Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. Hendes far blev hurtigt en af nøglepersonerne i en københavnsk modstandsgruppe. I familiens lejlighed på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de våben og planlagde sabotageaktioner. Eller skjulte jøder, der skulle over til Sverige. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun Sct. Hansaften i 1944. Familie og venner er samlet i familiens sommerhus i Hjortekær, da Gestapo - med Ib Birkedal Hansen i spidsen - vælter ind i haven. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham.

60 år senere læser hun om denne episode i Peter Øvig Knudsens bog om Gestapobødlen Birkedal. Da hun senere mødes med Øvig og han opfordrer hende til at fortælle sin historie, bryder hun det løfte, hun gav sin far, om aldrig at tale om det, der skete under krigen.

Jeg brød et løfte handler om at vokse op i Danmark under besættelsen, om levevilkårene for almindelige mennesker, og hvordan man klarede sig, selv om tiderne var knappe. Det var en verden, der også kunne være rar og hyggelig, som når gadens unger aflagde skomager ’Flikfeldt’ et besøg, Selv om skomageren havde travlt og sad på sin trebenede skomagerstol med munden fuld af stifter, tog han sig altid tid til at fortælle historier, eller hjælpe med lektierne.

Da krigen kom, var der meget, som ændrede sig, og et par dage efter farens arrestation blev Dorthe afhentet af et par Gestapofolk, som fortæller at hendes far gerne vil tale med hende. Men i Shellhuset, i værelse nr. 408, er det ikke hendes far, men Ib Birkedal Hansen, der tager imod hende. Han siger, at hun bare skal fortælle alt, hvad hun ved, ellers vil han skyde hende, mens hendes far ser på, eller også vil han skyde faren, mens hun ser på.

Jeg brød et løfte er en personlig beretning om en svunden tid og begivenheder som mange kun vagt har hørt om, fortalt i et enkelt sprog, så den kan læses af både børn og voksne.

Interview: Dorthe Røssel
(Interview: Modstandsmandens datter )

Politiken 30 april 2005, 2 . sektion side 5
--------------------------------------------------------------------------------
Dorthe Røssell så som ti-årig sin far blive tortureret af tyskernes foretrukne torturbøddel, Ib Birkedal Hansen. I 60 år bar hun på hemmeligheden om sit og farens arbejde i modstandskampen - og om det syn, hun mødte i Shellhuset i København, efter at faren var blevet arresteret.

Af Silke Bock
Det er 9. april 1940. Dorthe Røssell er seks år gammel. Hendes far har taget hende i hånden for at følge hende i skole. Pludselig hører de en brummende lyd.
»Hvad er det«, spørger Dorthe Røssell sin far, mens hun kigger op.
»Tyskerne besætter vores land«, svarer han, før han tager hende på skuldrene.
For Dorthe Røssell betyder tyskernes invasion, at hun kun seks år gammel gennem sin far blev involveret i modstandsbevægelsen og påtog sig farligt arbejde, som ellers var forbeholdt voksne. Det betød også, at hun under krigen flere gange mødte tyskernes foretrukne torturbøddel Ib Birkedal Hansen. Og det betød, at hun gennem 60 år bar rundt på en hemmeligheden om sin barndom.
»Jeg blev så stor allerede dengang. Jeg var en lille voksen. Måske er det derfor, jeg har været så alvorlig siden«, siger den i dag 71-årige Dorthe Røssell.
Tilbage i 1940 blev Dorthe Røssells far hurtigt en af nøglepersonerne i en modstandsgruppe i København. I lejligheden på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de også våben og planlagde sabotageaktioner mod tyskerne. Under krigen skjulte familien flere jøder, som de hjalp til det neutrale Sverige.
Den seksårige Dorthe Røssell fik også opgaver i modstandsgruppen. I skunken på loftet gemte gruppen kassevis af våben, og på grund af sin lille størrelse, var det Dorthe Røssells opgave både at gemme dem, og fiske dem ud, når de skulle i brug. Dorthe Røssell kendte alle de illegale effekters gemmesteder og hun kendte mændene i modstandsgruppen. Hendes egen far gik under navnet 'Portøren' og 'Gævs'.
»Min far sagde flere gange til mig, at jeg ikke måtte fortælle noget til nogen. Jeg vidst godt, at jeg skulle holde mund, hvis nogen blev snuppet, og tyskerne ville have oplysninger fra mig. Derfor blev jeg nok lidt sky og indelukket«, siger hun.
»Min far sagde også til mig, at jeg ikke skulle være bange for at dø. Hvis jeg blev skudt, varede det kun et øjeblik, og det gjorde slet ikke ondt. Så jeg var faktisk ikke bange. Tingene skulle bare gøres«.
Arrestationen
Den 24. juni 1944 gik det galt. Det var en lun sankthansaften, som blev fejret i familiens have. Gestapofolk vælter pludselig ind i haven med Ib Birkedal Hansen i spidsen. Birkedal var ansat af Gestapo til at opspore modstandsfolk, som han arresterede og ofte torturerede.
»Min far sagde, at han fandme godt kunne gå uden om rosenbedet. Det var min fars stolthed«, husker Dorthe Røssell.
»Nyd du bare dit rosenbed«, svarede Ib Birkedal Hansen.
»Det er sidste gang, du ser det«.
Den aften arresterede Ib Birkedal Hansen og gestapofolkene både Dorthe Røssells mor og far. Før de forlod haven, vendte Ib Birkedal Hansen sig mod Dorthe Røssell, der på det tidspunkt var ti år gammel. Hun spurgte ham, hvornår hendes far kom hjem igen, hvortil Birkedal svarede:
»Hvis han ikke er kommet hjem inden en time, har vi stillet ham op af en mur og skudt ham«.
Dorthe Røssell tog med sin faster hjem. Et par dage efter ringede Ib Birkedal Hansen. Han ville gerne se Dorthe Røssell i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København. Faren ville gerne tale med hende, lød det fra Ib Birkedal Hansen.
På fjerde sal havde Ib Birkedal Hansen kontor i værelse nummer 408. Her blev Dorthe Røssell stillet foran et enormt skrivebord.
»Til at begynde med var han meget venlig. Han sagde, at jeg skulle fortælle, hvad min far og mor gik og lavede. Men min far havde sagt, at det kunne gå ud over mange, hvis jeg sladrede, så jeg holdt min mund«, fortæller Dorthe Røssell.
Ib Birkedal Hansen trak derefter en pistol frem og afsikrede den. Han pegede truende på hende og sagde, at han ville skyde hendes far, mens hun så på det. Han truede også med at skyde hende. Dorthe Røssell begyndte at ryste, men var stadig tavs. Det havde hun lovet sin far.
Derefter tog Birkedal skrappere midler i brug. Faren, som knap kunne gå, fordi han har havde været udsat for tortur, blev slæbt ind i rummet og lagt over en stol. Da Dorthe Røssell så den mand, der førte ham ind, fik hun et chok:
»Da blev jeg for alvor bange. Han var fra fars gruppe, og havde stukket ham«, fortæller hun.
Dorthe Røssell fortæller, at Ib Birkedal Hansen og stikkeren skiftevis begyndte at slå løs på faren, som flere gange mistede bevidstheden. Han blev vækket, sandsynligvis med salmiakspiritus, der blev lagt på en klud og ført op til hans næse. Herefter startede de forfra. Fra tid til anden vendte Birkedal sig mod Dorthe Røssell og spurgte, om hun snart ville snakke. Under hele seancen stod hun og kiggede på, at mændene tæskede hendes far.
»Jeg kunne ikke sige noget, for det havde jeg jo lovet. Og hvis han ville skyde os, så vidste jeg, at det ikke gjorde ondt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, men det var ikke let«, siger Dorthe Røssell, mens tårerne glider ned af kinderne.
Hvor længe slagene fortsatte med at hagle ned over faren, husker Dorthe Røssell ikke. Men på et tidspunkt blev faren bragt tilbage til sin celle, mens hun selv blev efterladt på gaden foran Shellhuset. Herefter gik der et år, før hun skulle gense sin far.
Kz-fangen
Samme aften blev Dorthe Røssell hentet af mænd fra farens modstandsgruppe. De kørte til familiens lejlighed, hvor de i ly af mørket tømte den for våben, tyske uniformer og dokumenter, der hvis tyskerne fandt, kunne få fatale konsekvenser for gruppens medlemmer.
Efter tre uger blev Dorthe Røssells mor løsladt af Gestapo. Men hun var stærkt mærket af opholdet i Shellhuset. Under anholdelsen havde hun forsøgt at begå selvmord.
Dorthe Røssells far blev via Frøslevlejren ført til kz-lejren i Neuengamme. Hvordan han havde det, anede hun ikke. I København levede hun en stille tilværelse med skolegang og enkelte opgaver for modstandsgruppen.
»Jeg forsøgte at skyde tankerne om min far fra mig. Jeg savnede ham frygteligt, for vi var meget tæt knyttet. Min far var mit et og alt, men jeg måtte jo ikke sige noget til nogen, så de andre børn så mig nok som meget stille og indelukket«.
I april 45 kom faren tilbage til København med de hvide busser, som samlede skandinaviske fanger op i kz-lejrene og kørte dem tilbage til friheden. På Østerport Station i København stod Dorthe Røssell, da faren ankom sammen med de andre frigivne fanger.
»Jeg kunne ikke kende ham. Han lignede et skelet med hud på. Men jeg genkendte hans stemme. Jeg var så glad for, at han endelig var kommet hjem, men blev også frygtelig ked af det, da jeg så ham«, fortæller hun.
Faren blev ført til Møgelkær og senere til Ramlösa i Sverige, hvor han blev rehabiliteret. Efter befrielsen bad faren Dorthe Røssell om et løfte. Hun måtte aldrig fortælle nogen, hvad hun havde set den dag i Shellhuset.
»Jeg sagde det heller aldrig til nogen. Og vi snakkede aldrig om det. Vi skød det væk og bort. Kunne ikke holde ud at tale med nogen om det. Selv under sagen mod Birkedal holdt vi mund«, siger Dorthe Røssell.
Det løfte, hun gav sin far efter befrielsen har hun holdt i 60 år. Ikke engang sin mand, som hun var gift med i 44 år, vidste noget om Dorthe Røssells arbejde i modstandsbevægelsen eller oplevelsen af at se sin far blive tortureret.
»Det har gnavet gennem hele livet. Jeg har haft en klump i maven, og aldrig fortalt nogen om det. Først i dag kan jeg langsomt begynde at fortælle mine børn om, hvad jeg har oplevet«, fortæller hun.
Det var da journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen udgav sin bog om Birkedal, hun åbnede munden. Dorthe Røssell læste i oktober sidste år et interview med ham i Politiken. Hun tog mod til sig og kontaktede Øvig, som hun fortalte sin historie.
»Det var et tabu mellem min far og mig. Men i dag ville jeg ønske, vi kunne have talt om det. Jeg har lært, at det ikke hjælper at fortie dem. I dag vil jeg gerne fortælle børn og unge om mine oplevelser. For mig er det vigtigt, at folk hører om, hvad der skete dengang. Hvis man fortier ting, vokser de og bliver til uløste knuder. Det fortjener ingen«.

Dorthe Emilie Røssell skriver enkelt og lavmælt ... (og) udpensler ikke dramatikken.
Det er heller ikke nødvendigt. For det er den, der giver stilen nerve.
Det dramatiske er en integreret del af den skildring af besættelsestidens hverdag,
der under læsningen kommer så tæt på. Bogen emmer af atmosfære.
Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

... dette forårs mest bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser ... En enestående beretning om en pige, der alt for tidligt blev voksen. Læs den! Både for dig selv og for dine børn.
Jens Andersen, Berlingske Tidende

Bogen er skrevet med enkelhed i sprog og komposition og med en autentisk intensitet, så den kan være en læseoplevelse for både børn og voksne. Den stemningsfulde, positive beskrivelse af livet i en karré i København under besættelsen er levende, personlig og anskuelig historieskrivning, som minder mig om et godt naivistisk maleri. Bogen er oplagt til undervisning i dansk og historie fra 4. klasse og opefter, både til fælles tekstarbejde og til frilæsning.
Helge Christiansen, Folkeskolen