ÅRETS LÆSEOPLEVELSE: Rilke
Niels Lyngsøe om årets læseoplevelse i Jyllands-Posten

Rainer Maria Rilkes “Breve til en ung digter” har været årets bedste læseoplevelse for mig. De seneste år har jeg ikke læst nær så megen ny litteratur som førhen; i stedet læser og genlæser jeg klassikere.

Det er vel en fem-seks år siden, jeg sidst læste disse indsigtsfulde og fintfølende betragtninger om livet, ensomheden og digtekunsten; men når der er tale om klassikere, er genlæsning jo ikke gentagelse, men fortsat forvandling: Denne gang slog det mig blandt andet, hvor meget varme der er i Rilkes distingverede prosa.

Det er, som om der ikke kun i indholdet, men også i selve sprogføringen er en omhu, en indstændighed og en hjertelighed, der gør, at man som læser – selv om man jo læser med over skulderen på den egentlige modtager – føler sig taget i hånden og set dybt i øjnene.