggelig melankoli, når historien er læst til ende.
Christa Leve Poulsen, Børsen

Hele tiden formår romanen at fastholde læseren i en form for frugtbar tvivl. For hvor meget er virkeligt i Lydias verden, og hvor meget er ønskedrømme, fantasier og tvangstanker? Hendes sind er sensibelt, hendes forestillingsevne voldsom og det sprog, forfatteren bag hende skriver frem, er fyldt med sanselig nærvær. Sætningerne står og lyser. Hver for sig. Visuelt appellerende. Tilsammen danner de et dirrende livsbillede: En aparte familie har taget opstilling foran kameraet med en stejl, stolt og usædvanlig pige lige i midten. Måske er det hende, der i sidste ende har et fast greb om øksen og bestemmer, hvad der skal hugges ned og hvad, der får lov at stå uberørt? I alt fald, Beate Grimsruds barndomsskildring er original og en potentiel klassiker.
Henrik Wivel, Weekendavisen

Det er en følelsesmæssig stærk bog, men heldigvis også en morsom bog … Beate Grimsrud formår på fornem vis at gengive et barns tanker og verdenssyn. Det er meget fint og nuanceret skrevet, og det er glædeligt at få lidt mere litteratur fra vores nærmeste naboer, som vi, samtidslitterært set, ikke kender så godt, som vi egentlig burde.
Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

Beate Grimsrud skriver en tilstand frem, hvor man aner, at noget er helt galt, selv om det ser muntert ud.
Karin Johansen, Kristeligt Dagblad

Om forfatteren

Beate Grimsrud blev født i Norge i 1963, men har boet og arbejdet i Sverige siden 1984. Hun debuterede i 1989 på svensk med novellesamlingen Det fins grenser for hva jeg ikke forstår og i 1993 kom romanen Continental Heaven. Sideløbende har hun arbejdet med teater, fjernsyn og film. Hendes gennembrudsroman At smyge forbi en økse kom på norsk i 1998 og året efter på svensk.

Forfatterweb om Beate Grimsrud

Forfatterprofil

Tekstuddrag

3. kapitel: Lossepladsen

Det er en af de her dejlige sommerdage. En af de her dage på lossepladsen. Fund efter fund og ufarlige humlebiers stille summen. Mor og far og alle os søskende. I dag kan vi få alt hvad vi peger på. Finder vi et skaft og tager det med hjem, finder vi før eller siden selve spadebladet eller tandrækken fra en rive. Det er som et puslespil. En smuk dag har vi alt hvad vi behøver.

Hvordan ser vi egentlig ud? Forrige søndag prøvede jeg at tegne familien da vi kom hjem fra en dag på lossepladsen. Jeg tegnede os set oppefra, da vi næsten var midt på bakken, næsten fremme ved vores hus. Men hvordan tegner man en lang bakke set oppefra? Jeg ved jo selv at det er en lang bakke, jeg ved at vi bor midt på den, i et blåt hus med have. Vi blev til otte farvepletter på en sort, bred stribe som er bakken set fra luften, ned ad bakken, for vi er på vej hjem. Jeg Lydia, mor, far, Rakel, Anders, tvillingerne Hild og Isak og lille Jon er lige så store som villaerne på begge sider af vejen.
Bortset fra vores hus, som er blevet lidt større. Jeg Lydia er en af farvepletterne på papiret, men jeg er også den der har lavet tegningen. Den der ved hvordan en bakke ser ud oppe fra luften, den der bestemmer hvilken farveplet der er hvem i familien. Over os er der fuldt af blyantsprikker som jeg har hakket ned på papiret, på samme måde som når jeg tegner fregner eller fluer. Det er ikke fluer, far kan ikke lide fluer. Det er alle de ting vi fandt på lossepladsen. Jeg, Lydia, er både den der fortæller og den der bliver fortalt noget om. I hjørnet af papiret tegnede jeg selvfølgelig en stor sol, som smiler. En sol ser fuldstændig ens ud oppefra og nedefra.

Det er en af disse dejlige dage på lossepladsen. Vi finder og finder. En dag har vi alt hvad vi behøver. Det er kun mågerne som aldrig får det de behøver, ikke nok. Hvis de fik det, ville de vel ikke blive ved med at skrige på den måde. Mågernes fortvivlede skrig skærer gennem lossepladsen som ekko fra andre dage. Men det er ikke andet end et ekko, for måske ville et par nye hjul til sæbekassebilen kunne forandre så meget inde i mig at jeg aldrig mere vil føle fortvivlelse. Et fund vi ledte efter. Et fund vi aldrig kunne drømme om.

– Se, Lydia, kom! Anders stråler som en hemmelighed.
Jeg løber derhen så hurtigt jeg kan. Han står på sin egen lille høj med store havehandsker på hænderne, hiver og slider. Han har fundet en papkasse.
– Se, de er helt nye!
Æsken er fuld af sko pakket ind i gennemsigtige plasticposer. Vi hjælper hinanden med at trække den frem. Bærer kassen mellem os hen til familiens rasteplads lidt uden for lossepladsen. Dér står trækvognen som det hele skal transporteres hjem på. Rundt omkring i græsset mellem blåklokker og smørblomster ligger dagens fund i forskellige dynger. Anders og jeg har en fælles dynge med vores ting. Alle mine søskende er mine søskende, men Anders er min rigtige rigtige bror, det blev bestemt for længe siden. Det er mig der bestemmer. Rakel, min storesøster, sagde engang da jeg kun var tre år: Men vi kan vel dele ham. Jeg skreg: Nej, Anders er min bror. Men hun fortsatte: Vi kan vel dele Anders, han er jo bror til os begge to. Da hun ikke gav sig, begyndte jeg at græde og sagde: Nej, det kan vi ikke, for så har han ingen ben. Siden dengang har vi alle tre fået så mange små søskende at ingen behøver at være bange for sine ben længere.

Vi river kassen op og tæller til atten par røde gummisko. De er ens at se på, men i forskellige størrelser. Der var vi vel nok heldige. Jeg må prøve et par med det samme. Da jeg har taget skoene på, vil jeg hjem. Jeg tager de gamle gummisko og kaster først den ene, så den anden så langt ind på lossepladsen jeg kan.
Jeg står og ser ned på de nye sko, jeg vil ikke trampe rundt på lossepladsen med dem. Jeg vil gå derfra ad skovstien og ned ad bakken. Jeg vil vise hvor jeg bor. Og det med det samme. Men jeg kan ikke gøre det lige nu. Vi skal ikke hjem endnu, og lossepladsen gemmer flere fine ting som kan blive mine.
Anders har også taget et par nye røde sko på. Han går frem og tilbage i udkanten af lossepladsen. Vil han ikke have flere ting, nu hvor han har chancen? Alle vil altid have flere ting.
Det blæser sommer i træerne. Jeg sætter mig ved siden af madkurven, åbner alle madkasser og finder til sidst en mad med leverpostej som nogen har glemt. Jeg snyder mågerne og kaster brødkrummer til dem med tom hånd. Først en rigtig lille bid. Så ingenting. Snyder dem igen og kaster mellemlægspapir. De snapper det, hopper og letter med et tomt stykke papir i næbbet.

I dag er det mor der ikke kan løsrive sig.
Netop som alle er færdige og trækvognen læsset, sidder hun fast med buksebenet. Hun råber til os andre:
– Hør her, klokken er fem, og da var vi enige om at vi skulle gå hjem. Kom nu!
Hun mener det er godt for børn at have tider og fem er et godt tidspunkt. Hun bukker sig for at løsne det brede bukseben som har sat sig fast i et dørhåndtag. Bukserne er fri, men hun rejser sig ikke, hun bliver siddende med hånden om håndtaget.
Vi andre er klar til at gå. Mor prøver håndtaget. Døren ligger på jorden. Hun sidder på den. Hun genkender håndtaget med hånden. Hun mindes. Hun rejser sig og kommer hen til os.
– Har I lagt værktøjet tilbage?
Tvillingerne og Anders nikker. Hun leder efter noget i værktøjsposen som er bundet fast til trækvognen.
– Jeg er smadder sulten, siger Anders.
Mor fisker to skruetrækkere af forskellig størrelse op, går tilbage til døren, sætter sig på hug og begynder at skrue. Trækvognen er allerede fuld. Far binder et tov fra side til side så tingene ikke skal falde af. Rakel vil selv bære sine ting. Anders og jeg står klar til at trække vognen. Jeg studerer dagens fangst. Der er noget håbefuldt ved så mange ting, med mad er det anderledes. Mad, slik, eventyrstunder og hygge er noget som kan høre op når som helst. Jeg tror kun det er ting der kan lindre mågernes smertefulde skrig. Ting kan man se på, lege med, samle på, og de bliver ved med at være der. En skønne dag har man så mange ting at ingenting gør ondt.

– Men mor! råber Hild. – Kom nu!
– Lige et øjeblik, svarer mor og bider tænderne sammen.
Far og vi søskende venter. Far vifter med armene efter fluerne. Han tror at fluer kan være bærere af farlig smitte. Mor siger at man kan tro hvad man vil, hun tror ikke på det.
– Mor, klokken er over fem, råber Isak.
– Nu tager vi af sted, råber jeg utålmodig i mine nye sko.
– Et øjeblik, siger mor. – Et lille øjeblik. Hun skifter hele tiden skruetrækker i den tro at skruerne pludselig vil løsne sig. De har siddet der frygtelig længe, de er rustne og sidder godt og det har de tænkt sig at blive ved med.
Mor har brug for noget andet værktøj, hun henter saven. Går tilbage til døren og begynder at save.
– Mor, vi sagde altså klokken fem, råber Rakel. – Og det gælder alle!

Mor saver så hun sveder, man skal ikke overholde en tid bare for at overholde den. Det er ikke fordi hun vil være fleksibel. Hun vil bare have håndtaget løs. Da hun har savet på begge sider, lægger hun døren på en sten og tramper på den til det stykke hvor håndtaget sidder giver efter.
– Kom nu, råber Isak.
Nu er der kun tilbage at rokke stykket op og ned som en løs tand indtil træværket løsner sig og det ønskede stykke slipper.

Med hånden om håndtaget som sidder fast på den udskårne dørstump, kommer hun endelig hen til os andre.
– Nu går vi, siger hun.
Far løfter Jon op, han må sidde på skuldrene.
Mor holder far i den ene hånd. I den anden hånd holder hun et håndtag fra gamle dage.
– Sådan et havde mine bedsteforældre, siger hun.
Anders og jeg trækker vognen efter os på stien.
Tvillingerne og Rakel går foran.
– Første gang jeg så det, var jeg så lille at jeg kiggede op på det, siger mor. Jeg strakte mig alt hvad jeg kunne, men fik kun fat med fingerspidserne. Håndtaget … hun viser far det, er en støbejernsulv med åben mund. Håndtaget … viste tænder. Jeg var nødt til at hoppe for at kunne trykke det ned. Det sad på mormors og morfars soveværelsesdør.

Mor og far har indhentet Anders og mig med trækvognen.
– Det var meget ualmindeligt at have sit eget soveværelse dengang, siger mor.
Det sidste siger hun til Anders og mig, hun synes det er vigtigt at vi søskende ved lidt om hvordan det var før i tiden.
– Hvorfor det? siger jeg.
– Folk havde køkken, og var de rige kunne de have flere stuer, men ikke soveværelser …
– Hvorfor det? afbryder jeg.
– Mine bedsteforældre havde et fint hjem og de var vældig rare, slutter mor.

Far husker ingenting fra barndommen. Han har fundet et solur, hvidstribet af fugleklatter. Hjemme i haven står en piedestal af jern som netop kan være soklen til et solur.

Anders og jeg har trukket vognen med alle tingene hele vejen gennem skoven, nu er der kun den lange bakke tilbage, ned ad bakke.

Og da vi næsten er hjemme, løfter nabokonen datteren op på køkkenbordet, trækker gardinerne til side og siger:
– Se, nu kommer de tilbage.
Datteren læner sig frem og presser hele ansigtet mod ruden. De er ikke misundelige, bare nysgerrige, når de ser os på vej hjem fra lossepladsen.

Hjemme igen begynder det sjove på ny. Vi pakker ud og sorterer. Rakel har fundet flere umage tallerkener til sin samling. Hun har en hel stabel stående i klædeskabet. Hun samler sammen til hun skal flytte hjemmefra om fire, fem, seks år.
Alle vi søskende har fundet tøj. Vi lægger det i et zinkbadekar ude i haven og vasker det.

Inden aftenen er omme, har døren ind til mors og fars soveværelse fået et nyt håndtag der gaber. En sokkel der bare har været sokkel så længe nogen kan huske, er blevet soklen til et solur.

Om natten hænger vejens længste klatvask på en snor fra verandaen til æbletræet, til pæretræet, og tilbage til verandaen igen og hen til havelågen som en række med dansende skuespillere i alle lossepladsens farver.

Forfatterside Cappelen Damm