anna-seghers-et-rejsemøde2

Anna Seghers: Et rejsemøde

Oversat af Hans Chr. Fink
Efterord ved Klaus Schulte

2004. 176 sider. 249 kr.

I mange år var hun højt æret i Øst og forkætret i Vest som DDR-litteraturens store gamle dame – i virkeligheden en forfatter af verdensrang, på højde med Jorge Amado, Pablo Neruda, Louis Aragon og Martin Andersen Nexø eller Halldòr Laxness, som hun talte blandt sine beundrere og venner. Efter murens fald og kommunismens sammenbrud har hun lidt samme skæbne som så mange andre østtyske forfattere fra den tid: at blive ugleset og nærmest glemt – på trods af de åbenbare litterære kvaliteter.

DKK199.20

Produktbeskrivelse

I Et rejsemøde, befinder vi os hinsides hvad der kan betegnes som en realistisk skildring af en håndgribelig virkelighed. Det er en paradoksalt ’realitetstro’ beskrivelse af et møde på et værtshus i 1920’ernes Prag mellem tre forfattere: den tyske spøgelsesromantiker E.T.A. Hoffmann, den russiske realist Nikolaj Gogol og den jødisk-tysk-tjekkiske modernist Franz Kafka. De havde aldrig kunnet træffe hinanden i levende live, men her sidder de takket være Anna Seghers ved samme bord som de store kunstnere de hver for sig er: De læser op af egne tekster og roser og kritiserer hinanden. De drager paralleller til og påpeger inspirationer fra alskens værker i verdenslitteraturens univers, inklusiv Grimms eventyr og chassidiske legender. I deres diskussion hen over adskillige kopper kaffe og litteraturhistoriens skel og på tværs af litteraturkritikernes skuffedarier, søger de i fællesskab at finde frem til litteraturens muligheder for at gribe essensen i menneskenes tilværelse og for derigennem at røre ved deres inderste og gribe ind i deres ’virkelige’ liv. Denne i enhver forstand fantastiske fortælling indeholder en hel del af Anna Seghers personlige æstetik. Denne æstetik rummer referencer til hvad hver af de tre samtalepartnere står for; men der er en speciel indsigtsfuld hommage til den ulykkelige Kafka, hvis ’Kübelreiter’ læses op og får lov at gøre et uudsletteligt indtryk på de to andre (og os som læsere) med sin genfortælling af en gammel jødisk legende om hvordan djævlen forpurrede mødet mellem en rabbinsk mester, der var indehaver af graden ‘forklarelsens store lys’, og en lærd dreng, som havde opnået ‘det lille lys’ – og dermed havde forhindret Messias’ komme. Teksten blev skrevet i 1972 og udkom året efter som del af en samling med titlen Seltsame Begegnung. Den er Anna Seghers’ alt andet end socialrealistiske optimistiske personlige facit ovenpå Kafka-konferencen i 1963 i det tjekkoslovakiske Liblice hvor hun deltog, en begivenhed som markerede starten på det ideologiske tøbrud der kulminerede i Prag-foråret 1968 inden det blev standset af tanks – også fra hendes eget land.

De døde pigers udflugt

Til grund for fortællingen De døde pigers udflugt ligger uden tvivl det jødiske element, og man fornemmer en grundtone af dyb sorg over et uopretteligt tab. En tone der har fået den danske kritiker Jørgen Knudsen til at tale om at denne lille historie udstråler en ’frygtelige styrke’. Den udkom første gang i 1946 og blev straks – og mange gange siden fra forskelligt hold – betegnet som en af de mest mageløse prosatekster i tysk litteratur. Det er fortællingen om en spadseretur gennem et ørkenagtigt mexicansk månelandskab, en gang i slutningen af 1943 eller begyndelsen af 1944, en spadseretur som pludselig forvandler sig til en skoleudflugt jeg-fortællersken foretager sammen med sine klassekammerater fra pigeskolen og to lærerinder på en floddamper. For så igen at ende på en bænk foran et værtshus i Mexico – ’det yderste vestlige punkt på kloden’ hvor flygtningen nogensinde er havnet, endnu svækket af men efter et næsten dødelig uheld og syg af hjemve. På mindre end 35 sider arrangeres her med søvngængeragtig sikkerhed en på en gang fantastisk og realistisk montage mellem en nutid tynget af viden om forråelse og forræderi, men også om ubøjelighed og forgæves modstand, og en fortid hvor alt stadig var uskyld, ungdommelig leg og løfte om mulig lykke. Et billede på hvad der kunne ske med en broget flok tyske skolepiger årgang 1900, som på hver deres måde, uanset forskellighederne i deres sociale baggrund, bliver ofre for nazismen. Bortset fra fortælleren, som beskriver denne skoleudflugt sådan som hun i sin tid fik det til opgave af sin jødiske lærerinde, der døde i en af tilintetgørelseslejrene i Polen – ligesom hendes egen mor.

Post til det forjættede land

Er det Tysklands katastrofe og den spændingsfyldte symbiose mellem det tyske og det jødiske der står i centrum for De døde pigers udflugt, er der i Post til det forjættede land tale om en fortættet krønike om fire generationer i en jødisk buntmagerfamilie i årene mellem 1890 og 1940’erne. Deres vej følges fra schtetl-eksistensen og pogromerne i Polen via et liv som fattige flygtninge i Wien og Kattovice før de ender i Paris. Via en forsvunden onkel der uventet dukker op, slår de sig ned i Paris og bliver typiske beboere af den fortrinsvis jødisk-franske indvandrerbydel St. Paul.
Men generationernes veje skilles: Mens den foretagsomme onkel bliver zionist, men overraskende dør på en ferie- og eksplorationsrejse til Haifa, ønsker den fromme gamle far kun at dø i det hellige land og tager omsider af sted, blot for dér at opleve en lang livsaften fuld af bekymringer på et alderdomshjem i Jerusalem. Hans søn derimod integreres med sin familie i det fanske samfund via arbejdet og karrieren som øjenlæge, som dog tragisk afbrydes af egen uhelbredelig sygdom og utidig død. Den gamles efterladte svigerdatter deporteres sammen med barnebarnet ‘et eller andet sted mod øst’ da naziarméerne omsider også besætter Sydfrankrig, hvor lægeenken og barnet har fået midlertidigt ly. Med holocaust som det tavse, men desto mere sigende skæringspunkt for fortælleperspektivet, gennemspiller teksten spændingerne mellem forskellige jødiske identitetsudkast: en ortodokst-religiøs begrundet længsel efter døden i forfædrenes hellige land, den assimilerede onkels verdslig orienterede zionisme og muligheden for accept og integration i det franske samfund.
Fortællingens titel hentyder til et forråd af breve der fortæller om de ting i en dedikeret læges arbejdsomme dagligliv ‘som intet i verden kan ændre’; håndværkersønnen der er blevet international renommeret øjenspecialist skriver dem på forråd før sin død, som holdes skjult for faderen, og hans kone lover ved hans dødsleje at sende dem til Jerusalem med jævne mellemrum. Her er de en længselsfuld trøst for den gamle og hans medbeboere på alderdomshjemmet, som beredvilligt læser brevene op for ham da hans syn begynder at svigte. I stedet for at have fået fred i det forjættede land længes han stadig mere efter sine egne, efter Europa med dets trængsler og forfølgelser. Et sidste brev, skrevet af indviede venner efter svigerdatterens og barnebarnets deportation, forfejler dog sin sædvanlige virkning blandt oldingene – ikke fordi afsenderen var forkert, men fordi dets rette modtager ikke mere er iblandt dem.


Bøger af Anna Seghers

Anmeldelser

DEN STORE HISTORIE
Den tyske forfatter Anna Seghers, der levede fra 1900-1983, gennemgik i sit liv de fleste af de omvæltninger, Tyskland blev udsat for i det 20. århundrede. Selv den sidste omvæltning – genforeningen – der foregik efter hendes død, kom til at påvirke hendes ry kraftigt. Anna Seghers litterære gennembrud ligger tilbage i 1920’erne, og efter krigen er der da også udkommet flere af hendes værker på dansk. Alligevel synes hun i nogen grad at være glemt. Når tre af hendes fortællinger nu udgives som “Et rejsemøde og andre fortællinger”, er det da tydeligt nok også at betragte som en relancering. Til formålet er bogen derfor fornuftigt nok forsynet med en glimrende præsentation af forfatterskabet ved Klaus Schulte.
I “Et rejsemøde og andre fortællinger” mærker man sammenfaldet mellem Tysklands skæbne og Seghers livshistorie. Samlingens bedste novelle “De døde pigers udflugt” har en undseelig barndomserindring som sin ramme … Her flyder fortid og fremtid sammen, ligesom den personlige historie umærkeligt flyder over i den tragiske politiske historie, som snart skal brede sig fra Tyskland til Europa og resten af verden. Alligevel er det dog først og fremmest Tysklands historie, og kun fra Tyskland kan denne historie fortælles med den stilfærdige, kølige afmålthed, der er Seghers. I al sin nøgenhed er “De døde pigers udflugt” et smukt og stemningsmættet Tysklandsbillede.
Asger Brandt, Kristeligt Dagblad

EN KLASSIKER
Det er prisværdigt at forlaget Batzer & Co. uden smålig skelen til profit, for det kan ikke være tilfældet, med mellemrum dykker ned i litteraturens skatkiste for at fremdrage mere eller mindre ukendte perler til udgivelse i sit Klassikerbibliotek.
Senest drejer det sig om tre noveller af DDR’s store litterære dame, Anna Seghers (1900-83) , som er samlet under titlen Et rejsemøde og andre fortællinger.
Anna Seghers er virkelig en klassiker, en af Tysklands helt store forfattere fra det 20. århundrede.
Margit Andersen, Dagbladet Arbejderen

Om forfatteren

Anna Seghers (1900-1983) blev fejret som litterær komet i 20’ernes Tyskland for sin novelle Fiskernes oprør i Santa Barbara, der i 1928 havde givet den indtil da totalt ukendte unge kvinde Kleist-prisen, på den tid tysk litteraturs fornemmeste udmærkelse. Senere skrev hun ni romaner og et utal af større og mindre fortællinger som beskriver det 20. århundredes verden med dens skønhed og gru, dens krige og katastrofer, heltegerninger og forbrydelser – og frem for alt de almindelige mennesker, på godt og ondt.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Fra ET REJSEMØDE
Hoffmann ankom til Prag tidligt om ­­morgenen. Ved den saksiske grænse havde han skiftet til det køretøj tjekkerne med forkærlighed benyttede. Det prustede og raslede. Først blev Hoff­mann lettere svimmel. Men Elben, som endnu kun glimtede i måneskæret, optog hans tanker og snart hans drømme. Her fór han sovende over havet sammen med kancelliråd Lindhorst der havde inviteret ham ud til sin ø.
Ved ankomsten til Prag havde Hoffmann stadig et par timer inden han måtte opsøge den café hvor han havde aftalt at mødes med den ukendte ven. Gogol havde skrevet til Hoffmann at han gerne ville mødes med ham på sin rejse fra Italien tilbage til Ukraine. Han havde med stor fornøjelse læst forskelligt af ham.
På kortet fandt Hoffmann den gade hvor bemeldte café lå. Hvor mange historier han end havde skrevet i sit liv og hvor mange breve fra læsere han end havde mod­taget, fristede det ham særlig voldsomt at mø­de netop denne mand. I forvejen lå Dresden, hvor han havde en del at besørge, ikke langt fra Prag. Heller ikke Gogol spildte megen tid ved herfra at rejse hjem til sit eget land. Det måtte være grænseløst, tænkte Hoff­mann, umu­­ligt at sammenligne med hans eget, hvis man kunne kalde dette miskmask af hertugdømmer og fyrstendømmer og kongeriger og bispedømmer for ét rige. Men trods alt skrev digterne her på ét og samme sprog, og de kunne sagtens måle sig med verdens øvri­ge digtere.
Han glemte sin brevven – han kaldte ham ven fordi noget venskabeligt trods afstanden greb ham om hjertet. Han gik langt ned i byen. I alle fremmede byer var floderne det første der tiltrak ham. På Karlsbroen standsede hans hjerte og hans skridt. Sikke skikkel­ser der voksede på begge sider af broen! Også deres spejlbilleder i det stille, blanke vand tog vejret fra ham. En robåd gled gennem spejlbillederne, årerne strejfede korset og de folderige kapper. Da Hoffmann løftede hovedet, så han borgen højt over den modsatte bred; den var en by i sig selv, med kirketårne, tage, langstrakte mure; den herskede over byen. Ikke så sært at kejserne havde stredes om at herske fra denne borg som i virkeligheden selv herskede. Den der udøvede sit embede deroppe, var uden tvivl stolt, selvbevidst. Også hans højeste og laveste embedsmænd var ret selvbevidste, stolte, hver især i overens­stemmelse med sin plads i rangordenen.
Hoffmann måtte løsrive sig. Han måtte se at finde caféen, for han ville være der før Gogol. Det var ikke svært, skønt sidegaderne med deres portåb­ninger og gårde hele tiden lokkede. Han ville tage et hurtigt kig på det hele efter samtalen. Til hans glæde havde også det barokke kaffehus en riflet, rigt udskåret porthvælving hvor det vrimlede med engle.
På denne tid var caféen næsten tom. Tjeneren talte udmærket tysk, og han bragte ham fortræffelig kaffe og bagværk som smeltede på tungen, og han bragte ham tyske aviser. Hoffmann bladrede lidt. Han forstod ikke helt hvad han læste, og det kedede ham. Han vidste ikke hvem denne Masaryk var, som i visse aviser blev rost og i en enkelt kritiseret. Det interesserede ham heller ikke. Mon det var ham der sad på borgen nu?
Folk omkring ham, de interesserede ham. Han var altid ivrig efter at gætte deres skæbne ud fra deres udseende. Og derefter at digte videre på deres skæbne i hændelser som de ikke selv forstod. At gøre de levende døde og de døde levende, det hørte til hans metier. At lade det passere som var sket for længe si­den og gætte på hvad der kunne ske i fremtiden.
Hvem var mon det unge, magre menneske som sad der i vinduesnichen og skrev og skrev? Det skrev­ne læste han igennem og strøg de fleste linjer. Så skrev han på ny, helt opslugt, og det nye læste han lydløst højt for sig selv idet han bevægede læberne. Derefter drak han en tår kaffe.
Hoffmann rejste sig. Uden tøven og betænkning gik han lige hen til vinduesnichen. Han sagde: “Undskyld jeg forstyrrer. Jeg ved hvor irriterende det er at blive forstyrret når man skriver. Jeg er selv forfatter, om end jeg ofte må foretage mig andet for at tjene penge. Tag mig det ikke ilde op når jeg uforblommet spørger Dem hvad det var De lige skrev. Mit navn er Hoffmann. Ernst Theodor Amadeus.”
Den unge mand var ikke begejstret over forstyrrelsen. Heller ikke overrasket. Han svarede: “Jeg har altid spurgt mig selv hvad de tre bogstaver E.T.A. betyder. Min tid er desværre meget knap. Nu er den frygtelig knap. Jeg taler om min levetid. For jeg er alvorligt syg, og det er måske sidste gang jeg er her. Jeg må rejse til et sanatorium. Dengang jeg endnu ik­­ke var så syg, fik jeg heller ikke skrevet nok. For jeg måtte tjene penge ligesom De. Jeg er ansat i en for­sikringsanstalt. Et fornavn med tre bogstaver kan jeg ikke byde på. Jeg hedder blot Franz. Franz ­Kaf­­ka.”

Forside i høj opløsning